XV.

Filosofi og Hebraisk, det var de to Brændpunkter, hvorom dette hans

gyldne Rusaar skulde beskrive sin Elipse.

Brøchner var død et Aar i Forvejen. Dersom Hjorth paa Universitetets

Tærskel var bleven modtaget af denne sjældne, isolerede Aand, der

syntes at trives dèr eller at vansmægte dèr som en officielt

anerkendt og underholdt Protest mod hvad der var officielt baade

dèr og hele Landet over, denne ægte German-Lærling, hvis ædle men

dunkle Idealisme, hildet i et Vanevæv af Skole-Kunstord, gik

uforstaaet hen over Hovedet paa Studentermassen, men kunde slaa

desto stærkere ned i Enkelte med en fængende Gnist af hans egen

alter-rene Begejstrings-Ild, -- dersom han havde begyndt sit

Universitetsaar med halvt af Nysgerrighed at indfinde sig paa hine

Eftermiddagsforelæsninger, hvor denne eneste Venstre-Hegelianer i

Danmark, Strauss' Oversætter, i sin sidste Tid rettede sine hvasse

Angreb paa Theologien, brændemærkende Martensens Dogmatik med en

trofast Discipels hvidglødende Foragt for denne højærværdigste

Dilettantisme, der havde skaaret nogle Fraser ud af Mesterens

udødelige Tankevæv for at klistre dem som Skønhedsplastre paa en

blegsotig Troslære, forsvarende den fribaarne Tankes Ret med en

Lidenskab, der lod hans Øjne lyse med en feberagtig Ild i Høresalens

Halvmørke og bragte en skælvende Styrke i den svage hule Røst, som

allerede syntes at have en Resonans af Graven, -- dersom dette havde

været hans Indvielse, saa var maaske hans Udvikling hurtig bleven

ført til det afgørende Punkt, og han havde vel begyndt sit Studium

med at forlade det.

Men Omstændighederne havde ikke lagt det saaledes til Rette for ham.

I Stedet for den magre Brøchner, hvis Legeme syntes fortørret af

Kundskabstørst, og hvis nervøse Ansigt var som udbrændt af

Sandheds-Lidenskab, i Stedet for denne Tankens Eneboer-Skikkelse var

det Rasmus Nielsen, der steg op ad den knirkende Katedertrappe med

sin let bøjede Ryg, der syntes at have taget Vanen af et lille Duk

under Bifalds-Klappenes Styrt, og paa den sorte Tavles Baggrund

malede sig dette kraftige, spillende livfulde Ansigt, der ligesom var

bronceret med en Straale fra Popularitetens Sol og omflammedes af en

Manke af graa Haar, der paasatte Hovedet Ærværdighedens Krone uden at

mærke det med Affældighed.

Over hele hans Person, i hans Ansigt, der var som mejslet af en fin

Haand i en grovkornet Sten, i den rundarmede Bevægelse, hvormed

Lorgnetten førtes til Øjet, i det hvide Halsbind og den skinnende

Silkevest, i hans Stemme endelig, der gav selv de aristokratiske

græske Kunstord en bred Rullen som af en fin Ekvipage paa en jydsk

Bivej -- i alt dette var der en Blanding af firskaaren Jævnhed og

udsøgt, næsten theatralsk Elegance.

Han var noget af en Bonde og mere af en sejrssikker Virtuos, -- en

Filosofiens Ole Bull, der spillede sin Bravurfantasi »Grundidèernes

Logik« oppe fra den ufuldendte Top af Aristoteles' og Hegels

Pyramide.

Fra denne svimlende Højde hvirvlede det ned over de unge, let

bedaarlige Øren, et Mylr af Toner, som i Kassen af den filosofiske

Vidunder-Violin sminkede med encyklopædiske Klangfarver af alle

Instrumenter i Videnskabens uhyre Orkester; der var klare

Krystalklange fra mathematiske Triangler, solide Brum af fysiske

Kontrabasser, Fanfarer af historiske Blæsere; og Fantasien drog forbi

med brede og brave folkelige Strøg paa løse Strænge, som vexlede med

aandrige Spiccatosatser, Adagioer med et sentimentalt ~vibrato~, der

snubbedes af i vittige Pizzicato-Udgange, dybsindige Hymner til den

absolutte Subjektivitet, foredragne ~con sordine~, og som lod

ane mere end de sarte Toner kunde sige, halsbrækkende deduktive

Løb, dialektiske Dobbeltgreb, logisk-antilogiske Spring,

idealistisk-realistiske Triller, transcendentalt Flageoletspil.

Hvad Under, at en ung Hjærne blev beruset og under Rusen fik den

Deliriumsdrøm, at den havde fordøjet, hvad den havde modtaget, havde

forstaaet, hvad en ædru Hjærne vilde indse slet ikke var bestemt til

at forstaas, men til at anes langt ude i et Clair-obscur, til at se

dybsindig ud over, til at klædes paa i smukke Kunstord, lige saa

uforstaaelige som Sagen, »Udslag af Selvmagten i Andet«, »iboende

Realnegationer i den uendelige Selvhed« og »den begrebsreflekterende

Vexelvirkning, mine Herrer! -- Vexelvirkningen.« --

Og dog blev denne Undervisning ikke uden hemmelig Frugt. Filosofien

er aldrig saa dunkel, den er dog klarere end Theologien; og netop

hvor den skyder de klare Straaler ud, gaa disse altid stik imod

Aabenbaringens. Saaledes skete det, at der ogsaa ad denne Vej i den

unge Students Sind indsmugledes farlige Varer under det officielle

Toldstempel for Tankerne, som kun en meget overfladisk Betragtning

vil kalde toldfri; -- i denne blandede Udsæd fandtes hist og her et

Krudtkorn, som trillede ned til den bestandig voxende Mine under den

gamle Grundvold, hvorpaa hans aabenlyse Sjæleliv endnu bevægede sig.

Og dette foregik saa meget sikrere, fordi det foregik saa fredeligt,

saa lejlighedsvis, saa lidt efter lidt. Det var snart en Bemærkning

om, at hvis vi endnu havde en Theologi, var vi endnu midt i

Middelalderen, snart en godmodig Sarkasme over Mirakeltroen, den ene

Dag en satirisk Bemærkning om Anti-Darwinisterne, der mente det

var saa meget finere at nedstamme fra en Klump uorganisk Jord end

fra en organiseret Dyreform, den næste Dag en faktisk historisk

Underretning om en eller anden filosofisk Doktrin, om Atomistiken, om

Nyttemoralen, om Loven om Kraftens Bestaaen. Det var først og sidst

det store hedenske, pantheistiske Pust, der gaar gennem selv det mest

saakaldte theistiske System, fordi det nu engang er Filosofiens

Medgift fra Hjemmet af. Thi ligesom den plumpe, folkelige

Sanseligheds-Fanden halter om med en Hestehov, saaledes spanker den

dannede grubliserende Tanke-Djævel om med den gamle Pans Bukkeklov.

--

Det andet Studium, Hebraisk, traadte ham imøde med en ikke ringere

Nyheds Interesse, men paa Filologiens fredelige Vis, uden

problemstillende Debatter, uden Aandrighedens æggende »Pistolskud« og

dog med et vist betagende Trylleri, med Østerledens og Oldtidens

forenede mystiske Magt, -- ikke med en ung Kvindes sanseberusende

Attraas-Vækkelse, men med en hvidhaaret Oldingeskikkelses

ærefrygtudstraalende, kølige Højhed. Han kunde helt glemme Tiden,

naar han fordybede sig i dette fremmedstammede Sprog, hvis Rødder ere

sænkede i et ukendt Jordlag, og hvis tredelte Bygning er ligesaa

forskellig fra alle europæiske Mundarter, som det gamle Orientens

Byggekunst, med de skæve Terrasser og de sofabensagtige Søjler paa

Løvefødder med Kapitæler af knælende Heste, er forskellig fra alt,

hvad der stammer fra græsk Arkitektur, hvor uædelt og grotesk det end

har gothiseret sig, -- naar han regnede i denne mathematiske

Grammatik, hvis Bøjninger have en algebraisk Lignings Sikkerhed, --

naar han stirrede paa denne underlige Skrift, der først efter

Sprogets Død har nedladt sig til under sine Konsonanters faste,

hellige Rørpensstreger, med det vandrette Tryk, at punktere nogle

moderne profane Vokaler til Hjælp for de uindviede; med de store

kantede Bogstaver, der baade i Form og Navn endnu hist og her viser

et halvt udvisket Hjørne af det oprindelige hieroglyfiske Billedtegn;

med de uudtalelige, glemte Gutturaler, som i deres snirklede

Gaadelinjer ligesom i en Konkyljes Vindelgang synes at have

fasttryllet et hemmelighedsfuldt Ekko af Bølgegurglen fra Nilens,

Eufrats og Jordans Bredder, hvis Siv flettedes til Kulturens Vugge.

Saaledes kunde disse to Indlednings-Discipliner give ham

tilstrækkelig Sysselsættelse og udfylde hans Interesse, og der blev

kun et Spaanfald af Tid tilbage for den egentlige Theologi. Her

begyndte han efter Professorens Raad med at søge at faa »Løb i det ny

Testamente«, uden at fordybe sig i Fortolkningen. Men dette Studium

fængslede ham ikke som de to andre. Han mærkede snart med et vist

Samvittighedsnag, at han ikke blev varm ved Læsningen i den hellige

Skrift. Dog havde den en særlig Tiltrækning: -- det græske Sprog. For

ham, der, medens han endnu næsten var uden historisk Dannelse, havde

faaet en dunkel Begejstring for Hellas gennem Goethe og Schiller, for

ham var dette Sprog noget helligt, et Symbol, der satte alle hans

fineste Følelser i drømmerisk Bevægelse.

Men ligesom Biblens Aand ikke er den helleniske Aand, saaledes er

dens Græsk ikke hellenisk Græsk; -- og han tog Anstød heraf. Det var

ikke med Filologens Ærgrelse, men med en æsthetisk Uvilje, der i

sin Uretfærdighed kunde grænse til Væmmelse, at han læste

Apokalyptikerens barbariske Græsk, hvis Konstruktioner ere ligesaa

umulige som hans Danielske Dyr ere umulige, eller slog sig igennem

Paulus's endeløse Perioder, hvis stakaandede Ord-Opdyngning syntes

ham en Haan mod det ædle Sprog, hvori Attikerne havde skrevet. --

Og midt i det fjerde Evangeliums Lidelseshistorie, hvor det kristne

Hjærte burde bløde med sin døende Frelser, kunde han pludselig falde

i Henrykkelse over Sætningen »Men dette gjorde altsaa Soldaterne«,

denne lille simple klassiske Blomst med den ægte Duft af Herodot, som

har forvildet sig hen mellem Golgathas Sten, -- henrykkes ved denne

sproglige Atavisme med en Naturforskers Andagt, naar han i en Samling

af spraglede Due-Racer, som ikke interessere ham, pludselig ser den

vilde Klippedues skiferblaa Fjer titte frem.