Den Dag da Pastor Krarups Formand i Embedet havde lagt Mærke til, at
Husmand Jens Persens lille Hans kunde huske latinske Gloser, som hans
Legekammerater, Præstens egne Sønner, glemte, som om de var betalt
for det, og da han efter selv at have givet Hans nogen Undervisning
fik Forældrene til at lade ham studere, -- da gjorde han sig vel
allehaande Forestillinger om hvad Drengen skulde blive til, tænkte
ogsaa undertiden, at han vilde blive en lærd Mand, men han anede
dog ikke i sit Hjærtes Beskedenhed, at han smurte det Trækplaster,
som omtrent tredive Aar senere skulde fæstes paa Katedret i
Universitetets største og tommeste Høresal og blive det frelsende
Middel, der bragte det unge Blod i frisk Strømning mod det tomme,
theologiske Rum.
Vantroen, der ved denne Tid bredte sig, navnlig blandt de Unge, som
et frodigt Ukrudt prangende med golde Blomster, er ikke rodskudt i
vort fredelige Land. Den talte -- som et hæsligt Modbillede til
Aandens Udgydelse -- i fremmede Tungemaal. Disse hedenke Tanker, med
Dyrets Mærke paa Panden og med Hestehoven, ere travede ind over vor
Markgrænse, disse moderne, svovllugtende Idèer ere blæste ind over
vore flade Strande. Udefra kom det. Hvor naturligt, at Modstanderen,
den Mand, som Tiden krævede, hvem det tomme Rum gabede efter, at han
kom indenfra, skaaren ud af Folkets Marv. -- Hans ru Fladhed var som
en Lysskærm og et Skjold mod alt hvad der var slebet enten i
blændende, straalebrydende Facetter eller i sønderkløvende Eg. Hans
Ansigt med sin Farve som et nyvasket Barns, naar det endnu er rødt af
Skrubningen, med den firskaarne Hage, med de utegnede Læber, med
Kindernes store runde Flader, med den skraa Pande, smallere end
Kæbebenene, brynløs forneden over vandgraa Øjne, og foroven fladt og
ligesom vandkæmmet dækket af hørgult Haar, -- dette hvidfødte,
enkelte, kødfulde Ansigt hævede sig over det gule Kateder som en from
indfødt Protest mod det mørkladne, markerede, nervøse, alt det med de
fremmede Lidenskabs-Flammer i Aarerne og de fremmede Idè-Gnister i
Nerverne. -- Dr. Luther kom fra de tyske Schachters Bjærgmandshytte,
Professor Petersen, hans danske, bogstavtro Discipel kom fra
Tørvemosens Husmandsrønne.
Denne Afstamning var ikke noget Spil af Tilfældet. Slægter, som, før
Avisernes Tid, aldrig havde læst andet end Bibelhistorien og
Lærebogen, Generationer, som, klæbende til Jordklumpen, ikke
nogensinde havde faaet anden aandelig Næring end den Smule Manna,
der dryppede til dem i deres Ørk fra de gamle Degnes og Præsters
Læber, -- saadanne Forfædre maatte have arbejdet Led efter Led for at
fuldføre denne Hjærne, der paa èn Gang var saa vid og saa snever, --
ligesom Trælle-Generationer maatte arbejde paa Opførelsen af de gamle
Pyramider eller de persiske Kongegrave. For den var vid og snever,
netop ligesom de ere vide og snevre, disse umaadelige Stenbjærge med
det uhyre Omfang, men hvor kun faa snevre Gange bore sig som
Ormehuller ind gennem Massen, der holder Livets Lys og Lyd langt,
langt borte, standset paa dens Yderflade, medens den med hele sin
Forstenings Ro tynger paa Mumiecellen midtvejs, hvori Gangene munde
ud. Og som Strukturen, saaledes alle de første Indtryk; -- det var jo
kun en Gentagelse af dem, der havde dannet den. De fandt Gangene
aabne og passende for sig, de gik derind, og derindefra raabte de
efter flere, der fulgte efter, og de videde Gangene ud, at der kunde
komme endnu flere, og de strømmede derind -- Kirkefædre-Sprog og
Symbolcitater, Skriftsteder, Tal og Navne, indtil det blev en
mylrende Mængde, -- og de rummedes alle derinde. Men ingen, som vilde
og maatte gaa sin egen Vej, ingen, der skræmmedes tilbage af de
snevre Ganges ægyptiske Mørke og vilde have en lys Sti, ingen, der
var for stolt til at bøje sig i deres Lavhed, og som vilde hvælve sig
en høj, hellenisk Portal, ingen, hvem Mylren derinde spærrede Gangen
for, naar de endelig bekvemmede sig til at krybe ind, -- ingen af
alle disse kunde trænge gennem Stenbjærget, de blev holdt langt,
langt borte, de skulde ikke forstyrre den forstenede Ro i Cellen,
hvor Mumien laa, Kristendommens allerægteste lutheranske Mumie,
udrenset for det ældgamle katholske Hjærte og de middelalderlige
Indvolde, indbalsameret i dogmatisk Parykpudder og exegetisk Bogstøv,
svøbelseviklet i et Pergament- og Papirs-Hylster af Enighedsformler
og Stridsartikler.
Om Udvikling kunde der for hans Vedkommende ikke være Tale, kun om
Væxt. Og det var hans Held; -- Udvikling er allerede halvt Kætteri;
-- lugter ikke selve Ordet af det moderne Hedenskab, af Darwin og
Spencer? Væxt derimod, er et helligt, et Paulinsk Udtryk: for denne
Væxt var Universitetet i sin daværende Tilstand en fredhegnet
Planteskole. Han besøgte først flittig sine Kollegier, indtil han,
uden Belæring af Mefistofeles, opdagede, at »Professoren ikke sagde
andet, end hvad der stod i Bogen«. Saa spildte han ikke Tiden bort i
Høresalene, mere end strængt nødvendigt, for Høfligheds Skyld, læste
de i Mode værende ortodoxe Kompendier og Kommentarer, indtil hans
utrættelige Hukommelse kunde dem omtrent udenad fra Ende til anden,
gik sent op til Attestas, men tog den saa ogsaa med et Præceteris i
Hovedkarakter, der kun skæmmedes af èt Laud. Det var noget uhørt i
Mands Minde. Der blev talt om ham som det theologiske Lys, man
udpegede ham allerede som Professor-Emnet. Han manuducerede saa
mange, han kunde overkomme, proppende dem som han havde proppet sig
selv, og fik begejstrede Disciple, der ikke blev trætte af at
lovprise hans Lærdom og holde Forventningen i Aande.
Efter tilstrækkelig at have fæstnet sin Stilling, glimrede han
halvandet Aar ved sin Fraværelse, idet han med et stort Stipendium
foretog en Studierejse i Tyskland, hvor han hørte de samme Mænd, hvis
Bøger han havde læst. Kun èn Fremmed kom han lidt i Berøring med, det
var Baurs Discipel, Tübingerkritikeren Hilgenfeldt i Jena, til hvem
en gammel Professor havde givet ham et Anbefalingsbrev. Men han tog
ingen Skade af det korte Samkvem med den berygtede Kætter, af hvem
han paa anden Haand kunde saa mange haarrejsende Udsagn, men hvis
interessanteste Ytring til ham var den nogenlunde neutrale: i den
Knejpe vil De finde et godt Glas Erlanger.
Saa vendte han tilbage til København, levede i nogen Tid indesluttet
med meget faa Manuduktioner og disputerede en skøn Dag paa
trehundrede Sider med »et Forsøg paa Bidrag til Fortolkningen af
Philippenserne II, 6-11«.
Maalet var fyldt. Den theologiske Verdens offentlige Mening kaldte
ham til Universitetet og harmedes næsten paa disse gamle sejglivede
Professorer, der holdt ham borte fra hans retmæssige Plads, og som
syntes, lamme, blinde, døve og stumme at ville lade sig slæbe op paa
Katedret for at dø dèr. Da han begyndte sine Doktorforelæsninger, var
Studenternes Tilstrømning næsten en Demonstration.
Forholdene i det theologiske Fakultet var paa dette Tidspunkt ligesom
lagte til Rette for ham. --
For det første vare de Studerende næsten komne til Raseriets
Højdepunkt af Kedsomhed ved at høre disse Professorer, som med en
enkelt Undtagelse vare gamle, halvt affældige Mænd, ude af Stand til
at sætte sig i Forbindelse med de Unge, og som alle uden Undtagelse
syntes at have en Glorie af Kedsommelighed om Hovedet, ligesom
Skaldepanden i Fritz Jürgensens Schakspil. Som lunkent Vand kan
bringes i Kog ved Luftens Fortynding, saaledes var denne saa
ulidenskabelige Masse under Pedanteriets Pumpe nær ved at koge over
og kaste Laaget; man havde jo den heroiske Tradition fra den Tid, da
Professor Bornemann blev styrtet. Men Doktor Petersen kendte en stor
Del af dem personlig, alle havde hørt Ros over hans ligefremme
venlige Jævnhed, hans praktiske Øvelse i Manuduktion gav Haab om en
Vejledning af ny Art fra det ophøjede Kateder.
Dertil kom, at den Smule Strømning, som havde fundet Sted i den
theologiske Verden, bestandig mere vendte sig fra dette grundløbne
Fakultet. -- Der var paa den ene Side Resten af den gamle
holdningsløse danske Rationalisme, repræsenteret af Professoren i det
ny Testamentes Fortolkning, en bleg Skygge af et dødfødt Legeme, ham,
der trak paa Skuldren, naar Sønnen, den udmærkede unge theologiske
Forfatter, fremsatte sine ultraortodoxe Meninger, medens han med et
godmodigt Smil bemærkede: »Ja, er det ikke underligt, hvad de unge
Mennesker kan tro paa i vore Dage!« Han var til Forargelse med sine
kejtede Bortforklarings-Forsøg og sit frygtsomme Haab om en Forsoning
med den moderne Videnskab, -- og han var en Latterlighed med sin
stedse tilbagevendende pedantiske Forelæsning om Johannes'
Aabenbaring: »Det store Dyr -- nu--u -- der er trehundrede og
tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr -- nu--u -- men
De behøver ikke at kunne dem alle sammen« -- Paa den anden Side
begyndte man ogsaa at skele mistroisk til den efterhegelske
spekulative Dogmatik, man var vammel af disse taagede Fraser, hvori
Slægten fra Fyrrerne havde beruset sig, med en Vammelhed af »Dagen
efter«, man begyndte at smaalè af Martensens Aandrigheder om
Vorherre, der maa sige »Jeg« til sig selv og dutte en anden, man
tegnede i Kollegiemarginen parodiske Stamtavler over det himmelske
degenererende Kongehus, hvori Kristus havde Fanden til yngre Broder.
-- I skarp Modsætning til disse forkætrede Retninger var Doktor
Petersens Navn ensbetydende med den gamle uforfalskede Lutheranisme,
han gik omkring som den i Kødet komne »Hutherus redivivus«, hans
Professorat var selve det sextende og syttende Aarhundredes
Tronbestigelse.
Denne fandt Sted kort Tid efter, da Professoren i Exegese pludselig,
mod al Forventning, lagde sig til at dø, og tog de trehundrede og
tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr med sig i Graven.
Saaledes var denne Mand, hvis Ord vare den efterspurgte Vare paa det
theologiske Marked, hvor Originalitet har den laveste Notering. Hans
Umulighed til at undfange eller forstaa en ny Idè var ligesaa god en
Borgen som hans Sikkerhed til at beholde de gamle; hans Tankegang var
ved sin Længde og Sneverhed bleven som Stien til Himmerig. Saaledes
gik det til, at han var bleven det theologiske Fakultets Livselixir,
Universitetets nyfødte Sol, hvorefter dets gamle Ørn stirrede
sin Broncehals stiv, Danmarks Trøst. -- Thi fornylig havde netop
en af hans Kolleger med sin snøvlende Stemme forkyndt udi
Studenterforeningens lumre Festsal, hvor under Tobakstaagen ogsaa
Hjorths Ansigt stirrede op imod ham, at »falder det theologiske
Fakultet, saa falder Universitetet, og falder Universitetet, saa
falder Danmark«.
Derfor var Professor Petersen ogsaa Danmarks Trøst.