-- Naa, Held og Velsignelse til Beslutningen, udbrød Pastor Krarup,
hjærtelig glad over at have faaet sin Idè frem. Han gned sig i
Hænderne, idet han allerede saà sig som Opdageren af en ny Stjærne,
Grundlæggeren af en glimrende Løbebane. Hvis han selv blot havde haft
f. Ex. Hjorths Hukommelse, saa vilde han have bragt det videre end
til simpel Landsbypræst ... Men i Grunden var det dog bedst saaledes,
ganske idyllisk, uden for Verden, i Fred med sig selv og andre ...
Saadan var der nu Kapellanboligen, en lille Lejlighed for sig, med
en særlig lille Have; -- naa den var jo ikke stor, men Herregud! for
et Par Nygifte. Jo den, der engang kom til at bo dèr, han vilde
saamæn faa det godt, hvem det nu blev. Ja, for han blev jo gammel,
han maatte jo med Tiden have en Medhjælp ... Men nu var det det
nærmeste. Han kendte en Lærer i København, der havde et Kursus til
Artium, en Universitetsven af ham, aa, en fortræffelig Mand! Ham
vilde han strax skrive til ... Provsten havde han saa smaat
forberedt, -- ja for nu vilde han vel hen og tale med Provsten?
Den lille magre Præstekone med det tandløse Smil, der syntes at ærgre
sig over at skulle være til, blandede saa megen Malurt som muligt
i Velkomstbægret, idet hun fordybede sig i Udmaalingen af den
lange Tid, det nu vilde tage, inden han kunde gifte sig, og i
Vanskelighederne ved at tage Attestasen, der skulde være gjort
betydelig sværere, siden hendes Mand tog den. Men den undersætsige
Datter med det mutte Ansigt, som serverede den tynde Kaffe og de af
Ælde bløde Kager, behandlede ham med usædvanlig Forekommenhed, idet
hendes Stumpnæse allerede syntes at vejre Velærværdigheden. --
Da han den næste Formiddag indfandt sig hos Provsten, fandt han denne
oprømt, med vederkvæget opvaagnede Aandsevner, efter lige at have
slebet sig en Sofaskraber. Thi han var om Vinteren oppe før sex og om
Sommeren før fem, paa Landmands Vis. Nu var han just paa Højden af
den nys-tændte Merskumspibes og den kolde Kaffes behagelige Stadium
før Faldet ned mellem Forordningerne, Regnskaberne, Cirkulærerne,
Indberetningerne og Ansøgningerne, der i pap-hæftede Bøger,
afstregede Papirsruller, blaa Koncept-Omslag, og kaligrafiske
Folioark havde hobet og bunket sig paa det lange Egetræsbord, truende
med at vælte Lysestagens lakplettede Voxstang over det store
Porcelænsskrivetøj, hvor et Ark Embeds-Frimærker struttede
bureaukratisk mellem Blækhornet og Sandbøssen.
Da han saà Hjorth komme ind i Gaarden, rev Provst Storm en Bunke
Papirer hen til sig for at være den stærkt sysselsatte, medens han
dampede voldsomt af Piben, som man gør det i Distraktion under meget
Arbejde. -- Han fik netop Tid til at se op.
-- Ah, Lærer Hjorth! -- god Dag, kære Hjorth, god Dag. -- Han fik
endogsaa Tid til at stikke Pennen bag Øret og give Haanden. -- De har
noget særligt at tale med mig om? -- Hm; -- ja jeg kan -- næ--næsten
tænke mig ... Sid ned, kære Hjorth -- sid ned ... Nu skal jeg strax
-- æh --
Han fik Pennen fra Øret, skrev et Par Linjer, stirrede med et barsk
Ansigt ud i Hjørnet af Stuen, nikkede resolut og skrev med et fejende
Sving sit »Storm« under et Cirkulære, der syntes at maatte fare
rasende over Provstiet, afblæsende Præstegaardenes Straatage og
rivende Skolelærere bort i sin Hvirvel som store kjolehalede Svaler
-- medens det i Virkeligheden var en meget tam Opfordring til
Præsterne om i rette Tid at tilstille Ministeriet deres Indberetning
om Antallet af Fødte og Døde.
-- Naa! --
Hjorth fremsatte sin Sag, medens Storm lyttede betænksom, af og til
opmuntrende ham med et velvilligt Nik, idet han tog Piben ud af
Munden.
-- Hm! ... ja, jeg havde ladet mig sige, at De omgikkes med slige
Tanker, jeg havde -- hm! ladet mig det sige. -- Provst Storm
understregede ved korte, sikre Nik dette gentagne aktive Udtryk for
»at høre«, hvilket han gærne valgte som det mest passende for en
Overordnet. -- Naa, ja, -- det ... jeg kan jo ikke andet end billige
-- naar De har Lyst -- hm! -- naar De føler dette Kald -- saa -- ja,
jeg skal tage mig af Sagen. -- Her nikkede han saa beroligende, at
Hjorth allerede syntes at føle Præstekraven om Halsen, skønt det var
ham ligesaa gaadefuldt som det var for Provsten selv, hvorledes denne
i Grunden vilde bære sig ad med at »tage sig af Sagen«. -- -- Skønt
det, naturligvis -- paa en vis Maade -- er mig ubehageligt at skulle
miste en saa dygtig Lærer, -- en intelligent, fremadstræbende ung
Mand, -- der -- efter hvad jeg har ladet mig sige -- ogsaa i politisk
Henseende hylder rosværdige loyale Anskuelser ... Naa. -- men -- Guds
Vilje ske! -- det er -- vi vil haabe det -- ham, der kalder Dem til
en større Virkekreds ... Ja, send De mig nu kun Deres Ansøgning, saa
skal jeg tage mig af den ... Farvel! Gud være med Dem!
Og Hjorth gik bort, lettet og beroliget, fordi det afgørende Skridt
nu var gjort, med denne fremskyndende Følelse i Hælen af at have
sparket Broen bort.
Men hverken til Præsten eller til Provsten havde han sagt noget om
sine udadhigende, ubestemte Længsler og sin urolige Drift efter at
komme til fuld Klarhed. Han havde en dunkel Anelse om at baade
Velærværdigheden og Højærværdigheden vilde have været af samme
Mening, en Mening, der korrekt kunde udtrykkes saaledes: nej, staar
det saadan til, min Ven, saa bliv du heller som et af Guds
enfoldigste Lam indenfor Faarefolden, heller end at du skulde
forvilde dig i Bjærgene og maaske komme til at danse som en af de
fordømte Bukke efter den gamle hedenske Pan sin Rørfløjte.