»Men anderledes saà det ud, naar Solen var gaaet ned og den liflige
Himmelrødme i Vest forjættede en skøn Morgen (Math. 16, 2). I denne
Fredens Time forstummede det travle Liv paa Landet og i Byerne. --
Markarbejderne vende hjem til Nadveren med de trætte Oxer og den
vendte Plov (Luc. 17, 7); i Vingaardene, hvor ofte et Taarn bevarer
Solgløden, medens allerede Skyggen har lejret sig om Gærdet (Math.
21, 33), standser Persens Larm, medens Arbejderne faa deres Løn
udbetalt af Fogeden (Math. 23, 8), og Vejenes mødige Vandringsmænd
søge til Byen for at finde et gæstfrit Herberg (Luc. 24, 28 f.).
Ogsaa her er Dagens brogede Liv til Ende; Torvet, der nylig vrimlede
af legende og dansende Børn (Luc. 7, 32), hvor Daglejerne ventede i
Flokke paa en Arbejdsgiver (Math. 20, 3) og hvor de Skriftkloges
lange Klæder slæbte hen over Brostenene (Marc. 12, 38) -- dette Torv
byder ikke længer Vandringsmanden saa livfuldt et Skue; kun nogle
enkelte Daglejere, der ikke havde fundet Arbejde, dvæle endnu paa
Hjørnet (Math. 20, 6), hvor han maaske ogsaa finder en Hykler, der
neppe vil tage ham det fortrydelig op at blive overrasket i sin
Aftenandagt (Math. 5, 5), og de tomme Gader, hvor man nylig hørte
Udraabernes Basuntoner, naar Farisæerne uddelte deres Almisser (Math.
5, 2), genlyde nu kun af den Vandrendes ensomme Fjed. Dørene ere nu
lukkede, Husfaderen og Børnene til Sengs (Luc. 11, 7). Snart lister
kun saadanne Folk gennem Gaderne, som af en eller anden Grund vil
skjule deres Færd for Menneskenes Syn (Joh. 3, 1-2).«
Det var Professor Petersen, som lænet tilbage i sin Arbejdsstol læste
denne nylig skrevne Side højt for sig selv. -- Affattelsen af
saadanne kulturhistoriske Skildringer var et Liebhaveri hos ham, en
novellistisk Adspredelse, hvori hans Fantasi søgte sig et uskyldigt
Udløb. Han glædede sig over det levende og naturtro Billede af jødisk
Liv paa Frelserens Tid, som han saaledes oprullede for Læseren og gav
Stykket dets stilistiske Fuldendthed ved at rette »den Vandrendes«
til »Vandrerens«, fordi det faldt ham ind, at det første kunde læses
som »den Vand-Rendes«, hvilket vilde forstyrre Stemningen. Da han
dyppede sin Pen for at fuldende det natlige Billede med en Skildring
af de galilæiske Fiskeres stormtruede (Marc. 4, 37; Joh. 6, 18) og
ofte fejlslagne (Luc. 5, 5) Dont, bankede det beskedent paa Døren; --
Ringningen havde han i sin Forfatteriver ganske overhørt.
-- Kom ind! --
Døren gik op. Det var en ung Mand med rødligt Skæg, tarvelig klædt og
med en ny Studenterhue i Haanden.
-- God Dag, sagde Professoren, med det velvillige, noget spørgende
Smil, der ikke just gjorde hans Ansigt aandfuldt.
-- God Dag, Hr. Professor ... Jeg tog mig den Frihed at gaa op at
hilse paa Hr. Professoren, da jeg har en Hilsen til Dem fra Pastor
Krarup i Fredløse.
-- Ah, fra min gamle Egn! ... De kender Præsten dèr? ... En vakker
gammel Mand ... Vær saa god at tage Plads, Hr. --?
-- Hjorth.
-- Hr. Hjorth ... Hvis jeg ikke tager fejl, har jeg set Deres Ansigt
paa min Forelæsning? ... Ja, jeg syntes det jo nok ... De er ældre
Student?
-- Nej, jeg er Rus.
-- Ja saa ... Ja, jeg syntes nok, jeg kendte Dem ikke fra ifjor ...
Hm ... Maaske kommen sent til Studeringerne?
-- Ja, jeg har i nogle Aar været Skolelærer ... Jeg var sidst i
Yderslev.
-- Ah, ser man det! ... Naa, saa er De jo godt kendt i min Egn, saa
De kan vel fortælle mig en Del om, hvordan det staar sig dernede ...
De er maaske barnefødt dèr?
-- Nej, Hr. Professor, jeg er Sønderjyde.
-- Sønderjyde, -- naa, ser man det, ser man det! ... Ja, Navnet
Hjorth, det tyder jo ogsaa snarere paa Sønderjylland end paa
Sydsjælland ... De har heller ikke den rigtige sjællandske Dialekt,
jeg tror, jeg har selv mere af den, ha, ha, ha! ... Naa, men De følte
saa selv mere Lyst til at blive Præst?
-- Ja, Hr. Professor, Skolelærergerningen kunde ikke i Længden
tilfredsstille mig. -- Og Hjorth begyndte at fortælle sin simple
Udviklingshistorie, sin Omgang med Pastor Lindekær, der viste sig at
være en ældre Ven af Professoren, de tyske Studier, Præstens
Opfordring og de rationalistiske Angreb paa Kristendommen, som havde
ansporet ham til at fordybe sig grundig i dens Sandheder og deres
videnskabelige Begrundelse. --
Han talte i Begyndelsen langsomt, noget stammende, og blev hvert
Øjeblik rød i Hovedet; -- men snart var han ganske rolig og utvungen,
opmuntret ved Nik og Smaagrynt fra Professoren, hvis lyttende Ansigt
havde antaget dette opmærksomme, undertiden lidt betænkelige Udtryk,
som ved en kuriøs Modsætning lod det se dummere ud jo alvorligere han
tænkte, et Ansigt med en mut fremskudt Mund, sænket Hage, lidt
indsugne Kinder, der lod Kæbebenet træde stærkere frem, og de
glansløse vandgraa Øjne paa Nippet til at springe frem fra deres
altfor flade Nischer under den let oprynkede Pandehud, -- dette
Ansigt, som han kendte saa godt, naar det, bøjet ud over Katedret,
betragtede den Talende paa Examinationsbænken.
-- Naa, ja -- ser man det ... Hm! ... De har altsaa ogsaa æsthetiske
Interesser? ... Ja, det kan jo ikke andet end glæde mig, naar de unge
Mennesker er alsidige, og navnlig de skønne Kunster -- hm! -- især
Poesien, den aandeligste af dem, er jo i høj Grad uddannende for
Aanden, -- naar man gør den rette Brug af den og ikke beruser sig
deri ... Hm! ... De har især sysselsat Dem med tyske Digtere, -- hvor
kommer det sig, at ikke de danske, som dog i enhver Henseende maa
staa Dem nærmere -- har -- --
-- Ja, jeg vèd saamæn ikke, hvoraf det kommer, Hr. Professor, men med
Undtagelse af ganske enkelte Ting af Oehlenschläger og saa Christian
Winther er der virkelig ingen af dem, som har berørt mig synderlig.
--
-- Saa, ikke det? ... Heller ikke Paludan-Müller? ... Han er dog
ellers en saa kristelig Digternatur ... Hm! ... Der er det ved disse
Tyskere, at de ofte ligefrem er antikristelige ... Naa, man gaar jo
ikke til Digterne for at høre en Prædiken, det forstaar sig; det
vilde jo være borneret ikke at kunne nyde det skønne, ogsaa naar det
mangler den højeste Sandhed ... Hm! ... Naa, men De vil jo neppe faa
saa overdreven megen Tid tilovers fra Deres Studium, for De vil vel
nødig trække det længer ud end nødvendig.
-- Nej, det vil jeg ikke. Hvor længe tror Professoren?
-- Ja, det kommer jo an paa, det er jo ikke saadan -- he! ... Jeg
kommer til at tænke paa, da jeg var ung Student, saa spurgte jeg
Professor Jyderup, -- han tog sig noget af mig den Gang, ogsaa fordi
jeg var Bondesøn ligesom han, -- og saa spurgte jeg ham om det samme,
som De nu spørger mig om, og saa sagde han: »Naar man er meget
flittig, saa kan man tage den paa otte Aar, -- godt.« -- ... Ja, ha,
ha! det skal De nu ikke blive bange over; han stillede saa store
Fordringer ... Nej, det er der jo ikke Tale om ... Hvor længe var De
om at tage Artium?
-- To Aar.
-- Ih, ser man det, ser man det! ... Men saa maa De jo ogsaa være et
helt Jern ... Ja, saa kan jo en fire Aar eller saa ... Men tag det nu
ikke altfor nær, ikke det aller nødtørftigste, læs lidt udførligt,
det staar De Dem ved, -- ogsaa med Hensyn til Examen ... Nu, paa den
anden Side skal De ikke strax drukne Dem i de store Kommentarer, det
faar De ingen Hold paa. Læs De dygtig i Deres græske Testament --
kursorisk -- kursorisk, -- saa faar De Løb i det, -- det er
Hovedsagen, -- at De for det første har Løb i det, at De er hjemme i
Bogen. -- Naa, saa kan De jo begynde saa smaat og se, hvordan det
gaar -- og saa synes jeg jo nok, De skulde læse Meyers Kommentarer,
de er dog -- -- til Brevene, for til Evangelierne -- det er jo
daarligt, dèr er han jo meget uortodox, meget rationalistisk, ja det
er jo i det Hele Meyers Fejl, det vèd De maaske ... Men han er
alligevel -- til Paulus, -- til Paulus -- der er han god, det er
fortrinligt; de Paulinske Breve, det er egentlig hans Domæne ... Men
til Evangelierne vèd jeg snart ikke, -- ja der er jo Clausens
Synoptikere, men det er saamæn ogsaa saa som saa ... Sig mig, har De
anskaffet Dem Wilkes Clavis? ... Ja, det maa De gøre, det maa være
Deres ~Vade mecum~, -- den maa De altid have ved Haanden ... Wilkes
Clavis ...
Saaledes blev han ved længe, udkastende en hel Studieplan,
anbefalende dette, advarende mod hint; den gamle Manuduktør var
kommen op i ham. Endelig maatte Hjorth fortælle ham om Fredløse og
Yderslev, om hvilke Enge der var tørret ud, om Præsteskoven, der
var hugget, om Kirkegang og Skoleforhold, om de Gaarde, der var
bygget om, om hvordan det var gaaet den og den, hvis Navne
Professorens Mithridatiske Hukommelse havde bevaret ligesaa godt
som Kirkehistoriens og Exegesens.
-- Sig mig, -- Yderslev Skole, -- lad mig se, den ligger skraas over
for en stor Gaard, Anders Rasmussens, -- ja det var nu i min Tid, --
hvad var det nu Sønnen -- han var lidt ældre end jeg, -- Per hed han,
-- ja han har vel Gaarden endnu, kan jeg tænke.
-- Per Andersen, ja ham kender jeg godt. Jeg er saamæn forlovet med
hans Datter.
-- Ih, ser man det, ser man det! ... Saa har De jo ordenlig rodfæstet
Dem i Befolkningen ... Ja, saa maa De jo være Præst dèr en Gang med
Tiden.
-- Ja, -- det haaber jeg jo ogsaa saa smaat paa ... Naa, ja saa vil
jeg sige Professoren Farvel, og tusind Tak for Deres Venlighed, og
undskyld saa, at jeg har forstyrret Dem.
-- Aa, hvad er det for Snak? ... Forstyrre? -- det hører jo med til
min Gærning, og det er min største Glæde, naar jeg kan være noget
personlig for de Studerende ... Naa Farvel! -- og se saa op til mig,
naar De har Lyst, naar De trænger til en Haandsrækning eller har
noget paa Hjærtet -- ja vores Videnskab er jo, Gud ske Lov, saadan,
at ogsaa Hjærtet har sit at sige ... Paa denne Tid, om Eftermiddagen,
træffer De mig gærne hjemme, saa har jeg indrettet mig paa at tage
imod ... Farvel.
Han havde fulgt Hjorth ud til Yderdøren. Saa vendte han tilbage til
Skrivebordet for at fuldende sin Skildring af de galilæiske Fiskeres
stormtruede (Marc. 4, 37 jfr. Joh. 6, 18) og ofte fejlslagne (Luc. 5,
5 jfr. Joh. 21, 3) natlige Dont.