-- Nej, nej, nu rejser du bort fra mig -- ind til den store By -- og
dèr ser du mange andre -- som er smukkere og klogere og finere end
jeg -- og saa vil du ikke vide af mig længer -- og jeg faar dig
aldrig mere igen -- aa -- aa --
Hun lagde Hovedet ned i Skødet og hulkede. Moderen løftede Ærmet op
til Øjnene og snøftede, reflexmæssig.
-- Saa til Helvede, sagde Per Andersen, lakonisk.
Kristine havde, medens Faderen talte, med en hurtig og levende
Fantasi udmalet sig den Herlighed at være Præstefrue. Men pludselig
kom saa den Idè, at han vilde blive ked af hende, naar han kom saa
højt paa Straa. For hende, der allerede sad i Præstegaardssofaen, var
det, som blev hun jaget af Gaarde med Hundene efter sig, berøvet sin
retmæssige Ejendom, -- og hun følte en inderlig Medlidenhed med sig
selv. »Jeg stakkels, forskudte Pige,« hulkede det inden i hende,
medens ukunstlede Taarer gennemvædede hendes Forklæde.
Hjorth var bleven ganske forbløffet og ulykkelig ved denne pludselige
Scene. Han bøjede sig over hende, fik hendes Hoved løftet, trak de
modstræbende Hænder bort. Hvor hun dog kunde tro det om ham? ... Hun
vidste jo, hvor han elskede hende! ... havde han nogensinde brudt sig
om nogen anden? ... hun skulde være hans egen lille Kone ...
Men hun tog stum mod hans Kærtegn, medens hun sad som fortabt,
tørrende sine Øjne, af og til med en nervøs Trækning over Skuldrene
af Graadens Efterdønning og med en lille ulykkelig Grube i den runde
Hage.
-- Naa, naa min Tøs, tag det nu med Ro.
-- Nej, Mændene! ... aa, Gud! ... det er saamæn ikke saadan, klagede
Moderen.
Hjorth vedblev at trøste Kristine. Denne halvkvalte Graads
Svaghedstilstand, den modstandsløse, frygtende Sorg rørte ham, medens
den kildrede hans Stolthed, Bevægelsernes viljeløse Slaphed, naar han
løftede hendes Haand, der var vaad af Taarer for hans Skyld, smeltede
ham i en sanselig Berusning, hans Stemme fik et blødt Tonefald og
fandt exalterede Ord. -- Hvis han nogensinde forlod hende, saa vilde
han være den sorteste, utaknemligste Usling --
-- Ja, det mener du _nu_, afbrød hun ham med et mat Smil.
-- Ja, der er li'egodt noget i hvad du siger, Ki'sten ... Jo, det er
ikke aa fragaa ... Der er en Fare dèr ... Naa, det var jo ikke fulden
mig ind ... Men det er med Fruentimmerne, de har det ligesom med
Instinkter ... Men--n, ser du min Pige, at -- se, der skal jo da
li'egodt være noget ved enhver Ting ... Man maa jo løbe en Risiko,
naar man vil have en Gevinst ... Man maa sætte noget ind, det er saa
vist ... Og det vil du dog ka'ske ogsaa finde, at dette her, det er
værd at vove paa.
-- Ak ja, naar jeg kunde se min Datters Mand paa Prækestolen og høre
ham tale Guds velsignede Ord til mig, -- det vilde da li'egodt være
den bedste Stund, jeg har levet.
-- Ja, der kan du høre vor Mo'r, hun har Forstand paa de Dele ... Jo,
det houer mig godt, vedblev Per Andersen, da det faldt ham ind, at
Præstelodden kun skiltes fra hans byløbne Jorde ved en smal Strimmel
Mad, som han nok kunde faa sin Ven, Møller Kristensen, til at afhænde
for en ræsonerlig Betaling eller ved Mageskifte. -- Alt etter som jeg
tænker over det, houer det mig svært godt.
Og efterhaanden begyndte det ogsaa at hue Kristine, der blev ganske
trøstet, indtil hun leende trak Hjorth i Skægget og kaldte ham sin
lille Præstemand.