-- Men Per Andersens? -- det var Hjorths første Tanke den næste
Morgen. Om Aftenen havde han næppe tænkt paa Kristine.
Han gik over til Gaarden. Bonden var i Marken; de pløjede ude ved
Vejen. Da han vilde tale først med ham om Sagen, gik han ud af Byen.
Det ruskregnede. Himlen var Drift bag Drift af Taager og flossede
Skyer, blyfarvede eller jordgraa, med en udflydende Rustplet nede,
hvor Solen var ved at gaa op. Landevejen mellem de kullede Popler
strakte sig lige ud, mørkest i Midten mellem de fugtige Hjulspor, der
dannede to lysegraa Bundter, som af Tove, der vare spændte ud fra èt
Punkt langt borte; af og til viklede nogle Par af disse Tove sig ud
fra de store Bundter og slyngede sig bort ad en Bivej. Paa den første
Mark tilvenstre, over den brune Jord, trak nogle Plove sig langsomt
bort med Heste, der laa hældede frem i Drættet, sank i, og hvert
Øjeblik næsten gik i Staa, indtil Karlen slap Plovstjærten med den
ene Haand og daskede dem paa Ryggen med Rebtøjlerne, som han havde
over Nakken, medens han udstødte et langtrukkent »Ny-æ!«. -- Paa en
Stenkiste ved Vejen laa en Trøje og en Madkasse. I en af de yderste
Furer gik Per Andersen langsomt bort med Hænderne paa Ryggen, indtil
han naàde Aavendingen, som han fulgte til det andet Hjørne af Marken,
hvorpaa han ligesaa langsomt nærmede sig, idet han nu og da sparkede
en Sten ned i Grøften eller tog en Klump Jord op og masede den mellem
Fingrene.
-- God Dag, god Dag, Niels! ... Se nu fik vi da Has paa Davrebedet
... Du er ellers svært morgenduelig idag.
-- Aa ja. -- Hjorth var ikke for uden Indledning at bryde løs med
Sagen ... Naa hvordan staar det?
-- Aa jo, -- vi kan jo ikke saà endnu, andet end pløje ... Og det er
endda li'egodt hart for Bæsterne ... De gaar jo og sykker, saa det er
en Ynk --
-- Hvad gør de?
-- Aa, saadan sjosker ... Marken staar jo i èt Lummer, især her hvor
vi har Madjord, og -- det er jo ikke at undres paa -- etter det
Nedslag ... Og -- vi kan saamæn ha'e meget tilbage endnu, det kan vi
inte vide ... Nej, det kan vi inte vide, for -- her blinkede Per
Andersen polisk, medens han smilende strøg sig om den magre
stubbeskæggede Hage, der havde gamle Ar af Kniven -- for Hullet dèr
ovenover, det er li'egodt stort.
Hjorth lo, glad ved at finde sin Svigerfader saa oplagt til Spøg.
-- Ja, da mente jeg ellers, vi skulde faa noget Magsvejr nu.
-- Aa ja, det kan saamæn ogsaa gærne hænde ... Ja, se -- det er jo
rigtig blanket op derude, -- og, -- han spyttede paa Fingren og holdt
den i Vejret, -- ja gu' er Vinden sprungen om.
Da Hjorth nu saà sin Svigerfader i helt godt Humør, fandt han det
raadeligt at tage fat, inden Regnen maaske begyndte igen.
-- Hør, -- hvad jeg vilde sagt, Per Andersen, jeg har ellers tænkt
paa en større Forandring.
-- Saa--aa, sagde Bonden, idet han stillede sig til Hvile med Maven
skudt frem, Skuldrene stærkt sænkede og de tværstribede snævre
Uldærmer stukne dybt ned under Gølpen, -- ja, jeg vèd jo nok, du vil
forandre dig, men--n ... at ...
-- Ja, ser du, jeg har tænkt meget paa at opgive min Stilling som
Skolelærer og tage til København og blive Student, og saa studere
Theologi, saa at jeg siden kunde blive Præst.
Per Andersen skød Maven endnu lidt frem, fik Armen ned næsten til de
spidse Albuer og lod Hagen synke grundende ned over den brede sorte
Halsklud.
-- Naa saa _det_ vil du? ... læse til Præst! ... he! det er ellers
aldrig fullen mig ind ... Aa ja, saagu' ... Det ku' ka'ske slet ikke
-- ... Men--n, har du ogsaa talt med vores Præst derom?
-- Jo, det har jeg rigtignok, det var saamæn Præsten, som først satte
det i mig, og han er meget ivrig for, at jeg skal gøre Alvor af det.
-- Naa, saadan! ... Ja, se det bliver jo en anden Ting ... Saa maa
det jo ogsaa kunne lade sig opføre ... Han maa jo da kende til de
Dele ... Ja, det var jo en Nyhed det, udbrød Per Andersen, idet han
tog Trøjen og Madkassen op fra Stenkisten og langsomt begyndte at gaa
ned ad Vejen, hvor Karlene drev hjem ad med deres Plovspand, der
slæbte Hamlerne efter sig.
-- Men saa vil det tage Tid, inden I kan komme sammen, -- det vil det
sgu' ... Hvis nogen har spændt for, for at køre til jeres Bryllup,
saa kan de saamæn ogsaa age magsomt ... Naa, men Tøsen er jo da
heller kun ung endnu, saa hun kan jo vente ... Og saa er der jo da
noget at bie etter, for at være Præstefrue det er jo immer bedre end
som at være Degnekone, det er ikke aa nægte ... Og se, -- Lærer, det
kan du jo altid blive, og Yderslev Embede, det er vel ikke af de
voveste, men det er da heller ikke anderledes, end som at der kan
faas dem, der er bedre ... Saa du opgiver jo ikke noget ved det. --
--
Karlene, der havde sat sig paa Bænken, trak Skuffen ud og tog deres
Træskeer frem, hvis Blad de drejede i Haandfladen eller gav en
Vending i Munden, medens Kristine satte Fadet med Mælkegrøden paa
Bordet.
-- God Dag, Niels, vil du spise med? ... Og du har været saa slem
idag, og rendt efter Fader uden at bryde dig om mig?
-- Ja, faa I nu kun Mad, sagde Per Andersen til Karlene, -- men kom
du her ind i Stuen, Mor -- og du ogsaa, Ki'sten, for vi har noget aa
tales ved om.
Det lød ganske højtidelig, og Kristine satte sig paa en Stol med
bankende Hjærte, som om hun skulde katekiseres, medens Forældrene tog
Plads i den lille haarde Sofa. Hjorth gik urolig frem og tilbage.
-- Tag dig en Cigar, Niels, sagde Per Andersen, pegende paa Æsken med
de sorte, urskovsbestemte Cigarer, der befandt sig under Frederik den
Syvendes Castrum doloris med de bomuldsagtige Kandelabre, paa en
Komode, imellem et Sparebøsse-Æble af malet Potteler og en stor
takket Konkylje. -- Aa, giv mig en med.
Det blev næsten uhyggeligt, medens han bed den sejge, fugtige Spids
af, slikkede Mundstykket rundt for at fæstne Dækbladet, knækkede et
Par Svovlstikker og endelig fik en til at fænge paa Buxerne, ventede
en lille Evighed, indtil Svovlet havde sydet af, og tændte sin Cigar
saa længe, til dens forkullede Ende stod i lys Lue, og den
opbrændende Svovlstik sved hans Fingerspidser. -- Men saa kom da
Fortællingen, langsomt, brudstykkevis, med Pavser af tavse Røgskyer.
Kristine hørte paa ham uden at se op, medens hun krammede paa sit
Forklædehjørne. Da Faderen var færdig, sagde hun ganske stilfærdig:
--
-- Og vi, som skulde været sammen til Sommer, det bliver der nok ikke
noget af.
-- Ak, Gud nej, sukkede Moderen.
-- Nej, nu gaar det jo inte saadan i et Snubtag --
-- Vi kommer til at bie paa hinanden, kære Kristine.