Og han havde Ret. Pastor Krarups Ord var en Gnist, der vilde være
slukket virkningsløst, dersom den ej havde fundet Minen forberedt. Og
Minen var alle de Drifter, som den fremmede Læsning havde vakt,
Vandrelyst og Læreiver, Skønhedssavn og Længsel efter nye storstilede
Forhold, mod hvilke det sang i ham med en Marschtakt af femfodede
Jamber, -- Trang til at føle alle sine Evner spændte i en stor Kamp.
Ogsaa Jessens Udfald mod de formentlige Grundsandheder, som han lod
sine Børn ramse op, vilde være gledet ufølte af, dersom ikke hedenske
Vers havde rokket næsten umærkelig ved hans Barnetro, havde lidt
efter lidt smulret dens troskyldige Følelses-Grundvold bort med deres
sødtklingende Rythmebølger og indskyllet en ny, hvori allerede de
samme Tvivl og Spørgsmaal, ja de samme fornægtende Svar spirede, som
han nu fik at høre fra en Vens Læber.
Det var ikke længer Pastor Krarups gamle skrattende Stemme, der sagde
til ham: »De skulde virkelig tænke derpaa; ... De kan saamæn være
Præst, naar De er et Par og Tredive,« -- det var dybt inde i ham de
fremmede indladte Aander, som raabte: »Frem, frem! -- kun bort fra
denne Skolestue, denne Katekismusluft, hvori vi kvæles.«