Dette Jessens Afskrækningsforsøg fik den modsatte Virkning af den
tilsigtede.
Samtalen havde sat Hjorth i en stærk Bevægelse. Han havde vel ofte
hørt Fuldmægtigen udtale sine uortodoxe Meninger, men aldrig før saa
kraftig, saa sammenhængende, og han havde heller aldrig før været saa
oplagt til at høre, ja ikke blot oplagt, tvungen dertil, nødt til at
følge hver Vending, beholde hvert Ord, veje hver Grund og se sin
Stemning svinge hid og did, som en Tunge over Tankernes Vægt, uden at
være i Stand til at faa Rede paa, hvor det endelige Udslag vilde
komme. -- Hvad havde han ikke alt faaet at høre, nu han tænkte over
det bag efter! Hvor meget af hvad han havde tròt fuldt og fast, havde
Jessen ikke sagt var falsk, bevislig falsk! Hvor meget, som han
aldrig havde tròt og som han gøs tilbage for som Nonsens, havde
Jessen ikke sagt, han skulde tro, naar han tròde paa det andet! -- Og
han stod raadvild over for alt dette.
Og pludselig greb det ham saa med hidtil ukendte
Samvittighedsskrupler, det uforsvarlige i at lære Børn som Livets
Grundsandheder noget, han ikke selv havde gennemtænkt, prøvet i alle
Fuger, noget, hvis Konsekvenser han ikke kendte, ja som han ikke
kunde forlige med sin øvrige Bevidsthed, naar en anden viste ham dem,
ude af Stand som han endogsaa var til at afgøre, om det nu ogsaa var
nødvendige Konsekvenser, eller om den anden blot sagde, de var det.
Saaledes var det jo rigtignok ogsaa med de andre Lærere. Og vel
sagtens med de fleste Mennesker, naar man saà rigtig til; for var de
ikke alle deres Børns Lærere? -- raadede de ej over Børnenes Tro?
Men dette med de andre, hvad vedkom det Sagen? der handledes jo om
ham. Og _han_ maatte undersøge alt dette indtil Bunden, eller leve i
en Halvløgn, ja, hvad der var brødefuldere, leve af en Halvløgn,
skære sit daglige Brød af den og æde sig selv til Doms, som der stod
hos Apostlen. For selv om det vilde vise sig som den evige Sandhed,
som Livets Brød, naar det blev undersøgt, -- for ham vilde det være
en Halvløgn, en langsom Gift, dersom han vedblev at indprente det i
andre uden at have haft det liggende for sig overskueligt og klart
indtil de mindste Traade, som naar man udreder speget Garn.
Saaledes var allerede det, der fra først af kun havde været det
selvfølgelige Middel, blevet Maalet, og det oprindelige Maal,
Præstekaldet, var skudt langt tilbage i det usikre.
For det kunde jo hænde, at Garnet viste sig at være i Vildrede, en
ubrugelig sammenfiltret Klump, der maatte kastes bort. Og hvad saa?
-- Præst kunde han saa ikke blive; -- og Lærer igen? -- den Dør var
nok ogsaa lukket. Han vilde have spildt sin Tid og mer end den --
udvortes taget. Det var et alvorligt Skridt.
Saa tog han endnu en Gang Sagen for »til Beslutning«, som det hedder
i Degnesproget. Han satte det værste Tilfælde. Han forestillede sig,
at han kom tilbage fra Universitetet vantro, og sikker i sin Vantro,
saadan som Jessen, for det var det yderste, han kendte af
Fornægtelse. Han indbildte sig, at alle Veje vare lukkede for ham, at
han end ikke formaaede at udbytte sine Kundskaber praktisk til at
skaffe sig Livsophold. Og han saà sig selv grangiveligen som en af
hine romantiske Vandringsmænd, der utilfredse flakke om i den kolde
Verden, Fremmede overalt, med et tungt Hjærte og en let Randsel.
Mødig, med gammelt Vejstøv paa de hullede Støvler, kom han op ad
Yderslev Gade, og der spillede et vemodigt Smil om hans Læber, da
hans gamle Kyndinge, Møller Kristensens Pudel og Niels Larsens
Hønsehund og Per Andersens uægte Grævling og alle de ægte Køtere gøde
og bjæffede efter ham, og denne Larm fik lokket mange Ansigter til at
se sig om, Ansigter, hvori han endnu kendte Træk fra Skolebænken,
Husmødre, der gik i Haven med en Glut paa Armen, Gaardmænd, der røg
deres Aftenpibe i Porten. Thi det var ved Aftentid, -- naturligvis.
For længe siden havde han set Solen gaa ned bag Møllen, som endnu
stod sort deroppe paa Banken mod et Stykke blegt Orange. Lysene
begyndte at tændes. Udenfor Skolen standsede Vandringsmanden. Lampen
blev netop baaret ind af den tækkelige Kone, og Manden sad leende med
en rødmusset Dreng paa Skødet, hvis Gyldenhaars Krølrand opfangede
Lampelyset som i en Glorie. Og medens Vandringsmanden, støttende sig
paa den knudrede Stav, betragtede dette Idyl af stille, huslig Lykke,
mumlede han i Skægget: -- Saaledes kunde du nu have siddet derinde,
dersom du ikke var draget ud for at søge Kundskab. Thi det er et
sandt Ord, at hvo som forøger Kundskab, forøger Græmmelse. -- Da
spurgte Hjorth sin Dobbeltgænger: Fortryder du da paa, at du drog ud,
og ønsker du det gjort tilbage igen? -- Men Vandringsmanden, med det
kongelige Sind under Stodderdragten, rettede sig stolt og svarede:
»Nej, heller vil jeg være en vidende Stodder end en ukyndig Fyrste,
heller en utilfreds Vis end en tilfreds Daare.« --
Men naar han foretrak det værste, hvad var der da mere at betænke sig
paa?