VIII.

-- Naa, saadan helt afgjort er det da heller ikke ... Pastor Krarup

er meget ivrig af sig, vèd du nok, naar han har faaet en Idè -- --

-- Han faar heller ikke mange af dem --

-- Men jeg har jo rigtignok tænkt en hel Del derover siden, og ...

jeg skal ikke nægte ... ja, synes du ikke i Grunden selv, det var

fornuftigere end at blive ved --

-- Nej, hør, det er sgu for meget forlangt ... Jeg skulde finde det

fornuftigt, at du gik hen og blev en af disse salvelsesfulde Hyklere

eller Vrøvlere --

-- Naa, naa Jessen --

-- Ja, for det maa de da være, en af Delene eller begge Dele, -- jeg

vèd Fanden ikke.

Han tav, da hans Datter Nelly kom ind med Kaffen, fulgt af en sort,

stridhaaret Terrier-Bastard med et barsk knebelsbartet Ansigt, som en

pensioneret Obersts, der smilede op til hende med en skæv

Tandblottelse, medens Halestumpen virrede. Fuldmægtigen gik med den

slæbende Lyd af udtraadte Morgensko frem og tilbage i det mørke, lave

Værelse, hvis Loftsbjælker han næsten fejede med sit tynde Haar;

Vinterfrakken, som han brugte i Stedet for Slobrok, gjorde ham endnu

mere bredskuldret; han dampede voldsomt af sin Assam-Pibe, hvis

brunrandede Dæksel smældede, naar han tog den ud af Munden og

gestikulerede, idet han talte sig rød helt op i Tindingerne.

-- Og hvem Pokker beder dem saa stikke deres Næser i alle andres

Sager? ... naa, hvad mener du? dèr kommer nu forleden Pastor Krarup

op til mig ... Ja, mig vilde han naturligvis ikke omvende, det vilde

dog været for -- og det har han jo engang forsøgt, saa dèr er vinket

af, det vèd han nok ... Nej, men det var angaaende Nelly. -- Hun

skulde vel nu snart konfirmeres. -- Nej, det havde jeg ikke tænkt

mig. -- Men det var dog virkelig snart paa Tiden. -- Jeg tvivlede

paa, at Tiden dertil overhovedet vilde komme. -- Ja men det gik

aldeles ikke an; hun kunde ikke voxe op som en Hedning, han maatte

som Præst paa det alvorligste foreholde mig mine Pligter mod det

stakkels Barn, som var undfanget i Synd og vilde fortabes -- og -- og

alt saadan noget, hvad de nu kan sige. -- Og saa sagde jeg rigtignok:

-- nej hør, Hr. Pastor, lad os nu ikke rippe op i den gamle

Syndefalds Historie, om at Vorherre fik lokket et stakkels Pigebarn

til at æde et surt Æble og saa javed hende ud af Haven. -- Naa, saa

blev han jo vred og sagde, at han vilde ikke staa og høre paa mine

Ugudeligheder, men Barnet skulde og maatte konfirmeres, og jeg

svarede, at jeg gad dog se, om nogen kunde tvinge en Fader til at

lade sit Barn staa og lyve paa Kirkegulvet, og at Nelly kunde faa sit

Uhr og sin lange Kjole, og hvad hun nu ellers skulde have, uden at

hun behøvede at tygge Oblater dèrfor -- ja for jeg blev jo ogsaa

heftig, -- det kan jeg ikke nægte, -- det blev jeg ... Det skulde jeg

nu ladt være med -- naa ... Men det er ogsaa for galt saadan at falde

med Døren ind i Huset til En. --

-- Vil du virkelig ikke konfirmeres, Nelly? spurgte Hjorth den unge

Pige, der bød ham Kaffe og Sukker.

-- Nej, jeg vil saamæn ikke, Hr. Hjorth, svarede hun bestemt, med et

trodsigt Smil om de temmelig tykke Læber, stolt over at have Del i

Faderens Uafhængighed og over at handle anderledes end sine

Jævnaldrende. Derpaa satte hun Bakken fra sig, tog et Stykke Sukker,

bed det over med sine Fortænder, der vare ligesaa hvide som den

bestandig skævt smilende Hunds, holdt det op for den og lod den gaa

paa Bagbenene foran sig, løftede det, indtil den sitzede, holdt det

hen mod Snuden og trak det bort, til den gøede, medens den stedse

beholdt sit tænderskinnende Smil i det barske Ansigt, der syntes at

være kommet gammelklogt til Verden, overfor den leende unge Pige med

den endnu barnlige Opstoppernæse og med store, tindrende mørke Øjne

under den lave Pande.

-- Ja men -- det var jo dog egentlig i en god Mening -- og -- det var

vel ogsaa Præstens Pligt at gøre det, sagde Hjorth langsomt, medens

han og Jessen tog nogle Slurke af den dampende Kaffe, hvis Varme

virkede velgørende i den kolde Fugtighed, der trængte ind i

Lejligheden og fik det Brænde, som skulde bekæmpe den, til at sive

døsigt i Kakkelovnen.

-- Ja, vist saa ... Men det er jo netop det forbandede ... Derfor

skulde du tage dig i Agt for at faa den Slags Pligter ... Du bliver

dog ligesom de andre, naar du kommer ind i den Mølle ... Nej, slaa du

dig til Taals ved de Pligter, som du _har_ af den Sort, de kan saamæn

være slemme nok ... Lære Børnene alt det Sludder og Vrøvl! ... De

stakkels Unger bliver jo snart ikke proppede med andet end gamle

jødiske Eventyr ... og saa Katekismen.

Nelly løb baglængs om i Stuen og trak den knurrende Hund efter sig i

en Flig af den strammede Kjole, som den havde faaet mellem Tænderne.

Hun rystede Kjolen, saa Folderne viklede sig om dens Hoved, lo højt

og gjorde sig aabenbart interessant for sin Lærer. Thi hun var for

nogen Tid siden begyndt at læse Tysk med Hjorth.

Fuldmægtigen gik bestandig frem og tilbage paa Gulvet og fortsatte

uden at genere sig for den unge Pige, der var vant til at høre hans

Udfald mod Kirken. Naar Hunden kom ham i Vejen, kastede han den

til Side med et blødt Spark af den broderede Morgensko, som

uformeliggjorde hans Kæmpefod.

Jessen var en blandt mange Børn af en jævn Borgerfamilie. Den

normerede Vanekristendom havde hørt til Familiens Traditioner; den

var ganske uden Skygge eller Nuance. Man gik i Kirke omtrent

hveranden Søndag og paa de store Festdage, og til Alters en Gang om

Aaret, og naar nogen blev alvorlig syg, eller naar Udsigten til at

slippe nogenlunde over Terminen var usædvanlig fordunklet, tænkte man

lidt mere paa Gud end ellers, -- det gik som af sig selv ved en

Naturnødvendighed, om mere var der ikke Tale. Da Tidsaandens Luftning

ikke havde nogen Grøde i den Retning, førte dette ogsaa som ved en

Naturnødvendighed til, at den unge danske Jurist ikke var religiøs.

Forældrene gaa i Kirke, fordi det er passende og for at give Børnene

et godt Exempel; Børnene tridse med. Siden naar de blive deres egne

Herrer, høre de op med at gaa i Kirke, fordi det ikke er morsomt.

Endnu senere gaa de atter i Kirke, fordi det er passende, og man gør

saa meget kedeligt, naar det er passende, desuden maa de igen give

deres Børn et Exempel, og endelig -- man bliver alvorligere, det gaar

ned ad Bakke med Fornøjelserne i denne Verden, man maa begynde at

tænke paa dem i den næste. -- Men dette normale tredje Stadium naàde

Jessen ikke til. Medens han i en Provinsby var anden Fuldmægtig paa

Herredskontoret, forlovede han sig med en Læges Datter, og da han fik

sin beskedne Stilling paa Skovvang, giftede de sig. Hans Hustru havde

i sit Hjem indsuget meget frie Anskuelser paa det religiøse Omraade;

-- som bekendt er Medicinen ikke styrkende for Troen paa Helbredelser

ved Haandspaalæggelse, Dødeopvækkelser og Jomfrufødsler. Det varede

ikke længe, før hun smittede ham; fra ligegyldig blev han fjendtlig

mod den kirkelige Kristendom. -- Et Aars Tid efter Nellys Fødsel døde

Moderen. Ved den Lejlighed fik Jessen det første egentlige Sammenstød

med Pastor Krarup, der i den paafaldende korte Ligtale ytrede sin

Bekymring for denne Sjæls Frelse, der aldrig havde søgt Guds Hus og

Bord og syntes at have tillukket sig for Naaden. Sygelig ordsaar i

sin Sorg tog Jessen ham dette meget ilde op. Hvad berettigede Præsten

til at dømme om hendes Overbevisning? trængte hun til hans hyklede

Bekymring? maaske havde hun i sin Tvivl været en sandere Kristen end

de andre i deres sløve Halvtro. Det kom til en heftig Ordstrid mellem

dem. Fra dette Øjeblik var hans religiøse Oppositionsstilling, der

før havde været skjult indenfor Privatlivets Vægge, draget frem og

udpeget for Menighedens Øjne, ligesom lyst i Ban mellem Kirkens Mure

og genlydende Hvælvinger. Den blev ham derved desto dyrebarere, denne

Enestilling var hans Stolthed, en Frihedshat paa det Hoved, der i

verdslige Anliggender maatte bøje sig for sine Foresatte, tiende til

Haardheder og Smaasmudsigheder, for ikke at miste Taget over sig.

Dertil kom, at han, idet han hævdede denne Særstilling, dyrkede sin

Hustrus Minde, helligholdt det netop paa det Punkt, hvor man havde

forsøgt at plette det, ligesom de Reliqvier ere Tilbedelsen kærest,

der bære Mærker af de Vantros Marterredskaber. Endelig trængte hans

Sind nu til Religionens Trøst; thi et tungt Gemyt som han var,

vedblev han at ruge over sit Savn; hans Brødhvervs-Arbejde var just

ikke af en saadan Art, at det kunde udfylde nogen aandelig Tomhed, og

specielle æsthetiske eller videnskabelige Dilettant-Interesser havde

han ikke. Saa førtes han da naturlig til et vedholdende Forsøg paa at

uddybe sin Livsanskuelse, at klare sig hvad han vilde tro og hvad han

ikke vilde tro, og hvorfor han stillede sig udenfor den officielle

Kristenhed. Hans Vejledere blev i Begyndelsen Magnus Eiriksons

dengang udkommende Bøger med deres halvvidenskabelige Tendenskritik,

deres deistiske Reminiscenser af »det statutariske« i Kants

Spekulation, deres Tro paa en »Religion indenfor Grænserne af den

blotte Fornuft«; -- senere Theodorus' veltalende Flyveskrifter,

Victor Rydberg, hvis platoniske Mysticisme frastødte hans sunde

Forstand, nyrationalistiske Tyskere efter Strauss og Baur,

lavkrattede Udløbere, hvem den store Videnskabs Stormbrus gennem

Tübingerkædens Højskov kun kan strejfe paa Overfladen, alle den Slags

Kritikere, der ere saa ivrige til at forsikre, at om vi end miste

nogle gamle Formler, gaar der ikke et Gran tabt af Kristendommens

evige Trøst, smaa Religionsfilosofer, der i det nittende Aarhundredes

Naturtempel for Spinozas Guddom famler paa Brystet efter den støvede

Kantiske Amulet med det attende Aarhundredes Treenigheds-Devise: Gud,

Frihed, Udødelighed. -- Han blev deres Lærling, en begejstret,

lidenskabelig Discipel af denne Rationalisme, som i en forfinet

Hallucination af sin saakaldte Fornuft, denne indbildte Sans for det

overnaturlige, tilbeder det samme, hvad den hos Mængden forkaster som

et plumpt Sansebedrag. -- En underlig Fremtoning, denne robuste,

landmandsagtige Kontorist, som havde en theologisk Halvdannelse, og

hvis Lidenskab var en Disput om det fjerde Evangeliums Uægthed, om

det Paulinske Lærebegreb, om Nadverdogmets Udvikling! --

Saaledes gik han nu docerende frem og tilbage paa Gulvet, medens det

begyndte at mørknes i Stuen, strøende sine fornægtende og

bespottelige Aforismer ud over Hjorth som den Klinte, Satan saàde i

den Frommes Hvede, for at vare ham imod det, han vilde indlade sig

paa, for at indprente ham, hvilke Urimeligheder han maatte forpligte

sig paa, naar han vilde bestige en Prædikestol.

-- Ja alt det kan jeg nu ikke saadan i en Snup gøre Rede for og sige

dig imod ... Jeg er jo ikke lærd i det, saadan som du ... Naar man

saadan hører paa dig, saa lyder jo ogsaa meget af det, du siger,

rigtig fornuftigt ... Men--n, -- det staar nu saadan for dig, og du

kunde naturligvis ikke være bleven Præst ... Men jeg har jo dog

Troen, -- saadan i det hele -- og naar jeg faar lært noget ordenligt,

saa ser jeg vel ogsaa nok, hvordan det hænger sammen, og hvorfor det

maa være saadan.

-- Ja, stol du bare ikke paa det, min Ven ... Nej, man kan gaa med

meget i sig, som man ikke mærker, at det ikke kan forliges ... Troen,

den er -- ja, det er med den ligesom med et Viskelæ'er, -- ser du,

det er, naar man trækker det ud, at man ser Sprækkerne og Blærerne

... For Resten har jeg da heller aldrig mærket, at du følte noget

Kald til at blive Præst.

Den sidste Bemærkning slog Hjorth, der blev saa rød i Hovedet, at

Jessen kunde se det gennem Halvmørket.

-- Nej, det er sandt nok ... Det har jeg heller ikke -- saadan

ligefrem ... Men jeg er dog heller ikke tilfreds i min nuværende

Stilling.

-- Tror du, jeg er tilfreds i min?