Det var under sit Ophold i Fyn, at Hjorth begyndte paa at lære sig
Tysk. Med megen Besvær slog han sig gennem Læsebogens Fabler og de
længere Prosastykker og naàde endelig til Digtene, hvoraf de fleste
vare underskrevne med Navnene Goethe og Schiller.
Han begyndte at føle sig stolt. De to Klassikeres Værker straalede
over et Par Hylder bag Glasruderne i det blanke, aareflammede
Nøddetræs Bogskab i Præstegaardens Dagligstue. Det var ham, som
beklædtes han med en ny Værdighed, da dette Poesiens Palads slog
Fløjportene op for ham, og en af dets fornemste Beboere overgav sig i
hans fromme Hænder.
Men han havde en Skuffelse. Hans sunde, lidet gennemkultiverede Natur
var ikke fintbestrænget nok til at vibrere med Werthers Lidelser;
hans principstrammede Seminariesind, hans kapitel-klædte og
paragraf-hægtede Uerfarenhed havde ikke Ærmegab nok til at favne
Lidenskabens Fritænkeri, hans Aand, der var en digegrænset Havn
for Traditionens Smakker, laa ikke vindaaben for Storm- og
Trængselstiden. Saa fandt han da, ligesom i sin Tid vort salige
theologiske Fakultet, at Bogen var umoralsk; og herimod var der jo
fra Præstegaardens Side intet at indvende.
Glimrende kronedes imidlertid hans næste Forsøg: »Wallenstein«.
Der var næsten et Aars Arbejde for ham med hans mangelfulde
Sprogkundskab. Vers for Vers, med Ordbogen i Haanden, maatte han
hutle sig igennem »Lejren«. Men dobbelt kært blev saa det dyrekøbte,
dobbelt hans eget det tilkæmpede, naar han i et flydende Gennemsyn
samlede det sammenstykkede, naar Lejren reiste sig i hele sit brogede
Liv, med Telttoppe og Standarter, bredkrammede, fjerbuskede Hatte og
blanke Blikhuer, Sværd, Kuglebøsser og Hellebarder, Kyradser,
Vaabenfrakker, posede Buxer og uhyre foldetunge Rytterstøvler,
løftede Stob, Tærninger spillende paa Trommeskindet, hurtige Favntag
og dristige Kys; han blev som hjemme mellem Kroater, Uhlaner og
Walloner, Pappenheimske Kyradserer og de grønne Holckiske Jægere, af
hvilke »den lange Peter fra Itzeho« syntes ham saa fortrolig, fordi
han engang som Dreng havde været med sin Fader i den holstenske
Flække. Han begejstredes for den ædle Max og forelskede sig i den
fintsindede Thekla, haabede, frygtede, led med denne aandige
Kærlighed, over hvis tunge Døgnliv Krigens og Forræderiets
skæbnesvangre Rænkespil har spundet sine Jærnmasker. Og bag denne
forskelligfarvede Forgrund, over de svirende og doblende Soldater og
det sværmeriske, elskende Par, hævede sig saa Wallensteins tavse og
stilhedsudbredende Skikkelse, med det magre, korsskæggede
Generalissimus-Ansigt, ubevæget af drift-brutal Livslyst og
af ømme Længsler, forstenet i kold Beregning, men furet af
Herskersygens Ild som en Vulkan, med en mørk Skæbnetros Sky over
den aarede Pande, Ærgerrighedens blodløse Dæmon midt iblandt den
dyriske, nydelsessnappende Krigerrus, den blinde Tros-Fanatisme,
den alttrodsende Kærlighed Haand i Haand med den altofrende
Pligttrofasthed -- saaledes som Digterens Mesterhaand har
udødeliggjort ham. Men i dette Hele var det ikke blot Poesien, der
for første Gang tog et Tag i ham med sin kvindelig bløde Kæmpehaand:
-- Historien, den han før kun havde kendt som et muskelløst,
livsforladt Register-Skelet, traadte ham pludselig kødeliggjort
imøde, i sit tragiske Højtidspurpur kun saa meget mere blændende for
hans kritikfri Blik. For første Gang levede han i en fjærn Tid, og
indaandede dens stærke Luft i sine skolestøvede Lunger. Og var der
end paa Amorinvinger flagret Weimarske Følelser ind i det Pilsener
Standkvarter, -- han kunde ikke skælne dem, og for ham var det ene
som det andet nyt og stort.
Da han rejste fra Fyn, forærede Fru Lindekær ham en gammel Udgave af
»Hermann und Dorothea«, et lille, tykt Papbind, paa hvis stive,
guldsnittede Blade der kun stod en halv Snes Hexametre, og med en
hvid Muse paa brun Grund som en lille Statue mellem hver Sang. Denne
Bog blev hans Yndling; naar han med en Bibliofils Ømhed vendte de
tykke, buklede Papirsblade, slog der ham imøde en hyggelig,
forunderlig hjemlig Rhinskvins Duft, det blinkede for hans indre Syn
med det kølig harmoniske Skær af den ravgule Druesaft i de havgrønne
Romerglas, og paa den gyngende Guldgrund saà han sit og den Elskedes
Billede, men idealiserede, ligesom gennemlyste af det ædle Spejl.
Saasnart han kunde faa Raad dertil, købte han Schillers Værker og
et Udvalg af Goethes. -- Studiet af dem blev hans stadige
Sysselsættelse. Uge for Uge, Dag for Dag levede han sig dybere ind i
dem.
Salige Dage, I, da vor mørkefamlende Sjæl første Gang træder ud i
Kunstens fulde Lys, da en ny Verden, det sande Kosmos, aftaager sig,
morgenfrisk og uendelig, for vort svimlende Blik! Vore tidlig
indpodede Forestillinger frostsvides før Blomstringen, vore
rodspredende Følelser visne bort i tørkemætte Aarsgange, og paa en
Stormdag knækkes vore Haab; -- ogsaa vore Venskaber rive sig fra os,
og Skillesaaret skorpes og forhudes, ja selv de sarte Minder fra vor
første Kærligheds Dage forsmaa vi ofte siden med et ynksomt Smil; --
men hvad I har saàt og bestraalet, det visner ikke, det rives ej fra
os, det bliver os aldrig smaat. Ingensinde forhærdes den hin Gang
fostrede Lærlinge-Ømhed overfor de Mestre, der første Gang vakte vor
Aands slumrende Grundtone til Svar paa deres evige Harmonier; Tiden
river os med sig, gjorder os med nye Vaaben, lader os kæmpe under
andre Faner; men _dem_ ville vi aldrig angribe; ja om Nogen af os har
vundet sig Hæderskranse, han vil dække _deres_ Blottelser med det
selvvundne Løv, han vil rive Kransen sønder og lægge Lavrbærbladenes
svalende Lægedom over hvert Saar, som en hadsk Kritik har hugget dem
-- for hine salige Dages Skyld, for Indvielsens hellige Timers Skyld!
Saadanne Dage, saadanne Timer levede han.
Og dog var ikke alt nydende Modtagen, ikke alt rolig Beskuen. Der
gærede Strid under den stille Flade. Ustraffet havde ej det
smaakaars-vante, traditionssikre Ynglingesind givet de fyrstelige,
hedenske Aander Indpas. Underlig fremmede stod de derinde, de
germaniske Dioskurer, og for deres voxende Marmorkraft syntes
Hyttetaget at maatte sprænges, var det end lagt med Straa fra
Bethlehems-Stalden.
Men han blev sig dette kun uklart bevidst og selv saaledes sjælden og
glimtvis. Og netop dette kom af Livsfaren. Langsomt gnavede det
indsmuglede Giftstof paa de dybeste, dulgte Dele af hans aandelige
Organisme; kun af og til strejfede Opløsningsprocessen en Nerve, som
gav et smerteligt Sting.
Undertiden var det en Forestilling, som han havde gaaet og baaret
tankeløs paa, som paa saa mange andre, men som nu pludselig viste sig
for ham i et nyt Lys, hæsliggjort eller halvt latterlig. Det kunde
komme ham paa tværs i hans Skolegærning, standse Ordet paa hans Læbe,
gøre ham raadvild og forlegen; han led som af en pludselig Afasi: de
Ord, hvormed der skulde tales til Bønderbørnene, vilde ikke indfinde
sig, skønt han kendte dem saa godt.
Eller ogsaa kunde det være et Udtryk, som Kristine havde brugt, en af
disse uvilkaarlige Bevægelser, der ofte klarere end Ord synes at
aabne en Fold af det inderste Væsen, som forfulgte ham, skurrende i
hans Øre som en Mislyd, irriterende hans Øje som et Støvgran. Hun
havde ogsaa forandret sig i de faa Maaneder, de havde været Kærester;
hun viste mere og stundom noget, han ønskede uset. Af og til maatte
han, halvt ubevidst, indrømme for sig selv, at hun kunde have lignet
Dorothea en god Del mer, end hun gjorde, -- for ikke at tænke paa
Jomfruen fra Orleans, der ogsaa var en Bondepige.
Som oftest var det dog en vag Trang efter nyt Liv. Digtervinens
kølige Gyldenblink og fine Blomsterduft efterlod hans Gane i en
tungeklæbende Tørke, som et Fatamorganas Oasekilde og Palmeskygge
udtørster Ørkenvandreren. Han lededes ved Brøndvand og forsmægtede
efter Vin som efter en Naadegave. Men det var Dionysosbægret, ikke
Nadverkalken, som hans Sjæl stundede mod.