-- Find Dem en Cigar, Hjorth ... dèr ... paa Pulten, sagde Pastor
Krarup gennem Næsen, gabende over et Porcelæns-Pibehoved, som han
derpaa gav sig til at puste i, til han blev ganske kobberrød i
Ansigtet.
De havde efter Middagsbordet trukket sig tilbage til Studereværelset,
et mørkt, tilrøget Rum, syv, otte Alen i Kvadrat, udstyret med en
apostolisk Tarvelighed. Paa den ene Side af Vinduet, der kun havde en
gammel, gul Gardinkappe, var et halvt overskygget Bord af ukendeligt
Træ uordenlig bedækket med Tidsskriftshefter, kirkelige Blade,
religiøse Piecer, Breve og Papirer; til den anden Side borede en
Jærn-Seng sig ind i en lille Niche, bestemt til at huse Præsten
Lørdag Nat, naar han under Inspirationens og Forfatterveernes
Indflydelse skyede det ægteskabelige Sovekammer. Den graastrøgne
Kalkvæg grinede frem gennem de øverste Hylder paa Reolen, hvor kun
nogle sorte Salmebøger og Nytestamenter hældede sig, medens
nedenunder uindbundne Tidsskrifter og forældede theologiske Bøger
havde samlet ærværdigt Støv. Over den højbenede Fyrretræs-Pult med
tilklattet Voxdugs-Klap hang et Par Silhouetter. En rosarød,
taarnagtig Lerkakkelovn, hvis klodsede Stokværk havde portformige
Gennembrydninger, ophedede Værelset til et betænkeligt Gradeantal.
Men udenfor frøs Haven, vridende Frugttræernes nøgne Grene mod en
zinkfarvet Himmel og med halmviklede Rosentræer ligesom Vaage-Koste
stikkende op af den kagefrosne sortsmudsede og gustne Sne, medens en
løsreven Vedbendgren uafladelig daskede mod en af de smaa Ruder.
-- Naa, har De saa tænkt over det? ... hvad siger De til den Idè?
spurgte Præsten, idet han svøbte sig ind i den palmede Slaabrok, som
saà ud til at have gjort Regensdagene med, hvorpaa han lænede sig
tilbage i Skyggen og pustede store Røgskyer ud i Lyset, hengivende
sig til den behagelige Søndagshvile inden Annexturen.
Hjorth gik og drejede sig urolig paa det knapt tilmaalte Gulv,
vuggende i Hofterne, sugende og tyggende paa Cigaren, som der ikke
var Træk i.
-- Ja det, som Præsten siger, det -- kunde jo ikke være saa galt ...
Jeg har saamæn ogsaa nok Lyst ... skønt det skam aldrig før er faldet
mig ind ... Men -- Sagen er, jeg vèd ikke rigtig, hvordan det skulde
kunne lade sig gøre --
-- Aa, naar De selv har Lyst, saa ... Der findes altid en Udvej, --
det ... De har jo ogsaa nogen Penge, har De fortalt mig ... Naa, ja,
ja -- det er ikke mange ... men med lidt Sparsommelighed ... Og naar
De først er blevet Student, saa kan De jo ogsaa informere noget ...
Aa, saadan noget kommer man ud over, det -- kommer -- man -- ud --
over.
-- Saa synes jeg jo ogsaa nok, det er lidt sent at begynde paa
Studeringerne.
-- Sent? ... naa, ja ... men -- De er jo dog en ung Mand, Hjorth ...
hvad? ... De er jo en pur ung Mand --
-- Ja, jeg vèd dog ikke, svarede Hjorth smilende, idet han gyngede
sig paa det ene Ben. -- Jeg synes nu, jeg begynder at ældes, jeg er
saamæn snart fireogtyve --
-- Aa, men saa er De jo en ren Grønskolling, hi, hi, hi ...
Fireogtyve! ser vi det, ser vi det! ... Ja, vèd De hvad, saa kan De
saamæn ogsaa være Præst, naar De er et Par og Tredive, og saa har De
jo endnu Livet for Dem ... Og saa er det jo da noget ganske andet ...
Ja jeg mener ikke nærmest materielt, -- skønt vi er jo da alle noget
Materialister, -- men en Mand som De, De vil ikke i Længden kunne
føle Dem tilfredsstillet ved Skolelærer-Virksomheden. -- De stræber
videre ... De er som en Ælling mellem Kyllingerne, De vil i Vandet,
he! ... Nej, De behøver saamæn ikke at fortælle mig det, jeg har jo
nok mærket det, og saa var det dette herre faldt mig ind ... Se
Præst, det bliver netop noget for Dem, De har jo gode Talegaver --
jo, saamæn har De det, De taler rigtig godt for Dem, og saa har De en
ypperlig Hukommelse, -- De vil netop kunne blive en Prædikant.
Og Pastor Krarup skelede mismodig hen til nogle Papirsblade paa
Bordet, paa hvilke hans Pen havde arbejdet fra om Mandagen af, for at
faa dem fyldt med en maadelig Prædiken, som han saa endda maatte
læse op. Han var ingen Prædikant.
-- Ja men, det er jo ikke blot det, som det kommer an paa, og -- hvad
der gør mig tvivlraadig er, at jeg synes, jeg mangler Kaldet.
-- Saa, hvordan det? De føler alligevel ingen rigtig Lyst?
-- Jo paa en Maade nok Lyst -- men, jeg vèd ikke rigtig, hvad jeg
skal sige -- jeg er bange -- jeg -- det at være Sjælesørger for en
Menighed, det forekommer mig saa stort et Ansvar -- og saa synes jeg
ikke, man bør tage sig det paa, naar man ikke drives af et indre Kald
--
-- Ganske vist, det -- er jo meget sandt, -- saadan i Almindelighed
... Men alligevel, jeg tror ikke, De skal hænge Dem for meget i det,
Hjorth ... Man--n -- kan saamæn ogsaa gøre for meget Væsen af det
indre Kald, det ved Gud man kan ... Der er mange unge Theologer, der
mener, det skal komme over Dem paa èn Gang, ligesom med Ildtunger,
ved Ordinationen ... Det er ligesom Konfirmanderne, naar de første
Gang kommer til Herrens Bord ... Men--n, det gaar jo ikke altid
saadan. Vor Herre har de mange Veje, han vèd bedst, hvorledes han
skal komme til hvert enkelt Hjærte ... Det er som vi synger i vor
gamle Salme: Her vil ties, her vil bies --
-- Men der er dog ogsaa dem, der bier, og saa kommer det aldrig
alligevel ... Jeg kender Gejstlige, som jeg synes maatte have passet
bedre i en anden Stilling --
-- Naa, ja, De tænker paa Provst Storm --
-- Ogsaa paa ham, ja.
-- Vor kære Provst er ganske vist ingen Aandens Mand, men -- har
Vorherre ikke alligevel faaet Brug for ham, stillet ham paa en Plads
i sin Kirke, som -- ja jeg vil ikke sige, han udfylder den, men han
virker dog meget -- anerkendelsesværdigt? ... Nej, naar det slet ikke
kommer, saa er det vores egen Skyld; Naadens Haand er altid aaben
imod os, det har vi Guds eget Ord for ... Aa, men vær De blot ikke
bange for det ... Vorherre lægger sin Velsignelse til, naar De blot
tager redelig fat ... De er jo et kristeligt Menneske, og
efterhaanden som De ved Videnskabens -- hm! -- Haand trænger --
dybere -- ind i -- disse -- hm, hm! -- evige Sandheder ... De skal
se, det vil alt vende sig til det bedste.
Pastor Krarup tog fat paa sin Pibe, som var ved at gaa ud; efter at
have hindret dette og indhyllet sig i friske Tobaksskyer, kom han
atter tilbage til sin nye Yndlingsidé med en betænksom, haardnakket
Stemme, der syntes bestemt paa at fjærne alle Hindringer.
-- Og selv om det nu ikke netop blev som Præst, saa -- man vèd jo
ikke, hvordan det kan føje sig -- der kunde jo ogsaa aabne sig andre
Udveje -- -- for Exempel som Videnskabsmand, som Universitetslærer --
det er jo ogsaa en velsignelsesrig Stilling, for dem der -- ikke
sandt? -- Nu -- der er jo for Exempel den nye theologiske Professor,
Doktor Petersen, -- en udmærket dygtig Mand, ganske udmærket -- han
er ogsaa bondefødt, -- ja, han er saamæn her fra Sognet ... Jeg har
kendt hans Forældre godt ... De bòde omme bag Møllen ... Det var
Husmandsfolk, simple Husmandsfolk ... Ja, -- dèr kan man se!
-- Men han kom vel som Dreng til Studeringerne?
-- Ja--a, jo vist gjorde han det ... Men det har saamæn ikke noget at
sige. Han er endnu en ung Mand ... Hvis De blev noget ældre
Professor, saa kunde det saamæn gaa an endnu ... Men jeg synes
Kakkelovnen ryger, -- brød han pludselig af, idet han rejste sig.
-- Ja, den er ikke helt fri for det.
-- He, det er dog ellers mærkeligt! ... Det er ellers saadan en
udmærket Kakkelovn, den er billig, og saa varmer den og holder Luften
god, den ventilerer, aah! -- jeg behøver slet ikke at lukke Vinduer
op ... Min Eftermand, han vil saamæn komme til at prise mig mange
Gange for den Kakkelovn, -- ja, for jeg har jo selv ladet den sætte
op, det er min Idè; -- nej, disse nymodens -- hvad er det nu? --
Magasinovne, det er jo noget Jux, det er jo noget Jux, -- til at
kvæle Folk med ... Det er saamæn ogsaa mig, der har fundet paa at
lave den Niche herinde til Sengen, som der ellers ikke var Plads til
... Ja, min Eftermand, han -- han vil saamæn ikke komme til at bande
mig ... Ak ja, man bliver gammel, Hjorth -- man kommer til at tænke
paa Eftermanden ... ~Serit arbores, qvae alteri saeculo prosient~,
som det hedder i Cato major ... Naa ja, det er sandt, De forstaar
ikke Latin.
-- Nej endnu i al Fald ikke.
-- Men siden maaske, hvad? ... Saa kunde det hændes, jeg kunde faa
Dem til Kapellan, Hjorth; -- hvis jeg kan holde ud saa længe.
-- Aa, hvad det angaar --
-- Ja, ikke sandt, jeg er igrunden ganske rørig af min Alder, hvad!
... Jeg tror skam, jeg kunde danse en Wiener-Vals endnu ... Men, ih
du Fredsens, er den halv et! ... Saa maa vi skam ... Ferdinand,
Ferdinand! ... Naa, dèr kommer han allerede for Døren. -- Stine! har
du pakket Kjolen ind? og den _gamle_ Præstekrave?