Hjorth nikkede, og Koret raabte: »Og Guds Aand svævede over Vandene.«

Nu gik det raskere. Der var kommen en skrap Dreng op, som plaprede

Lektien frem, saa at kun et øvet Øre kunde følge denne ensartede,

pludrende Strøm, der pludselig stoppede op med Eftertryk paa et

ubetydeligt Ord, for derfra at styrte sig videre, rivende Ordene

sammen og adskillende dem uden smaaligt Hensyn til Meningen: --

»-- Og han lod Jorden fremskyde Urter og Træer den fjerde Dag _satte_

-- Gud de lysende Legemer paa Himlen Solen Maanen og de andre

Stjærner _til_ -- at lyse for Menneskene om Dagen og om Natten og til

_at_ -- inddele Tiden efter den femte Dag skabte -- --«

Men han afbrødes af en bleg, kertelsvag Dreng, der ikke forstod,

hvorledes der kunde være lyst tre Dage før Solen og Maanen og

Stjærnerne blev skabte til at lyse. -- Hjorth var paa Nippet til at

komme frem med sin Lærdom fra Godet, at netop den moderne Videnskab

havde vist Muligheden af dette, som de Vantro længe havde spottet

over; Lyset kunde f. Ex. komme af Elektricitet ved Polerne; -- men

han erindrede, at disse Oplysninger ikke vilde blive til stor

Opbyggelse for de smaa Tilhørere, og indskrænkede sig med et stille

Suk til den Bemærkning, at naar Gud vilde det, kunde det ogsaa være

saaledes. Den blege Dreng saà ud, som om han dog vilde have ansèt

det for mere hensigtssvarende, hvis Vorherre strax havde skabt Sol og

Maane og Stjærner. Men Mængden var tilfredsstillet, saa meget mere

som den med levende Misnøje havde set Tvivleren afbryde hin rivende

Strøm, der hurtig syntes at maatte bringe dem til det forønskede

Maal.

Fra nu af gik Overhøringen fortræffeligt. Efterhaanden kom der mere

Liv i Børnene. Og til Slut sang hele Klassen det sidste Vers

enstemmig, med en Understrøm af Jubel, der passede for de gladsynede

Ord:

-- Og Gud saà alt hvad han havde gjort og se det var saare godt og

det blev Aften og det blev Morgen -- den sjette Dag men paa den

syvende Dag hvilede Gud fra al sin Gærning, og han velsignede og

helligede den syvende Dag.

Den syvende Dag var den næste, og den sidste Time var strax udløben;

-- derfor Jublen. Hjorth indsaà, at der hverken var Tid eller

Stemning til Meddelelse af de nærmere udførende Betragtninger, som

han havde forberedt sig paa. Det kom ham i Grunden tilpas: -- han var

ikke oplagt. Thi pludselig, medens Klasse-Koret læste, havde der

blandet sig deri en gudsbespottelig Røst: --

»Natürlich, wenn ein Gott sich erst sechs Tage plagt,

Und selbst am Ende »Bravo« sagt,

Da musst' es 'was gescheidtes werden.«

Han kunde ikke slippe for at høre dette mephistopheliske Vers, der

pludselig var manet frem fra en Krog af hans Erindring, hvor det

maatte have ligget skjult, kringelrullet som en Slange, indtil det

nu krøb frem, som lokket af Fløjtetoner, spillende med sin Giftbraad.

Han havde moret sig med det i sit eget Værelse; men her i Skolestuen

var det en uhyggelig Fremmed, en brødebringende Gæst, skønt ubuden.

At det her kunde hvisle og kniske sin Spot ind i hans Øre, som her

kun var vant til at fyldes af en skikkelig drævende og plaprende

Enfoldighed! -- Han var næsten bange, for at Børnene skulde høre det;

det var ham en stor Lettelse, da de modrede ud af Stuen med megen

Raslen af Penalhuse og Klirren af Grifler mod Tavler, med den

overstrømmende Gækkevornhed, som Skoletiden med sin religiøse

Slutning havde dæmmet op for. Siddende paa Kathedret saà han sløvt ud

ad Vinduet, da de løb, trippede eller vadede over Gymnastikpladsen,

puffende til hinanden, medens Pytterne sprøjtede om dem. --

Saa gik ogsaa han ud af det tomme, uhyggelige Rum, skrævede over den

lille Gang, hvis hulslidte Murstensgulv var fyldt af en stor Pyt, og

traadte ind i sin Dagligstue. Det var et middelstort, tofags Værelse,

med sirtses Gardiner uden Kapper trekantet for Vinduerne. Ved den

længste Væg stod en aldrende sort Sofa med et gammeldags rundt

Mahognibord foran. Det gulbrune, stiftmønstrede Tapetpapir glode

overalt i sin nye Grelhed; kun over Sofaen afbrødes det af et

fugtplettet Lithografi, hvor bagved den baadfyldte Dam Haderslevs

lange Husrække strakte sig, omgjordet af Haverne ned mod Vandet og

overraget af Marie-Kirkens høje Tag med det lille Midterspir som en

Pegepind op mod Himlen; -- og ligeover for, over det lille spinkle

Skrivebord, hvis Mahogni var blevet gult og mat, hang der en Gruppe

smaa, afblegede Portraiter. En gammel Violin, hvis sprungne Strænge

faldt ned som Spiral-Haler, og et perlesyt Pibebræt dannede Pendanter

hver paa sin Side af Sovekammerdøren. Den ene Hylde paa en lille

Hængereol glimrede med en Række brede, stærkt forgyldte Bogrygge,

medens den anden havde en lurvet Befolkning af medtagne Skolebøger.

-- Der var en behagelig Lunhed, og bag Kakkelovnsristen spillede

nogle vævre Luer; han stak en Fidibus derind og tændte sig en Pibe;

medens han bakkede stærkt og med inderlig Velbehag saà Røgen sprede

sig i Værelset, pikkede det paa Vinduet og en Næsetip klistrede sig

fast paa den graa Rude.

-- Aa, er det dig, din Strik? saadan som du kommer og forskrækker

mig! raabte han leende, da Kristine strax efter traadte ind.

Hun havde for Sølets Skyld løftet Skørterne meget højt op foran i sin

venstre Haand. Nu lod hun dem falde for at slynge begge Armene om

hans Hals og faa et Kys.

-- Ja vel er det mig. Jeg løb herover, saasnart jeg saà Ungerne gaa

... Har du kløt dem noget idag?

-- Det vèd du jo nok, jeg ikke plejer.

-- Da havde de ellers godt af at blive hærpede, de skidne Unger, især

Tøsene ... De var da uvane nok i min Tid.

-- Din Fader plejer at sige, at man kører bedre med Havren end med

Pisken.

-- Ja, men han kører ogsaa saa magsomt. Nej, da skulde du set, jeg

kørte i Foraaret hjem fra Marked med Henrik Larsen. Det gik som det

var smurt ... Han kørte dem ogsaa ordenlig af, de røde ... Tju --

tju! ... Der er da li'egodt Driv i det.

Hun stod og svippede i Luften med Spanskrøret, som hun havde fundet i

en Krog. Men da hun bemærkede en misfornøjet Trækning om hans

Næsebor, kastede hun det, satte sig paa Skødet af ham og redte med

sine krummede Fingre hans bløde, krusede Skæghaar. --

-- Se nu ikke saa mislunt ud du, Niels ... Det var jo bare mit Spøg

... Jeg kan jo netop saa godt lide dig, over det at du er saadan en

skikkelig En ... For du er da vel ikke krusho'edet paa Henrik? ...

Hvad? ... en bitte Kende?

-- Vist ikke! ... Jeg tror du vil. --

Hjorth følte sig lidt urolig ved at have det kærnesunde Pigebarn paa

Skødet og blive klappet og kysset. Han blev køligere, end han mente

det. Men hun lod ikke til at mærke noget.

-- Ah! det lugter bedre end Faders, udbrød hun, idet hun indaandede

Tobaksrøgen. -- Lad mig prøve? -- Og hun forsøgte at ryge, idet hun

nød at suge paa den Pibespids, han lige havde haft i Munden; det

morede hende at puste Røgen langt bort med fremspidsede Læber og

endnu mere at faa den i Vrangstruben, -- indtil hun træt af Latter og

Hoste lænede Hovedet til hans Skulder, medens hun erklærede, at Tobak

var noget ledt Griseri.

-- Nej, men hvor du har det rart varmt, sagde hun saa pludselig, idet

hun rejste sig ... Havde jeg vidst det, saa havde jeg beholdt mine

Træsko, og spjættet dem af i Gangen, og saa var jeg gaaet herind paa

Hosesokker til dig --

-- Lige som i gamle Dage, naar jeg skulde læse Lektier med dig --

-- Ja, kan du huske, hvor jeg var en dum Tøs? Ja men, hør, var det nu

ikke ogsaa noget fælt Vrøvl? Daaben er ikke blot Vand alene -- men,

men, ... ja hvad for Pokker var det nu? ... Aa nej! jeg trode altid,

det var blaat Vand, ligesom det bliver, naar vi har vasket i det --

-- Fy, skam dig Kristine!

-- Ja, det er godt, jeg ikke skal være Lærer ... Nej, men vil du nu

bare se, hvordan jeg har smusket mine nye Støvler til bare for at

sjoske herover.

Hun løftede igen Skørterne unødvendig højt op, saa at hun fremviste

sine kraftige, blaastrømpede Smalben.

-- Lad mig se! de stakkels Støvler! sagde Hjorth, idet han bøjede sig

ned.

-- Nej, fy dog ... Maa jeg nu være her? ...

-- Saa staa dog rolig ... Jeg kan jo ikke se, om Støvlen er kommen

noget til.

-- Nej, vær nu ordenlig, Niels! ... Nu skal vi til at tale alvorligt

... Lad os sætte os i Sofaen ... Saa, nu leger vi Mand og Kone -- ja,

det vil da sige, saadan til Maade.

Han satte sig ikke hos hende i Sofaen men lige over for, med Bordet

imellem. Saa begyndte de paa Planerne. De kunde maaske sætte Bo til

Sommer. Det maatte være meget indskrænket; en Pige til Stadighed

kunde de ikke holde; men Kristine kunde ogsaa magelig besørge de

Dele. Forresten burde han gøre Vrøvl om den jordlod ude ved

Præstestien, som havde været paatænkt til Skolen; naar det galdt

Svigersønnen, maatte Per Andersen vel kunne tumle de andre

Sogneraadsmedlemmer. Ogsaa med den Forøgelse var Embedet ligegodt for

lille til at blive i, navnlig naar nu Børnene kom til; -- men

Provsten var ham god, saa naar der blev et større ledigt i Provstiet,

kunde han vel nok gøre sig Haab.

-- Jou vel, -- Pro'sten og Præsten og de Folk, de li'er dig jo svært

godt, over det at du er saadan en ivrig Højremand. Men at, det er dog

li'egodt ikke saa behaueligt; for det volder, at Bønderne ikke saa

gærne vil ha'e dig, for i denne Tid er de jo svært ivrige. Og det er

dog dem, der kalder. Det si'er Fa'er ogsaa, han si'er bestandig, at

det vil skade dig meget ... For her kender de dig jo nok, og de

holder da li'egodt ikke af det; -- og saa paa et nyt Sted --

-- Jo, det er desværre sandt nok. Men det kan der jo ikke gøres noget

ved.

-- Ja, se at, jeg synes nu gærne, du ku' la'e det være. Jo, hør vèd

du hvad, Niels, -- det er jo da li'egodt noget Vrævl baade det ene og

det andet, og -- jeg forstaar inte noget af det, og det kommer da'tte

os ved, og -- der kommer da heller ikke noget ud af det, og -- saa

ku' du da gærne være li'esom de andre --

-- Men kære Kristine --

-- Se nu er der jo for Exempel Beck --

-- Ja, men han mener det jo.

-- Jou, men se at, det ku' du jo ogsaa mene.

-- Men du kan da ikke mene, at jeg skal være enig med dem, der altid

udskælder det Parti, som jeg har set op til fra min Barndom.

-- Ja Barndommen -- det -- vi ser jo op paa saa meget i vores Barndom

-- og siden saa bli'er vi jo da li'egodt store paa det og ser ned paa

det --

-- Ja, men jeg er nu ikke voxet det over Hovedet, -- det er Beck

maaske, men jeg ikke ... Og du kan da ikke forlange at jeg skal gaa

sammen med de Drøvtyggere, som ikke bryder sig om andet end om deres

Marker og ikke engang vil forsvare deres Land ... De har jo slet

ingen Fædrelandskærlighed, og saa vil de endda regere! ... De bryder

sig ikke noget om Slesvig. --

-- Jou, det er jo meget drøveligt med det smukke Land og saadan nogen

store Gaarde paa over hundrede Tønder Land, at de skal gaa i Tyskens

Lomme -- det er saa vist -- og -- det si'er Fa'er ogsaa, og -- han

skylder da Højre for, at det er kommet saa akavet afsted --

-- Det er jo uforskammet! det er en dum Løgn, som han har faaet tudet

i Ørene af Venstreførerne! ... Nej det er til at blive gal over! --

at man vover at sige saadan noget om de Folk, der har elsket os og

grebet til Vaaben for os og -- -- Hvad har saa disse Tørvetrillere

her gjort for os?

-- Ja--a, -- der var jo da nu min Morbro'er Per Jensen i Vindrup

Overdrev, se at -- han er jo da li'egodt fulden ved Dybbøl.

-- Naa ja, Herregud! det var han jo nødt til, naar han blev indkaldt

og en Kugle ramte ham; -- havde han været en prøjsisk Bondekarl, var

han maaske ogsaa falden ved Dybbøl ... Nej men Viljen, den var hos de

andre, hos Folkets Ledere -- og Fanden skal ta'e mig --

-- Ja jeg synes nu dog i alt Fald ikke, at du behøvede saadan at buse

ud med, at du er Højremand baade i Tide og Utide og alstille ærgre de

andre.

-- Aa, naar noget irriterer mig, naar det brænder i mig, saa maa det

ud, om det saa kommer gennem Sidebenene.

-- Ja, ja, Niels, tænk nu over det, og se til, om du inte kan mindske

det lidt, ... det ku' være godt for os begge to ... Saa, nu maa jeg

nok ellers hjem og baale under Gryderne, jeg kan ikke sidde her og

dase hele Dagen ... Hvad er det for en Bog, du læser i?

Hun var gaaet hen til Skrivebordet. Dèr laa en lille tyk Bog med

marmoreret Snit og medaillonpresset Shirtingsbind. Hun tog den op og

bladede i det graalige Avispapir med det tætte Tryk.

-- Aa, det er en Versebog; -- og saa er det jo ikke Dansk ... Du er

dog en taabelig en, Niels, at du gider plage dig med det ... Hvad?

... Er det nogen meget grin Viser, saadan nogen som dem, Henrik kunde

fra København? Kan du huske?

Og slaar mig engang Lykken Klik

-- Kli, kla, kli, kla Klik --

Saa ta'er jeg mig en Heinerik

Hi, ha, Heinerik.

Naa, du behøver da ikke at gøre sure Miner for saa lidt ... Jeg

tænkte ikke paa ham ved det ... Jeg har jo heller ikke taget ham ...

Aa, du tror maaske ikke, han vilde haft mig? -- Det volder det, jeg

aldrig har fortalt dig, at hans to Farbrødre har været hos Fader for

at fri -- men han fik mig Fanden ikke ... Jo, jeg var skam en

købmandsgæv Pige! ... Jeg kunde ogsaa have faaet Præstens den

mistrede Feriebrandt uden Gaard og Hans Olesen, den Træknub af en

Stodder, med den gamle Gaard, som snart falder ned i Møddingen, og

den bøvede Pranger Anders Jørgensen med den nye Gaard, som han har

bygget for de Penge, han har snydt de andre for i Hestehandel -- og

forresten hvem jeg vilde ha'e -- og det blev dig, Niels.

-- Jeg er heller ikke skinsyg, Kristine! Ikke det mindste.

-- Ikke det mindste? det var lidt nok ... Farvel!

-- Farvel, min søde Pige! og Tak fordi du kom herover.

Hjorth fulgte hende ud og blev staaende i Døren, medens hun trippede

gennem Sølet, hoppede over Pytterne, med Skørterne trukne op, idet

hun af og til vendte sig og lo, naar hun havde traadt klodset og

tilsprøjtet sig. Saa gik han igen ind i Stuen og blev ved at gaa frem

og tilbage. Der var blevet mørkere; Skæret fra den utætte

Kakkelovnsdør flammede af og til op over Væg og Loft, og gennem

Spjældet spillede det hen over det nyvaskede Gulv, hvor hendes

Støvler havde sat snavsede Saalspor. I hans Sind var der kommet et

Bundfald af Misnøje, en vag Uvilje, han vidste ikke ret selv hvorfor

eller mod hvem. Han satte sig ned ved Skrivebordet og fik Øje paa

Bogen, som hun havde haft fat i; halvt mekanisk begyndte han at blade

i den.

Det var en Godtkøbsudgave af Schillers Værker, første Bind.

Ved »Die Götter Griechenlands« standsedes hans Blik af en hæslig sort

Finger, som hun maatte have sat. Den stødte ham. Han fik fat i et

Viskelæder og begyndte at gnide. Men dette Erindringstegn fra den

Elskede vilde ikke gaa bort; det blev siddende, trodsende paa sin

Ret, og han fik kun Bladet krøllet -- -- -- --

Da ihr noch die schöne Welt regieret,

An der Freude leichtem Gängelband

Selige Geschlechter noch geführet,

Schöne Wesen aus dem Fabelland!

Ach, da ener Wonnedienst noch glänzte

Wie ganz anders, anders war es da!

Da man deine Tempel noch bekränzte,

Venus Amathusia!

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Han forstod ikke helt Ordene i den berømte Elegi, hvori saa mange

Skønheder, der aldrig have været til, og saa mange uddøde Ting, der

aldrig have været skønne, klages levende og grædes skønne,

forvandlede af det samme Trylleplekter, som fremmanede dem. Flere af

de fagertklingende græske Navne tonede gennem hans Hjærne, uden at

nogen Skikkelse vaktes ved dets Kalden; -- eller undertiden var det

kun, som rørte der sig i en Hjærnegrav et halvopløst Legeme for at

gribe sit Navn i Flugten og suge Liv af dets Udødelighed -- men de

muldnede Knogler brast, Legemet sank navnløst ned, og Navnet fløj

legemløst bort. Men Lyden af hvad der saaledes fòr ukendt og

halvkendt forbi -- ligesom et fjærnt Sus af usynlige Vingeslag -- den

forenede sig med Grundtonen, forlængende den til det Ubegrænsede og

uddybende dens Klangfarve til det Ugennemtrængtes dragende Skønhed.

Det var en Aabenbaring fra en sunken Skønhedsverden, et Fortids-Land,

blandt hvis Ruiner hans Tanke næppe havde traadt end sige hvilet, og

som viste sig dobbelt dejligt, fordi det var hyllet i Anelsernes

Disslør, saa fremmed, fordi det intet lignede af hvad han havde

erfaret, og dog igen saa inderlig hans eget, fordi hans Fantasi selv

maatte fremmale det med de spredte Antydningers Farver. Og medens

han sad dèr i det halvmørke Værelse med de taageskoddede Vinduer,

byggede det sig luftigt, krystalklart op fra det grovgraa Papir, --

svimmelhøje Søjler i uendelige Allèer, hvis fjærneste blaanende

Rækker kun synede som mørkere Striber ind i den dybe Himmel, med

Løvkapitæler, der gròde ud i Arkitraver af underlige Blomsterbjælker,

hvorfra krummede Blade dryssede ned i en lydløs, duftende Regn og

bredte et Tæppe for Fødderne af statueagtige Væsener med Guldgevanter

over Elfenbenshud; ... og det grønnedes og grode op med højlændte,

bjærgentrende Skove, hvis Bladesus syntes et milliontunget Kor af

Træaander, og i hvis kølige Skygger Kildeskummet klang som

Latterkaskader og lyste som dansende Lemmer, slyngede Arme og løftede

Bryster, medens Fjældtoppen ovenover steg stenstærk op gennem

bølgende Rosenskyer og syntes at forbinde Jorden med Himlen, som

maatte hvile paa dens Tinde; ... og atter straalede det vidt ud som

et Hav, hvori Øerne svømmede violette som Skyer i Aftenglansen,

medens som store, syngende Fugle de langsejlede Snekker med

Fløjteklang strøg hen derover, ud paa Dybet eller ind mod Stranden,

hvorfra Marmortrapper trinede op til den murbæltede, borgkronede Stad

med Templer og Paladser, Buegange og Søjlehaller, Gader og Torve,

stimlende fuld overalt af skønne, glade Mennesker, Mænd og Kvinder,

hyllede i Purpur og smykkede med Blomsterkranse, hvis Baand flagrede

som Vimpler. -- -- --

Og med en halvbegyndt Strofe, med et: »Schöne Welt, wo bist du?« paa

Læben tabte han sig i en famlende Hjemve efter det ubekendte, --

andre Mennesker, anden Natur, andre Guder.

Germanernes Lærling · 第 8 / 56 题