Skolestuen er mørk og kold. Det lave Rum staar fuldt med en Del af
den dryppende Taage, der udenfor lader alt smelte og synes at faa
Stenene til at græde -- selv de grovkornede Kampesten i Lars Persens
Længe; -- men her indenfor er den tilsat med Osen af dampende Klæder
og med snavset Lugt. Gulvet er tilsølet med hvad der kan klæbe til en
Snes Træsko af det sjappede Snepløre, som siver og pytter sig ud paa
Gruspladsen og den opkørte Landevej.
Iført en gammel Vinterfrakke sidder Hjorth paa Forhøjningen bag den
sorte Pult, tæt ved en lille, fritstaaende Kakkelovn, der synes at
holde sig usikkert paa de fire tynde Jærnben eller snarere hænge i
det klodsede Rør, der knækker sig frem hen under det gistne, sodede
Gibsloft. Men Ilden er for længe siden gaaet ud, og i den klamme
Kulde kommer man til at fryse endnu mere ved at se paa den. Hjorth
knapper den øverste Knap, Børnene puste paa deres røde Fingre, gnide
sig i Hænderne og slaa Knoene sammen. De mindste Piger lade deres
smaa Ben svinge som Penduler; hist og her begynder en Dreng at trippe
og stampe, indtil han faar et irettesættende Blik.
Over alle disse blonde Hoveder synes Kedsomhedens usynlige Aand at
svæve -- som en Husgud.
-- Men var der da ikke andet end Øde og Tomhed, Jens Peter?
-- Jou--ou, -- ded svæved over Vandene.
-- Naa, ... men hvad var det, der svævede? ... Det maa du da nok
kunne huske.
-- Aa ... maa jeg, maa jeg? ... Mange frostholdige Fingre strittede
ud i Luften, dirrende af Kundskabens Kløe.