Niels Christian Hjorth var Nordslesviger.
Hans Faders Gaard laa i Vonsbæk og naàde med sine hegnede Marker
næsten op til Præsteskoven, hvis yderste Kæmpebøge spejle sig i
Haderslev Fjord, der her bugter sig rolig frem mellem Skove og
Brinker, som en stor Flod. Jordene var gode, og den store Frugthave
gav altid et betydeligt Tillæg til Indtægten; Faderen havde som
ung lidt efter lidt bygget det hele om, og den smukke store
Beboelseslænge, med sin høje Kvist midt paa, kunde ved Solbjærgs Lag
straale langt ud med sine mange udbuede Ruder, ligesom med et
Guldsmil af Velstand. Eller man kunde undertiden om Natten langt
borte fra se den i et tindrende Festskrud, med Lys i alle Vinduer,
baade den lange Række forneden og Kvistruderne foroven, ligesom et
Halvkors af Stjærner, der var faldet ned paa Bakken foran den
sortbølgende Skovkending -- saaledes som Hjorth nu syntes han saà
den, medens han med sin Svigerfader kørte hjem til Yderslev, og
Lysene tændtes rundt om; -- og især hvis det var efter fireogtreds,
saa kunde man være sikker paa, naar man kom nærmere, at høre den ene
Fædrelandssang tage fat hvor den anden slap med sit sidste Vers, og
den, der da traadte indenfor med en dansk Hilsen, han vilde faa mange
kraftige Haandtryk og komme til at drikke Skaaler paa Genforeningen,
til hans Hjærne var ør af Punsch og Kaffeknægte.
For Jørgen Hjorth var en dansk Mand, dansk lige ind i Hjærterødderne
og ud i Neglerødderne. Han kunde helt forivre sig, naar han kom op
at toppes med Smeden, der i Mands Minde havde været den eneste
tysksindede Mand i Vonsbæk, det danskeste af alle Sognene i
Nordslesvig, det man først og fremmest gjorde Regning paa: -- var det
en Adresse, en Indsamling i patriotisk Øjemed, en politisk
Demonstration af hvilken som helst Art -- Vonsbækkerne, det var de
sikre Mænd, det vidste man, og det vidste de selv med en usigelig
Stolthed. Han kunde som sagt forivre sig, men ellers var Jørgen
Hjorth en rolig Mand. Han var som Racen i det Hele er: i det ydre
stor, stærkt bygget, lidt knokkelfør, i det indre tavs, støt, af en
lukket Selvstændighed, en Mand, som man tager, hvor man sætter ham.
Der var et fast Drag om hans Mund; han var af dem, der i ingen
Betydning af Ordet »gi'er sig«. Men Konen, lille og temmelig fed, var
let bevægelig baade til Latter og Graad, aabenhjærtig og aabenmundet,
med en udpræget Lyst til at sige imod og smaadrille.
Det kunde ikke være andet, end at en Mand som Hjorth maatte nyde stor
Anseelse baade i og udenfor Sognet og faa adskillige Tillidshverv
betroet: han var Formand i Sogneraadet, Medlem af Bestyrelsen for
Sparekassen for Haderslevs Omegn og med i Dyrskue-Komitèen.
Paa Dyrskuets aarlige Fest sad han ved den fine Ende af det
hesteskoformede Bord i »Harmoniens« dannebrogssmykkede Festsal; men
han holdt ingen Tale.
Det er en Selvfølge, at Jørgen Hjorth og hans Kone vare med ved
Slesvigernes Besøg i København baade i enogtreds og i femogtreds.
Siden den Tid var det de urustelige Minder fra disse Septemberdage,
der altid i højtidelige Øjeblikke hentedes frem fra Hjærnekisten som
et kostbart Familje-Service og pudsedes op til hele deres gyldne
nationale Festglans, der fyldte Medlemmerne med en adelig Stolthed:
-- der var alle de andægtig blottede, bøjede Hoveder, i det
højtidelige Halvmørke, rundt om Frederik den syvendes guldkransede
Egekiste, under Domkirkens mægtige Hvælvinger, der syntes at skælve,
medens den fantaserende Organists slesvigske Begejstring opsendte
bredtonede Hymner til Hærskarernes Gud og atter druknede Tyskerne
ligesom Pharaos Hær i de sølvskummende Bølger, der væltede sig under
Orgelpibernes Storm: -- der var Tivoli-Aftenen med den prægtig
illuminerede Basar, som et Slot af Ædelstene, og med det urolige
Fakkellys ind under den hvidgule Rand af sitrende Bladmasser og
henover den bølgende Menneskevrimmel, der overdøvede Orkestrets
Instrumenter, idet alle som èn istemte Fædrelandssangene; -- der var
først og sidst selve Festdagen ved den slesvigske Sten, under den
solskyede Septemberhimmel, med det kølige Lys over brunlige
bredkuplede Bøge, gulladne Græsbølger og Sundets mørkeblaa Strimmel,
med det endeløse Pilgrimstog, de vajende Dannebrogsfaner, Talerne og
Sangene, -- og om Aftenen det lejragtige Gildelag, som havde et
Offermaaltids glade Højtidelighed, og hvor Rusen var hellig under de
mørke Bøgekroner, hvorover Stjærnerne tændtes, -- og saa ud paa
Morgenen den syngende Hjemkørsel paa Kapervognene langsmed det blanke
Sund, der hvidnedes i et dæmrende Gry.
Det var denne Billedrække, der sysselsatte den femtenaarige Drengs
Fantasi. Denne Tids Navne, Navne som Orla Lehmann, Clausen, Ploug,
havde for ham den Klang, hvormed Helgennavne kildre Abatens Øre; --
og han saà disse Mænd busteagtig, som overnaturlige Hoveder, under en
Tronhimmel af Dannebrogsfaner, over Guirlander af Bøgegrene. Saaledes
var han fra Hjemmet af højre og nationalliberal, uden at vide det.
Thi det varede endnu længe, inden han fik Færten af, at der ogsaa var
andre, ja ganske modsatte Meninger og Stemninger overfor disse Mænd
og disse Idèer, at der kunde rettes Kritik, ja endogsaa rejses
Anklage mod dem og fældes Dom over dem. Og da han fik det at vide,
kunde han møde disse kætterske Vaaben, usaarliggjort ved den sejge
Haardhudethed, som bestandige, ubrudte Barndomsindtryk fremhærde just
i et bøjeligt Sind, og sikret mod at lokkes ud paa vildsomme Stier
fra den fædrene Kongevej ved disse Patent-Skyklapper, som
Nationalbevidstheden næst efter Religiøsitet er aller dygtigst til at
binde om Panden paa dem, hos hvem den bliver en herskende, tyrannisk
Følelse.
Gaarden i Vonsbæk hørte til de større; den var paa 130 Tdr. Land. Men
Niels Christian var den tredje yngste af en temmelig betydelig
Børneflok, saa det gav sig af sig selv, at han ikke fik nogen Gaard,
hvis han da ikke giftede sig den til. Gaarden maatte for enhver Pris
ikke deles; -- alle de rede Penge og lidt til var gaaet med til
Faderens Byggeforetagender, saa at det ikke blev stort, der kunde
udbetales til de yngre Søskende, og endda vilde Jens, der arvede
Gaarden, ikke komme til at sidde overdrevent godt i det. Men han
hjalp sig nu med et gammelt Husraad: -- han ægtede en rig
Gaardmandsdatter, som han havde danset med i »Harmonien« ved
Dyrskuet, rigtig en flot Pige af dem nordfra, der stillede i
Silkekjole og med kunstige Blomster.
Niels Christian havde altid været skrap til Bogen, og saa blev det da
bestemt, at han skulde læse til Skolelærer. Fik han saa ikke Gaarden,
saa havde han dog den Fordel fremfor Jens, at han blev sin egen
Konges Undersaat og Embedsmand og slap for at komme under den
prøjsiske Korporalstok.
Da han var sexten Aar, kom han saa paa Seminariet, og man valgte et,
hvor en Slesviger var Forstander. Det laa kun en lille halv Mil fra
Yderslev, og han fik Logis og Kost hos Per Andersen.
Det var slet ikke det, han forstod ved en god Bondegaard. Et Værelse,
der var saa lavt, at man frygtede for at støde Panden mod
Tværbjælkerne, sparsomt oplyst gennem de smaa, skæve, tilsmudsede
Ruder med en sjattet sirtses Gardin-Kappe, en simpel, lang Træbænk
langs Væggen under Vinduet, foran den et umalet, tilfedtet
Fyrretræsbord og saa nok en Træbænk, henne i det altid halvmørke
Hjørne en stor Seng med en uhyre blaadigtens Dyne -- ligesom stoppet
til Sadel for en Mare -- og i det andet Hjørne en brunrød Kiste, --
det var Skuepladsen for Familiens Færden, for saa vidt den ikke
foregik i Køkken, Kælder, Stald eller Mark. Noget i Retning af hvad
man plejer at kalde Møbler fandtes kun, i en mager og forkrøblet
Tilstand, i det lille firkantede Værelse, hvor Per Andersen modtog
disse mere standsmæssige Gæster, hvem han trakterede med en Bajer og
en sort Cigar. Men hvor var den egentlige Storstue henne? Hvor var
den med sin lange krølhaarsstoppede, damaskbetrukne Familiesofa, med
Mahognibordet, med de tulipanblussende Lænestole og perlesyede
Fløjelspuder tittende koket frem gennem Aabningerne i de hvide
Antimakasser, med sin Duft af Lavendler og Ovnlak, med sine
Slagscene- og Helte-Lithografier paa det blomstrede Tapetpapir, og
med sit Klaver, paa hvis gulnede Taster Datteren i det tarveligste
Tilfælde kunde spille »den tapre Landsoldat« og »Paaskeklokken kimer«
med èn Finger? --
En Datter var der imidlertid, skønt hun ikke kunde udføre disse
musikalske Kunststykker. Hun var temmelig høj og slank, endnu ikke
fuldt udviklet, og havde et lille brunet Hoved, med store vandblaa
Øjne, der ikke laa dybt nok, en lille sluttet Mund, og uden den hos
Landets Døtre sædvanlige Opstoppernæse, der syntes at ville give
Betragteren et Indkig i Hjærnen, og som var Hjorths Aversion. Hendes
ufærdige Bevægelser havde, naar hun blev livlig, den godlidende
kejtede Ynde, som er det bedaarende hos en halvvoxen Hundehvalp. --
Da Hjorth havde bôt et Par Maaneder hos dem, begyndte hun at gaa til
Læsning. Ofte, naar han efter at være kommen hjem fra Seminariet sent
paa Eftermiddagen, havde faaet Maden i sig, og træt satte sig til at
læse sit Pensum af Judas og Israels Konge-Historie, bankede det
næsten uhørlig paa Døren, og efter hans gentagne »Kom ind!« smallede
Kristine sig paa Hosesokker gennem en beskeden Dørsprække ind i det
lille Kammer. Hun sku' da hilse fra Mo'er ... og be'e Hr. Hjorth ...
om han itte vilde lægge noget yd ... for hende ... i Lærebogen ...
for ... hun ku' da'tte ... sæl ... hitte yd ... a' 'et. -- Saa
begyndte han da, idet han lænede sig tilbage i Stolen, et naivt,
pedantisk Foredrag, som udførligere gentog en eller anden frygtelig
Forklaring af Luthers Katekismus, medens hun, siddende yderst paa
Hjørnet af en trevlet Rørstol, krammede og drejede Spidsen af sit
Forklæde til en Snegl, udstødte et fortvivlet »jou«, og stirrede paa
den underlige urolige Skygge, som hans Hoved satte paa den kalkede
Væg, medens Tanen paa Tællelyset krummede sig og den osende Flamme
slog op, -- indtil hun tog Mod til sig og snød det med Fingrene. --
Efter at have udskudt sit sidste »jou« og mumlet et »mange Tak«,
listede hun atter lydløst ud af Døren, stak sine Fødder i Træskoene
og traskede bort, idet hun plaprede: »Vand gør det vistnok ikke men
Guds Ord, som er nede i Vandet og Troen, som forlader dette Guds Ord
i Vandet. Thi uden Guds Ord er Vandet blaat Vand, det er ... det
er ...« Og stakkels Kristine standsede ganske ør i Hovedet og
tænkte fortvivlet paa den næste Dag, der var en af dem, paa hvilke
den pligtivrige Pastor Krarup bragte Katekismus-Guden sit
to-Gange-ugentlige Børneoffer, idet han kedede Konfirmanderne ihjel
gennem tre stive Klokketimer.
Per Andersens Kone, Ane, var svagelig og from. Omtrent hvert andet
Aar rejste hun til København for at consulere en Læge, hvem hun
dyrkede med en overtroisk Beundring, skønt han var temmelig ung,
skønt han var Jøde, skønt han næsten ingen Recepter skrev (hvilket i
Begyndelsen gjorde hende mistroisk), og skønt hun derved paadrog sig
Distriktslægens, den gamle Doktor Falkenstjærnes, Had og udfordrede
hans skrækkeligste Eder. Hun var en af de faa, der ikke blot stillede
i Kirken paa Omgang med Husbonden, Karlen og Drengen for at holde
Gaarden repræsenteret. Hjemme var hun temmelig stille og ofte lidt
klynkende. Hun holdt af at læse og elskede Blomster, som hun havde
fyldt Vinduerne med. Hjorth snakkede kun sjælden med hende.
Heller ikke med Per Andersen havde han meget at gøre. Det var ikke
nogen ordesløs Mand, og han følte ingen Trang til at give sig
synderlig af med et sextenaars Flødeskæg. Hjorth, paa sin Side, kom
snart til at se dybt ned paa Egnens Beboere i det Hele, som paa Folk,
der vare blottede for højere Interesser. Han kom jo fra en Egn, hvor
Storpolitiken og Nationalfølelsen, der ligesom hyppig beskaarne Træer
havde faaet en kunstig Frodighed, bestandig holdt Sindene smykkede i
en højtidsfuld Sørgedragt, og han forstod ikke, at saaledes kunde det
ikke være overalt, at der maatte være andre Steder, hvor Sjælene
næsten aldrig afførte sig deres Arbejdskittel. Naar han saa en Gang
imellem kom med til et Gilde, var det næppe nok, at Kongens og gamle
Danmarks Skaal blev drukket, end sige at Samtalerne bestandig
kredsede om det store Spørgsmaal; flove Anekdoter, mer eller mindre
smudsige Historier, smaa Vitser, skaarne over samme plumpe Læst, og
saa Kortene -- det var deres Festlighed. -- Og det gik ikke højere,
naar han hørte dem snakke paa Tomands-Haand. Naar Per Andersen fik en
af de »gode Mænd« ind i det Allerhelligste, hvis Væg var smykket af
et Lithografi forestillende Frederik den syvende paa Castrum doloris,
omgiven af Kandelabre, der lignede en Allè af Bomuldstræer, naar
Gæsten var bleven klemt ind i det haarde Sofahjørne og havde faaet
skænket sin Bajer op med Topskum, og naar man havde tændt en af hine
sorte Cigarer, som paa Kasselaagets Inderside fremstilledes som
hørende til den fortrinlige Kvalitet, der ryges af en ung Mand i
meget vide Lærredsklæder og med en uhyre Panamahat, hvilken unge Mand
i et overnaturligt Blad bares af fire magre Negre gennem en Urskov, i
hvis fjerede Kroner de massive Røgskyer forvildede sig -- ja, naar
disse højtidelige Forberedelser var trufne: -- saa var det Spring i
Rugen, Kastningstilfælde blandt Køerne, Kapitelstaxten, som Præsten
havde sat tolv Skilling for højt. -- I Slesvig snakkede man
naturligvis ogsaa om Rugen, Kvæget og Kapitelstaxten, men det var,
som om der bestandig underforstodes noget andet, som om en
frimureragtig Understrøm i Talen bar de smaa Uheld og Savn frem som
Symbol paa den store Ulykke og det hjærtenagende Savn. Det kunde
undertiden forekomme En, som lyttede man til et Par Sammensvornes
Kragemaal, hvori uskyldige dagligdags Ord skjuler en farlig
Hemmelighed. Og naar de saa efter en Samtale om Foldighed og Høslæt
gav hinanden Haanden, saa var det, som tog de hinanden tavst i Ed paa
at bevare Hemmeligheden og leve for Sagen.
Engang imellem kunde det vel hænde, at Samtalen gled over paa
Politik. Men det var kun sjælden, for i de Aar var der ikke megen
Grøde i den Retning. Og naar det skete, saa forekom først det Hele
den slesvigske Yngling rigtig smaaligt og usselt, et latterligt
Fedteri af Splid og Partikævl, for saa vidt som han da overhovedet
kunde faa nogen Mening ud af det, hvilket ikke altid var Tilfældet.
Og Politiken -- det var dog det samme Felt, som man levede paa
derovre: -- det var den samme Jordbund, som dèr havde avlet en
søjlestammet, kuppelkronet Bøgeskov, hvor Hævnens Ørne byggede Reder,
og som her dækkedes af lavstammede Purrer, fulde af hæse Krager! --
Hvad var det saa for et Folk?
Og dog var det jo dette Folk, som de sukkede efter at genforenes med.
Jo lettere derfor hans Foragt hævede sig over denne Landbefolkning,
der omgav ham, desto lødigere maatte han som Modvægt gøre sin
andagtsfulde Vurdering af det danske Folks Intelligens, der saa meget
mere var en Genstand for mythedannende Tro, som han aldrig selv var
stødt paa den, -- hint Parti af Folket, der herskede ifølge sit frie,
dannelsesskærpede Syn, sin idèbaarne Vilje, sin kamp-rede
Patriotisme, -- de Mænd, der vare gaaet foran i den uforglemmelige
Kamp for Sønderjylland, som havde holdt de malmfulde Taler og digtet
de kimende Sange, men hvem han nu saà blive betragtede som lydende
Malme og klingende Bjælder af alle disse rundt om ham. Det undrede
ham ikke; thi hvilket Samkvem, hvilken Forstaaelse kunde der være
mellem disse og hine? Det var nu engang Naturens Orden, at de til
Jordklumpen klæbende skævede til dem, hvis Isser syntes at støde mod
Stjærnerne.
Undertiden kunde det dog falde ham ind at stige ned til Dalsumpens
Kvækken fra sin Foragts tavse Tinde.
En Dag, da han havde hørt Per Andersen sammen med en Ven inde i det
møbelholdige Lønkammer støbe politiske Kander med Stiftstidendens
Leder som Potteskive, -- spurgte han sin Vært, hvor det kunde være,
at det var saa slemt at være nationalliberal, da det var godt
baade at være national og at være liberal. Dette var en logisk
Vanskelighed, som Per Andersen ikke før havde klaret sig, men han
søgte ikke at skulke fra den. Medens han dejgtyggede en Cigarstump,
som han havde tilbage fra Besøget, indrømmede han: »Jou, -- det er
meget rigtigt ... det er for saa vidt ikke aa nægte ... Vi vil jo
alle være nationale og ikke Tyskere og Papister og saadan noget... Og
naar jeg siger om Kammerraaden, at det er en liberal Mand, saa er det
jo da heller kun for at rose Manden.« Nu mente Hjorth at have vundet
Spillet og vilde slutte, at det var udmærket, naar man var begge
Dele. Men Per Andersen afbrød ham: »Ja, saadan at forstaa, hver for
sig ... Men--n se, at -- det er med nationalliberal ligesom med
Lejesæd ... Et Leje, det er jo en god Ting, naar man har sjovet sig
træt; -- og Sæden, den er jo da Guds fornemste Gave, som vi lever af
... Men -- tilsammen er det sgu noget forbandet Kram; vi har altfor
meget af det iaar.« -- Og da Hjorth saa trængte ind paa ham for at
faa at vide, hvilke Forbrydelser de Nationalliberale da havde
begaaet, blev han maalløs ved at høre, at de blandt andet var Skyld
i, at vi havde mistet Hertugdømmerne.
Fra det Øjeblik af betragtede han Per Andersen saa noget nær som
smaafjollet.
Undervisningen paa Seminariet optog tyrannisk næsten hvert Minut af
hans Tid, uden i Virkeligheden at udfylde noget af hans aandelige
Liv. Der var en Uendelighed af Regning, med Opgaver om sindrige
Vandringsmænd, der paa forskellig Tid begav sig paa Vej fra
forskellige Steder og gik i forskellig Retning med forskellig
Hastighed, og som nu stillede den ublu Fordring til Niels Christian
Hjorth at faa at vide, hvor langt de ved denne umotiverede
Fremgangsmaade vare blevne fjærnede fra hinanden; -- der var en
dræbende Masse Religion: Lærebog med Forklaringer til Forklaringerne
og Skriftsteder nok, til at en Østerlænder kunde have bedækket Mure
og Vægge i en hel By dermed, Udenadslæsning af hele Evangelier med
forkerte Parallelsteder til de andre, og Bibelhistorie i Detailler
indtil de allermindste Profeters tvivlsomme Levetid -- der var lidt
Geografi og Historie, saa vidt mulig aftørret til Kalendre af Bynavne
og Aarstal, hist og her oplivet af Anekdoter, der hang som Kødtrevler
paa et Skelet, -- og saa var der endelig, til opmuntrende Tumleplads
for den frie nordiske Aand, nogle Eddamyther, der udlagdes moralsk og
kristeligt, eller en ligeledes moralsk og kristelig Saga om en eller
anden gammel juridisk Trætte om en Stenlod paa Island, som endte med
at den, der havde Uret, brændte Huset ned over sin Kontrapart, eller
med en Tvekamp, hvori den overvundne, idet han bandt de udhængende
Tarme op, beviste sin ophøjede Foragt for Liv og Evighed ved at
anvende sine sidste kostbare Øjeblikke til at deklamere et Par
fuldstændig meningsløse Vers, uden Rythme, og hvis Ord vare rystede
sammen Hulter til Bulter, som Lotterinumre i en Pose. -- Udenfor den
bestemte Tid var der frivillig Undervisning i Musik, men denne Kunst
havde slet ingen Tiltrækning for ham, og han lærte kun det aller
nødtørftigste, at klimpre lidt efter Noder paa en gammel Violin, saa
at han med Besværlighed kunde lære sig en ny Salmemelodi. -- En Smule
dansk Literaturhistorie og Anthologi var det eneste lysende Punkt,
men det belystes af en vindtør Person, som interesserede sig mere
for, om man burde skrive Skæbne med j og med e eller æ, end for
Literaturens bestemmende Strømninger, som helst nøjedes med at
paaklistre Forfatteren de interessante Etiketter »ophøjet Fantasi«,
»uudtømmeligt Humor«, »ædel Melankoli« o. s. v., og som trak sine
Elever om ved Næsen i det gyselige Uføre hinsides Holberg, medens han
aldrig naàde til at overskride Oehlenschläger. Det væsentlige
blivende Udbytte af denne Undervisning var for Hjorths Vedkommende
senere i Livet en Erindring om, at den første danske Avis paa
Kristian den femtes Tid blev skrevet paa Vers af en Person, hvis Navn
han havde glemt.
Han søgte at holde sig skadesløs for Seminariets Kedelighed ved
allehaande Smaaspilopper, til hvilke han var den dristigste og mest
opfindsomme af Disciplene. Især frygtede alle Lærerne hans nærgaaende
Interpellationer; og Religionslæreren, der i sin Tid vilde have været
Præst, og hvis i Forvejen lidt svage Hjærne var bleven helt fortumlet
ved mislykket Nippedrik af Theologiens gamle Vin, -- ham løb det
ganske koldt ned ad Ryggen, naar Hjorth begyndte paa disse
spidsfindige Krydsspørgsmaal, hvori der syntes at spire en vordende
Dogmatiker eller Skeptiker -- hvilken af Delene var det endnu
vanskeligt at have nogen Mening om.
Det var derfor heldigt for ham, at det allerede var i hans første
Læreaar, at Kristine søgte Bistand hos ham mod Lærebogens
Ubegribelighed. Senere vilde han have været mindre redebon til at
give hende Forklaringer, som ingen af dem forstod, og han vilde ikke
have vakt hos hende denne ydmyge Ærefrygt, som en dunkel Sikkerhed
altid vækker hos en svag Aand, hvem den træder myndig imøde.
Efterhaanden blev hun den eneste, han havde noget synderligt at gøre
med, den eneste, i hvis Selskab han havde Lyst til at sladre en halv
Times Tid hen, enten det nu var paa Marken, medens hun malkede, eller
i Køkkenet, naar hun skurede Gryder. Det var mest Sognets unge Piger
og Knøse, der maatte holde for; -- han var jo selv af dem, der i al
Godmodighed ikke skaanede, og naar han havde faaet hende lidt paa
Gled, kom der ogsaa ud af den lille, sluttede Mund Bemærkninger, der
viste, at hun havde et skarpt Blik. Eller ogsaa fortalte han hende om
sin Hjemstavn, om Naturen og Menneskene, Gaardens Indretning, Krigen
og den patriotiske Løftelse, hvilket hun altsammen lod til at finde
saare smukt. Men naar det havde varet ved henimod en halv Times Tid,
døde Samtalen hen, han kedede sig saa smaat og gik, skønt
modstræbende. Efterhaanden begyndte han dog ogsaa at finde Behag i
disse enkelte dovne Ytringer, afbrudte af længere Pavser med
Mælkestraalens sprøjtende Strippen i Pjæsen eller Skureviskens
Skraben over Lerglasuren og Kobberet. Saa laa han paa Ryggen i
Græsset eller sad paa Disken, betragtende hendes kraftige Arm i
Arbejdet, naar Albueleddet spændte sig ganske blankt, og de fine
Dunhaar gnistrede i Sollyset. Og naar hun løftede op, beundrede han
hendes Smalben, som han havde Lyst til at gribe om. Hun var nu voxet
til sine Bevægelser, og hendes Magerhed havde rundet sig til en
harmonisk smækker Figur.
Der var et Sted bag i en Udkrog af Haven ved en halvaaben Læde, der
hang ubevægelig paa sine rustne Hængsler, og hvis raadnende Lægter
havde boret sig ned i Jorden. Midt i et Vildnis af Stikkelsbær- og
Ribsbuske, som Hønsene puslede om imellem, stod en gammel Brønd, hvis
Vippestang oppe over de frønnede Krægers bladfattige Kroner bøjede
sig under Kampestenens Vægt. Paa saadan en rigtig lun Sommerdag, naar
Solen fra en skyløs Himmel brændte ned over den tyndtskyggede Have og
syntes at tænde Kalken paa Huslængen, der overalt lyste gennem Løvet,
da var det en Nydelse at bære hendes Spand herhen, hvor midt i den
vellystig bagende Hede, fuld af Sommerfuglevinger og Bisummen, en
frisk Kølighed sivede op mellem de altid fugtige, mostykke Sten og
aandede ud gennem de gabende, lavspættede Brøndbrætter. Medens hun
bøjede sig frem for at lade Spanden gaa ned og med et kraftigt Klask
dukke under i det dybt blinkende Vand, var hun, selv om hun havde
villet, ude af Stand til at værge sig mod hans Arm, der lagde sig om
hendes Midje; -- og naar saa Spanden skulde trækkes op, var det
fristende at hjælpe til og i Forvirringen fæstne sin Haand om hendes,
der var stor og velformet, medens han saà hendes leende Ansigt nærme
sig der nede fra det fugtige Mørke vuggende paa Vandspejlet i den
dinglende Spand. -- --
Kort efter at han som »meget duelig« havde bestaaet sin Afgangsexamen
ved Seminariet, fik han Plads som Hjælpelærer ved en fynsk
Landsbyskole. »Men De kommer vel nok igen over til os, Hjorth?«
sagde Kristine Aftenen før Afrejsen. -- »Ja, det haaber jeg da,«
svarede han; »det er vel ikke en Afsked saadan for Evigheden.« --
»Ja, for der er jo nu Hansen, ... han kan vel ikke holde ud saa meget
længe endnu ... og saa kunde jo Fader nok ... i Sogneraadet ... hvis
De da havde Lyst til at bo her.« -- Denne trofaste Fremtidsplan
smigrede ham meget, skønt han ikke fæstede synderlig Lid til den. Ved
Afskeden var Kristines Øjne rødkantede, og han var ogsaa noget
beklemt ved at sige Farvel.
Den gamle Lærer, hvis Medhjælper han var bleven, var en affældig
Stakling, som, meget snavset, med pjusket langt Haar og Skæg, i
ukendeligt Linned og en trevlet Frakke, sjokkede om i udtraadte
Morgensko, pattende paa en forstoppet, stumpbidt Pibe, hvis Porcelæns
Hoved og Svampedaase fra Tid til anden faldt ned i Snoren og øste
deres Indhold ud over hans af Tidens Omskiftelser mangefarvede Buxer.
Han var næsten ganske sløv og aldeles ude af Stand til at lære Nogen
noget, saa at hele Herset med en ganske uvidende Skoleungdom tilfaldt
Hjorth. Kun et Arbejde havde den gamle Petersen forbeholdt sig selv
at nysle med; det var Expeditionen af Breve og Aviser, thi Skolen var
Sognets Brevsamlingssted. Varetagelsen af dette vigtige Hverv optog
en stor Del af hans Dag. Tiden indtil Middag var ikke for rigelig til
Pakningen af Posttasken, der maatte hænges ud paa Ledstolpen ved
Landevejen en halv Time før Tiden, hvilken resterende halve Time saa
tilbragtes med at gaa frem og tilbage til Byens Udkant og kigge ud ad
den snorlige Vej efter Vognen, der aldrig syntes at ville komme. Naar
saa Posttaskerne var byttede og de krumbenede Krikker havde sat den
klodsede, gamle Karet i en haabløs Bevægelse, -- saa var det
Ordningen af Aviserne, som toges ud af den sorte, sprukne Lædertaske,
og hvis Indhold burde underkastes en flygtig Undersøgelse af hans
Hornbriller, og den interessante, men vanskelige Sortering af
Lærredssækkens Indhold: Brevene og Postanvisninger, hvilke sidste var
hans stadige Kilde til Sorg, da han aldrig kunde komme ud af at regne
og give igen, men blev ved at staa og vrøvle og klynke over det uhyre
Ansvar, der var lagt paa hans Skuldre, indtil en arrig Stemme inde
fra det andet Værelse, hvortil Døren stod aaben, gav ham en skarp
Ansporing. Det var hans værdige Mage, der næsten altid laa begraven
under en uhyre Dyne, skønt hun ikke fejlede andet end en perennerende
Gnavenhed. Saaledes var hun mindst ubehagelig. Naar hun viste sig i
opstaaet Skikkelse, var hun dobbelt gnaven over dette Offer og endnu
mere snavset og sjusket end Manden, og udbredte en Parfume af gammel
indelukket Sovekammerluft.
I disse uhyggelige Omgivelser, som han saa vidt mulig isolerede sig
fra, gròde Savnet frodig op. Han lærte i disse ensomme Timer, hvor
meget han var kommen til at holde af Kristine, hvorledes hendes
Selskab var bleven den fordringsfuldeste af hans daglige Vaner; og
han undrede sig over, at han saa let havde kunnet skille sig fra
hende. De fyrige fynske Piger kunde spare deres indbydende Blikke og
tilladende Smil til den kønne, unge Lærer. Han spøgede gærne en Aften
bort med dem, men det var den stille, noget træge Sjællænderinde, der
holdt hans Tanker med Selskab i disse betydningsfulde Minutter, da
de søge en sikker og dyb Ankerplads, inden de lade sig hvirvle
rorløse bort af Drømmenes lunefulde Bølger. Og naar han i et ensomt
Drømmeri digtede sig ind i en lille naiv Kærligheds Dialog, saa sang
den anden Stemme ikke i det opskræmmede Ømaal, men drævede lidt paa
det flade Sydsjællandske.
Nogen Omgang fik han dog snart med Præsten, hvis Have grænsede op til
Skolens. Pastor Lindekær var en lærd Theolog; ved Siden af sit
Studerekammer havde han en rigtig Biblioteksstue. Den høje,
duknakkede Mand, hvis behagelige Ansigt havde faaet noget af
Pergamentbindenes blege Glans, lagde gærne sine Kommentarer til Side
for at tale med Hjorth. Han fandt noget distingveret ved den nye
Lærer, hvis Væsen var let og utvungent, snarest som en Students,
uberørt af Seminaristernes sædvanlige ubehjælpsomme Stivhed. Men han
var ogsaa en velsèt Gæst i det mindre stille Familje-Paulun, -- enten
det nu var den store vinterlige Dagligstue med Lyset fra Brændeilden
i den firkantede, blomstersnirklede Kakkelovn spillende let hen over
det grønne skotske Gulvtæppe, med det aabentstaaende Klaver, med
Rafaels Kartoner paa Væggene og den store gyldenkædede Hængelampe
over Mahognibordet, og med tungtfoldede Gardiner langs Vinduerne, der
havde en Krystalkant af Is, og gennem hvilke Gaarden indstraalede sit
grelle Snelys, -- eller ogsaa det var den mindre, lyse Havestue med
de aabentstaaende Glasdøre ud til store, sødtduftende Linde, der
kuplede sig, fulde af Fuglekvidder, højt op over Taget, overskyggende
en stor Siddeplads, hvor Hus og Have ligesom gik i et. Naar han
indfandt sig her, -- helst paa den Tid, da Dugen var bredt til
Eftermiddagskaffen, og den messingstraalende Samovar sendte sine
Dampskyer ud --, saa var han sikker paa en hjærtelig Modtagelse af
den lille Præstekone med det lysende og varmende Smil, som blottede
hendes smukke Tænder, og med den Smule norsk Akcent og de uvante
Udtryk, der klædte hende saa henrivende og syntes at gøre hende
dobbelt venlig, idet hun hyppig tilkastede ham sit »kære«, ledsaget
af en Opfordring som: »vær saa snil at række mig Sukkeret«, eller
kortere: »Tak for lidt Fløde«, medens hun stellede med Kaffetøjet,
omringet af sin Børneflok, hvoraf den ældste Datter snart skulde gaa
til Præsten, medens den yngste, der ifølge Navnet maatte høre til
Hankønnet, blev baaret ind af Ammen.
Undertiden kom religiøse eller halvtheologiske Emner paa Bane mellem
ham og den lærde Pastor Lindekær. Og da Hjorth engang havde vovet sig
til at ytre nogle Skrupler angaaende Rigtigheden af Biblens
Skabelseshistorie, laante Præsten ham en Oversættelse af Godets
Foredrag. Saa studerede han trolig denne overfladiske Franskmand, som
lige uforstaaende overfor Oldtidens barnlige Fantasitro og Nutidens
mandige Forskerviden søger at slaa Bro mellem begge, -- og han følte
sig beroliget derved.
I det hele skærpede denne Omgang hans Videbegærlighed. Han syntes sig
selv saa udannet og langt tilbage. Kun at kunne èt Sprog forekom ham
nu næsten en Skam. Og da de lange Vinteraftener gav ham længer
Arbejdstid, begyndte han møjsommelig at lære sig selv Tysk efter
Præstens Anvisning.
Saaledes levede han i Øjeblikket ret behageligt, trods sit nærmeste
uappetitlige Selskab, ved Hjælp af nyt Bekendtskab og meget Arbejde.
Han slugte Maaltiderne med en indre Grimace og lukkede sig saa strax
inde i sit simple, men ordenlige Værelse, hvor Bøgerne ventede ham
paa Bordet; -- og fra sine Besøg i Præstegaarden medbragte han en
duftende Sky af Luften fra et hyggeligt og efter hans Begreber næsten
rigt Familjehjem, der fyldte hans Kammer for nogen Tid, og som ogsaa
tildels beskærmede ham mod den mindre renlige Lugt i Petersens
Daglig- og Spisestue. -- Men sin største Tilfredshed havde han af
Skolen, der fra en frygtelig Forsømmelighedstilstand efterhaanden gik
bemærkelig frem, saa at Præsten efter den aarlige Examen kunde
bevidne ham sin særdeles Tilfredshed.
Ogsaa for Fremtiden var hans Udsigt gunstig. Den gamle Petersen kunde
umulig synderlig længe holde sig paa den Plads, som han aldrig havde
udfyldt, og naar han afskedigedes i Kongens eller Dødens Naade,
henholdsvis med eller uden Pension, saa var der al Sandsynlighed for,
at Hjorth vilde blive hans Efterfølger, da han understøttedes af
Præsten og var kendt af Sogneraadet som en dygtig Lærer. Det galdt
blot om at holde ud nogle Aar paa Posten, saa vilde han i en ung
Alder faa et forholdsvis godt Embede med et nyt, rummeligt Hus, en
frugtrig Have og en stor Lod fed Jord, -- et Embede, der magelig
kunde føde sin Mand og hans Kone med, ja endogsaa et begrænset Antal
Børn.
Ved denne Udsigt havde Hjorth altsaa slaaet sig til Ro. Men saa læste
han en Dag i Stifts-Tidenden, at Lærer Hansen af Yderslev i Sjælland
var død og Embedet opslaaet vakant ... Herregud! var han nu færdig!
Han kunde ikke tilbageholde et Smil, idet han lyslevende saà for sig
denne komiske Størrelse med det forbavsede Ansigt, den smalskødede,
kortærmede Kjole og de ubegribelig snevre sorte Benklæder, der saà ud
til at maatte trækkes paa vaade, ligesom Hestgardens. Han saà disse
Ben skridte op ad Kirkegulvet og hørte ham af sine Lungers fulde
Kraft falsk istemme Offersalmen »Med høj og festlig Jubelklang«.
Saa begyndte den støvletunge, tavse Vrimlen fra Stolene ud i
Midtergangen, og blandt de forreste var Per Andersens spinkle
Skikkelse med den ragede, lidt forskaarne Hage over det sorte
Halsbind og det tynde, graasprængte Haar vandkæmmet over Issen; men
yderst i en af Stolene paa Kvindesiden saà han Konens sygelige Ansigt
med et sødligt Træk om Munden og ved Siden af Kristines i smuk
ubevægelig Ligegyldighed, pyntet af den nye Straahat ... Det faldt
ham ind, at den nye Straahat, som hun dengang havde været saa stolt
af, maatte være bleven gammel og de kirsebærrøde Silkebaand falmede.
Hvor det var underligt! det var et Øjeblik forekommet ham saa
hjemligt, som om han slet ikke havde været borte fra dem. Og
pludselig blev han overvældet af en ubændig Længsel efter at leve
igen paa samme Sted som hun.
Hvad om han søgte Kaldet? Det var jo Kristines Plan, og hun havde
lovet at faa Faderen til at gøre sit Bedste for at skaffe ham det.
Mon hun endnu var ligesaa begærlig efter at faa ham til Yderslev? ...
Han kunde jo dog prøve ... Rigtignok var Udsigten bedre, naar han
ventede ... Men èn Fugl i Haanden -- man vèd hvad man har o. s.
v.... og desuden --
Saa brød han over tvært og skrev et Brev som en Forskrift til Per
Andersen med et inden i til Kristine.
Nogle Dage senere fik han Svar. Det var aabenbart skrevet af Kristine
som Sekretær; Bogstaverne vare hendes, men Aanden var Pers. -- Det
var rigtig pænt af ham, at han vilde over til dem igen. Og det kunde
vel ogsaa nok lade sig opføre. Over det at Embedet jo hørte til de
vovere, som der ikke var saa begærede. Det volded den gamle Hansens
Særheder, at han havde siddet dèr saa længe. Han havde jo ikke
nogensinde tænkt paa at forandre sig, og saa syntes han, han havde
sit Udkomme, og gad ikke være over at flytte sig og lære et andet
Sogn at kende. Et nyt Embede det var for ham akkurat ligesom da de
forærede ham den nye Merskumspibe paa Halvhundredaars-Festen; -- han
røg den sgu aldrig til, men gik immer og hev paa den gamle sure, hvis
Hoved revnede af Skorpen. -- Men for en ung Mand var det jo da
ligegodt saa meget passeligt. Forresten havde der ogsaa været Tale
om, at Skolen skulde have en Lod, og laa ude ved Præstestien. Men der
blev nok ikke noget af. De andre Sogneraadsmedlemmer havde været
meget rimelige, saa det var saa godt som i Orden.
Et Par Maaneder derefter fik han sin Udnævnelse.
Pastor Lindekær blev ubehagelig overrasket og lod ham føle det paa en
halvt smigrende, halvt stødende Maade; men den lille Præstekone saà
lige ind i ham med sit lyseste Smil, trykkede ham meget længe og
fast i Haanden og sagde, at de vilde komme til at savne ham. Den
gamle Petersen mumlede, at det var da en forbandet Historie, nu
skulde man til at se sig om efter en ny Mand, og inde fra Sengen
snerrede hans Kone en uforstaaelig Forbandelse.
Saa rejste han.
I Yderslev gik han strax hen til Per Andersens. Manden var i Marken,
og Konen paa et af sine københavnske Lægebesøg. Kristine kom ind fra
Køkkenet og bød ham Velkommen med det ubestemte Smil, som hun
anvendte ved alle passende Lejligheder. Det var et af disse Smil, med
hvilke der smiles i Anledning af En, højst til En, aldrig ind i En,
-- et af dem, der ligesom netop naàr Øjeæblet og saa glider af, ud
til Siden, man vèd ikke selv hvorhen, -- til en Anden, til Alle, til
ingen Ting ... Han takkede hende: -- det var jo hendes Skyld, at han
var kommen tilbage. Hun kunde vel huske, hvad hun havde sagt Aftenen
før han rejste. -- Jo, det kunde hun nok. Men maaske for at slaa den
Sag hen, begyndte hun at spørge ham ud om, hvordan det var gaaet ham
i de to Aar. Han fortalte, hvad han mente kunde more hende, og saa
maatte hun til at diske op med sit. Det gik som han var vant til i
gamle Dage: da de havde talt sig gennem en halv Time, begyndte de at
lede efter Ordene, og faldt under Søgningen i disse Pavser, der
deltes pinlig lange af den halte Dikken fra Vækkeuhret over Sengen,
og i hvilke man fra Loen, af hvis Halvdør det slog ud som Røg, hørte
Lyden af Tærskemaskinen, den uafbrudte, stigende og faldende Surren
og de regelmæssige, korte Syd af det kastede Korn. -- Kristine havde
hæget sig ved at tage et pænt Forklæde paa; hun sad nu og snòde dets
Hjørne fast til en Snegl, ligesom hun havde plejet, naar han
forklarede hende Katekismen. Pludselig saà hun op og sagde:
-- Har De Lyst til at se mit Udstyr?
-- Udstyr! ... Skal De giftes?
Kristine blev rød i Hovedet:
-- Ja--a, det skal jeg vel nok -- en Gang ... Hvis da Nogen vil ha'e
mig, tilføjede hun smilende, med udfordrende Beskedenhed. -- Men nu
skal De se! vi har været flittige.
Hun slog det blomstrede Laag op paa en stor Kiste. Det var en
Uendelighed af Linned og Lærred: Underklæder, Dækketøj og Lagener,
skinnende hvide, mærkesyede med vældige blaa Navnetræk. Hjorth blev
ivrig i sin Beundring; han knibsede med Randen af Lærredet, som han
havde set Kræmmerne gøre, strøg varsomt glattende Haandfladen over
Linnedet, faldt i Begejstring over Hexestingene. Men medens hun
fremviste hvert Stykke med en nydende Stolthed, vare hendes
Bevægelser lidt kejtet forlegne, og Kinderne blussede. Hun havde
gjort en vigtig Opdagelse i den angstfulde Maade, hvorpaa hans
pludselige Spørgsmaal havde presset sig frem.
-- Naa er I allerede ved Linnedet? udbrød Per Andersen, der kom ind,
paa Træsko, uden Frakke, men med tværstribede Uldtrøjeærmer stikkende
ud gennem Armhullerne paa den lige nedhængende Vest, der spillede i
Lavens grønne og gulige Toner. -- Velkommen tilbage, Hr. Lærer! ...
Naa, Kirsten har vel ikke engang buden Dem en Taar Øl. -- Kom nu her
ind til mig.
Saa blev Hjorth bænket i det haarde Sofahjørne med Udsigt til de
blomstrende Bomuldstræer om syvende Frederiks Castrum doloris, fik
sin topskummende Bajer skænket op og tændte sig en Cigar af hin
fortrinlige Kvalitet, hvis egentlige Bestemmelse var at nydes af en
ung Planter, naar Slaverne bar ham i et Kæmpeblad gennem Urskoven. --
--
Hvis der endnu havde været nogen Tvivl tilbage, om han virkelig
elskede Kristine, saadan som han mente, at man burde elske den
Kvinde, man vilde tage til Ægte for Gud og Mennesker efter at have
raadført sig med Gud og sin Samvittighed, -- saa var denne Tvivl
bleven tilintetgjort, da Kristine spurgte ham, om han vilde se hendes
Udstyr. Den øjeblikkelige Angst, der havde gjort ham saa dum, skønt
han ligesaa godt som andre vidste, at de forsynlige Gaardmandsdøtre
tænke paa Udstyret før end paa Manden, denne Stemmen for Brystet, der
tog Vejret fra ham, og saa igen den uendelige Lettelse, den Jubel,
hvormed han havde snappet hendes Ord: »Dersom da Nogen vil ha'e mig«,
og hendes Smil, der syntes at sige: »Tag mig, hvis du vil« -- alt
dette var usvigelige Vidnesbyrd om, at han havde sat sin Lykke i
denne Pige. --
Man skulde kun skraa over Vejen, for at komme fra Per Andersens
Gaard, med de solide Kampestenslænger, hvis netslyngede Kalkstreger
vare sortspættede af Flintesten, til Skolen, det lille gule Hus, over
hvis røde Tegltag man saà Toppene af et Par Frugttræer, bag ved den
grusede Firkant, paa hvilken Gymnastik-Galgen knejsede med et
officielt Insignies Værdighed. For at indrette sig økonomisk aftalte
Hjorth med Per Andersen, at han skulde have Kosten hos dem. Han
kendte jo Madstedet fra før, og de kendte Gæsten. Saaledes saà han
Kristine daglig, næsten lige saa ofte, som da han bòde dèr.
Han mærkede snart, at han ikke var ene om at foretrække Kristine for
de andre Piger i Yderslev. Hun var ikke afgjort den smukkeste og
hørte til de mindst livlige. Men der var det ved hende, at hun syntes
at love mere, end hun kom frem med; fra hendes slankt rundede Legeme
med de lade Bevægelser ligesom udstrømmede en magelig, bevidst
Sanselighed, der virkede magnetisk paa Hankønnet. Og saa var hun jo
ogsaa Gaardmandens eneste Datter. Næsten alle de unge Karle gjorde
Haneben for hende. Men især havde hun en erklæret Tilbeder i
Gaardmandssønnen Henrik Larsen, der lige var kommen hjem fra
Tjenesten som en smuk, ung Mand med den befarnes flotte Væsen og en
bestikkende Duft af Københavns Mysterier ... Denne Medbejler
foruroligede undertiden Hjorth en Smule, men i det Hele smigrede det
ham at se hende saa attraaet.
En Søndag, da de passiarede sammen efter Middag, fortalte hun Hjorth
om et Besøg hos Henriks Forældre Dagen før. Især dvælede hun
beundrende ved et Fotografi af Henrik, som hang i en Guldramme paa
Væggen. Han var fremstillet i en straalende Uniform med vajende
Fjerbusk og dragen Sabel, sprængende frem i Forgrunden paa en
fnysende Hest med flagrende Manke, medens man i Baggrunden saà en
brændende By.
-- Ja, men at -- Henrik Larsen stod da li'egodt ved Infanteriet,
etter hvad jeg har hørt, bemærkede Per Andersen skeptisk.
-- Og vi har da Gud ske Lov heller ikke haft Krig saa længe, at han
har været med, tilføjede Moderen.
Hjorth trak stærkt paa Smilebaandet, og Kristine blev rød i Hovedet.
-- Næ--æ, ... det var da heller kun Hovedet, der var hans, sagde hans
Moder ... Men--n, at -- li'egodt var det da grumme pænt.
En Maanedstid efter Hjorths Ankomst, da Sæden for længe siden var
kommen ind, holdt Per Andersen Høstgilde i sin nye Lo. Her udfoldede
Henrik Larsen rigtig hele sin Storhed. Han dansede som Jonen fra de
københavnske Buler, svingende Pigerne, saa Skørterne fløj om dem og
viklede sig om Benene, til den rigtige og til den forkerte Side i
pludselige, skarpe Vendinger, med Overkroppen tilbagekastet og en
trekantet Albu eller en stiv Arm, der ryddede Banen rundt om ham.
Imidlertid, -- alt paa sit Sted; dette var en landlig Fest, og
han fandt ikke, det var i Stilen, her at vise sit belevneste
Hovedstadsgalanteri. Derfor gik han ned langs Bænken, paa hvilken
Pigerne sad som Høns paa en Pind, og idet han strakte sin knyttede
Næves Tommelfinger ud imod dem, tilkastede han dem et indbydende
eller tilladende »Væ's go'!« -- Paa denne Tommelfinger som paa en
Limpind fangede han en efter en de tilhoppende lystne Fugle. Men
Kristine hoppede ikke. Saa gik han tilsidst hen til hende og spurgte,
hvorfor hun ikke vilde danse med ham. -- ... Det havde hun ikke sagt,
hun ikke vilde.
-- Synes du da ikke Tommelfingeren er nok?
-- Næ--æ.
-- Ja, ja, Ki'sten, saa faar du da ta'e hele Haanden. Saa lagde han
Armen om hendes Liv og tog hele Gulvlængden i èn tvetrinnet
Mazurka-Vending. De blev næsten eneste Par.
Hjorth stod i en Krog og ærgrede sig. Han var ingen Danser af Rang,
og nu var han tydelig nok overfløjet. Hun førtes forbi ham i
stormende Fart, hvirvlet i en vellystig Viljesløshed af den stærke
Arm, og han saà hende, blussende rød, med bøjet Hoved og halft
sænkede Øjelaag, næsten daane under det hede Aandedræt, der bevægede
de spredte glinsende Nakkehaar under hendes opbundne Fletning. -- --
Henrik Larsens Ord den Aften havde jo været mer end et halvt Tilbud,
og Kristine begyndte at sammenligne ham og Hjorth. Hun var mandvoxen,
og hun vilde have en Mand; det var dem, Valget stod imellem. Det var
begge to kønne Fyre; Henrik Larsen højere og kraftigere, men saa
havde han et dvask Udtryk og stridt Skæg, medens Hjorth havde smukke
graablaa Øjne og et blødt, blond Skæg, som hun havde Lyst til at
stryge gennem Fingrene. Henrik havde jo rigtignok mere poleret Væsen
end som de andre Karle, men han var dog ikke saadan en pæn Mand som
Hjorth, og saa kaldte han hende »Ki'sten«; desuden havde hun en
Anelse om, at han ikke vilde være let at tumle, selv om man havde
ham, og saa gjorde han jo Jav med saa mange Piger, saa man kunde dog
ikke vide, hvad det blev til, naar det kom til Stykket, hvorimod det
med Hjorth, det havde man da Redelighed paa. Henrik var langt det
bedste Parti, det var ikke aa nægte; men der var det ved Hjorth, at
hun syntes, han var et finere Parti. Ikke fordi han var Skolelærer;
men det volded det, han havde fortalt hende om sin Barndom og om
Forholdene i Slesvig; disse sønderjydske Bønder forekom hende at høre
til en højere Samfundsklasse. Naturligvis ikke paa Grund af deres
Patriotisme og de »højere Interesser«, for alt det blæste hun et
langt Stykke; det var dog ikke andet end Vind og Vejr, som der ikke
kunde komme noget ud af; -- nej, men dette at de havde en ordenlig
Dagligstue med Klaver og pæne Møbler og Puder ligesom oppe hos
Præstens, og at Mændene, naar de var til Gilde, havde sorte Frakker
og hvidt Linned og Konerne Silkekjoler -- et Klædningsstykke, hun
aldrig havde set -- det var da noget, man kunde tage og føle paa. Og
saa var hans Fædernegaard paa 130 Tdr. Land. Det var jo en hel
Proprietærgaard! Lindedal i Fredløse Sogn var kun 120, og dèr boede
en rigtig fin Herre, som hun havde set køre til Jagtselskab paa
Skovvang, naar Greven var hjemme. -- Hjorths Vægtskaal sank. -- --
-- -- Det var en af de Maaneskinsaftener, i hvilke Yderslevs Ungdom
havde for Skik at sværme. Ved det Lav ni viste der sig hist og her,
udenfor en Port, i den yderste Gang af en Have ud til Vejen, enkelte
Skikkelser, Par eller smaa Klynger. Saa kom der ned ad Gaden en Række
ganske unge Piger, med hinanden under Armen, dinglende og puffende
til hinanden, snart midt inde paa Vejen, snart ude ved Grøften, hvor
den yderste hvinede, -- alt sammen under en sagte Sang, der gik itu i
en undertrykt Latter og begyndte igen. De ensomme Skikkelser og de
enkelte Par sluttede sig til dem; Pigerækken blev brudt af dristige
Drenge og unge Karle; nu var det et helt Tog, der meget højrøstet
drog forbi Gaarde og Huse, indbydende de nølende. Blandt de Par, der
havde sluttet sig til Pigerne, var Henrik Larsen og Kristine; blandt
de nølende Hjorth.
Henrik Larsen bode paa sin Faders Gaard, der var flyttet ud en halv
Fjerdingvej fra Yderslev. Han var kommen tidlig til Byen den Aften og
havde besøgt Per Andersen. Saa havde han henad ni foreslaaet
Kristine, at de skulde slikke Maaneskin. Det fandt hun ingen Grund
til at afslaa, skønt hverken hun eller Forældrene syntes rigtig om
det. Især mente Moderen, at det Jav i Maaneskin tidt var noget
ugudeligt noget, og saadan i Efterhøsten kunde det let slaa sig paa
Brystet; hvortil Henrik aandrig svarede, at dèr sad jo Hjærtet.
Hjorth havde rejst sig fra sine Bøger, saasnart han saà Toget komme
forbi. Han skraade over til Per Andersens og fik at vide, at Kristine
var ude. Paa Gaden var der ingen at se. Saa gik han om bag
Sognefogdens Gaard, hvor Aftenens selskabelige Del plejede at
foregaa.
Paa den lange Bænk op til Længen langsmed Keglebanen havde Selskabet
taget Plads. Kun nogle Drenge og ganske unge Karle stod op ved
Enderne. Henrik og Kristine sad i Midten. De var som sædvanlig
begyndt at synge.
Oktobernatten var mild og stille. Gadekæret foran laa tinblankt med
en sort Stribe inde under Hyldebuskene, hvis bunkede Masser ludede
som Svampe, der havde suget Vandglansen op i deres umættelige Mørke,
medens ovenover de yderste Blade paa Hængepilene drejede sig som
Sølvlancetter. Lidt længer borte stod Kirken med Tagets og Taarnets
takkede Gavle massiv mørk mod en disblaa Himmel, hvis Stjærner
tindrede mat gennem et fint Maaneslør; ved dens Fod, paa den høje
Kirkegaard, grinede et Par Marmorkors. Der var en fugtig Glans paa de
læderblanke Valnøddeblade, som hang ud over Havegærdet, krydrende
Luften med deres æggende Duft, og Karvillerne glødede i en mørk
Karmoisin. Rundt om gled Maanelyset blødt ned over de mossede
Straatage og sad fast, med en kold grønlig Tone, paa Længernes
Kalksider. -- Kun et enkelt stikkende rødt Lys brød forstyrrende ud
af denne afdæmpede Farveharmoni, der fortonede sig over den fredelige
Landsby.
Det værste Livstykke blandt Karlene, en ung Spirrevip med smaa
hvidlige Knebelsbarter, havde netop som en Indrømmelse til denne
vemodige Nattestemning sunget for i den gamle, højdrøvelige Vise om
Herman og Amanda, og under ualmindelig langdrævede, sløjfede Toner
var Amanda gaaet tilbunds med sin ulykkelige Kærlighed. Nogle unge
Pigeøjne stirrede endnu sentimentalt ud paa Gadekæret, hvor den sorte
Stribe syntes at være et Hul i Tinfladen, en aaben Oubliette.
-- Nej hør nu, raabte Henrik Larsen, nu vil vi sgu ha'e en ordenlig
gemytlig Vise oven paa det Klynkeri. Og saa en, hvor vi alle kan
synge fra Leveren.
-- Ja op med en, Henrik!
-- Nej, jeg har jo sunget for.
-- Aa ja, du har ka'ske sunget nok for iaften, sagde Kristine.
Karlene lo og de unge Piger stak fnisende Hovederne sammen, idet de
gottede sig ved Erindringen om et Par utvetydige Viser fra
Sangerindeknejperne.
-- Nej nu staar Læreren for Tur, raabte Henrik. Lad ham vise, at han
kan synge for udenfor Kirken ogsaa.
-- Ja, dèr har du nok inte meget Plaser af hans Stemme, bemærkede
Kristine.
-- Lad gaa da; men saa gælder det en Plads midt paa Bænken, sagde
Hjorth, der stod op foran dem, lænende sig til Keglebanens
Kuglerende.
Kristine gjorde Plads for ham ved Siden af sig, idet hun skubbede
Henrik helt over paa et fyldigt Pigebarn, der hvinede og lo.
Hjorth valgte en Kærlighedsvise, der var paa Mode det Aar, og som
endte med de beskedne Ord:
Du kan aldrig faa en bedre Mand,
End naar du gifter dig med mig. --
Medens hele Rækken skraalede denne Slutning i et begejstret Kor,
trykkede han Kristines Haand, og hun besvarede Trykket, idet hun
bøjede sig frem og lo.
-- Det er en flot Vise den, en der er Resong i, udbrød Henrik ...
Hvad beha'er, Ki'sten? ... hvad siger du?
-- Jeg siger, at Visen kan være god nok, men man skal være en
anderledes Karl end du, for at kunne synge den, svarede Kristine,
idet hun hurtig rejste sig og undgik den Arm, han vilde lægge om
hendes Liv.
-- Jeg synes Ki'sten er saa fælt vrangvillig iaften, Henrik,
bemærkede det fyldige Pigebarn paa hans anden Side. -- Hvad siger du
til en Runde bagom Haverne?
-- Jeg siger: »Intet er saa dejligt som en Maaneskinstur,« sang den
ufortrødne Henrik Larsen, idet han indtog en beleven Positur.
Selskabet opløste sig. Den spredte, farligere Del af den natlige
Sammenkomst begyndte.
Hjorth og Kristine gik Arm i Arm ud af Landsbyen hen ad Chaussèen,
hvor Enge og Marker under Vand blinkede langt bort til begge Sider,
ind gennem en lille, forsømt Skov, paa hvis affare, græsbløde Vej de
lydløst bristende Dugperler knustes under deres Fødder, medens
Perlemor-Lyset rundt om fik aandeagtige Tinter af det hektiske
Høstløv, skraanede som brede Sølvbarrer ned gennem Granernes Mørke og
syntes ude paa den purrede Rydning at have sammentyndet sig til et
Net af haarfine Glastraade, der tindrede fra Straa til Straa, fra
Busk til Busk. Saa vandrede de langsomt hjem ad en Bivej, der vandt
sig langsommelig op over et enligt Bakkedrag, hvorfra der aabnede sig
en Udsigt mod Syd over et taagehvidt Hav, der bredte sig saa langt
Blikket kunde naa, afbrudt af hemmelighedsfulde Øer og underlige
Landtunger, medens Horisontens Skyer begrænsede det, som en
eventyrlig Bjærgkæde af Sølv.
Saaledes stod han i dette lykkelige Øjeblik, medens hans Arm laa om
hendes Liv, og stirrede ud paa et feagtigt Arkipelag, som syntes at
tilhøre en anden Natur, dèr, hvor man i det nøgterne Dagslys kun fik
Øje paa en temmelig flad og almindelig sjællandsk Egn.