-- Aa, dèr har vi jo Interpellanten, raabte Beck ved et af Bordene.
-- Har man tabt Kandidaten undervejs?
-- Han turde ikke træde Dirigenten for Øjnene; du viste saadan en
ondskabsfuld Lyst til at ringe ham for Ørene.
-- Og han ynder ikke Klokkeklangen, ligesom Fanden; nej, det vèd vi
nok.
-- Er der Ingen, der har set Per Andersen?
-- Svigerpapa, nej han er her ikke. Du kan være ganske rolig. For
ellers kunde det nok være, at han havde Lyst til at tage Hr. Læreren
i Skole ... Naa, det er nu ligemeget. Tag den Narrehue af, saa skal
du faa Amnesti for idag og en Bajer oven i Købet.
Yderdøren gik op, og ind traadte Ole Rasmussen med Sønnen Hans.
Ole var i høj Grad oppe. Han fik sig et Glas Pøns og han fik to og
tre -- og saa begyndte han at diske op med sine gamle Historier. Der
var især en Mængde Historier om den gamle Distriktslæge Doktor
Falkenstjærne, ham, der altid begyndte et Sygebesøg med den Formel:
-- »Hvad Satan i Helvede gaar der nu af dig, dit gamle Stabejs« eller
»din unge Lemmedasker« -- alt eftersom det nu kunde passe sig. F. Ex.
hvordan Ole Rasmussen en Nat skulde hente ham til et Sygebesøg ude i
Vindrup Overdrev, og Falkenstjærne han bandede jo noget ugudeligt,
for det var jo sine stive halvtredje Mil, og regne gjorde det da
ogsaa -- at sige saadan ruskede. Saa kunde han ikke faa Doktorstolen
spændt langt nok ned, og de maatte spænde om igen et Par Gange. Da
han saa endelig var kommen til at ligge helt ud i Vognen, raabte han:
»Nu skal du, Fanden piske mig, køre ordentlig til, Ole Rasmussen,«
hvortil Ole svarede: »Ja vel, Hr. Doktor, men da ikke hurtigere, end
som at Doktoren kan følge med dèr bagi.«
Efter at have produceret denne Anekdote, bad Ole lille Jens Persen,
om han maatte stoppe hos ham, for hans egen Tobak var sluppen op. Da
han saa havde stoppet og taget et Par Drag af den stumpbidte
Pibespids, blinkede han med de smaa Øjne og sagde: »Jeg stopped for
hart, lille Jens,« hvorpaa han kradsede Tobakken ud i sin egen Pung
og stoppede igen af den andens: --
-- Ja, for jeg skulde jo dog have noget at patte paa paa Hjemvejen
ogsaa, bemærkede han med et bredt Grin, ellers blev jeg sgu lige saa
haardmundet som mine Bæster.
-- Aa, dèr har vi jo Per Anders og Kristensen, raabte Beck; -- skal I
ikke have noget at drikke?
-- Nej. Vi har faaet, hvad vi skulde have, svarede Mølleren.
-- Naa, I har siddet henne hos Niels Spegesild?
-- Ja akkurat, dèr hvor I andre ogsaa sku' væ't, sagde Per Andersen
bittert, thi han nagedes af den Misundelse, som en Mand føler, naar
han ser de forsømmelige more sig, medens han opfylder sin sure Pligt.
Der havde hverken været synderlig lunt eller hyggeligt i det
lange lolignende Rum med de simple Træborde og Bænke og den
pulterkammeragtige Tribune, paa hvilken der musiceredes, naar Niels
holdt Salôn.
Ved Bordet bagved dem snakkede man bestandig om Vejrliget. Det var de
evindelige Landmandsjeremiader. En klagede over, at den begyndende
Frost snart vilde gøre det umuligt at holde Kreturet længer ude, hvad
man trængte i høj Grad til paa Grund af den slette Halm. En anden
beklagede, at Frosten ikke havde været stærk nok til at dræbe
Sneglene. Per Andersen sad og hørte til med et lunt Smil om sine
tynde Læber. Pludselig vendte han sig om og sagde: --
-- Har I aldrig hørt Historien om Præsten, der skulde mane Regn?
-- Næ ... Lad os faa den, Per Anders.
-- Hvad skulde han --? spurgte Provsten, der var traadt ind sammen
med Pastor Krarup.
-- Ja, det var saadan en svær Tørke, og saa lovede Præsten Bønderne,
at han skulde mane Regn ... Men, det er at forstaa, det var saadan i
gamle Dage ... og -- jeg vèd nu ikke, om det kan være troligt -- det
maa de Lærde om --
Provsten knejsede med Hovedet og stak Maven frem, kildret ved denne
Titulatur, som han følte, at Pastor Krarup lo indvendig af.
-- Aa jo ... i gamle Dage ... det er meget muligt ... da gik der saa
meget i Svang, da de var Katolske ... Fortæl kun videre.
-- Ja, det er kun saadan som jeg har hørt det ... Naa, Bønderne de
kommer da op paa Gaarden, og Præsten han gaar da ud til dem, og han
siger: Naa Børnlille -- ja for det var nu saadan en Maade at tale paa
i gamle Dage -- Naa, Børnlille, siger han, hvad vil I mig saa, ... er
det Regnen? siger han. Jo, det var da Regnen. -- Ja, siger han saa,
nu skal jeg bede Vorherre, at han lader det regne imorgen. -- Nej,
raaber der saa En, imorgen skal jeg til Barsel hos Hans Jensen, saa
vil jeg da nødig have Regn. -- Ja, ja da, siger Præsten, -- saa lad
os sige Tirsdag. -- Nej, raaber saa en anden, paa Tirsdag skal vi
hænge Tøj ud, og saa maa vi have Tørvejr ... Naa, kort at fortælle,
saa havde den ene det ene, og den anden havde det andet. -- Og saa
sagde Præsten: Ja, ser I nu Børnlille, naar I ikke kan blive enige,
og her er dog kun Mændene fra èt Sogn, hvor kan I saa forlange, at
Vorherre skal gøre alle Menneskenes Børn tilpas i hele den vide
Verden.
-- Det var en meget forstandig Historie den, Per Andersen, sagde
Provsten med et kort Nik.
-- Ja, formelig med Livsfilosofi, bemærkede Pastor Krarup.
-- Aa, ja ... Det er nu ... saadan ... som man ... fortæller det,
svarede Per Andersen beskedent, medens han forsøgte at faa en
Svovlstik til at fænge i Asken nede i den udgaaede Pibe -- --.
-- Nej Jessen, raabte i det samme en høj Mand tilbage til
Spillestuen, som han var i Færd med at forlade, -- Jessen det er en
rigtig storsnudet Herre ... Han har ikke saa meget som en af os,
Fuldmægtigen, og saa er han dog meget fornemmere paa det, end som de
fornemme selv.
Det var Henrik Larsen, der nylig, i en Alder af fireogtyve Aar havde
arvet en af de største Gaarde i Yderslev. Trods det halvsløve Udtryk
i hans regelmæssige Ansigt regnedes han for en af de smukkeste Knøse
i Sognet. Han var købstadklædt.
-- Aa ja, det er ikke aa nægte, sagde Ole Rasmussen. Se der er nu
Greven, -- det er en meget rimelig Mand aa have at gøre med. Naar man
bare altid kunde gaa lige til ham.
-- Ja, det er saa vist, tilføjede Hans og satte Punktum med en
Spytteklat.
-- Saa--aa, tvivlede Lars Persen.
Men Hjorth havde rejst sig.
-- Du skulde ellers ikke tale saa rask om Jessen, Henrik Larsen. --
Det er en Mand med Overbevisning -- men du --
-- O, ho! ... har jeg stødt Bussevennen for Hovedet? Naa du er nok
ogsaa en af dem, der slaar stort paa. Du vil tilvejrs, hvad? -- Det
skal være skrapt, saa du læser i den senere Tid ... Hun faar nok en
lærd Mand --
-- Har du tabt meget derinde?
-- Hvad Fanden rager det dig? har jeg tabt, saa er det ikke andet,
end hvad jeg kan betale ... Men hvis du tabte et Hundred Daler -- ja
det er sandt, det er heldigt, du har faaet den Svigerfader --
-- Heldigere for mig end for dig, lader det til, svarede Hjorth
skarpt og vendte ham Ryggen. --
-- Nej, næste Gang der bliver Valg her, sagde Provsten i en oprømt
Tone, saa vil jeg stille mig. -- Hvad siger I til det? ... Jeg skulde
da tro, jeg fik nogen Stemmer for mig.
-- Ja--a, det er jo ikke saa lige aa ha'e nogen Mening om, svarede
Per Andersen, idet han trak paa et bredt Smil ... Men--n, at, -- min
Stemme, den faar De sgu'tte.
-- Hvad for noget, Per Andersen? Vil De ikke give mig Deres Stemme?
-- Nej da ... Næ, ser De, et er at være Provst, et andet er at være
Politiker. En kan jo ikke du' til alting ... Ja, Talegaverne har
Provsten, dèr skal ikke mangle noget. Man kan nok mærke, naar
Provsten kommer og præker, -- saadan til Ordination og Kirkevielse og
-- det er ikke en simpel Præst ... det gaar akkurat ligesom en
Tærskemaskine, det er saa vist. -- Men--n, se--at--det er jo ikke
alene derpaa, det kommer an. Nej, til Politiken, der skal vi have
andre Folk... Men derfor kan vi jo komme lige godt ud af det sammen.
-- Ja, det haaber jeg med. -- Naa Farvel!
-- Farvel, Hr. Provst! ... Farvel, Hr. Pastor. -- --
-- Jeg tror ellers ikke, Provsten syntes rigtig godt om det sidste,
sagde Mølleren.
-- Nej, det kan jo være mulig nok, men forresten tog han sig da
rigtig pænt i det.
-- Jeg maa sige, bemærkede Beck, at jeg finder det meget heldigt, at
Provsten fik en over Næsen, han holder den -- om jeg saa maa sige --
vel langt frem, -- skønt stumpet er den da ... Ja, jeg har flere
Historier om Provst Sommer, der ikke er saadan rigtig -- --. Der var
nu f. Ex. dengang ved Besættelsen af det gode Embede i Gyvelse -- --
Men Per Andersen og Mølleren vare nu enige om, at de tilstrækkelig
havde faaet »varmet sig op udvendig«, hvorfor Gaardmanden klappede
Hjorth paa Skuldren, trykkede de nærmeste i Haanden og forlod
Selskabet med sine to Ledsagere.
Det store Gaardsrum mellem Kragerupgaards solide Længer var halvt
fuld af Køretøjer, næsten lutter simple Fjervogne med et Par
Agestole, hvorpaa Faareskindspelse, Kavajer og stribede Ulddækkener
vare henslængte. Gennem de mange aabne Stalddøre skimtede man inde i
Mørket Krydset af en Hest, viftende Haler, en hvid Sok, der stampede.
Næsten alle Jagtvognene vare kørt hjem, men Provstens blev netop
forspændt. Per Andersen gik over til sin kære Fuks, der stod urolig
og rykkede sig tilbage i Tøjet, skrabende paa Stenene med sin
blankede Hov, nappende den graa Hoppe i Nakken, gnavende paa Stangens
Lakering eller Bringkoblen, idet den krummede sin smukke, stærke Hals
med den lange, gulige Manke.
Provsten, der netop havde faaet Forlæderet knappet og samlede
Tøjlerne, blev meget vel tilfreds ved at se Per Andersen komme: --
han skulde nok have holdt sig til en Side, dersom Fuksen havde
Fejler.
-- Naa, Provsten er vel tilfreds? spurgte Gaardmanden, idet han
klappede den paa Halsen.
-- Jo, rigtig tilfreds, Per Andersen, der har slet ikke været noget
... Aa, men nu har de jo spændt Krydslinerne forkert.
-- Ja, han skulde da have Underlinen, han -- han knejser da nok til
det ... Nu skal jeg nok -- naa din Skabhals, kan du staa rolig?
-- Det er rigtignok et meget livligt Dyr, bemærkede Pastor Krarup,
medens han ængstelig betragtede dens Gebærder.
-- Ja -- ha! vist er den saa. Den fik saamæn paa Vejen herhen det ene
Ben over Skaglen.
-- Saa; aa ja ... Aa, men Alderen, Hr. Provst, den kommer saamæn nok.
-- Jeg synes ogsaa, den har Tendens til at blive Krybbebider,
forsøgte Præsten sig.
-- Næ--æh! ... det har ikke noget at sige ... Saadan noget skal jo
alstille gnave i hvad det kan komme til. -- Han er jo da heller kun
et Barn! --
-- Nej, Krybbebider, kære Krarup, hvor vil De dog hen? ... Farvel,
Per Andersen! ... Naa, kom saa da ... Nej, det begynder ganske
anderledes -- --
Mølleren sad hos Per Andersen, og Hjorth gjorde sig det mageligt paa
Bagsædet.
-- Nej, det var jo saa simpelt med Foderet i Aar, saa jeg burde jo
skille mig af med ham ... Man skal dog heller ikke slaa for stort
paa ... Og dèr hos Provsten faar han det godt; -- der er bare de
lange Visitationskørsler. -- Og han saà mismodig paa de halvgamle
Øg, der druntede afsted og trak paa Lemmerne, afredte af
Efteraarspløjningerne i den vanddrukne Markjord. --
-- Ja vel blev Præsten lumpet ... Men jeg havde jo varet ham ad ...
Der er ikke noget at stille op med en Pranger, Kristensen. Den ene
kan man nok faa god, men den anden er der Pinedød altid Fejler ved
... Det er saadan ligefrem et Princip: naar de bare har en god, saa
har de et Par ... Aa, jeg kender det, for jeg havde jo en Ven, der
drev det ... Naa, ja -- enhver er jo Tyv i sin Haandtering, der er jo
itte noget at sige paa, -- men, at -- det er li'egodt ikke saa
behageligt for den, der bli'er lumpet. --
Hjorth tændte en Cigar og lænede sig tilbage i Agestolen. Den
politiske Hue var god til Rejsebrug, han kunde bekvemt slaa Kraven op
om Ørene.
Himlen var blæst ren, og Aftenrøden opløste sig i en rolig Farvedød.
Nede i den sartgrønne Mellemtone straalede Venus; oppe i det tætte
Dunkelblaa anede man Stjærnerne. Chaussèen strakte sig lige ud,
mellem Dobbeltraden af de kullede Popler, med en Smule Aftenlys i
Pytterne og de vaade Hjulspor. Telegrafstængerne snurrede med en
lang, hendirrende Tone. Nu og da brægede en Flok Faar, og en Hund
glammede pludselig op, langt borte. Paa den flade, halvmørke Jord
begyndte Lysene at blinke frem rundt om.
Tusmørket i det store Rum, Trætheden efter en hel Dags Færden i fri
Luft, den ensformige Travtakt og Hjulrullen og den sagte Skumplen i
Sædet, -- alt virkede behagelig slappende paa ham, og han hengav sig
til vage Drømmerier ... Hans politiske Parti havde lidt et Nederlag,
men det forstemte ham ikke. Han følte sig som en lykkelig Mand, --
eller dog næsten lykkelig.