-- Puh! saadan en Hoben Fraser, man har staaet og revet af sig idag,
Hjorth ... Det var sgu i Grunden godt, at jeg ikke blev valgt, for
saa skulde det da være blevet ved paa den Maade i alle de Halvløgne.
Ja, det er sandt, man skulde jo holde Mund, ligesom Kristen Pedersen
... Jeg føler mig saa præstelig. Jeg var lige ved at kalde min
Fjende, Pastor Krarup, for »kære Embedsbroder«. -- Og Fuldmægtig
Jessen lo, idet hans store hvide Tænder skinnede frem gennem det
sorte Kratskæg.
-- Det kunde maaske være gjort med mindre. Jeg synes, ærlig talt, du
smurte temmelig tykt paa.
-- Naa--aa, nej det er ikke det, jeg mener ... Giv mig en Svovlstik
... Ja, disse -- saadan -- retoriske -- de -- de ligger sgu'tte
rigtig for mig ... nej, det gør de ikke ... Men -- alligevel -- det
var ikke saa galt -- sandt var det Pinedød ... Nej, men--n, man maa
jo staa og sige saadan noget smukt Noget om Forfatning og Grundlov.
Fanden i Vold! ... Det er jo den Grundlov, der er vores Ulykke ... Er
disse Folk her modne til Friheden? er det dem, der skal regere?
-- Nej, naturligvis ... de har jo slet ingen Sans for de højere
Interesser.
-- Naa, det vil jeg nu slet ikke tale om.... Nej, men de forstaaer
sig ikke engang paa deres egne Interesser, -- og det er dog det
mindste, man kan forlange af en Politiker.... Se, der er nu hele
Husmandsstanden, alle Daglejerne. Hvem har de Interesse af at støtte
-- Bønderne? --
-- Ja, det er jo nærmest deres Stand --
-- Ja, men Interessen, kære Ven -- deres Interesse ... Gi'er Bønderne
dem noget? -- nej, gu gør de ikke nej ... Faar de Arbejde hos dem,
som er værd at tale om, som de kan leve af? ... Nej de lever af os,
af Herregaardene -- og saa naturligvis Proprietærerne.... Og saa gaar
de alligevel hen og stemmer med Bønderne, mod os.
Jessen sagde »os« med en Selvfølelse, som om han ejede Skovvang Gods,
paa hvis Kontor han var Fuldmægtig med en elendig lille Gage, som han
lige netop kunde pine sig igennem med, ved at knibe hist og spare
her.
-- Nej, vedblev han, de gaar sgu i Tøjet gør de. De er stærblinde ...
Og alt det Vrøvl kan vi takke _ham_ for. -- Han pegede paa Frederik
d. 7des Buste, der, kneisende paa en poleret Granitsøjle, forsøgte at
hæve den slet grusede Trekant, hvor Chaussèens og Kørevejens Hjulspor
skar hinanden i vandblinkende Kurver, til et Torvs Rang.
»Nej, De skal da ikke ... det er -- virkelig -- altfor --«
»Gud bevares! -- det er jo ikke noget at tale om, Hr. Greve! ... det
er mig virkelig en Fornøjelse.«
Det var Greven, der kom vraltende ud fra Kroen bag efter den
pelsklædte, næbhuede Herre, der trippede ivrig mellem Pytterne,
bærende paa en tæt pakket Haandkuffert.
-- God Dag, Jessen, god Dag! sagde Greven, idet han standsede og
lettede skødesløst paa Hatten. -- Hvordan staar det sig?
-- Jo Tak, Hr. Greve.
-- Men sæt dog endelig Kufferten fra Dem. De maa virkelig ikke staa
-- dèr -- og --
-- Aa, men det er jo ingen Ting, slet ingen Ting ... Den er saa let
som en Fjer, forsikrer jeg Dem ... aldeles som en Fjer.
-- Naa -- De -- faldt igennem. -- Ja, der skal jo Nogen til det ogsaa
... Men--n -- hvad jeg vilde sige ... det var virkelig meget
paaskønnelsesværdigt af Dem, at De stillede Dem ... Det ... det ved
Gud, det var ... Farvel, Jessen.
-- Farvel, Hr. Greve.
Greven stolprede videre, besværet af sin Rejsepels. Han og hans
tjenstivrige Ledsager gik hen imod Kragerup Gaard, der laa i
Valgflækken, og hvor hans Jagtvogn holdt. Men lige i Begyndelsen af
Indkørselsallèen blev de standsede af et Par Bønder, der bukkede og
skrabede ud med Hatten i Haanden. Det var en gammel, hvidhaaret Bonde
af en trivelig Middelhøjde, og en lang, yngre Mand, mørk og med et
dvask Udtryk i det skægløse Ansigt. -- De vilde da saa meget gærne
hilse paa Greven; det var jo saa sjælden, at Greven var dèr paa
Godset.
Ja, han var der kun en Gang imellem i Jagttiden. Hvem de var?
Ja, det var jo Ole Rasmussen derovre fra Vindrup og Sønnen Hans. De
havde da talt engang før med Greven; men det kunde Greven vel ikke
mindes? Nej, de kunde tænke det. -- Det var den Gamle, der talte;
Sønnen indskød kun hist og her et Ord eller gentog Slutningen, som i
Søvne.
Hvordan de havde det.
Jo Tak, -- man skulde jo sige, man havde det godt. Det var jo
Vorherre, der sendte alting, det vidste vi jo. Men ellers havde de
det da rigtignok farlig knapt; og det var ogsaa det, de vilde spørge
Greven om, om han ikke kunde give dem noget Afdrag paa Afgiften og
saa nogen Henstand.
Hm! ja -- Greven bed sig fortrædelig i Knebelsbarten. Det var jo ikke
saa let for ham ... saadan ... midt paa Landevejen ... Desuden --
Høsten ... Ja, de havde jo faaet den meget sent ind, og Kammerraaden
klagede jo ogsaa ... men -- paa de mindre Gaarde ... dèr --
Jo, de havde jo faaet alting ind i Avgust; det var jo itte at klage
paa -- forsaavidt ... Men at de havde ikke kunnet faa Stakkene tækket
ordentlig, og saa kom al den Regn i September, og saa var det jo
baade spiret og raadnet, og Vægten var jo farlig ringe ... Meget
havde de ikke faaet torsket, over det at de havde alt det Markarbejde
... og saa var der jo Ti'nden, som de ogsaa resterede for ... Og
Udsigterne var da ogsaa kun smaa for det næste Aar, for Sæden var jo
bleven æltet ned i en meget ubekvem Jord -- --
-- Sig mig, Godtfolk, hvem har I stemt paa idag? I skulde vel være
rigtig glade idag, for I har vel faaet jeres Vilje, og Mands Vilje er
jo Mands Himmerig, som man siger, -- raabte den sortskæggede Herre,
der følte det som sin Pligt at komme Greven til Hjælp. Han havde
endelig bekvemmet sig til at sætte Haandkufferten fra sig paa en
Stenkiste ved Vejen.
-- Ja, Hr. Overførster, vi har da stemt paa Kristen Pedersen, sagde
Ole Rasmussen.
-- Ja, det haar vi jo da li'egodt, tilføjede Hans.
Det lykkedes Greven at faa et barsk Udseende.
-- Ja men ... hør nu ... jeg synes dog virkelig, at naar I .... saa
.... hvis I vil hjælpes af Godsejerne ... saa ... det -- gaar sgu dog
ikke an -- --
Ja, Greven maatte da endelig ikke tage dem det ilde op. De var slet
ikke Politikere; nej, de skønnede, at der kunde være Ret og Uret paa
begge Sider. Regeringen kunde jo have nogen Ret, og Tinget det kunde
ogsaa have nogen Ret --
-- Men hvorfor Fanden stemte I da --?
Ja, man kunde jo ikke saadan. Der var jo saa mange Hensyn at tage.
For hvis de havde stemt paa Jessen, hvad vilde Folk saa have sagt?
Det vilde være ligesom, hvis Greven havde stemt paa Kristen Pedersen;
-- det vilde Grevens Venner dog have fundet meget besynderligt.
-- Ja det ved Gud -- ha, ha! -- stemme paa Kristen Pedersen -- haa,
haa! udbrød Overførsteren.
-- Ja men ... man maa dog være en Mand ... man maa dog virkelig have
en Overbevisning --
Jo, det var rigtigt nok, det havde de ikke imod. Men se at Jessen var
jo alligevel ikke bleven valgt. Naar de kunde have faaet Jessen
valgt, det havde jo været en anden Sag. Og saa vilde Folk ogsaa have
sagt, at de kun havde stemt saadan, for at Greven skulde ettergi'e
dem Afgiften. Og naar Greven gjorde det, saa vilde de jo sige, at det
kun var Betaling for deres Stemmer. Det kunde jo hverken de eller
Greven være tjent med.
-- Aa nej... hm ... naa ... ja det -- --
Om saa Greven vilde være saa naadig, at ettergi'e dem Afgiften for i
Aar, saa vilde de være Greven evindelig taknemlige.
-- Ja, naar I har det saa knapt i Aar, saa ... Naar I ikke kan betale
... aa, det kommer vi jo nok ud af ... Man tager det jo ikke saa
strængt ... naa, Farvel, Farvel! -- --
-- Ja, det skal da ikke nytte dem stort, at de kommer paa Kontoret
med det, sagde Overførsteren, medens de gik videre. -- Men vi træffer
jo Godsforvalteren, og saa kan Greven jo sige det til ham.
-- Nej, det glemmer jeg sgu ... Det vilde jo give en Helvedes Uorden
... Nej, men man maa jo være human -- naar man taler med Folk -- i
disse Tider ... Aa, men lad os nu se at komme afsted. --
Jessen kom et Stykke bag efter dem. Han havde ikke Lyst til at vise
sig for Folket efter sin Selvofring paa Godsejernes Alter. Langsomt
gik han og saà mørkere ud end vanlig; thi Grevens nedladende
Anerkendelse var ikke just gledet som Balsam over hans ordsaare
Sind, der idag var bulnet op til en sygelig Ømtaalighed. Og da
Grevens elegante Jagtvogn svingede ud af Kragerupgaards Port og
rullede ham forbi, tilstænkende hans Frakke, medens Greven nikkede
med den Blanding af Fortrolighed og Ligegyldighed, som man viser
overfor en ubetydelig Undergiven, -- da greb han sig i den Tanke, at
hvis Bønderne idag gjorde Nar af ham, saa var det ikke sikkert, at de
var Narrene. Jessen var usædvanlig gnaven, og han tilbød ingen at age
med sig; men han kørte meget sindig hjemover med de simple
Arbejdsheste, som Kammerraaden havde laant ham.
Hjorth var kørende til Valgflækken med sin Svigerfader, Per Andersen.
Da han havde sagt Farvel til Jessen, gik han hen imod Kroen. Den
begrændsede den ene Side af Torvet, som den vendte ud imod med sit
Agerum, gennem hvis hyggelige Mørke man saà en Stump bleg Himmel
brudt af Faddinger, Agestole og tilbageslaaede Enspænderstænger, og
med sin lange lave Façade, der med de buede Ruder blinkende i
Eftermiddagssolen stirrede ind i Frederik d. 7des Busteryg, ret som
om den med et Argusblik gennemskuede Hulheden af denne demokratiske
Myteskikkelse, der knejsede dèr paa alfar Korsvej som en politisk
Afviser, en national Herme.
For Kroen var en Højrekro.
Derfor havde ogsaa Møller Kristensen, der var en Mand med faste
Principer, sagt:
-- Hør, Per Anders, vi gaar da ikke ind til Mikkel Blodpølse. (Det
var Kroværtens Navn.)
Og Per Andersen, der ogsaa vidste, hvad man skyldte sin
Overbevisning, havde svaret:
-- Gu om vi gør ... Nej, vores Bajere og Akkevitter, og hvad vi nu
saadan ellers kan ville spendere, dem ta'er vi hos Niels Spegesild
... Han er en god Venstremand, saa det er jo itte mer end rimeligt
... Og saa kan han jo kun holde Beværtning af og til, ved højtidelige
Lejligheder; saa det gi'er sig jo af sig selv ... Men se at naar vi
har undt ham Fortæringen, saa kan vi jo gærne gaa over og sidde lidt
paa Kroen for at blive varmet lidt op udvendig, inden Hjemkørslen.
Hjorth traf altsaa ikke, som han havde ventet, Per Andersen i Kroen.
Men ikke alle havde haft saa øm en Venstresamvittighed som han og
Mølleren. Stuerne vare overfyldte. Vejret var lige ved at forgaa den
Indtrædende i denne ophedede Luft, hvor Brændevinsdunsten og Stanken
af Fedtstøvler havde blandet sig med Brændeosen og den ejendommelig
brankede Indeluknings-Luft, der altid holder sig i en Kro under alle
Modulationer i Lugtsymfonien, ligesom et Orgelpunkt; -- og alt dette
svømmede saa atter ud og opløstes i den bitter-vamle Røg af
Bondetobak, hvis graa Puls bestandig sattes i Bølgning og fortættedes
ved nye blaa Ringe og Søjler fra de dækslede Pibehoveder og pustende
Læber. Gennem denne Dis skinnede hist og her røde Ansigter som
nedgaaende Sole, graasprængt Nakkehaar buskede sig som Krat, der har
sanket Rim af Frosttaagen, brede, krummede Rygge ludede over Bordene,
lange, lerede og tilsprøjtede Støvler strakte sig ud paa det snavsede
Gulv. -- Der var et sindsforstyrrende Virvar af Raab og Tale: ganske
unge, stakaandede Stemmer, der slog over, modnere Røster af Ungkarle,
der trak paa Ordene og punkterede ved at spytte hvislende gennem
Tænderne, vel nærede, satte Gaardmandsbarytoner, sludhæse
Arbejdsbasser, gamle sprukne og gistne Sludrebøtter; -- men alle sang
de i samme Toneart -- Egnens drævende, svagt syngende Maal; -- og
alle var de højrøstet ivrige: i den hele uharmoniske Koncert var
hvert Instrument stemt en falsk Kvint op fra Hverdagstonen.
Der var en Del, som fandt, at de endnu ikke tilstrækkelig havde
udnydt Interessen ved det politiske Spil. Dèr i Kredsen var der jo
slet ingen Spænding ved Valghandlingen, og Højre kunde da ikke klage
over, at de ikke blev hørt; nej, da var der ganske anderledes Sjov
andre Steder. Derfor skulde man benytte sig af, at man var bleven saa
tidlig færdig, og køre et andet Sted hen; man kunde godt komme
tidsnok endnu. Kun kunde de ikke blive enige om, hvor de vilde hen.
Nogle vare stemte for den nærmeste Købstad, hvor Udfaldet var meget
svævende, og hvor der efter Sigende var udfoldet et storartet
Bestikkelsessystem for at sætte Ministeren igennem. Men andre raabte,
at man skulde køre til en Valgby, der laa halvanden Mil længer borte,
og hvor man kunde vente endnu større Spektakler, thi en Del
af Vælgerne plejede altid at ankomme ganske overkørte, paa
Højre-Komitéens Bekostning.
Men de fleste havde slaaet sig fra Politiken og drøftede Landbruget.
Det var en almindelig Jeremiade over den megen Regn. Man indrømmede,
at Sædens Givtighed var god nok, men Vægten var ringe og Halmen
udvasket. Store Jens Persen brystede sig, for han havde faaet pløjet
to Gange og vinterlagt sin Grønjord; men lille Jens Persen var endnu
ikke færdig med at saà; det havde derimod Jens Persen slet og ret
været færdig med allerede i Oktober, men han havde ikke engang faaet
torsket saa meget, at han havde Halm til Kreturet. Kristen Olsen
havde faaet sin Høst spoleret, men det havde han sgu godt af, for han
skulde jo aldrig bære sig ad som de andre; naar alle andre skyndte
sig med Høsten, saa vilde han spare Daglejere, og det lignede jo ikke
noget. Men Pastor Krarups Forpagter havde kørt for tidlig ind, for
han skulde nu altid fjadre paa. Nej, da var det et godt gammelt Ord,
at Sæden heller maatte fordærves ude end inde ... Forresten var det
farlig simpelt med Vintersæden; den pippede jo op ligesom en syg
Kylling, der ikke kan komme ud af Ægget. Og saa var der de Satans
graa Snegle, som ikke engang var blevet ødelagte af den skrappe
Nattefrost; det var den rene Ødelæggelse for den tidlig saaede Rug og
for Græsmarkerne, som de gnavede Rødderne over paa. Men store Jens
Persen vidste et Raad: man skulde besaà Marken med en Blanding af tre
Dele Sand og en Del pulveriseret Jernvitriol; sexoghalvtredsindstyve
Pund til en Tønde Land.
I et Hjørne af Stuen underholdt man sig meget ivrig om
Brøndboringerne, som Selskabet i København havde foretaget rundt om i
Egnen for at skaffe Vand til Mælkerierne. Paa Bjerredegaard havde man
boret tohundrede Fod uden at finde noget, paa Kragerupgaard lige saa
dybt, og saa kom Vandet Overfladen paa ti Fod nær, paa Skovvang havde
man kun boret henved hundrede Fod, og dèr kom der Springvand.
Men den største gabende Interesse havde samlet sig om en Husmand paa
Skovvang, der gav en Beskrivelse af den nye Pulveriseringsharve, som
Kammerraad Sommer havde bragt med fra Wiener-Udstillingen ... Den
havde ikke Tænder som en ordenlig Harve men ligesom en Række
Staaltalerkener, der løb rundt som Hjul; og den, der kørte den,
traskede ikke ved Siden af, saadan som man plejer van, naar man kører
Harve, men han sad ovenpaa ligesom paa en Vogn. Det sidste kunde nu
være meget bekvemt; -- men ellers blev man snart enig om, at den nok
vilde vise sig ganske ubrugelig, ligesom det meste andet af hvad
Kammerraaden havde indført af nyt.