I.

-- Ja, jeg er Frihedsmand! og netop derfor vil jeg altid tilhøre dem,

der bekæmpe Massens Tyranni. Derfor, Vælgere, er det, at jeg idag har

stillet mig mod et Parti, som ... hvis ledende Mænd have ... hm ...

ikke har skyet at anvende et revolutionært Middel for at opnaa deres

ærgerrige Hensigter ... et Middel, som--m ... mæ, hm ... som maa

standse Statens Maskineri og Samfundets ... Sam--fund--ets --

Samkvem, -- som, hvis det lykkes, eller rettere mislykkes ... mæ, hm

... jeg mener, som ved sin Gennemførelse maa kaste os i Armene paa

Socialisterne og indføre i vort fredelige Land græske -- ja jeg

betænker mig ikke paa at sige: -- spanske Tilstande.

Taleren pustede, tørrede Sveden af sin høje Pande og rullede et

virkningssøgende Blik ud over Forsamlingen. Men Vælgerfolket var

aabenbart tilbøjeligt til at tage de spanske Tilstande med en

gemytlig Ro. Kun hist og her lød en sagte Fnisen eller et beroligende

»Aa!« -- Kandidaten, der havde beregnet at gaa videre med en

Bemærkning om Forsamlingens Uro, saà sig nødsaget til at indstille

denne og tabte derved Traaden. Han greb til en voldsom Bearbejdelse

af sin Næse med et gulnet Lommetørklæde, medens hans langsynede Øje

fortvivlet søgte at finde sig til Rette mellem de Blækstreger, der

syntes at kravle over Papiret som mylrende Flueben, -- indtil det

endelig standsede ved de dobbelt understregede Ord: Straffefangernes

Løsladelse.

Det var en høj, stærktbygget Mand. Et tæt, sort Helskæg, der grode

højt op paa de rødmussede Kinder, fremhævede hans hele Præg af

Alvorsmand. Og medens det sattes i Bevægelse af de voldsomme Ord, der

gennemtonedes af en dyb Bas, syntes det at meddele dem noget af sin

stride, tjørnekratagtige Barskhed. Men Virkningen svækkedes i høj

Grad ved den famlende Stammen, hvormed han ledte sig frem gennem de

roligere Dele af Talen, medens han med en synlig Lettelse gennemjog

de frasefyldte Kraftsteder, som han aabenbart kunde bedst udenad. Han

stod usikkert, forsøgte af og til, naar han befandt sig paa et

forholdsvis sikkert Omraade af Talen, at antage en let og bekvem

Stilling, foroverbøjet, med den venstre Albu lænet til Rækværket, --

men opgav det igen, angst for at det spinkle Træ skulde knækkes og

aabne ham en let, hovedkuls Nedgang fra en Tribune, som han havde

haft meget vanskeligt ved at bestige.

Ved Siden af ham, med Ansigtet mod ham og fixerende ham skarpt med

Brillerne, stod en yngre, slank Mand. Over de opstaaende Flipper med

det hvide Slips var hans Ansigt, med den fine, glatragede Hage og den

bøjede Næse, opstrammet af en pedantisk Værdighed, der undertiden

oplivedes af et spottende Smil, naar Taleren kørte fast paa uvante

Biveje eller flot rullede hen ad Frasernes brede, tilkørte Chaussè.

Naar Ordene blev foruroligende stærke, krøb hans Haand med en nervøs

Begærlighed hen over Rækværket til Formandsklokken, uden at hans Blik

skiftede Retning; men den sortskæggede opfangede strax Bevægelsen i

et skelende Blik og bøjede af i Tide. Og da han en Gang, irriteret

over disse Undvigelser, med en pludselig Fart vilde overrumple

Taleren i en Forhaanelse af Folket, »der gik som en Flok Faar til

Valgurnen«, havde han nær væltet Klokken og fik hurtig Haanden til

sig, gennemboret af en Splint af det slet høvlede Træ.

Bagved, langs den umalede Væg af Valgtribunens Bræddeskur, sad

Stillerne, foroverbøjede, med ludende Hoveder og Armene hængende ned

mellem Knæene, eller med Hænderne begravede i Frakkelommerne. Flaget

baskede ovenover med smaa Smæld. Faste, soltoppede Skyer sejlede

under den mørkeblaa Himmel og trak deres store Skygger hen over det

flade, skovløse Land, der bredte sig langt bort med sine Græsmarker

og lysegrønne Firkanter af spirende Vintersæd, røde Pilehækker, Huse

og Gaarde med Rækker af ensgrenede, opløbne Popler og spredte

Landsbyer. Og foran Tribunen var det en ubevægelig Mylr af sorte og

graa Hatte og Huer, brunede, glatragede eller stubbeskæggede

Ansigter, dobbeltslyngede Uld-Tørklæder, sorteblaa Klædes- og

graablaa Hvergarnsfrakker -- en Forsamling paa et Par tusind

Mennesker, ensformig og rolig som det Land, der omgav den. Næppe nok,

at der over den gled Skygger af de oratoriske Skyer; sporløst syntes

Talerens frygtelige Syner at svæve bort over den: -- Straffefangernes

løsslupne Bande, Socialisternes Pøbelhorder, og endelig den

prøjsiske Hær, i Spidsen for hvilken Bismarck og Moltke drog ind i

det ubefæstede København for at anektere et Land, der havde mistet

sin Existensret ved at beruse sig i anarkistiske Orgier, -- alle

disse frygtelige Træsko, Transtøvler og Hestehove ikke saa meget som

bulede en af disse Hattepulle, der brolagde deres Vej.

Udenfor den store sammentrængte Masse af Tilhørere havde der hist og

her dannet sig Smaagrupper, der holdt sig for gode til at blande sig

i Mængden. Langt borte stod to Herrer i Pelsværk, en Dragt, der mere

syntes at være Intelligensens Demonstration mod Vadmel end et Værn

mod Novemberdagens lidet vinterlige Vejr. Med grundende Værdighed

begravede et løst oppustet, smaarynket Ansigt sit falmegule Korsskæg

i den bronceglinsende Sobelskindskrave paa den tilknappede Pels. En

graa, opkrammet Klædeshue spidsede sig næbformet frem over hans

Sidemands magre Ansigt, hvis lange bløde Skæg sitrede, medens han

talte med en hurtig, underdanig Stemme.

-- Nej, det er det jeg siger -- der skal være nogen Vanskelighed ved

at skyde Fasaner, naar der skal være nogen Morskab ved det.

-- Ja--a, ja gu skal der det ... Det er ikke saadan -- --

-- Det er noget andet, naar man skyder Snepper. Dèr maa man jo nok

passe godt paa ...

-- Ja vel, ... naar Sneppen rejser sig --

-- Saa maa man holde sig parat, ... ja ... det gælder rigtignok om at

være gesvindt af sig ... Ikke komme bag efter, -- saadan som han ...

kan Greven huske? Kammerjunker Holck --

-- Ja, ja vel, ja ... hæ, hæ, hæ. Og det falmede Korsskæg lo ned til

Sobelskindet med en lille doven Brægen.

-- Forresten er jeg slet ikke for det Princip at holde foran ...

Holder Greven foran?

-- Næ--æ ... lige paa -- altid lige paa.

-- Ja, det er netop det jeg siger ... Nej, naar jeg har en Fejl, saa

er det snarere den at skyde lidt foran ... Det er det _jeg_ maa

bekæmpe hos mig selv.

-- Saa--aa ... aa ja.

-- Naa, naar man skyder Dyr, saa er jo forresten et Skud foran i

Halsen, -- det er jo et meget smukt Skud.

-- Ja vel, ja ... Halsskud ... ja, det ved Gud det er.

-- Har Greven forresten nogensinde prøvet det? ... det er ellers

noget, jeg har haft stor Fornøjelse af: at skyde Dyr med Kugler.

-- Naa--aa ... ja, det -- --, Greven lod sin Sætning udmunde i en

lydelig Gaben, medens han med de missende Øjne tilkendegav den anden

sin udelte Sympathi med denne Sport. --

Imellem Pelsværket og Vadmelen holdt Vinterfrakkerne Forsamling. Her

havde man ikke hævet sig til en saa fornem Fjærnhed fra Dagens

politiske Kævl. En mager Mand, hvis langhalsede Fuglehoved trods den

bøjede Ryg ragede op over Klyngen, havde endogsaa lejlighedsvis

mumlet mellem Tænderne et edeligt Ønske om at se de treoghalvtreds

anbragte paa Lygtepæle i Omegnen af Kristiansborg og brummende

besvaret nogle venskabelige Drillerier fra sin Sidemand, der

beklagede, at deres Herredsfoged agiterede for Lynchproceduren. Hos

denne lille Herre dannede Linjen fra Ryggen til det øverste af den

runde Silkehat en jevn, fremadbøjet Kurve, hvilket i Forbindelse med

hans Buldogge-Fysionomi gav ham en stærk Lighed med disse herreklædte

Hunde, som man ser paa Børnebilleder. Men han talte med en spinkel,

sukkersød Stemme, som i det høje Register havde Lyden af en kælen

Kats Mjaven.

-- Jo De er den rette til at tale i Galgentoner ... Galgentoner, he!

det var et nyt Ord, det ... Nej, vi kender Dem, vi kender Dem (han

maatte løfte Armen meget højt for at pikke Herredsfogden paa

Skuldren) ... Ja Landstrygerne kender Dem ogsaa -- gu gør de det --

De har kyst dem over i de andre Jurisdiktioner ... i salig

Brockdorffs Dage sværmede de sgu som Vepser i Syltetiden ... Men

forresten er De jo med al Deres Skælden og Smælden det godmodigste

Menneske --

-- _Jeg_? ... Er _jeg_ det -- det var som --

-- Jo, det -- det er rigtig! ... Det har Godsforvalteren Ret i ...

det ved Gud han har ... det -- det er det, jeg altid siger: ...

Hidsig og grov? er Henriksen hidsig og grov? siger jeg. Naa, hvad

Fa--Fanden! lad ham fa--fare op -- han mener sgu ikke noget med det

--, pludrede en ny Stemme ud.

-- Nej, hør min gode Kammerraad, snerrede Herredsfogden til den anden

Side, -- fej De for Deres egen Dør, og lad være med selv at tale om

Strikken --

-- Nu er han skam igen ved Strikken, mjavede Godsforvalteren.

-- Aa, det er sandt! brød Øvrighedspersonen af, idet han gjorde en

brysk Vending om mod ham. -- Det er sandt! den Historie skulde jeg

have Rede paa ... Hvad Satan er det for noget fordømt Kæltringepak,

De holder dernede paa Gaarden? ... Ifjor var der jo den Landstryger,

De havde taget til Daglejer i Høsten, og som gjorde Indbrud ...

Pokker til Fyr -- ja, det er sandt, De var jo selv med, da han viste

os, hvordan han var krøbet gennem Vinduet ... det med Jernstængerne

for i den nye Staldlænge -- fuldstændig Aal ... Naa, og nu forleden

var det en af Husmændene -- Anders Nielsen fra Oreby -- en af jeres

egne Husmænd, Højstærede! ... Han havde stjaalet -- hvad Fanden var

det nu? -- gammel Høtyv tror jeg ... det var sgu ogsaa noget at gøre

sig til Tyv for ... Det var nok ogsaa hans Kone Anna Kristine, som

havde alle de Historier ... Det er jo noget fordømt Svineri.

-- Ja--a, ... det er jo ikke altid de stærkt hornede, der er de

bedste Tillægsdyr.

Det var maaske tilfældigt, at Godsforvalter Ravn ved disse Ord

blinkede med sine smaa, farveløse Griseøjne til Kammerraad Sommer.

Men den sværlemmede Kammerraads grove, arrede Ansigt syredes, og hans

tyklæbede Mund frempludrede noget uforstaaeligt Tøjeri. Han var en

stor Spekulant og havde i sin Tid dannet sig en Teori, hvorefter han

kunde kende de bedste Malkekøer paa en bestemt Form af Hornene, en

Teori, som han havde fulgt blindt, indtil han ganske havde ødelagt

Besætningen paa Skovvang, som han havde i Forpagtning, og hvor Ravn

var Godsforvalter. Det var heller ikke usandsynligt, at Ravn havde

tilladt sig en noget nærgaaende Hentydning til dette bekendte Faktum,

thi der herskede i denne Gruppe den lidet hensynsfulde Fortrolighed,

som findes hos Mænd, der pleje at ryge af hinandens Piber ved

hinandens Spilleborde, denne grovkornede, nærgaaende Gemytlighed,

døbt i Cognacs-Toddy, og til hvilken Konger, Damer og Knægte have

staaet Fadder.

Kammerraaden spillede da heller ikke længe den fornærmede, men

henvendte sig med sit tykke, stundesløse Mæle, hvori Tungen bestandig

slog Sludder, til en lille tæt Mand foran ham, der ogsaa saà ud til

at være en velstaaende Forpagter. Han stod med Hænderne borede ned i

Frakkelommerne og med Maven skudt lidt frem. Det vejrbidte Ansigt

havde en determineret Mine, og den smalskyggede graa Bulehat var

trukket paa Snur ned i Panden.

-- Naa, Provsten var godt kørende idag, hvad? ... Brillant kørende

... Ja, det forstaar sig, det er De jo altid... Naa, men det maa jeg

sige, det glæder mig virkelig, at De er bleven enig med Per Andersen

... De parrer smukt sammen -- nydeligt ... rene Stadsheste ... men

især den grønne --

-- Grøn? Vallaken? ... den er jo rød -- fuksrød. Der existerer over

Hovedet ingen grønne Pattedyr.

-- Undtagen ganske unge Mennesker, bemærkede Godsforvalteren og

skævede hen til anden Fuldmægtig paa Herredskontoret, en nybagt

Kandidat, der forsøgte at udstraale den størst mulige Sum af

bureaukratisk Foragt over Bønderne gennem sin Pincenez, men nu

pludselig blev ildrød i Hovedet.

-- Fuksrød? ... naa--aa ... aa ja saagu! ... naa, jeg plejer nu at

kalde den Fa--Farve grøn, -- den kaldes grøn her paa Egnen, for jeg

er jo saadan en Slags Autoritet, -- ja det er De jo ogsaa, det er

ikke for det ... Men--n, hør, ... sig mig, hvad fik De den saa for?

-- Halvottendehundrede.

-- Halvottende ... naa, ser vi det ... naa, det vilde Per Andersen

dog, -- han var sgu ellers svært forlibt i ham ... Ja, hør vèd De

hvad, saa kan De ogsaa sige, De har gjort en god Handel ... smuk

Handel ... brillant. Ja vel, Provsten handler altid brillant, det er

ikke for det ... Født Hestehandler, hvad? ... Hvor gammel? -- 4, ja

jeg kan tænke det, det er lige til Øllet ... men saa er han jo stærk

... Ja, for jeg kender ham, Gud bevares, jeg har jo kendt ham fra han

var Plag -- og Føl med ... Og saa har jeg jo en Broder til ham ...

falden efter Usserødhingsten ... brillant Dyr ... Naa, og saa er der

èn Ting, det skal De lægge Mærke til: det er et taknemligt Dyr, han

trives ... Ja, det har sgu meget at sige, -- det har meget at sige

... Der er dem, der bliver Skindmærer, om de saa faar aldrig saa

megen Kærne ... Men han! -- ja, jeg kan gærne sige: Provsten kan

sætte ham paa Halm, han bliver smældfed alligevel, .... ja det er sgu

sandt ... smældfed, forsikrer jeg Dem.

-- Han falder vel?

-- Falder, nej hvorfor skulde han falde? Løbet er jo brillant, --

prima sorte --

-- Jeg mener _ham_ deroppe -- Fuldmægtigen paa Godskontoret --

Jessen.

-- Naa _han_, -- ja han falder sgu -- det er klart. -- Aa, det er jo

mere en Formsag ... Denne Gang maatte vi jo stille En op.

-- Man kunde da ikke udenvidere overlade de Bondetampe Marken,

hvæsede Herredsfogden. -- Man maatte dog, for Pokker, levere et Slag.

-- Ganske vist, -- naturligvis ... Intelligensen, hm! ... maatte vise

sig. Men--n, vi kan vel ikke vente, at han faar synderlig flere

Stemmer end vores.

-- Og de fra Gaarden, sagde Herredsfogden. -- Jeg vil da for Pokker

haabe, Ravn, at jeres Husmænd --

-- Ja, vel!

-- Naturligvis ogsaa dem, sagde Provsten. Men det bliver dog alt i

alt ikke mange. Det er ellers en ganske tiltalende Mand -- Jessen.

-- Ja--a, -- til at falde igennem kan han være god nok, sagde

Godsforvalteren. Ellers ... som Repræsentant ... vil jeg nok sige ...

-- Fuldmægtigen er desværre ingen kirkelig Mand, ymtede en hul,

skrattende Stemme ved Siden af Provsten. Der stod en lille Mand med

et noget skrumpent, tandløst Ansigt, men med livlige Øjne over

Hudposerne bag de store cirkeløjede Briller. Under den brede, stærkt

svajede Skygge paa den lavpullede Cylinderhat, hvis Silke strittede

som Plysch, sitrede de lange, silkeglinsende hvide Nakkehaar, der

faldt ned paa den falmede Fløjlskrave. Hagen, der var lidt

fremstaaende, gik aabenbart endnu, i Slutningen af Ugen, paa

Ragningen fra sidste Søndag, og det var sandsynligt at det hvide

Halstørklæde, som ved Omlægning frembød sorte Rande paa underlige

Steder, skrev sig fra samme Dato. -- Han er efter min -- sørgelige

-- Erfaring ikke engang en kristelig Mand. Og -- jeg maa dog sige ...

at ... naar man opstiller en Højrekandidat --

-- Hvad Fanden kommer det Politiken ved? -- Undskyld, Pastoren kan

ikke lide, jeg bander. -- -- Men jeg spø'r, hvad S-- hm! hvad har

Vælgerne med Mandens religiøse Overbevisning at gøre?

-- Naa, det kan man dog ikke saadan sige. Det kan Herredsfogden

umulig fastholde; ... det ... det indifferente ... det ... vi har jo

dog en Folkekirke --

-- For mig kan han være Mahomedan, naar han blot ikke har flere

Koner.

-- Dansk Lov 3-16-16-8, citerede mekanisk anden Fuldmægtig paa

Herredskontoret.

»Folketingsmand, Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse -- har Ordet.«

»Han er ikke Folketingsmand nu, han er i en opløst Tilstand,« raabte

en ungdommelig Stemme tæt ved. De nærmeststaaende Bønder lo og raabte

opmuntrende: »Hæng bare i, Hjorth! ... Klem paa, De kan kanske sætte

Fuldmægtigen igennem endnu.«

»Kredsens hidtilværende, _mangeaarige_ Repræsentant i Tinget,

Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse -- har Ordet,« rettede

Formanden med et spottende Smil, idet han understregede

»mangeaarige«. Der lød et vedvarende Bifald.

-- Ah, det er jo vor Ven Lærer Beck, der leder Valghandlingen, sagde

Provst Storm, idet han satte Lorgnetten paa sin klumpede Næse. -- Det

er virkelig en dygtig Mand. Ja, De husker jo nok, kære Krarup, jeg

var særdeles tilfreds, da jeg var til Examen sidst i Fredløse Skole;

... særdeles tilfreds.

-- Han er mig ellers noget partisk, den gode Beck, bemærkede

Godsforvalter Ravn.

-- Ja, det er uforskammet, saa han favoriserer Venstre, raabte

Herredsfogden. Jeg lagde Mærke til ham: han var hele Tiden paa Nakken

af Fuldmægtigen, .... men han kunde ikke komme til.

-- Ja, Beck er en enrageret Venstremand, sagde Pastor Krarup.

-- Hvad? hvad for noget! udbrød Provst Storm, medens hans Ansigt

forstenedes i en myndig Indignation ... Venstre? ... er Beck Venstre?

... Det Dyr! ... Det skulde jeg have vidst før Examen, saa skulde jeg

have gaaet ham anderledes efter i Sømmene.

Pastor Krarup saà ned mod Jorden, medens der i Skamfølelsen paa

Standens Vegne blandede sig en lille privat Glæde over, at Provsten

prostituerede sig. Den gode Præst læste ikke blot theologiske

Tidsskrifter, men han havde ogsaa i disse Efteraarsaftener vejledet

af Gesenius' Lexikon, Ewalds Grammatik og Keils Kommentar, men især

af den danske Bibeloversættelse arbejdet sig helt ind i Deuteronomion

-- siger og skriver Deuteronomion, 5te Mosebog -- og fra dette

Videnskabens Martyrstandpunkt, med Udsigt til endnu smerteligere

Triumfer i Retning af Profeterne, saà han dybt ned paa den intet

læsende, forpagterlignende Provst, den fødte Hestehandler,

Praktikeren ud i Fingerspidserne. Provsten paa sin Side, der havde

en trykkende Fornemmelse af sin ringe Agtelse hos Provstiets

Gejstlighed, var altid ~en garde~, myndig, spændt i en overanstrængt

Værdighed. En Folkevittighed vilde vide, at han en Gang som Svar paa

et Cirkulære til »mine undergivne Præster« havde faaet et Brev

adresseret til »vor overgivne Provst«. Men han indsaà denne Gang at

have forløbet sig ved sin robuste Ligefremhed, hvorfor han rømmede

sig et Par Gange og tilføjede:

-- Man maa -- hm -- sandelig have et Øje paa hver Finger i disse

Tider ... Og disse -- Politikere, de forsømmer altid deres Sager.

-- Ja--a, det vèd jeg dog ikke ... skønt der ganske vist er en Fare

... Men Provsten var dog ogsaa meget fornøjet med min yngste Lærer

Hjorth i Yderslev, -- som jeg selv sætter megen Pris paa --

-- Naa, ja ... men er han da ogsaa --

-- Han har en levende politisk Interesse, men det er i den modsatte

Retning. Han stiller sig skarpt imod hele Bondepartiet.

-- Naa saadan. Ja, det er jo noget andet. Det bli'er jo en ganske

anden Sag ... Nej, jeg tænkte kun paa den tendentiøse Politik.

-- Nu taler han minsandten allerede om Vorherre, sagde Herredsfogden.

-- Ham skulde De virkelig give Deres Stemme, Pastor Krarup.

Det var i Efteraaret treoghalvfjerds, og det var dengang endnu ikke

bleven enhver Embedsmands anerkendte Pligt at være en god Kristen.

Herredsfoged Henriksen yndede at lapse sig med en holdningsløs

Vantro, der havde sin Rod i Ligegyldighed, og han drillede gærne

Præsterne, der irriterede ham ved godtroende at lade sig dupere af

Folk, han med sin koleriske Dom kaldte Kæltringepak, samt ved idelig

at klage over Restancer i Tiende og Smaaredsel uden at have

Bestemthed til i rette Tid at forlange Udpantning. -- Han gentog,

idet han bøjede sin smallæbede Mund ned til Præstens Øre:

-- De skulde virkelig give Kristen Pedersen Deres Stemme, Hr. Pastor

... Han lader til at være en mere kristelig Mand end Jessen.

-- Han er Grundtvigianer, sagde Provsten barsk.

-- Er han det, sagde Godsforvalteren. Det skulde man ellers ikke

høre, he! -- Han magter da ikke det levende Ord.

Kristen Pedersen var unægtelig trods sin lange Rigsdagsvirksomhed

ingen Taler. Men hver Gang Bønderne talte om deres Repræsentant, der

havde siddet saa længe i Tinget, ytrede ogsaa en eller anden med en

betydningsfuld Mine: »Han har aldrig talt i Salen« -- en Meddelelse,

der modtoges med en grundende Hovedrysten og Udbrud som: »Aa nej, --

det kan jo være troligt nok« eller et dristigere: »Nej, gu' har

Kristen Pedersen ikke det«. Man tænkte i Modsætning til »Salen« ikke

blot paa Udvalgene, -- hvor han for øvrig havde erhvervet sig en af

hans Fæller misundt Evne til at sove sømmeligt, -- men der lodes

endnu Rum aabent for Anelser om en mineagtig, hemmelighedsfuld

Virksomhed. Denne dommerlige Tilknappethed uddybede hans Anseelse hos

Landbefolkningen, for hvem det ikke at forløbe sig er den til en

Haandbylt sammenpressede Sum af praktisk Moral. »Han talte aldrig i

Salen« -- det var ikke længer en simpel Udtalelse af en Kendsgerning,

det var en bestemmende Ros til at sætte paa en Gravsten, en

Velsignelsesformel med en højtidelig, næsten gammeltestamentlig

Basunklang.

Han var en temmelig høj Mand, sværskuldret, med et firskaaret,

bredtrækket Ansigt. Han stod støt paa Valgtribunen; Armene, der buede

sig som et Par Hanke, støttede sig med Haandknoene fast paa

Rækværket; det var aabenbart, at han ikke frygtede for at falde ned.

Det var med det drævende, lidet bestikkende sydsjællandske Tonefald,

at han ganske sindig fangede de Fraser, der sværmede om i Luften og

trevlede dem op i deres naive Bestanddele, -- en efter en: --

Paastanden om Regeringens Imødekommen og Folketingsflertallets

forfatningsstridige Anmasselse, Beskyldningen for Anvendelse af

revolutionære Midler, statsretlige Bekymringer for Maskineriets

Standsning og profetiske Hallucinationer af uoverskuelige Farer.

Nægtelsen af Finansloven indeholdt ingen saadanne Farer; men at vige

tilbage for dette Skridt vilde have indeholdt en stor Fare: det vilde

være stiltiende at se paa, at Valgfriheden listedes ud af Hænderne

paa det danske Folk. De treoghalvtreds havde anset det for deres

Pligt nu at fremkalde en Appel til Folket. De frygtede ikke dets Dom.

Det lod til at Regeringen heller ikke frygtede den, for baade

Finansministeren og Consejlspræsidenten havde fortalt deres Vælgere,

at det var ligegyldigt, om Venstre kom forstærket tilbage. Det havde

slet ikke noget at sige, hvad Folket sagde. De kunde gærne spørge om

dets Mening, og Folket kunde svare dem, men de brød sig ikke noget om

Svaret. De blev i hvert Fald ganske rolig siddende, hvor de sad, og

forsikrede, at nu sad vi alle godt, ligesom Katten, da den sad paa

Flæsket.

»Store Ord og fedt Flæsk!« raabte en Stemme.

Ja, det havde Afbryderen Ret i, at Flæsket var fedt, og at deres Ord

var store --

»Men Kristen Pedersen holder nu paa det lille Ord,« raabte den samme

Stemme. Det var en ung Mand, hvis aabne Ansigt lyste af et

uforstyrreligt Humørs tvangfri Smil. Den aabenstaaende Vinterfrakke

var hvidslidt ved Knaphullerne og Lommerne, og Fløjlskraven krummede

sig graanet. Paa det fyldige blonde Haar sad lidt paa Snur en af

disse »politiske Huer«, som i det Aar var paa Mode; dens udfordrende

Staalspænde sendte til højre Side aristokratiske Straaler i Øjnene

paa Bønderne. Han stod urolig, trippende, vuggende sig i Hofterne, og

tyggede paa en sortladen Cigar. Hvert Øjeblik kom han med en

Afbrydelse, en Vits, der haarkløvede Talerens Ord, et eller

andet krakilsk Udfald mod Venstre, selvlavet eller hentet

fra »Fædrelandets« Stikords-Arsenal, mumlet, saa at kun de

nærmeststaaende hørte det, eller raabt for hele Forsamlingen, alt

efter som han vurderede det til. --

-- Det er jo Hjorth, som staar dèr, sagde Provsten. Han lader til at

være meget ivrig.

-- Ja, det morer ham altid, naar han kan komme til at drille lidt,

bemærkede Præsten.

-- Hm, ja han er jo en munter -- en lystig Fyr, det har jeg nok

mærket. Naa, men der hører jo virkelig meget Mod til saadan at træde

aabenlyst frem med en modsat Anskuelse ... Det er jo et helt Særsyn

... Lærerne er jo desværre saa afhængige af Bønderne.

-- Det er da et farligt Livstykke, du har faaet til Svigersøn, Per

Anders, sagde en lille Bonde.

-- Aa ja, lad ham, lad ham, svarede den tiltalte ... Naar det nu kan

more ham ... Den Grønskolling ... Han har jo ikke Alderen til at

stemme -- ikke engang til at vælges.

-- Aa nej ... aa ja ... det kan jo være saa rimeligt, indrømmede den

tykke Sognefoged flegmatisk, idet han stoppede Asken ned i

Træpibehovedet.