IV

I Dresden gik jeg strax hen i Røhrhofsgasse. Fru Jagemann var

forlængst flyttet derfra, og Folk i Huset vidste ikke længer, hvor

hun boede. Jeg kastede et vemodigt Blik paa Lysthuset i den lille

Have -- hvor Alt var uforandret -- og gik hen i »Zur Katze« for at

spørge, om Enkefru Jagemann ikke kom der mer. Her vidste de bedre

Besked: Minnas Moder var død for et Par Aar siden.

Jeg gik rundt i Byen, -- det var mig en uundværlig Nydelse at opsøge

vore dyrebare Steder; ikke alle vare uberørte af Tiden. Paa Terrassen

havde de nedrevet den lille Søile-Caffé, hvor jeg havde faaet den Idé

at tage til Rathen, og hvor vi havde truffet Stephensen; de Gader,

som vi vare gaaet igjennem den sidste Gang, da vi spadserede sammen,

existerede ikke mer, og man kunde neppe finde deres Spor i det nye

Kvarter af fordringsfulde Pragtbygninger. I Grosser Garten og Parken

begyndte Buskenes Knopper at grønnes stærkt -- vi vare i Slutningen

af Marts -- og Alt tog sig anderledes ud; men paa de sorte Stammer

læste jeg endnu de samme Navne-Plader, som vi den Gang havde studeret

sammen, -- een af dem havde et høist exotisk Navn, der formodentlig

faldt mundret nok for en Maorier eller Tahitianer, men hvis Udtale

forvoldte Minna de pudsigste Grimacer. Jeg blev staaende meget længe,

stirrende paa disse tørre Grene og Kviste og paa denne lille Tavle,

som om det var en Gaade, der skulde og maatte løses, men ikke kunde

løses. Og virkelig: jeg havde en Følelse af ikke at kunne begribe det

Hele: jeg begreb ikke, at denne Plante endnu stod her og havde det

samme uudtalelige Navn, -- begreb endnu mindre, at jeg selv var her,

og allermindst, at Minna ikke var her, eller at jeg ikke kunde gaa

hen i »Røhrhofsgasse« og omfavne hende. Slet Intet forstod jeg.

Da jeg endelig vendte mig om, saae jeg nogle Børn en halv Snes Skridt

borte stikke Hovederne sammen, le og løbe deres Vei. De troer

aabenbart, at jeg er gal -- og hvem veed, af Børn skal man høre

Sandheden!

Paa Tilbageveien kom jeg forbi den smukke Renaissance-Villa, som

Minna og jeg spøgende havde kaldet vor. En ny Gaade! Den Gang havde

det været selvforstaaeligt, at vi to byggede et Hjem sammen, men det

var en vild og latterlig Drøm, at vi nogensinde skulde kunne gøre det

i en saadan Pragtbolig. Og nu var det mere muligt, at jeg kunde blive

i Stand til at kjøbe denne Bygning, end at jeg kunde føre Minna ind i

det beskedneste Hjem. Ubegribeligt! Var det maaske allerede en

Galskab dette, at jeg havde en Følelse af ikke at kunne forstaa

Noget, hvor der vel i Virkeligheden Intet var at forstaa, hvor Alt

for en nøgtern Forstand var soleklart, #maatte# være saaledes, -- og

for mig #kunde# det ikke være saaledes! Galskab! Sonnenstein! Og

hvorfor ikke? -- bliver jeg indlogeret dèr, er det dog altid en

Fordel, at der ikke kommer en Napoleon og jager En ud, -- tænkte jeg.

--

Ved Solnedgang knaldede et Signalskud, der forkynder, at Elben stiger

usædvanlig. Den næste Morgen, da jeg endnu laa i Halv-Slummer,

allarmeredes jeg af det andet Skud, hvorved Faren for Oversvømmelse

indvarsles. Jeg stod strax op. Da jeg boede i Hotel »Bellevue«, var

jeg lige ved Floden. Fra om Aftenen af -- fortalte Portieren -- havde

der staaet Folk paa Broen, som hele Natten igjennem havde moret sig

med at iagttage Vandets Stigen, og den var nu helt sort af

Menneskemængden. Men selve denne Bro! ellers løftede den sig stolt

over Floden paa de høie Piller, og nu saae man kun en Række lave Buer

spænde sig hen over den mudrede Masse, der jog afsted ikke som en

Flod, men som en Lavastrøm, hvirvlende og malende, bedækket med

kæntrede Joller, Bjælker og Tømmerstokke, Tønder og Buske, der

vippede, dukkede under og skjød op igjen. Jeg trængte mig op paa

Broen. Hele Quaien var forsvunden og ligeledes det lille Engstrøg

foran Neustadt; derovre stod Haverne under Vand, og her skummede

Bølger og Hvirvler op ad Terrassemuren.

Ak, vort stakkels lille Rathen! tænkte jeg, -- hvorledes mon det ser

ud dèr? Mon det kjære Hus, hvor vi havde oplevet saa meget sammen,

skulde være oversvømmet, ja maaske blive revet bort! --

Jeg kunde ikke modstaa min Trang til at skaffe mig Overbevisning, og

faa Timer efter bragte Toget mig til Pirna, -- inde i sachsisk

Schweiz kunde der jo ikke være Tale om at komme over Elben. Da jeg

var gaaet over Broen, vendte jeg mig og kastede et Blik paa Byen: jeg

havde ikke seet den siden hin Dag paa Henreisen til Rathen, da den

havde vist sig i Kahytsvinduets Ramme, blank-vaad af Sommerregnen og

med en forjættende Lysning over Sonnensteins Gavle. Nu laa Stad og

den sørgelige, af Sindssvage beboede Fæstning i Sollys, men et koldt,

trættende Lys, der intet Vaarligt havde ved sig.

Jeg gik over Dorf- og Stadt-Wehlen og steg op igjennem den berømte

Zscherre-Grund, som passeres af alle Tourister, men nu var ganske

øde. Den fortrolige sachsiske Bjergnatur med sine barokke og steile

Former satte mig i en stærkt bevæget, men fortrædelig Stemning. Jeg

ønskede -- eller bildte mig det i alt Fald ind -- at en af disse

udhængende Klippeblokke vilde styrte ned over mig. Ved Firetiden

naaede jeg endelig til Bastei, traadte ud paa Platfonden og saae

Ødelæggelsens Vederstyggelighed for mine Fødder.

Af Erbgerichts Terrasse vare kun Lindekronerne med deres Toppe oven

Vande -- et stort Krat i Randen af Strømmen, der næsten helt havde

opslugt Medbeileren »Rosengarten«. Imellem dem var Floden strømmet

ind i Rathener Dalen, som ellers sendte sin beskedne Bæk ud til den.

De tre smaa Huse, der bag ved nogle Kviste af »Rosengarten« vare

betrængte mellem den ubevægelige Klippe og den rivende Strøm, frembød

det ynkeligste Skue. Det første stod halvt i Vand; Værkeierens Hus,

der laa lidt høiere og desuden havde en Sokkel paa tre-fire Alen,

havde endnu Indgangsdøren fri -- men kun for En, der vilde bade sig;

Vandet skummede mod den skjulte Stentrappe som mod et Rev, --

Træstilladset med det lille Lysthus, hvor vi saa ofte havde siddet,

var revet bort, -- kun et enkelt Bræt strittede ud -- lidt til Siden

for Døren -- og vippede et Par Fod over Vandet, som et Svømmebræt.

Det tredie Hus stod atter mere under Vand. Takket være min gode

Reisekikkert saae jeg alt dette ganske nøiagtig. Paa den flade,

hinsidige Bred, om hvilken Floden krummede sig, var der intet Andet

at bemærke, end at den var traadt længer tilbage, og at Græsset uden

bestemt Linie groede ud i Vandet.

Et trist Syn -- saa meget mer som det intet Vildt havde ved sig. Seet

fra dette overlegne Stade syntes denne unaturlig brede Flod ikke --

jeg vil ikke sige at rase, men ikke engang at have Hast; kun anede

man den uhyre, uimodstaaelige Bevægelsesmængde. Stille og fredelig

var den i sin Tid gledet forbi vor Idyl, som det bevægede, af sig

selv optagne Liv strømmer de lykkelige Existenser forbi, der

Intet begjære af det; den var brudt ind i denne Idyl, nedrivende

og bortskyllende; men lidenskabsløst havde den øvet sit

Ødelæggelsesværk, og ligegyldig jog den forbi det -- som Livet, som

Skjæbnen!

Det blæste koldt, var blevet overtrukket -- ja, begyndte endog at sne

lidt. Et trist -- nedknugende -- Skue men jeg vilde ikke have

bortbyttet det for et Blik ud over smilende Egne, gjennemstrømmede af

en befærdet Flods brede Vei. Dette behagede mig, som det behager En

at bide i en øm Tand. Saaledes kunde jeg taale at gjense Rathen. Jeg

var ogsaa glad over, at jeg aldrig havde været heroppe med Minna.

En prosaisk Omstændighed hindrede mig forøvrig i at hengive mig for

meget til den elegiske Stemning: jeg var næsten syg af Sult. Da jeg

havde spist, syntes jeg, det var for sent at gaa ned til Rathen, og

jeg opsatte dette til den følgende Dag. Jeg steg ned imod Elben ad en

Skovvei, som gaar af fra Rathener-Nedstigningen, men betegner sig

selv som »forbuden Vei«. Jeg kom til at tænke paa den barske

Skovbetjent og ønskede at møde ham. Denne Sti maatte føre mig ned paa

#den#, som Minna og jeg havde fulgt paa Hjemveien fra Stenbruddene.

Men den gjennemtrængende Vind, der pjaskede mig bestandig tættere

Tøsne i Ansigtet, jo længer jeg kom ned, fik mig snart til at vende

om. Oppe paa Høiden var det ganske vist let at finde Læ, men overalt

var der ubehageligt, og jeg selv var mindre sørgmodig end ærgerlig:

hele denne Udflugt forekom mig at være en Dumhed. Saasnart Solen var

gaaet ned -- farveløst -- trak jeg mig tilbage til mit Værelse, hvor

det trak afskyelig, og faldt endelig i Søvn ved den ensformige

Vuggesang af susende Fyrrer.

Den næste Dag var det rent Foraarsveir. Udsigten var ganske

uforandret, men der blev sagt, at Floden var begyndt at falde. Da jeg

vilde til at gaa, reiste en enlig Gjæst sig fra sit Bord og raabte:

-- »Nei, er det Dem, Hr. -- Hr. Professor! syntes jeg ikke nok!« --

Det var Skolelæreren, Hr. Storch. Jeg veed ikke, om jeg blev glad

eller ærgerlig over at se ham, men vist er det, at jeg ønskede ham

Pokker i Vold, da det viste sig, at han hængte paa som en Burre og

vilde »slaa Følgeskab« med mig. Han havde givet Ferie paa Grund af

Oversvømmelsen og var nu vandret op paa Bastei for at »faa et

Overblik«. Der var ikke andet at gjøre end at tage imod Følgeskabet,

jeg havde ikke Tid til at opsætte Turen, -- med mindre jeg vilde

overnatte een Gang til paa Bastei. --

-- Se, De faar Selskab til Middag -- det kan maaske blive helt _table

d'hôte_, udbrød han, idet vi gik ned mod Broen, og pegede tilbage paa

en Wienervogn, som et Par dampende Heste trak hen foran Hotellet. --

»De kommer fra Pirna -- jeg kjender Kjøretøiet -- det er en Spitzbub

af en Vognmand, -- han trækker de Reisende frygtelig op.«

En Damehat stak ud af Vinduet og lod et langt sort Slør flagre til

Siden.

-- Ei -- Damer er der ogsaa med -- en ung, tør jeg vædde paa -- det

er nok Noget for Dem. --

-- Kom nu, sagde jeg uvillig og skyndte mig ud paa Klippebroen.

I Stormskridt gik det nedad det første Stykke; da vi vare komne paa

lidt jævnere Vei, begyndte han, som jeg havde ventet, strax at tale

om Minna, idet han lod, som om han var uvidende om, at vi havde været

forlovede -- maaske var han det ogsaa.

-- De kan jo nok huske Minna Jagemann? -- o, saamænd kan De -- jeg

saae jo, hvor De gik og gjorde Kur til hende paa Skovveien .... Naa,

det gjorde De ret i .... Ja, tænk Dem, hun blev dog gift med den

Maler, som jeg fortalte Dem om, Deres Landsmand -- man kan ogsaa

gjøre en Skjelm Uret. De har vel ikke glemt, at jeg fortalte Dem, hun

havde haft en Slags --

-- Ja, ja, jeg husker det Altsammen meget godt.

-- Og De har ikke seet hende i Danmark? -- Landet er da ikke saa

stort.

-- Jeg har hele Tiden levet i England.

-- Ei, ei! ja, jeg syntes nok, der var kommet saadan -- ligesom noget

Engelsk ved Dem.

Jeg fik ham til at tale om Oversvømmelsen, og hvad Skade den

tilføiede de stakkels Beboere. Det var dog nok kun de to Gjæstgivere

og Eierne af de tre Huse ved Floden, der kom til at lide noget Tab.

Da vi kom ned i selve Rathen, bød jeg Farvel, idet jeg lod den

»engelske« Side af mit Væsen træde saa stærkt frem, at den brave

Tydsker ikke følte Lyst til at paanøde mig sit Selskab længer.

Elbens Oversvømmelse var ikke trængt saa langt ind, men Bækken var

stærkt opsvulmet. De simple Spanger, der førte over den, holdt dog

endnu. Jeg gik over til Kammerherrens Villa, der naturligvis var

lukket, kom forbi den lille Birke-Allée, og stod pludselig ved mit

Maal: Grotten »Sophien-Ruhe«. Bænkene vare tagne ind; jeg satte mig

paa Bordets Stenplade. Rundt om kvidrede Smaafuglene lystig, Buskene

syntes at aande Vaarluften ind med en Mængde smaa grønne Gjæller, og

Træernes Knopper straalede i Sollyset hvidt mod den blaa Himmel.

Atter havde jeg denne underlige Følelse af ikke at kunne forstaa

Noget: jeg forstod ikke -- enten at jeg var her, eller ogsaa at hun

ikke var her. Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, som

Aften efter Aften havde siddet paa det samme Hjørne af Stentrinet,

lysende efter en Mage; og det forekom mig, at hvis jeg med al min

Villieskraft koncentreret i mit Savn kunde blive siddende her, saa

maatte jeg med Naturnødvendighed trylle Minna til mig.

Man paastaar, at en Døende i et Nu skal kunne gjennemleve sit hele

Liv i alle dets Hovedtræk, som om hans Bevidsthed allerede var hævet

over Tidsfølgens jordiske Betingelse. I dette Øieblik døde min Ungdom

i mig, og den gjennemlevede til Afsked hele min Kjærligheds Forløb,

Alt hvad jeg har betroet til disse Blade og endnu mange halvt

forglemte Smaatræk -- det forekom mig, at jeg saae det Altsammen paa

een Gang og fra oven, ligesom jeg oppe fra Klippetinden havde

overskuet hele dens Fødeegn. Og derved sprang een Ting mig i Øinene,

som jeg før ikke havde bemærket, -- den Omstændighed, at vi Alle

havde ladet os lede og drive næsten villieløst med Omstændighedernes

Strøm, uden paa noget Punkt at gribe energisk ind med et: saaledes

skal det være! Selv Stephensens Optræden, der ganske vist gav sig

Udseende af en vis Selvstændighed, havde i sit Inderste den samme

Charakter: han havde aabenbart givet efter for sin skinsyge Længsel

efter at se Minna, inden hun var uigjenkaldelig tabt, og med den

Tanke: lad os se, hvad der kan komme ud deraf -- hvem veed -- maaske

tilfalder hun dog mig.

Men nu? kunde det ikke nu blive anderledes? var der ikke Tid endnu

til at træde imellem med et: »jeg vil«? Et Ægteskab er ikke længer

uopløseligt, -- hendes var ulykkeligt. Jeg vidste det vissere, end om

hun havde sagt mig det med Ord: at Alt, hvad hun havde haabet, var

uoprettelig tabt, at han var gjennemskuet, veiet og fundet for let,

-- medens han selv paa sin Side forlængst var kjed af hende. Han var

jo desuden, som han tidt nok pralede af, en Mand, der ikke delte de

gængse Fordomme, og mindst af Alt vilde han vel kunne paastaa, at et

mislykket Ægteskab ikke med Rette skulde kunne opløses, eller at det

var forsvarligt at holde paa en Hustru, der ikke vilde blive. Ganske

vist ere Frihedstheorierne ikke altid velkomne, naar de vendes imod

Frihedsmændene selv, men om ogsaa hans Forfængelighed krympede sig --

#kunde# han endelig modsætte sig, naar #hun# vilde og naar #jeg#

vilde?

Vilde #hun#? -- Hun havde gjort Prøven, og den var mislykket. Hvorfor

ikke opgive det Umulige og virkeliggjøre det Mulige? At hun havde

bevaret sin Kjærlighed og sin Tillid til mig, følte jeg med en

usvigelig Vished.

Vilde #jeg#? ja! -- Jeg vil! jeg sagde det for første Gang i vort

Forhold, -- sagde det med Jubel. Imorgen Aften kunde jeg være i

Kjøbenhavn, og om to Dage skulde jeg tale med hende.

Sælsomme Drømmer-Natur i Mennesket! Maaske har jeg aldrig, medens jeg

i hine Dage havde Minna ved min Side, følt mig saa lykkelig, som i

dette Øieblik, da jeg saae tilbage over vor første ungdommelige

Elskov og frem imod dens Fuldendelse i en prøvet ægteskabelig

Kjærlighed, og disse to Dele i min Villie sluttede sig sammen til eet

Liv.

Saa sande ere Mytherne om det tabte og det tilkommende Paradis:

Lykken er en Erindring og et Haab.

V

I dette Øieblik hændte der Noget, som den Gang forekom mig

overnaturligt, og som gjør det ogsaa nu, da jeg gjenoplever det.

Gruset knirkede under lette, hurtige Skridt. Jeg foer sammen.

Situationen var saa lig den Gang, da jeg sad her og Minna kom, at jeg

fuldt og fast troede, det maatte være en Hallucination -- og

virkelig, det lød ganske som om det var en Gjentagelse -- en Copi,

kunde jeg næsten sige, -- af hine Skridt. »Hvis denne Hallucination

bliver ved og er konsekvent, tænkte jeg, -- saa faar jeg hende at se

-- og hvad skal der saa blive af mig! Min Gud! skulde jeg virkelig

være ved at blive afsindig, som jeg sagde igaar i Spøg -- -- --

Jeg sprang ned fra Bordet med et Skrig, og med et Skrig standsede

Minna foran Grotten -- ja, Minna, hun selv, intet Phantasibillede.

Vi havde endnu ikke fattet os, da Stephensen viste sig og hilste med

et overrasket, men tillige lidt ironisk Smil, der tydelig nok sagde:

dette er virkelig et Tilfælde, der ser ud som en Tanke.

De behørige Udbrud: »Er du her?« »Det kalder jeg en Overraskelse!«

»Jeg troede, De var i England.« »Jeg tænkte mig Dem i Kjøbenhavn,«

maskerede i et Par Minutter den gjensidige pinlige Forlegenhed.

Efter den første nerveuse Henrykkelse havde sat sig, som det

pludselige Syn af Ens Elskede uudblivelig medfører, følte jeg en

smertelig Skuffelse. Herren og Fruen paa Lystreise sammen, -- hvor

lidet passede det til det Forhold, jeg havde tænkt mig imellem dem,

til den Plan, der havde begeistret mig!

-- Formodentlig underveis sydpaa, til Italien?

-- Nei, vi vil indskrænke os til Sachsen.

-- Du har vel Forretninger i Dresden?

Minna var -- mærkelig nok -- aabenbart den af os, som hurtigst fandt

sig tilrette i Situationen, -- hun vedblev kun at aande hurtigt og

uregelmæssig.

Hendes Smil og Stemme, ja endogsaa hendes Bevægelser udtrykte en

levende Glæde over dette Gjensyn.

-- Du skal vel tilbage til Pirna? Det var udmærket, saa kan du kjøre

med os.

-- Ja, der er god Plads, sagde Stephensen. -- Det er ingen Kaleche.

Og for Resten, hvis det var en, skulde jeg gjerne sætte mig op paa

Bukken.

Han udkommanderede sit sædvanlige Høfligheds-Smil; Læberne lystrede,

men Øinene ikke. Han var tydelig nok irriteret; men Minna bemærkede

det ikke, -- eller brød sig ikke derom: --

-- Ja, det kan saamænd godt være, at vor Passiar kommer til at kjede

dig, vi har meget at tale om -- efter saa mange Aars Forløb.

Vi begav os straks paa Tilbageveien. I et Vindue paa Skolebygningen

stod Læreren. Han hældede sig langt ud af det og blev ved at følge os

med Øinene. Minna lo:

-- Naa, min Herr Fætter existerer ogsaa endnu! kan du huske, da han

traf os paa Skovveien! Gud veed, hvad han gjør sig for Tanker! Bare

han ikke stirrer sig Øinene helt ud af Hovedet.

Hun blev ved at le og spøge -- lidt exalteret, syntes jeg.

-- Dèr har vi den rare gamle Savmølle, hvor jeg kom med Smaapigerne

om Morgenen og drak nymalket Mælk. Hvorfor var du aldrig dèr? Men paa

den Tid sov du naturligvis paa dit grønne Øre, -- saadan er I jo

altid.

-- Men du havde aldrig sagt mig, at du var der paa den Tid?

-- Skal I da have Alting ind med Skeer?

-- Jeg for min Part spiser helst solide Sager og med Gaffel, sagde

Stephensen.

Minna saae forbavset -- ikke just paa ham, men i den Retning, hvor

han befandt sig, som om det undrede hende, at der kunde komme nogen

Bemærkning derfra.

Da det begyndte at gaa opad, døde Samtalen snart hen. Stigningen

faldt Minna besværlig, hun maatte hvert Øieblik standse paa Grund af

Aandenød og Hjertebanken. Stephensen gik et Par Skridt foran, -- hun

tog min Arm og støttede sig til mig.

Ved Bordet var Samtalen temmelig træg og intetsigende. Men da Vognen

rullede afsted med os, trykkede Minna sig magelig til Rette i Hjørnet

og sagde: --

-- Se saa, Harald! nu maa du fortælle mig, hvordan det er gaaet dig i

disse Aar -- Alt muligt -- løst og fast.

Jeg efterkom Opfordringen, saa godt jeg kunde. Minna betragtede mig

uafbrudt, saa hendes Blik undertiden bragte mig ud af Fatning, -- hun

smilede ogsaa bestandig, men undertiden paa en Maade, som om hun

tænkte paa helt andre Scener. Undertiden lo hun, ja hun drillede mig

endogsaa lidt med de engelske Skjønheder.

-- Aa hvad, udbrød jeg lidt ærgerlig -- Skjønheder! jeg har Ingen

seet, der var saa smuk som du.

Minna kastede sig tilbage og lo med Lommetørklædet for Munden.

-- Naa, dèr fik du da en Compliment, der kan forslaa Noget,

henkastede Stephensen.

Han sad paa Forsædet, saae for det meste ud af Vinduet og tændte den

ene Cigaret ved den anden. Naar han indskjød en Bemærkning eller et

Spørgsmaal -- om Kunstforhold i London eller Sligt -- saae Minna paa

ham med hint forundrede og haarde Blik: saaledes ser man paa et Barn,

der har været uartigt, og uden at have bedt om Forladelse troer at

kunne lade, som om der Intet var i Veien, og blande sig i Samtalen.

Det var aabenbart, at denne Behandling generede ham i høi Grad: han

tav virkelig hver Gang snarest muligt. Men ogsaa mig generede den;

hvor pinligt det end vilde have været for mig at blive Vidne til en

kjærlig Fortrolighed imellem dem, saa snørede det dog Hjertet sammen

paa mig at se deres ulykkelige Forhold afsløret saa aabenlyst, og

jeg forstod ikke, at hun vilde gjøre det -- selv overfor mig.

Egentlig havde jeg villet fortie mit Møde med den tydske Musiker, men

da det kom til Stykket, fortalte jeg det dog. Minna sagde Intet, men

stirrede ud af Vinduet. --

-- Komisk, saa Verden dog er lille, bemærkede Stephensen. Man støder

altid paa hinanden igjen, enten direkte eller indirekte.

-- Og saa var det, du reiste? spurgte Minna pludselig, idet hun

dreiede Hovedet, hurtig som en Fugl, og saae paa mig med et

gjennemtrængende Blik.

Denne Vending overraskede mig fuldstændig.

-- Ja -- saa, saa reiste jeg, stammede jeg og blev rød i Hovedet.

Stephensen betragtede os med et uendelig ironisk Blik, som om han

sagde: »Nu kommer der vel snart en Erklæring _in optima forma_, -- ja

jeg skal saamænd ikke høre Noget, gener jer blot ikke.« Minna

tilkastede ham et kort Blik, og han holdt strax op med at smile.

-- Sig mig, Harald, spurgte hun og lænede sig frem paa Armen, --

hvorfor kom du ikke ind til os -- den Aften -- paa Cafféen?

-- Hvilken Caffé?

-- Det veed du jo godt .... Du troede ikke, at jeg havde seet dig?

Jo, jeg gjorde saamænd -- men først tilsidst -- du husker nok -- da

jeg lo ad Stephensen -- og ad -- ad dem allesammen forresten. --

Stephensen satte et høist værdigt Ansigt op og strøg sig mellem

Flippen og Halsen -- en Yndlingsgestus. Minna vendte sig endnu mere

bort fra ham og saae paa mig med et lidt drillende Smil.

-- Jeg kjendte jo ingen Andre af Selskabet -- og -- desuden --

-- ønskede du ikke at træffe mig i det Selskab -- det gjorde du

sandelig ret i. --

Men nu følte Stephensen, at det var paa høie Tid at holde paa

Værdigheden.

-- Jeg maa sige, det er en høist mærkelig Maade, hvorpaa du omtaler

det Selskab, som vi har omgaaedes. --

-- Du -- ikke jeg. Jeg har maattet finde mig i at være der.

-- Det er meget beklageligt, at jeg ikke kunde skaffe dig det bedre!

Det var imidlertid næsten lutter Folk af de aandrigste Kredse -- --

-- Maaske. Jeg hørte ikke hjemme i det Selskab, og Harald altsaa

heller ikke.

Stephensen kneb Læberne sammen og sendte hende et ondskabsfuldt Blik.

-- Du maa selv bedst vide, hvor du hører hjemme.

Minna foer sammen og trykkede Haanden ind under Brystet, som om hun

havde faaet et Stik. Jeg anede, at der i disse Ord maatte ligge en

skjult Gift. Den Forestilling faldt mig ind, at jeg sad her som en

Præst, der kjører med en Dødsdømt til Skafottet, og at det var en

Politiofficiant, som sad dèr ligeoverfor mig.

Jeg led usigelig -- men jeg følte, at Samtalen for enhver Pris maatte

dreies ind paa et ufarligt Spor. Vi havde lige faaet Pirna i Sigte,

og jeg spurgte, om de vilde overnatte dèr, eller tog med til Dresden.

-- Nei, vi overnatter -- maaske -- tager vi lidt til Bøhmen, svarede

Stephensen. Minna, der næsten havde bøiet sig ud af Vinduet, vendte

sig strax efter om imod mig; hendes Ansigt var farveløst og næsten

fortrukket:

-- Bliver du nogle Dage i Dresden? -- men dette Spørgsmaal ledsagedes

af et Blik, der rettede det til en Bøn.

Mit Svar lod vente paa sig. Skulde jeg ikke benytte Leiligheden til

at vise mine Kort en Smule? Hvis jeg vilde gjøre det, var der ingen

Tid at spilde.

»Da De overraskede mig i »Sophiero««, sagde jeg langsomt og

eftertrykkelig -- »var jeg ganske vist kommen til den Beslutning,

endnu iaften at reise til Kjøbenhavn.«

Ved de sidste Ord gjorde Stephensen en uvilkaarlig Bevægelse. Saa tog

han sig sammen, og hans Træk lagde sig i høist misbilligende Folder.

Skuddet havde truffet i Centrum. Det saae jeg ganske tydelig, skjøndt

mine Øine vare fæstede paa Minnas, der ufravendt betragtede mit

Ansigt. I deres vidunderlige olivenbrune Dyb bemærkede jeg et gyldent

Lysglimt, som bestandig blev mere tindrende.

-- Jeg forstaar, sagde hun -- eller snarere hun aandede de to Ord ud,

næsten uden at bevæge Læberne.

-- Men nu vil jeg naturligvis forandre mine Planer. Jeg har nok at

gjøre i Dresden til at beskjæftige mig i et Par Uger. I #flere# Uger,

om det skal være.

-- Det glæder mig, sagde Minna.

Stephensen tog Tilflugt til sin Yndlingsbevægelse -- (Pegefingeren

mellem Hals og Krave) -- og syntes at være oplagt til at gjøre en

skarp Bemærkning, saasom at jeg for #deres Skyld# ikke behøvede at

træffe andre Bestemmelser; men han betænkte sig.

Ingen af os sagde et Ord mer.

Jeg havde allerede i Begyndelsen bemærket, at jeg boede i Hotel

Bellevue. Jeg vidste altsaa, at Minna kunde sætte sig i Forbindelse

med mig, naar det passede hende. Og jeg tvivlede ikke om, at hun

vilde gjøre det. Paa #det# Punkt var jeg beroliget. Derimod forvoldte

denne underlige Reise mig ikke ringe Ubehag.

»Hvad mon de egentlig vil her?« tænkte jeg. -- »Det er aabenbart at

de ikke tager til Bøhmen.«

Hvorfor jeg fandt det aabenbart, vilde det have været vanskeligt for

mig at forklare. Jeg følte det ....

Der Wagen rollt, es dröhnt die Brücke,

der Fluss darunter fliesst so trübe,

ich scheide wieder von dem Glücke,

vom Herzen, das ich innig liebe.

Saasnart vi vare komne over Broen, lod Stephensen Vognen holde.

Jeg trykkede længe Minnas Haand, hilste paa ham og skyndte mig hen

til Banegaarden.