III

Hertz blev begravet tre Dage efter paa »Der weite Kirchhof«.

Jeg veed ikke, om Jøderne i Dresden maaske ikke holde sig strengt til

den mosaiske Kirkegaard, eller om den uorthodoxe Familie forlængst

var traadt ud af Synagogen. Dengang tænkte jeg ikke derover, jeg

tænkte over Intet, -- jeg sandsede neppe. Jeg har derfor heller ingen

Anelse om, hvorvidt der blev holdt Tale, eller om det var en jødisk

eller christen Præst, som forrettede Ceremonien -- vil et Øienvidne

paastaa, at det var en Derwisch eller en Druide, saa for mig gjerne.

Det Hele staar for mig som en forvirret Drøm. Jeg husker, at

Kjæmpepoplerne susede tungt og søvndyssende, og at nogle Smaafugle

kvidrede i det skarpe, kjølige Sollys. Og saa ser jeg, lidt foran mig

tilhøire, Minnas sortklædte Skikkelse. Det var for mig -- for hende

med, kan jeg tro -- ikke saa meget den gode, gamle Ven, vi begravede,

som vort eget korte og lykkelige Samliv, hele vor Kjærlighed. Ved

Kirkegaardsporten trykkede vi hinanden i Haanden fast og længe -- for

sidste Gang i mange Aar.

Minna havde fortalt Fru Hertz Alt.

-- De har handlet rigtig, sagde den gamle Dame til mig den følgende

Dag. Og stakkels Minna! hun har i alt Fald troet at handle rigtig.

Men det gjør mig frygtelig ondt og ikke mindst for hende.

Jeg hørte af hende, at Stephensen reiste til Danmark om faa Dage for

at gjøre Alt rede, og at Minna snart skulde følge efter. Selv tænkte

jeg kun paa at komme bort. Min Onkel havde ikke Noget imod, at jeg

kom allerede nu, og en Uge efter gamle Hertz's Død var jeg

reisefærdig.

Fru Hertz forærede mig ved Afskeden det lille Manuskript af Heines

Digt -- hvor bittert sandt passede det nu paa mig! og dog var det mig

saa dyrebart. Jeg har bevaret det som en Helligdom, hvis Ufalbarhed

bragte engelske Samlere til Fortvivlelse.

* * *

Der gik Aar hen efter Aar med anspændt, næsten rastløs Virksomhed. I

Begyndelsen fulgte det af sig selv, at jeg neppe saae Andre end

Fabrikkens Arbeidere og Funktionærer, -- derefter var det blevet mig

til en Vane, som tiltalte mig. Med min Onkel kom jeg godt ud af

det, uden at vi dog blev fortrolige. Han fandt Behag i min

Arbeidsdygtighed. Efter et Par Aars Forløb frygtede han, at jeg

skulde overdrive den, blive »Forretnings-Pebersvend«, som han kaldte

det. Han opfordrede mig til at tage mere Del i Livet: en Mand i en

saadan Stilling bør skabe sig Forbindelser.

Lidt efter lidt gav jeg efter og forandrede min Levevis noget.

Der blev ikke Tale hverken om Cavalkader i Hyde-Park eller om

Ferieren paa Herregaarde, men jeg lærte en Del brave Borgerfamilier

at kjende -- næsten alle velstaaende Fabrikanter. De unge Damer vare

ikke Arvinger til Millioner, men ikke mindre smukke for det -- de,

der #var# smukke -- og tomhændet vilde Ingen af dem komme til at gaa

ind i Ægteskabet. Forresten behagede den langagtige engelske Type mig

ikke særlig -- jeg havde et andet Ideal i Hjertet -- og min

Koldsindighed ærgrede ofte mine Kammerater, der ansaae den for

Hykleri.

Endelig lærte jeg en ung Pige at kjende, der gjorde et vist Indtryk

paa mig, og om hvem min Onkel snart erklærede, at hun ikke var

ligegyldig overfor mig, -- en Paastand, som unægtelig smigrede mig i

høi Grad. Hun var eneste Barn af en Klæde-Fabrikant, som var mer end

velhavende, i alt Fald efter danske Forhold. Hun viste mig megen

Venlighed om end indenfor rent selskabelig Form. Jeg var ikke just

vis paa, at min Onkel havde Ret i, at jeg med lidt god Villie maatte

kunne vinde hendes Hjerte med tilhørende Haand, men jeg tænkte mig

Muligheden deraf. Jeg ønskede det halvveis og begyndte at glide over

i et mindre »selskabeligt« Forhold.

Det var lige efter Jul -- den fjerde, efter at jeg havde forladt

Dresden.

Saa var det en Aften, at jeg paa en Koncert af en Ven blev

præsenteret for en tydsk Musiker, som vel kunde være et Par Aar ældre

end jeg, maaske ogsaa mer.

Han havde spillet en Violin-Cavatine, -- det var en mindre, halvt

privat Concert; paa større Concerter optraadte han sjelden, skjøndt

han vistnok var dygtig nok dertil. Han havde sit rigelige Udkomme ved

at undervise i Violin- og Claverspil. I hans Ydre var der noget

Distingveret og ikke saa lidt Slapt.

Vi kom til at gaa alene hjem sammen. Tydskeren var meget snaksom, han

gjorde tykt Nar ad de gode Englænderes Musikalskhed og fortalte med

en Del Humor flere Anekdoter, blandt Andet om en ung, rig Miss, der

havde indfundet sig hos ham for paa otte Dage at lære at spille

»Maaneskinssonaten« (naturligvis første Sats) -- hun havde aldrig

rørt et Claver.

Vi gik ind i en Restaurant for at spise til Aften, og forlangte Ale.

»Prost,« sagde jeg og drak ham til, -- »det er dog en herlig Drik!«

-- »Saamænd,« brummede Tydskeren og strøg et Par Draaber af

Knebelsbarten -- »men jeg siger dog: Hvem der sad i »Drei Raben« med

et godt Glas Spaten-Bräu foran sig, som jeg paa denne Tid af Døgnet

har gjort mangen god Gang.« -- »De er kjendt i Dresden!« foer det ud

af mig. Drei Raben! hele Scenen med Stephensen stod lyslevende for

mig. -- Tydskeren smaalo: »Det skulde jeg mene, men jeg vidste ikke

af, at De havde været dèr. Længere Tid?« -- »Et Par Aar, jeg gik paa

Polytechnicum -- det er nu fire Aar siden jeg tog derfra«. -- »Hm.

Jeg var der et Par Aar før -- spillede hos Lauterbach .... Det var

noget Andet end London -- saadan en Opera! Ak ja, ja, ja!«

Han trommede med Fingrene paa Bordet og stirrede drømmende ud for

sig: »Opvarter -- Johannisberger Schloss! -- til tydske Minder, tydsk

Vin!«

Ungdommens gyldne Dage, Kunstnerliv! tænkte jeg. -- Han hænger ogsaa

ved sine Dresdener-Erindringer, ak! hvad kunne de være imod mine!

Vinen kom; han skjænkede i: »En Skaal for vore Elb-Florentiske

Dage!« Vi klinkede, drak ud og stirrede længe tavse hen for os.

»De kom vel ogsaa tidt hos Renner -- i »Drei Raben«, mener jeg?«

spurgte han i en aandsfraværende Tone. -- »Nei, jeg har kun været der

en enkelt Gang. Maaske boede De i Nabolaget?« -- »Ja, lige tæt

derved.« -- »Hvor?« foer det ud af mig -- mit Hjerte bankede stærkt.

-- »Hvis De kan huske en lille Gade -- Röhrhofsgasse.« --

»Röhrhofsgasse!« gjentog jeg og stirrede paa ham. Han smilede: »Har

De maaske ogsaa boet dèr? det var et underligt Træf!« -- »Nei, boet

dèr har jeg just ikke, men jeg havde dèr min jevnlige Gang -- jeg kom

til en Familie dèr.« -- »Ja saa! Hm! .... i disse Smaagader kjender

jo Alle hinanden, maaske har De tilfældigvis hørt Noget om de Folk,

som jeg logerede hos, -- det var en Gymnasiallærer --.« »Jagemann!«

udbrød jeg. Musikeren førte just et fyldt Glas til sine Læber og

spildte, saa de gyldne Draaber perlede ned over Kjoleopslaget. »Ja,

det var hos dem jeg boede,« sagde han og tørrede sig omhyggelig. Nu

vidste jeg, hvem jeg havde for mig: det var hendes første

halvt-barnlige Kjærlighed, den Musiker, som Stephensen havde seet

hende give Afskedskysset. »Og det var hos dem jeg kom,« sagde jeg;

»det vil sige, Jagemann var død, det var hos Fruen og Datteren.« --

»Minna, -- det var en smuk Pige!« Vi stirrede begge ned i vore Glas,

som om vi med Heine saae Alt deri --

vor Allem aber das Bild der Geliebten,

das Engelköpfchen auf Rheinweingoldgrund.

»Veed De, om hun -- Minna Jagemann -- om hun siden -- er bleven

gift?« spurgte han endelig.

Jeg fortalte, at hun havde ægtet en dansk Maler, gjorde nogle

Bemærkninger om hans Stilling og Omstændigheder og berettede det

Lidet, jeg havde hørt om dem gjennem Bekjendte -- at hun havde faaet

en Datter, som var død for et Aarstid siden.

Musikeren sad tavs ligeoverfor mig, tømte hyppig sit Glas og huskede

ikke altid at skjænke for mig -- han havde bestilt en Flaske til og

indviet den med et Glas for »Die schöne Jagemann«. Ogsaa jeg tav --

»wir schwiegen uns aus«, som Schumann en Gang skal have sagt. --

Da jeg denne Nat lagde mig til Hvile, var jeg paa det Rene med, at

jeg havde været i Færd med halvt i Sløvhed at begaa en Uhæderlighed

og en Dumhed, skjøndt Ingen vilde have kaldt det det første og Alle

vilde have kaldt det klogt. Fra den Dag af trak jeg mig tilbage fra

Klædefabrikantens Hus.

Min Onkel besværede sig over min lunefulde Opførsel. Jeg klagede over

Hjemve, -- trængte til at besøge mine gamle Bekjendte. -- En Uge

derefter var jeg i Kjøbenhavn.

* * *

Mine Bekjendte i Danmark vare ikke mange, og Ingen af dem havde

direkte Omgang med Stephensens. Men takket være vor Hovedstads

Sladderagtighed, hørte jeg dog en Del om dem paa anden, tredie Haand.

At jeg spurgte mig for om en Dresdener-Bekjendts Skjæbne i Danmark,

kunde neppe være paafaldende, og hvis Nogen anede en dybere

Interesse, saa bekymrede jeg mig ikke stort derom. Jeg vilde vide

Besked.

Den almindelige Mening var, at de levede lykkelig sammen, det var jo

et Passions-Giftermaal, en Ungdoms-Kjærlighed -- maaske en første.

Men Andre sagde, at hans Courmageri -- en skarp Tunge kaldte det

Liaisoner -- neppe kunde undgaa hendes Opmærksomhed, og at hun

rimeligvis var meget lidenskabelig og heftig. Tvertimod, paastod

Enkelte, hun var blid, men enfoldig. »Enfoldig!« udbrød Flere, »hun

kan jo sprudle af originale Indfald, -- men de er ikke altid

behagelige for Alle, hun har et meget skarpt Blik for Folks Feil.«

»Hun er i alt Fald interessant,« sagde en ældre Mand. »Men hun er

uden Interesser,« bemærkede en yngre Litterat. Men en Dame, der boede

ovenover Stephensens, oplyste, at hun i alt Fald var en passioneret

Musik-Elsker, da hun som oftest spillede den halve Dag. Det

forundrede Alle, da de aldrig i Selskaber havde hørt hende røre

Claveret, og hun kun sjelden viste sig ved Concerterne. Hendes Ydre

var man temmelig enig om at beundre.

Jeg havde snart været i Kjøbenhavn i fjorten Dage, og endnu ikke seet

et Glimt af hende. Skulde jeg ligefrem gaa op og besøge hende? Jeg

overveiede dette Spørgsmaal for Gud veed hvilken Gang, da jeg

temmelig sent om Aftenen traadte ind i Café à Porta. I det forreste

Værelse var der kun et Par Gjæster. Idet jeg saae mig om for at vælge

min Plads, hørte jeg fra Side-Cabinettet en Stemme, der ikke var til

at tage Feil af: det var Stephensens -- kun en Grad mere læspende sød

end tidligere. Jeg satte mig, saa stille som muligt, dèr, hvor jeg

bedst maatte kunne overse Cabinettet.

Af det livlige Selskab derinde kjendte jeg kun -- Minna, som jeg saae

i Profil -- en Smule »tabt« Profil, neppe en halv Snes Skridt fra

mig. Stephensen maatte sidde inde i en Hjørnesopha, der kun viste sig

med Lidt af det fjerneste Armlæn. En lattermild Blondine støttede sin

Arm paa det, og underholdt sig aabenbart med ham; hendes Ansigt havde

en vis vulgair Skjønhed; hvert Øieblik lagde hun Hovedet paa Siden,

saa det rødlige Haar rørte ved hendes halvblottede Skulder, der

dæmrede under en bred Bort af sorte Kniplinger. De smilende Blikke,

som hun bestandig lod spille ind imod det skjulte Hjørne, hvorfra

Stephensens Røst lød, vidnede om, at hun var -- jeg vil ikke sige

just i Solskinshumeur, men snarere i en Tilstand af elektrisk

Illumination. En af Herrerne tiltalte hende med et Navn, som jeg

allerede havde hørt Sladderen sætte i Forbindelse med Stephensen.

Minna sad tilbagelænet og syntes at se ned for sig, men det var

aabenbart, at hun hele Tiden holdt Øie med dem. Opvarteren traadte

hen til mig for at modtage min Bestilling. Jeg var i Forlegenhed, da

jeg frygtede for, at min Stemme strax skulde blive kjendt af Minna.

Men netop nu brast hele Selskabet -- undtagen Minna -- i en Latter af

den Art, der pleier at lønne mindre smagfulde end træffende

Vittigheder, -- og dækket af denne Støi fik jeg uden at røbe mig

opfyldt min Pligt som Cafégjæst.

En høi, skjægget Mand, der sad ved Siden af Minna, havde strax været

mig paafaldende. Hvo kjendte ikke -- i alt Fald fra Billeder -- vor

store Lyrikers Kjæmpeskikkelse og Vikingeaasyn? Paa Selskabets Vegne

forargede han sig over Minnas Tilbageholdenhed, men paa en jovial

Maade, der endogsaa havde noget Hjerteligt ved sig: -- »Hvorfor

sidder De her midt imellem os som en smuk Billedstøtte, Fru

Stephensen? Tag det bredt og vær ingen tydsk Philister .... De er jo

mellem Kunstnere .... Tøm Deres Glas.« -- »Jeg er blot træt,« sagde

Minna. -- »Saa skal De netop drikke.« -- »Men jeg kan ikke lide

Champagne.« -- »A ha! for fransk, let og spirituøs -- ikke for Dem.

Men Rhinskvin maa De da kunne lide? .... hvad? .... Godt! .... Karl!«

-- Opvarteren styrtede derind. -- »Lad det nu være nok med de

Narrestreger!« sagde hun, halvt uvillig, halvt leende. -- »For Alvor?

jeg maa ikke --?« -- »Nei, men jeg takker for den gode Villie ....

Lad mig blot sidde og skjøtte mig selv -- jeg er saa træt og har

Hovedpine.« -- »Du vil da ikke allerede hjem?« lød Stephensens Røst

-- denne Gang meget gnaven. Minna svarede ikke, men gabede i sit

Lommetørklæde, lænede sig tilbage og saae ned til Siden. Hun saae

virkelig ud, som om hun var træt -- ikke med en akut, men med en

chronisk Træthed. Ansigtet var næsten uforandret, kun var Kinden lidt

mindre rund. Jeg havde bemærket, at hun talte overraskende rent

Dansk, -- den fremmede Accent var ganske let.

Conversationen rundt om hende blev nu meget livlig. Den dreiede sig

om Æsthetik, -- hvis man vil kalde den saaledes. Navne som Ibsen,

Zola, Dostojewskij, Wagner, Berlioz, Millet, Bastien-Lepage, ja

endogsaa videnskabelige som Darwin og Stuart Mill formelig smældede

En om Ørene. Skjøndt det gik usædvanlig broget til, undrede det mig

endda ikke saa meget, da jeg under mit korte Ophold her havde lært

Tonen noget at kjende. Ganske vist, i Begyndelsen havde den imponeret

mig overordentlig: Du gode Gud, hvad maa de Folk ikke have læst og

hørt, saadan en Dannelse og Indsigt og saa mange Interesser! Men

snart blev jeg mere kritisk, jeg anede, at de, der snakkede mest,

interesserede sig mindst, og at mange, der æsthetiserede høit, ikke

engang stak saa meget dybere end jeg selv, der havde haft Andet at

bestille end at »følge med«, og hvis Læsning ved det engelske Liv var

bleven henvendt paa ganske andre Forfattere end dem, der var Mode i

Danmark. Jeg havde endogsaa en Mistanke om, at dette var Tilfældet

med den gode Stephensen selv, der nu blev mer og mer veltalende; han

vilde formodentlig gjerne glimre for Blondinen, der virkelig ogsaa

syntes at være ved at daane af Beundring. Den Herre, der havde villet

bestille Rhinskvin til Minna -- en førladen Mand med et prægtigt

blondt Skjæg -- ophidsede ham til en bestandig mere yderliggaaende

Radikalisme, og syntes mig overhovedet at have det ganske Compagni

tilbedste.

Stephensens veltalende Replikker udartede endelig til en fuldstændig

Harangue om Fremtidskunsten. Han slog om sig med Floskler som »den

demokratiske Formel i Kunsten« -- »en videnskabelig Illustration af

Livet -- i Modsætning til dekorativ Luxus«, om at Penslen skulde i

den sande Kunstners Haand være en Sonde i Samfundssaaret. --

-- Saa vil jeg raade dig til at skylle dem godt rene, indskjød

Lyrikeren.

Latterens Bølger overskyllede en Tid Diskussionen, men Stephensens

hule Svada flød ovenpaa som Kork. Minna hævede sit Blik og saae paa

ham. -- Skulde hun virkelig lade sig imponere af dette Gallimathias?

tænkte jeg; Udtrykket i hendes bortvendte Øie kunde jeg ikke se. Men

saa dreiede hun Hovedet om i mer end Profil med halvt sænket Blik --

og jeg blev næsten forskrækket over det Smil af kold Foragt, der laa

om Læberne og den Uvillie, som formørkede Panden og lyste ud af

Øinene. Saaledes havde hun betragtet ham og havde vendt sig bort,

fordi hun mærkede, at disse Følelsers Udtryk blev for synligt. Lidet

anede hun, at hun vendte sit Ansigt mod En, der kunde læse dets

Skrift Linie for Linie som sit Modersmaal, medens hine Andre høist

kunde tyde et Par Ord af dem, der ere ens i alle Sprog. »Pjalt,«

hviskede disse faste Læber, »Løgner, Floskelmager!« raabte denne

aabne Pande, »Troløse!« udbrød de klare Øine, der kunde se saa ømt og

nu stirrede saa haardt, men hele det forgræmmede Ansigt sukkede: »og

#han# var min Ungdoms store Kjærlighed!«

-- Men Rafael? indvendte et ungdommeligt Medlem af Selskabet -- ham

kan man da ikke saadan helt -- --

-- Bah! Rafael -- en Distanceblænder, lød det forklarende fra det

store, godmodig smilende sorte, lidt graasprængte Vikingeskjæg.

Aarhundredernes Afstand, det er det, der gjør det. Lad blot

Stephensen ligge et Par hundred Aar i Blød, saa skal du bare se, hvad

han bliver til for en Karl.

-- Ja, men -- udbrød Blondinen -- saa maatte jo ogsaa alt dette --

det vi nu -- #vor# Kunst -- den maatte jo ogsaa blive forældet,

ligesom den gamle er det nu --?

-- O Logik! raabte den Skjæggede, -- dit Navn er _simplicitas

profana_! Ak ja, Frøken! Alt er relativt! selv vor store Stephensen

er ikke helt absolut -- tag Dem derfor i Agt for at tage ham #for#

meget _au sérieux_!

-- Aa du, med dine Flauser, sagde Stephensen. Ja, lad Alt være

relativt, -- men #vi# --

Da bragtes han til Taushed -- endog han! -- af en Latter, der syntes

at gjennemisne hele Selskabet, og som jeg aldrig vil glemme. Det var

Minna, der lo. Hun reiste sig, holdt Lommetørklædet for Munden og

brast igjen ud, idet hun vendte sig bort fra Selskabet.

-- Hvad er der dog at le saadan ad? lød Stephensens Stemme, dybt

irriteret.

-- »Nein, es ist #zu# drollig!« mumlede Minna. I det samme gled

hendes Blik henover mig, men hvis det standsede, var det et saadant

Tids-Atom, at det ikke var mig muligt at afgjøre, om hun havde set og

kjendt mig. Hun gik langsomt ind imod det tilstødende tomme Værelse,

hvor Gassen allerede var slukket.

-- Hvor gaar du hen? spurgte Stephensen.

-- Man kvæles jo herinde, svarede hun og forsvandt i det mørke Rum.

Jeg hørte hende lukke et Vindue op.

Den utrættelige Stephensen tog fat paany. Strax efter reiste

Digterens Kjæmpeskikkelse sig og gik ind i det mørke Værelse. Jeg tog

min Pels paa -- ogsaa jeg kvaltes herinde. Idet jeg betalte

Opvarteren, kaldte en stærk Mands-Stemme fra det yderste Værelse:

»Karl! et Glas Vand.«

Strax efter traadte Digteren ind til Selskabet:

-- Lad det nu være nok med det Præk, Stephensen. Din lille Kone er

ikke vel, og hun er sgu mere værd end hele din »Fremtidskunst«.

* * *

Den næste Dag fik jeg et Brev fra min Onkel, hvori han bad mig om,

naar jeg kunde rive mig løs fra Danmark, at tage til Stockholm og St.

Petersborg, hvor han havde Forretningsvenner, som han gjerne vilde

have mig gjort bekjendt med.

Ja, jeg kunde rive mig løs fra Danmark, jeg havde seet mer end nok,

-- hjelpe kunde jeg ikke. Flygte fra Stedet kunde jeg, men ikke fra

det fortvivlende Indtryk, som jeg havde modtaget; det fulgte mig Dag

og Nat. Kun Søsygen paa den bottniske Bugt havde Ur-Styrke nok til at

overvinde det for en Nat. I St. Petersborg blev jeg en Maanedstid,

kjørte i Troika paa Newa og var hveranden Nat i Selskab til Klokken

tre om Morgenen. Jeg beklagede, at mit Hjerte ikke var frit, saa jeg

kunde tabe det til en af disse russiske Damer -- de behagede mig i

Grunden mer end Englænderinderne.

Det faldt næsten af sig selv, at jeg, inden jeg vendte tilbage til

Øriget, skulde besøge en Del Fabrikker i Tydskland. Saaledes kom jeg

ogsaa til Sachsen, og Dresden tiltrak mig uimodstaaelig; -- jeg

undskyldte mig med, at jeg vilde bese »Kunstgewerbe-Schule« og slutte

Forbindelse med dens Bestyrelse.

Paa Veien besøgte jeg Immanuel Hertz i Leipzig. Han var gift med en

fyldig Jødinde, der havde skjænket ham flere Børn. I hans Væsen var

der kommet noget mere Forjaget; -- for Resten var han den samme bløde

Fyr. Han fik Taarer i Øinene, naar han talte om Moderen, der havde

boet hos ham og var død for et halvt Aar siden, hvad han allerede

havde tilskrevet mig. Hun laa begraven i Dresden ved Siden af sin

Mand.

»Og Minna?« spurgte han. -- »Vi havde Brev fra hende, da Moder var

død, men dèr talte hun saa lidt om sig selv. Har du seet hende?« »Kun

i Forbigaaende, hun bemærkede mig ikke.« »Hm. Troer du, hun -- er

lykkelig?« »Det er hun vel nok. Det vil sige, hun har haft Sorg --

mistet et Barn.« -- »Ja -- den Gang skrev hun til Moder! Ak ja, det

maa være skrækkeligt for en Moder!« -- Derpaa gav han sig til at tale

om en liberal Avis, som han var Medeier af, og om Oppositionen mod

Bismarck. --