VI

Da jeg kom til Dresden, kunde jeg ikke beslutte mig til at forlade

den bøhmiske Banegaard. Jeg havde en Mistanke om, at de begge to

eller En af dem vilde komme tilbage fra Pirna.

Aftentoget brusede ind, og jeg saae Stephensens Ansigt i et

Coupee-Vindue. Han steg ud -- alene. Jeg styrtede hen imod ham.

-- Hvor er Minna?

Stephensen saae koldt paa mig, som om han vilde frabede sig

uvedkommende Forespørgsler. Men han betænkte sig.

-- De har Ret, Hr. Fenger, -- De bør vide det. Hun er paa

Sonnenstein.

-- Sonnenstein! mumlede jeg, som om jeg ikke forstod det. Det

svimlede for mig; Tumlen rundt om af Passagerer og Dragere paa den

halvmørke Perron gjorde mig syg. -- Sonnenstein -- hvad skal det

sige? Jeg greb fat i hans Frakke, dels for at støtte mig, dels for

at han ikke skulde slippe fra mig. -- De vil dog ikke sige, at hun --

at Minna -- --

-- Naa, tag det ikke saa pathetisk! sagde Stephensen med et Anstrøg

af Godmodighed. Hun er jo ikke saadan sindssvag eller egentlig

forvirret, kun meget melankolsk og lidt exalteret. -- De har jo selv

seet -- kort sagt, det var det rigtigste, at hun gav sig under

Lægebehandling -- hvad er der i det? -- i vor nerveuse Tid -- det

gjør jo saa Mange .... Sonnenstein foretrak hun, fordi ogsaa hendes

Hjemve var noget sygelig -- og saa naturligvis ogsaa for at undgaa

Snakken i Kjøbenhavn -- nu hedder det, at hun besøger sin Familie --

skjøndt, som sagt, det er jo nu saa almindeligt, alle oplyste Folk er

jo komne ud over disse Fordomme --.

Min sløve Vantro var under denne Redegjørelse veget for et fuldtud

forstaaende Raseri.

-- Det er Dem, der har gjort det, De -- De --

Min Stemme kvaltes. Jeg rystede min knyttede Haand foran hans Ansigt;

han sled sig løs. En Gendarm gjorde et Par Skridt henimod os.

Stephensen hviskede et Par Ord til ham, trak paa Skuldren og

forsvandt i Stimlen. Jeg lænede mig til en Pille; rundt om styrtede

forsinkede Folk afsted, Betjentene raabte, Fløite og Pibe skingrede

....

Saa snart jeg var bleven nogenlunde Herre over min Bevægelse, spurgte

jeg Portieren, om der gik noget Tog til Pirna; men jeg maatte vente

til næste Morgen.

Med det første Tog var jeg i Pirna, naaede aandeløs op til

Sonnenstein og fik lykkeligvis strax Overlægen i Tale. Jeg

forestillede mig som en Ven af Fru Stephensen og hendes Mand, hvilken

sidste jeg igaar Aftes havde truffet, og hvem jeg havde lovet jevnlig

at skaffe Underretning om, hvorledes det gik hans Hustru, da jeg

opholdt mig længere Tid i Dresden. Men da jeg ogsaa selv var meget

bekymret for min Veninde, og kun havde kunnet tale et Par Minutter

med Stephensen, var jeg strax ilet derud og bad ham nu indstændig at

sige mig hele Sandheden.

Overlægen beroligede mig foreløbig, der var neppe Grund til

øieblikkelig Frygt, det var et af de Tilfælde, med hvilke man i ældre

Tider aldrig havde tænkt paa at henvende sig til en Læge, og hvor

Hospitalet væsentlig tjente til at isolere Patienten fra de aandelige

Smitstoffer. Nærmere Oplysning kunde han først give mig, naar han en

Uges Tid havde haft hende under Tilsyn, men vilde da ogsaa være meget

villig dertil.

Da jeg altsaa otte Dage senere opsøgte ham, erklærede han, at Minna

ganske vist var sindslidende, men ikke udsat for Sindssyge, i alt

Fald ikke, naar hun blev rigtig behandlet og levede under de gunstige

Betingelser, som et Hospital sikrede hende, saalænge indtil hun var

kommen ganske til Ro. Hun var i en Tilstand af meget stærk nerveus

Ophidselse. Men hendes egentlige Fare var en Hjertesygdom, til

hvilken Spiren maatte være lagt allerede for flere Aar siden. Hun

kunde blive gammel med denne Sygdom, men den kunde ogsaa pludselig

medføre hendes Død. Fremfor Alt gjaldt det om at undgaa

Sindsbevægelser, som han mente hidtil jevnlig havde givet Ondet

Næring.

-- Sig mig, sagde han pludselig, -- De er en Ven af hende og hendes

Mand, -- levede de lykkelig sammen?

Jeg betænkte mig et Øieblik, om jeg havde Ret til at være oprigtig.

-- Nei, svarede jeg, jeg tør næsten sige, at de ikke gjorde det.

-- Dèr har vi det! eller i alt Fald en Hovedside af Sagen. Det vil

uden Tvivl være det bedste, at hun ikke vender tilbage til ham. Det

vil sige, hvis det kan ske uden stor Smerte paa hendes Side -- naar

Tiden kommer. Hvad ham angaar -- han syntes mig at være en forstandig

Mand. -- Hvad mener De?

-- Jeg er ganske af Deres Mening.

Min Bevægelse var for stærk til at undgaa den erfarne Mands

Opmærksomhed. Han smilede og saae fast paa mig med lidt sammenknebne

Øjne: --

-- Men det har endnu lange Udsigter. Jeg har sagt hende, at De har

været her, og skal hilse Dem fra hende. De bliver foreløbig i

Dresden? Det er godt. En Gang om Ugen ser jeg gjerne, at De hører

herud, -- jeg troer, det virker beroligende paa hende, men der vil

hengaa en rum Tid, inden jeg tør lade Dem tale med hende.

Jeg vendte tilbage med godt Mod og fast besluttet paa at indvie hele

mit Liv til Minna -- gift med hende eller ei -- paa hvilken Maade det

bedst kunde forenes med hendes Velvære og Sundhed -- tilfreds med at

bidrage alt mit til at gjøre hende saa lidt ulykkelig som muligt,

hvis hun ikke længer kunde blive lykkelig (skjøndt, hvorfor skulde

hun ikke kunne blive det endnu?), uden Hensyn til, hvilken Skade det

vilde gjøre min Carriere: -- havde hun bedst af at leve i sin Fødeby,

saa maatte jeg sørge for at faa en Stilling i Dresden, trængte hun

til et sydligt Klima, maatte jeg finde Udvei til at leve i Syden, --

det sidste var iøvrig ikke sandsynligt, ja det Rimeligste var

endogsaa, at England som et fuldkommen nyt Sted vilde være det

sundeste. Men alt dette voldte mig ikke stor Bekymring. Hvad der fik

mig til at gyse, var denne Bevidsthed, at der hang et Damoklessværd

over hendes Hoved -- var det maaske i dette Øieblik allerede faldet?

-- og det vilde blive der bestandig, selv naar Lægen udskrev hende --

ja, selv om det var taget bort, vilde min Frygt blive ved at se det

.... Men jeg tilsvor mig selv, at denne Skræk kun skulde gjøre min

Kjærlighed fastere, min Ømhed bestandigere, -- hvorledes kunde jeg

nogensinde forlade hende i Vrede eller blot i en taabelig Surmulen

efter en huslig Strid, naar en indre Stemme tilhviskede mig, at

maaske naar jeg vendte tilbage for at gribe hendes Haand og læse

Kjærlighed i hendes Blik, var Haanden kold og Blikket brustent!

Min Onkel maatte indvillige i, at jeg tog Orlov -- foreløbig paa et

Aarstid. Jeg leiede et tarveligt Værelse som i gamle Dage og kastede

mig ind i et vidtløftigt keramisk Studium, som jeg haabede vilde

blive til Nytte for vor Fabrik, og for hvilket der her baade i

praktisk og literær Henseende frembød sig den gunstigste Leilighed.