-- Ja vist, vent til han kommer, han forstaar det jo bedre end vi.
-- Noumenon, sagde den Gamle.
-- Amen! mumlede Diakonissen og korsede sig. Hun troede, han havde
paakaldt en Helgen -- eller maaske en af Propheterne.
Immanuel og jeg, der havde hørt det, kunde ikke lade være med at
trække paa Smilebaandet. Jeg undrede mig over, at jeg endnu kunde
finde Noget komisk. Ak, Ingen vilde mer end Hertz selv have moret
sig over den Humor, som laa i denne Feiltagelse, men han var allerede
død for Omverdenen.
Længe laa han stille hen, saa begyndte han at fantasere. De
Brudstykker, som vi opfattede, tydede paa, at han var hensat til sine
Königsberger- og Rigaer-Dage. Flere Gange hørte jeg ham sige: »Der
skal ikke ringes« -- hvad jeg mente skrev sig fra den Børshistorie,
som han sidst havde fortalt os. Jeg saae hele den hyggelige
Kaffescene i det dunkle Regnveirslys med Skjæret fra Spritflammen
flakkende over Minnas kjære Ansigt, der var saa nær ved mig og
smilede saa fortrolig. Fru Hertz bemærkede en Taare paa min Kind og
trykkede min Haand, rørt over min Deltagelse.
Henad Morgenstunden, da Immanuel og jeg vare faldne i Søvn inde i
Dagligstuen, døde saa den gamle Hertz, uden at hans Hustru, der ikke
veg fra hans Seng eller havde Øinene fra ham, kunde sige, naar Døden
var indtraadt.
Vaagekonen var forlængst sovet sødelig ind.