Hans skikkelige, men uskjønne Ansigt havde et høist bestyrtet Udtryk.
-- Hertz -- er du her! Din Fader er da ikke --
-- Min Fader er meget syg .... Jeg fik Telegram fra Moder -- lige
tidsnok til at komme med Toget .... Fader kjendte mig, men han laa i
stærk Feber -- jeg er bange -- at han -- gaar bort.
Til enhver anden Tid vilde disse Ord have foraarsaget mig den mest
levende Smerte, men nu var min første Tanke den: hvorledes skal jeg
kunne besvære Fru Hertz med min egen Sorg, naar hendes Mand ligger
paa Dødsleiet? At Hertz døde, syntes mig at være ganske naturligt og
nødvendigt, og samtidig følte jeg mit eget Haab slukkes .... Jeg
forsøgte imidlertid de sædvanlige opmuntrende Fraser.
-- Fader ligger i en Døs nu, derfor løb jeg herhen .... Kom med hjem,
Fenger! og bliv hos os inat, jeg veed, det vil glæde Fader at se dit
Ansigt --
Han havde Taarer i Øinene. Jeg greb hurtig min Hat og slukkede
Lampen, i det samme som han fik Øie paa Minnas Billede.
-- Nei, hvor yndigt! Og jeg, der rent har glemt at ønske dig til
Lykke, du forstaar nok -- i et saadant Øieblik -- men nu gjør jeg det
af Hjertet -- for det kan jeg jo -- det er ikke et af de Tilfælde,
hvor man siger det saadan tomt hen -- Minna -- ja, det kan man
rigtignok kalde Lykke!
Han trykkede min Haand som i en Skruestik.
-- Tak, kjære Ven! mumlede jeg og vendte Ansigtet bort fra det svage
Skjær, som Lygten kastede ind i Værelset, -- det er saa kjønt af dig,
at du midt i din Bekymring -- jeg veed jo, hvor meget du tager Del --
--
Vi gik ned ad Trappen, og han blev ved at udbrede sig om Minnas
Fortræffelighed. »Naa,« tænkte jeg, »du gjør rigtignok ingen
Røverkule af dit Hjerte.« Og det gjorde han virkelig ikke; --
aabenhjertig og indiskret forudsatte han de samme Egenskaber hos
Andre: --
-- Ja, du har sandelig Grund til at prise dig lykkelig -- Minna --
saadan en Pige! hvor jeg misunder dig -- ja, det vil sige, ikke
egentlig misunder, skjøndt ganske vist -- ja, Minna har vel nok sagt
dig, at jeg holdt meget af hende -- mer end blot som en Ven --?
-- Nei, hun har aldrig med et Ord antydet Noget -- hun har
overhovedet talt meget lidt om dig, skjøndt jeg veed, at hun kan godt
lide dig, -- men jeg maa tilstaa -- da du nu selv berører det -- at
jeg har haft en Anelse --
-- Ja, ser du, jeg har aldrig sagt hende det, jeg mener, erklæret
mig, men Kvinder mærker det jo altid. Nei, jeg -- holdt min Følelse
for mig selv, jeg troer, hendes Hjerte var den Gang ikke modtageligt
for saadanne Følelser -- hendes Fader var nylig død, for Resten var
der ogsaa Andet -- men maaske veed du bedre Besked med det .... Min
Moder, som jeg betroede mig til, -- det kan jo heller ikke nytte at
skjule Noget for hende, hun ser tvers igjennem En, ja -- hende kan
man rigtignok kalde en Menneskekjender! Moder var ogsaa af den
Mening, -- hvor gjerne hun ogsaa vilde have haft hende til
Svigerdatter. Saa kom jeg jo ogsaa til Leipzig. Men jeg glemmer hende
aldrig! Naa, nu kan du da forstaa, hvor glad jeg er over, at det
netop er dig, som hun faar.
Jeg havde en Følelse, som om jeg maatte give mig til at skrige, hvis
dette varede ved, og priste mig lykkelig, da vi kom til Hjørnet, hvor
Hertz's boede, og han gav sig til at klage over Faderen: saa
forandret, han havde seet ud, ganske hulkindet!
Lægen havde netop været der. Jeg kunde se paa Fru Hertz -- eller
snarere mærke paa hende -- at hun ikke havde meget Haab. -- Han laa
bevidstløs hen; Gradetallet var foruroligende høit.
Immanuel Hertz og jeg gik snart ind i Dagligstuen. Jeg erindrede et
Tilfælde med en gammel, svagelig Dame, der i et Par Dage var næsten
opgiven af Lungebetændelse, og som dog kom sig; det faldt mig ogsaa
ind, at jeg havde hørt af en Læge, at netop Jøder havde en stærk
Livskraft til selv i høi Alder at komme igjennem saadanne Sygdomme
med. Det opmuntrede synlig min sangvinske Ven.
Han gik hyppig ind i Sygeværelset og blev kortere eller længere
derinde; Moderen veg ikke derfra. Undertiden fulgte jeg med, men den
meste Tid blev jeg siddende i Dagligstuen, sammensunken i en Stol,
sløv og ærgerlig. Jeg var i et Sorgens Hus uden at kunne deltage i
Sorg og Bekymring, jeg var selv ulykkelig, men græde kunde jeg ikke.
Det var saa sent, at Minna ikke længer kunde ventes. Alt var mig
ligegyldigt og kjedsommeligt. Ja, jeg kjedede mig virkelig og havde
en Følelse af, at jeg maatte gjøre det bestandig, at det vilde blive
kjedeligere og kjedeligere, indtil Døden tilsidst tog En. Jeg havde
gjerne byttet med Hertz, -- hvis man overhovedet kunde have sagt, at
der var Noget, som jeg gjerne vilde.
Endelig var jeg midt paa Natten sunken hen snarere i en Sløvheds Døs
end i en Halvslummer, da den unge Hertz kom ind og sagde:
-- Han har kjendt mig -- Fader er ved sin Bevidsthed, -- kom med ind.
Den Syge smilede svagt, da han saae mig og sagde: »Kjære Fenger!« --
»Minna,« mumlede han kort efter.
-- Hun kommer nok imorgen, sagde Fru Hertz.
-- Saa vil hun spille for Dem, føiede jeg til, skjøndt det var mig,
som om jeg ikke skulde kunne faa et Ord frem.
-- Beethoven, hviskede den Gamle og lukkede Øinene.
Fru Hertz lagde Hovedpuden bedre tilrette; derpaa gradede hun;
Thermometret var sunket til lidt under 41° C.
Kort efter begyndte han at tale om, at Tid og Rum var
Anskuelsesformer, men Sjælen var en »Ding an sich«, en Substans, et
Noumenon -- Intelligibile -- disse Ord blev han ved at gjentage.
Sønnen, der blev bevæget og urolig ved disse Tanker, som syntes at
dreie sig om Døden, greb hans Haand og sagde:
-- Nu skal du ikke tænke, Fader, nu skal du hvile dig.
-- Imorgen kommer maaske Kühne, saa kan I philosophere sammen, sagde
Fru Hertz.
-- Imorgen! sukkede han -- med en ganske eiendommelig Betoning.