VII

Minna lukkede mig op. Hun gav mig et fast Haandtryk og hviskede: --

Tak, fordi du kom.

Jeg traadte straks ind i Dagligstuen, med min Hat i Haanden. Der var

tændt Lampe. Stephensen sad og konverserede Fru Jagemann, der havde

sin Kattunskjole og den agtbare Kappe paa. Det var aabenbart, at den

illegitime Frier foer under Familiebesøgets neutrale Flag. Hun

underholdt ham om deres Logerende: »Slette Mennesker, Hr. Stephensen!

Ja, vi har saamænd mange Gange ønsket os Dem igjen. Men, Gud bevares,

ham nu er der ikke Noget at sige paa, -- han er ogsaa Maler, det vil

sige, paa en anden Maade -- Dekorationsfaget.«

Stephensen havde reist sig. Vi hilste meget høflig paa hinanden, og

jeg overvandt mig endogsaa til at give ham Haanden, -- Minna havde

ham jo dog saa kjær, og hendes Følelser maatte beskytte ham mod min

Uvillie. Hans magre og fine Haand var meget kold, Hjertet maaske --

ifølge det gamle Mundheld -- desto varmere.

Jeg trykkede Fru Jagemanns bløde og slappe Haand, og efter at have

ladet Blikket gaa ligesom søgende om i Værelset, henvendte jeg mig

til Minna: --

-- Jeg troede, at jeg havde glemt min Lommebog -- det var derfor --

-- Men den har vi jo lige nu sendt hen, raabte Moderen, vi tænkte

nok, De vilde savne den.

-- Saa? -- ja, saa tager min Værtinde nok imod den.

Stephensen smilede lidt ironisk, som om han vilde sige: er det for

min Skyld, I gjør jer al den Uleilighed?

-- Men nu bliver du her da i Aften, sagde Minna og bøiede Hovedet ned

over nogle Noder, som hun bladede igjennem.

-- Ja, naturligvis bliver Harald her, vi skal have det rigtig

gemytligt, sagde Moderen.

Jeg takkede og satte mig ved Vinduet.

Paa Vindues-Brættet var den lange Urtepotte med Bregnerne stillet ud.

Midt i sin Hjertekval havde Minna dog haft Omsorg for, at de skulde

nyde godt af Regnen. De enkeltbladede Bregner, som vi havde fundet

sammen, stod i Midten og bevægede nikkende deres slanke

Plante-Legemer. -- Nogle Akacieblade og et Stykke kroget

Kirsebær-Gren glinsede i det udstrømmende Lys. Den tætte, fine Regn

lød som en sagte Hvisken, -- en Vandrende blandede sin Pludren deri.

Fra den dunkle Baggrund lyste uregelmæssig spredte Ruder, mellem

hvilke enkelte Trappegange byggede sig op som brudte Lyskolonner. --

Jeg stirrede nedslaaet ud og fik pludselig en underlig knugende

Følelse af Menneskelivets Tristhed og Kjedsommelighed; det var mig en

høist besynderlig Tanke, at disse Lys vare Tegn paa lige saa mange

Existenser i hvilke der maaske ikke fandtes andet Fælles end

Smaakaar, Skuffelser og Tomhed, en kummerlig og glandsløs Skjæbne,

lig denne ensformige Dunkelhed, der paa een Gang isolerede og samlede

Lysene. -- »Men« -- tænkte jeg -- »mon der i nogen af disse Stuer

findes et saa underligt Selskab samlet som dette!«

»Gemytlig« kunde ikke egentlig være den træffende Betegnelse for

Stemningen. Minna anslog adspredt nogle Akkorder, som om hun ikke

havde megen Lyst til at spille, men dog vilde bidrage sit til at

sprede Stilheden. Moderen, der var gaaet istaa, sukkede dybt -- det

var hendes Bidrag. Jeg følte trykkende Nødvendigheden af at sige

Noget, men Stephensen kom mig i Forkjøbet.

Er der smukt dèr i Meissener-Egnen? spurgte han -- aabenbart for at

lade mig vide, at han kjendte Bestemmelsen.

-- Aa nei, det kan jeg ikke sige, -- det er det modsatte af sydpaa,

hvor Sachsen bliver smukkere, jo længere man kommer ned. Kjender du

ikke vort smukke Rim:

Denn gleich hinter Meissen --

Pfui Spinne! -- kommt Breissen.[2]

[2] »Breissen« d. v. s. Preussen.

Hun sagde dette -- trods en vis nerveus Anstrengthed -- saa pudsigt,

at vi Alle brast i Latter, og ikke mindst Moderen.

-- Ak ja, klynkede hun, mens hun tørrede Taarerne af sin store

Kindflade, hvorfor skulde du nu ogsaa faa den Flyve-Idé at besøge

Wilhelmine, -- nu har du været borte hele Sommeren -- du maa dog have

faaet Landluft nok! Jeg troer nu, at man ogsaa gjør for meget Væsen

af dette med den friske Luft.

Denne naive Opfattelse af Minnas Udflugt virkede velgjørende, --

skjøndt jeg har en Anelse om, at den ikke var ganske ægte. Dersom

Ingen af os havde staaet udenfor Situationen, var den bleven altfor

pinlig, og vi havde haft en Følelse af, at vi ligesaa godt kunde tale

rent ud om, hvad vi Alle vidste. Den skikkelige Kones Nærværelse

satte os i de mere selskabelige Folder, som ere saa vel skikkede til

at skjule de virkelige Bevægelser.

-- Og saadanne hyggelige Aftener, som vi kunde have, fortsatte Fru

Jagemann .... Vi kunde jo f. Ex. faa en Whist i Stand. Kan De huske,

Hr. Stephensen, hvor tidt vi morede os dermed, da De logerede her og

min salig Mand endnu levede? .... Ak Gud, ja! Det var lykkelige Timer

-- saadan en Familiekreds, -- hm! -- saa at sige .... Jeg blev

rigtignok altid skjældt ud af min Makker.

-- Dog vel ikke af mig, haaber jeg, afbrød Stephensen hende med sit

elskværdigste Smil.

-- Gud, nei, Hr. Stephensen! De, som er saa hensynsfuld og

fintfølende .... Men min salig Mand var tidt slem, han blev ogsaa

vred, naar Spillet gik ham imod, -- ja, det veed Gud han gjorde, ak

ja! Modgang -- det var ikke for salig Jagemann.

-- Han var en dygtig Spiller, husker jeg. --

-- Dygtig, ja, det maa De nok sige, -- han var saamænd dygtig til

Alt, hvad han foretog sig, var salig Jagemann .... Men det er ligesom

i Spil -- hvad hjælper det, naar man ingen gode Kort faar? -- --

»Eller har en enfoldig Makker,« tænkte jeg.

-- Ak Gud, ja, min salig Mand kunde nok være bleven Andet end en

fattig Gymnasiallærer -- hvad skal man sige -- slette Mennesker,

Hr. Stephensen -- ak ja -- og saa Skjæbnen, veed De nok, Modgang. --

Stephensen forsøgte paa at se deltagende ud. Jeg havde ikke vendt

Blikket fra Minna: hun sad endnu henne ved Claveret, men halvt vendt

imod os. Det var aabenbart, at denne Snak irriterede hende; Smilet om

hendes Læber blev mer og mer spottende, og hun trak et Par Gange paa

Skuldren: -- og den »var ikke for ham«, det var virkelig Skade!

udbrød hun. -- Forresten har jeg aldrig hørt, hvori den bestod.

-- Det er vist en god Lighed, De har faaet frem i deres Billede dèr

af Jagemann, bemærkede jeg.

-- Aa ja, der er kommet noget af den gamle »Biedermann« deri, skjøndt

han nok kunde se venligere ud.

-- Mig minder det meget levende om Fader, sagde Minna.

-- Ak Gud, ja, ak ja!

-- Jeg har undertiden Held med saadanne lette Blyantstegninger, men

Pastellen af Minna, der kostede mig saa meget Bryderi, er rigtignok

et slemt Billede -- jeg burde egentlig ikke tillade, at det hang paa

en Væg.

-- Gud, Hr. Stephensen -- hvor kan De sige -- det nydelige Maleri --

vi havde den Gang slet ikke noget andet med Farver -- det vil sige,

her var nok et med to smaa Børn i en Baad -- og jeg syntes saamænd,

det var rigtig kjønt, -- men Minna vilde ikke tillade, at det var

her, saa jeg maatte tage det ind i Sovekamret .... Naa, senere var De

jo saa god at sende det deilige Billede her over Sophaen .... Men

Minnas Billede, nei, det maa De ikke sige -- man kan da ogsaa tydelig

se, hvem det skal være --

-- Men kun høist utydelig, hvem det er, sagde Minna.

-- Aa, du er rigtig et stygt Barn!

Stephensen lo.

-- Der kan De se, Frue! det nytter ikke, at De er saa godmodig --

Billedet kan ikke reddes -- men man kunde gjøre et nyt -- f. Ex.

netop saadan en Blyantsskitse.

-- Har De faaet malet noget idag, Hr. Stephensen? spurgte jeg.

-- Nei, det var altfor elendigt Lys .... Jeg kunde kun grise Lærredet

lidt til, saa jeg i alt Fald ikke imorgen skal se paa det hvide Tøi.

-- Bruger alle Malere altid saadanne nedsættende Udtryk om deres

Kunst? spurgte Minna. Jeg synes, at man hører aldrig andet af jer,

end at I »griser«, »klatter« eller, naar det kommer høit, »smører«.

-- Ganske sandt, svarede Stephensen smilende, -- det er en temmelig

udbredt artistisk #façon de parler#; -- der ligger lidt Selvkritik

deri -- og endnu mere Affektation og maaske omvendt Forfængelighed.

Jeg skal se at lægge den Vane af. Forresten har I Damer noget

Lignende, naar I taler om eders Klimpren -- hvad du før gjorde. --

-- Aa -- det kan man virkelig ikke sammenligne! udbrød Minna,

fornærmet paa hans Kunsts Vegne. -- Det er jo at gjøre Nar af mig.

Vi bad hende begge om nu dog at lade det blive til Alvor med Spillet.

Hun vendte sig strax om til Claveret, slog et Nodehefte op og

begyndte paa et Præludium af Chopin. Stephensen gik ud i Forstuen og

kom tilbage med sin Skitsebog i Haanden. Jeg tænkte, at han vilde

tegne Minna ved Claveret -- rigtignok saae han hende temmelig meget

bag fra -- men snart mærkede jeg, at det var mig selv, der var

Gjenstanden. Denne Portraiteren uden Tilladelse ærgrede mig lidt, men

Stephensen smilede -- der kunde unægtelig være noget Indtagende i

hans Smil -- og pegede med Blyanten hen paa Minna. »Er det virkelig

til hende, han vil tegne mig,« tænkte jeg, -- »det var et underligt

Indfald, men i Grunden ganske kjønt.« Og jeg sad saa stille som en

Mus, lyttende til Tonerne.

Det ene Præludium fulgte efter det andet. Hun spillede adspredt og

langtfra saa udtryksfuldt, som hun kunde. Man kunde neppe have ventet

Andet, men jeg var kjed derover; for jeg var saa forfængelig paa

hendes Vegne, at jeg gjerne havde seet, at hun havde glimret -- selv

overfor Stephensen. Forøvrig var han neppe en synderlig opmærksom

Tilhører, da han tegnede ivrig, idet han af og til bøjede sig frem

for at se bedre eller maalte med Blyanten i Luften.

Da Minna havde spillet en halv Times Tid, vendte hun sig imod os:

-- Maa det nu være nok? -- Uden at vente paa Svar, sprang hun op og

udbrød: »Hvad er det I dèr har for?«

-- Ja-a, det er slet ikke ilde, sagde hun, idet hun kiggede

Stephensen over Skuldren, -- det ligner nok. --

-- Saamænd -- hm.

-- Ih, nei -- se! Allerkjæreste! udbrød Moderen --

-- Naar blot -- jeg troer --

-- Hvilket? spurgte Stephensen og saae op.

-- Nei, maaske er det feil -- og det er saa anmassende.

-- Vist ikke! et frisk Øie opdager let Noget -- og du kjender jo

Ansigtet bedre end jeg.

-- Jeg troer, at Hagen skal være større.

-- Virkelig! -- Stephensen maalte, viskede ud og rettede, bøiede sig

frem for at se, rettede igjen. -- Ja vist blev det bedre, jeg troer

endogsaa, at det kan taale lidt mer endnu. Du har et godt Blik,

Minna! --

-- Maaske skulde du ogsaa lade Adams-Æblet træde lidt stærkere frem,

det er saa karakteristisk for ham. -- Se nu, hvor det har hjulpet!

Jeg reiste mig, nysgjerrig efter at se mit Contrefei. Tegningen var

kun flygtig gjennemført, men sikker og let i Linierne. Da man ikke

kjender sig selv i Profil, kunde jeg ikke have nogen synderlig Mening

om Ligheden. Men Minna var tilfreds, og det glædede mig hemmelig, at

hun havde haft en lille Del i Fuldendelsen. Stephensens Smil røbede

den barnlige Glæde, som en Kunstner altid føler, naar Noget er

lykkedes for ham. Han skrev Signatur og Dato paa, løsnede Bladet med

sin Pennekniv og gav det til Minna.

-- Tak! sagde hun hjertelig, men uden at vise nogen Overraskelse. --

Det er jeg uhyre glad over! Der er dog noget mere Tilfredsstillende

ved saadan en Tegning end ved et Photographi, -- mere Stemning, jeg

veed ikke ret, hvori det bestaar, men jeg troer, det bringer mig til

at tænke paa ældre Tid, da ikke ethvert Menneske havde Photographier

af sig i Dusinvis til at sprede ud blandt Venner og Bekjendte, og da

Folk har været saa lykkelige, naar de opnaaede at faa saadan en

Afbildning af en Person, som de havde kjær.

-- Det er ikke før faldet mig ind, sagde Stephensen, -- for mig

ligger det nærmere at tænke paa Kunstværdien, men der er Meget i,

hvad du dèr siger.

-- Ganske vist, bemærkede jeg, det er den Afbildningsmaade, som altid

har existeret, og den har ikke blot de mange Aners Aristokrati, men

er ogsaa fri for den kjedelige demokratiske Egenskab, at Creti og

Pleti har det samme Billede, der er os dyrebart.

-- Ak ja! udbrød Fru Jagemann, -- Verden er rigtignok gaaet frem,

siden jeg var ung! Photographien er en mageløs Opfindelse, og den

ligner jo ogsaa allerbedst.

Minna trak paa Smilebaandet ved dette Apropos, der ikke anede, at det

stod saa lidt i Harmoni med de Betragtninger, som det mente at slutte

sig til.

-- Ja, det har De fuldkommen Ret i, indrømmede Stephensen med sin

smidige Villighed til at opløse Dissonanser, -- kun er der Noget i

Photographkunsten, der hedder Retouchering, og som rigtignok kan

frembringe mærkelige Resultater.

-- Har du aldrig forsøgt paa at tegne dig selv? spurgte Minna.

-- Endnu ikke. Der er -- mærkværdigt nok -- ikke kommet nogen

Opfordring fra Uffici-Galleriet i Florents om at forøge dets

enestaaende Samling af Selvportraiter.

-- Og naar jeg nu beder dig derom?

-- Saa skal jeg gjøre Forsøget -- i disse ensomme Aftener, hvis da

ikke Hotelspeilet gjør mig altfor skjæv .... Men nu maa jeg tage

Tiden i Agt og tegne dig.

-- Skal jeg virkelig #sidde#? det er Noget af det Værste for mig.

-- I alt Fald er det længe siden, jeg har plaget dig, svarede

Stephensen sagtmodig og med en sælsom vemodig Stemmeklang, der var

ganske ny for mig, og som tydelig nok sagde: »og hvem veed, om jeg

nogensinde mer kommer til det!«

Minna satte sig uden flere Indvendinger og ændrede et Par Gange

Stillingen efter hans Anmodning. Han gav sig ivrig til at tegne.

Snart holdt han inde, misfornøiet med Lyset; jeg flyttede Lampen til

Rette for ham. Derved bemærkede jeg, at den gamle Kuppel med Skaaret

var bleven erstattet med en ny -- til Ære for Stephensen, som det

syntes, men om det var Minna eller Moderen, der havde været saa øm

over hans Skønhedssans, kunde der være Tvivl om. Det var sandsynligt,

at Minna havde haft vigtigere Ting at tænke paa, end Skaaret i en

Lampekuppel, og Fru Jagemann havde aabenbart ikke blot en dyb

Ærbødighed for »Hr. Kunstmaleren«, men ogsaa en vis moderlig Ømhed

fra den Tid, da han var deres Logerende. Hun tilkastede ham af og til

kjærlige Sideblikke, medens hun rokkede det store Hoved over

Strikkestrømpen, som om hun sagde ved sig selv: »Ak Gud, ja! sidder

du nu her igjen! ja, Herregud! hvorfor kom du ikke før?« --

Jeg nærede ingen Tvivl om, at hvis Valget havde afhængt af hende,

kunde jeg ligesaa godt være gaaet strax. Og skjøndt jeg vel vidste,

hvor langt Minna var fra at ville raadføre sig med hende, og at hun

imorgen helt kom bort fra hendes Paavirkning, saa havde jeg dog hele

Tiden en pinlig Fornemmelse af denne Mangel paa Gunst.

Minna derimod fordelte sin Venlighed lige imellem os begge paa en

naturlig og sikker Maade, der forbavsede mig, -- som om det slet

ikke voldte hende nogen Vanskelighed at færdes imellem sine to

Beilere, af hvilke enhver syntes at have det samme Krav paa hendes

Fremtid. Ligesom hun neppe havde ytret sin Glæde over at have en

Tegning af mig, før hun bad Stephensen om at tegne en af sig selv til

hende, saaledes lod hun ikke en eneste Gang den Ene faa Noget paa den

Andens Bekostning, og om der end var lidt Kunst og Beregning i denne

Upartiskhed, saa var der dog endnu mere naturlig Følelse og

instinktiv Takt. Hun snakkede med os begge -- Samtalen dreiede sig om

tydsk Theater og Skuespilkunst, -- men da hun blev tegnet i halv

Profil, kunde hun kun sjelden se hen til Stephensen, og selv naar hun

svarede ham, maatte hendes Blik og Miner for det meste henvende sig

til mig. Han var meget optagen af sit Arbeide, men saae gjerne, at

hun talte, for at hendes Ansigt kunde beholde sin Livlighed.

Kun da han tegnede det vigtige Parti om Munden, maatte hun sidde

tavs, og hun fik saa Moderen til at lovprise den gamle Tid ved

Theatret. Ganske vist lod det ikke til, at hun nogensinde havde været

nogen synderlig Theatergængerske, men hun havde sværmet for Devrient,

som hun havde seet mere i Faderens Restauration end paa Brædderne, og

hvad hun havde hørt af Andre, der havde mere Sands for Kunst,

blandede sig i hendes lidt plumrede Hjerne saaledes sammen med det

Lidt, hun selv erindrede, at hun blev lige saa sentimental, som om

hun havde levet og aandet i Thalias og Melpomenes Tempel.

-- Ak Gud, ja! Den Gang havde vi Skuespillere! Da skulde De have seet

vores Theater, Hr. Stephensen! Davison -- ja, ham har De da hørt om?

De veed nok, den smukke Villa, som han byggede -- lige overfor den

bøhmiske Banegaard -- den Gang var det noget Nyt -- nu er der jo saa

mange. Ja, han tjente styrtende, men det var ogsaa Pengene værd. Som

Mephistopheles -- rystende -- nu turde jeg ikke se det for aldrig det

-- han blev for Resten ogsaa vanvittig, veed De nok. Og saa Emil

Devrient -- aa! det var nu paa en hel anden Maade -- ophøiet, idealsk

-- Max i Wallenstein -- man blev løftet -- det kan Nutiden slet ingen

Forestilling gjøre sig om -- det sagde ogsaa salig Jagemann -- han

vilde slet ikke meer gaa i Theatret -- De husker nok, naar De roste

Noget, som De havde seet her, saa sagde han altid: nei, da skulde

De have seet #den# og #den#. #Hans# Sværmeri var nu Madam

Schrøder-Devrient, -- ja, hende husker jeg da ogsaa -- storslaaet

tragisk -- Plastik -- klassisk Plastik, sagde salig Jagemann, han

forsømte aldrig en Aften, naar hun spillede -- det var før vi blev

gift -- hun kom fra Theatret før halvtreds -- ak Gud, ja -- saadanne

Kunstnere -- det var rigtignok en Glandsperiode.

-- Ja, det gaar overalt saadan, Fru Jagemann; i Danmark siger ogsaa

den ældre Generation, at den ikke længer kan holde ud at gaa i

Theatret, og at vi Stakler aldrig faa rigtigt Komediespil at se.

-- Nu ja, der seer De, -- daarlige Tider, Hr. Stephensen! .... Nei,

det var noget Andet den Gang -- da var der godt her i Dresden -- da

saae man ikke alt dette stive preussiske Militair -- der var ikke al

den Told og de mange Skatter -- ak, hvad kunde man ikke faa for

Pengene -- Kjødet er nu blevet over en Trediedel dyrere -- ej, ja,

ja!

Og hun reiste sig hovedrystende, med et dybt Suk, -- og gik henimod

Døren.