Jeg stillede Lampekuplen fra mig paa Bordet -- eller snarere udenfor
Bordet, og hørte den klingre paa Gulvet, inden jeg naaede Døren, som
jeg aabnede paa Klem. Det lod til at være en Kuldrager, som der var
bleven lukket op for.
Rasende og fortvivlet vilde jeg allerede smække min Dør i, da jeg
hørte en spæd Barnestemme, der vexlede nogle Ord med Tjenestepigen,
af hvilke et havde en fjern Lighed med mit Navn.
Aandeløs lyttede jeg. Smaa, trippende Skridt nærmede sig, og der blev
pikket ganske sagte paa Døren.
Jeg lukkede den op; foran mig stod en lille Pige paa en syv-otte Aar
med et forgrædt Ansigt, som jeg kjendte, -- hun boede i samme Hus som
Jagemanns, og den gamle Kone gav sig meget af med hende og hendes
mindre Søster.
-- Vil du mig Noget, min lille Ven?
Barnet saae ned og snøftede.
-- Skal du sige mig Noget -- eller bringe mig Noget?
Nu hylede hun, og gned sig rundt i Øinene med den ene Haand; den
anden holdt hun indsvøbt i et Tørklæde. Jeg trak hende indenfor.
-- Men hvad er det da? skulde du maaske give mig en lille Bog?
Men nu brølede hun formelig.
»Herregud, hvad skal det dog sige,« tænkte jeg og trippede om i
utaalmodig Fortvivlelse.
-- Jeg kan ikke .... gjøre for det, begyndte hun endelig. -- Jeg
havde -- jeg skulde -- det var den lille Jagemann -- hun gav mig den
lille Bog -- og den store Jagemann gav mig en Kage -- til at spise
paa Veien -- og saa var det -- --
Jeg sprang hen og greb min Hat. Barnet stak sin venstre Haand ind
under Tørklædet og rakte den oversølede Notitsbog hen imod mig.
-- Jeg kan ikke gjøre for det -- det var en ækel Dreng -- han
skubbede -- og saa faldt den lille Bog -- i en Pyt -- u hu! paa
Dibbelswalder-Platz -- hu! --
Jeg skyndte mig at finde en Sølvgroschen, som jeg stak i hendes lille
vaade Næve, og foer ud af Døren forbi Pigen og Kuldrageren, hvis
Latter fulgte mig ned ad Trappen.
I faa Minutter -- hvor vare de alle kostbare nu! -- naaede jeg
Röhrhofsgasse.