Minna lo og reciterede: --

-- Wie Lieb' und Treu und Glauben

verschwunden aus der Welt,

und wie so theuer der Kaffee,

und wie so rar das Geld. --

-- Naa, du har da ikke glemt din Heine, bemærkede Stephensen.

-- Ih nei, udbrød hun ivrig.

Jeg tænkte paa, hvorledes Stephensen havde viist sin Heine-Kundskab,

og jeg satte vel neppe det muntreste Ansigt op dertil. Minna, der

syntes at læse i mit Ansigt, sukkede hørlig. Stephensen lagde

Skitsebogen paa Bordet og lænede sig tilbage med Hænderne under

Nakken.

Jeg troer, at vi Alle vare overraskede ved saa uventet at være førte

tilbage til os selv og vore Forhold, og at vi følte, hvor umuligt det

var at konversere os fra den.

Fru Jagemann traadte ind med Dækketøi, og Minna stod op for at hjelpe

hende med at dække Aftensbordet. Vi spiste ikke med saa megen

Appetit, som vor Taushed kunde tyde paa. --

Der manglede endnu Noget paa Billedet, og strax efter The tog

Stephensen fat igjen.

-- Saa, nu faar det være godt, -- det er ogsaa snart sent, og Minna

skal vel tidlig op for Reisens Skyld, sagde han efter at have tegnet

et Kvarters Tid.

Jeg traadte hen til ham og kunde ikke tilbageholde et

Beundrings-Udbrud. Tegningen var ikke saa sikker og dristig udført

som den af mig, men selve denne Ængstelighed gav det en vis

elskværdig Ynde, og Udtrykket var ikke mindre heldigt, fordi det var

givet næsten antydningsvis let; man anede endnu Noget foruden det

Sete.

-- Det kunde blive bedre -- men selv om der var Tid, vilde jeg frygte

for en »Besser-Machen«.

Han løsnede ogsaa dette Blad med Pennekniven.

-- Og hvem skal saa have #det#? spurgte Minna.

Stephensen rakte hende det:

-- Du, -- for at give det til den af os, som du mener kommer til at

trænge mest dertil.

Der var en dyb og sørgmodig Alvor i hans Stemme, der skjælvede ganske

lidt med en overordentlig sympathetisk Klang. Det var den eneste

Hentydning, der i Aftenens Løb var faldet til den forestaaende

Afgjørelse, og Ingen havde hidtil mer end Stephensen været betænkt

paa at holde Samtalen i saadanne uskadelige Spor, der løbe udenom

Situationen. Den uventede Ligefremhed forskrækkede os næsten -- ham

selv maaske ikke mindst -- men jeg i det mindste glædede mig strax

derefter over, at vi dog ikke hele Aftenen havde løiet os bort fra

Alvoren, men et enkelt Sekund seet den lige i Øinene: -- det var som

en Beroligelse af Samvittigheden. Jeg følte endogsaa en vis

Taknemlighed mod Stephensen for det moralske Mod, som han havde

viist. Men der blandede sig rigtignok strax en bitter Følelse deri --

Erkjendelsen af hans Overlegenhed. Jeg var vis paa, at havde jeg

forsøgt paa at sige noget Saadant, saa var det mislykkedes, -- det

var sket paa en keitet, stødende Maade og havde kun efterladt pinlig

Misstemning, medens der nu ligesom fulgte et friere Aandedrag.

Ligesom det baade igaar paa Terrassen og denne Aften var lykkedes ham

at holde Alt indenfor det neutrale Gebet, saaledes ledsagedes han af

det samme Held, da han nu traadte ud af denne Kreds og med dristig

Haand rørte ved det, som vi havde ment maatte være »tabu«. Dette Held

beroede kun paa hans Sikkerhed, og det var den, der afnødte mig den

tause Tilstaaelse -- den pinligste af alle overfor en Medbeiler --:

at han var mere af en Mand end jeg. Ganske vist sagde jeg mig selv,

at det var kun den ydre, tilsyneladende Mandighed, der i

Virkeligheden kun vidner om større Bevandring i det selskabelige Liv;

men beskjæmmende og foruroligende blev det ligefuldt.

Minna tog imod Bladet uden at svare og med sænket Blik. Hun lagde

det i sin Mappe ved Siden af mit Portrait, og jeg udlagde dette

Naboskab som et godt Varsel.

Jeg husker ogsaa, at jeg opsøgte hin støvleformede Plet paa

Tapetpapiret -- den var ved denne Belysning ikke saa let at finde --

for at afvende det onde Varsel, der kunde ligge i hint Indfald, da

jeg tog Afsked med Minna: »maaske faar du aldrig mere denne Plet at

se«. Hvis jeg nu havde forsømt at betragte den, kunde det jo gjælde

endnu! Jeg var i disse Dage saa overtroisk som en gammel Kjælling,

fordi kun mine Forhold existerede, og Alt maatte have Betydning for

dem.

Fru Jagemann sad i sin Stol og halvsov med aabne Øine; hun forstod

Intet af, hvad der bevægede os, men mumlede mekanisk:

-- Allerkjæreste -- Ak Gud, ja -- det kan man rigtignok kalde Talent.

Vi snakkede endnu et Kvarters Tid om ligegyldige Ting, -- for at

forhale Afskedsøieblikket. Endelig rev vi os løs.

Minna lyste os ud paa Trappen. Gadedøren var endnu aaben.

Jeg lod ham træde først ud. Han vendte sig, og idet han tog Hatten

af, strakte han den høire Haand ud imod mig.

-- De sagde igaar Aftes, Hr. Fenger, at vi skildtes som Fjender. Se,

nu har vi dog tilbragt en Aften ret venskabelig sammen. Vi kan i

Virkeligheden ikke hade hinanden; for hvem af os, der end bliver den

Begunstigede, saa vil den Anden være det Menneske, der mest af Alle

ønsker ham Lykke -- for hendes Skyld.

-- De har Ret, Hr. Stephensen. Men vore Veie er skilte. Farvel!

Vi gik hver til sit.

Det var hørt op med at regne. Mellem de løse Skyer tindrede hist og

her en Stjerne over de blanke Tage. De vaade Brostene og

Flisefortovene skinnede langt bort med en øde og trist Glands.

Minna · 第 42 / 59 题