-- Wie Lieb' und Treu und Glauben
verschwunden aus der Welt,
und wie so theuer der Kaffee,
und wie so rar das Geld. --
-- Naa, du har da ikke glemt din Heine, bemærkede Stephensen.
-- Ih nei, udbrød hun ivrig.
Jeg tænkte paa, hvorledes Stephensen havde viist sin Heine-Kundskab,
og jeg satte vel neppe det muntreste Ansigt op dertil. Minna, der
syntes at læse i mit Ansigt, sukkede hørlig. Stephensen lagde
Skitsebogen paa Bordet og lænede sig tilbage med Hænderne under
Nakken.
Jeg troer, at vi Alle vare overraskede ved saa uventet at være førte
tilbage til os selv og vore Forhold, og at vi følte, hvor umuligt det
var at konversere os fra den.
Fru Jagemann traadte ind med Dækketøi, og Minna stod op for at hjelpe
hende med at dække Aftensbordet. Vi spiste ikke med saa megen
Appetit, som vor Taushed kunde tyde paa. --
Der manglede endnu Noget paa Billedet, og strax efter The tog
Stephensen fat igjen.
-- Saa, nu faar det være godt, -- det er ogsaa snart sent, og Minna
skal vel tidlig op for Reisens Skyld, sagde han efter at have tegnet
et Kvarters Tid.
Jeg traadte hen til ham og kunde ikke tilbageholde et
Beundrings-Udbrud. Tegningen var ikke saa sikker og dristig udført
som den af mig, men selve denne Ængstelighed gav det en vis
elskværdig Ynde, og Udtrykket var ikke mindre heldigt, fordi det var
givet næsten antydningsvis let; man anede endnu Noget foruden det
Sete.
-- Det kunde blive bedre -- men selv om der var Tid, vilde jeg frygte
for en »Besser-Machen«.
Han løsnede ogsaa dette Blad med Pennekniven.
-- Og hvem skal saa have #det#? spurgte Minna.
Stephensen rakte hende det:
-- Du, -- for at give det til den af os, som du mener kommer til at
trænge mest dertil.
Der var en dyb og sørgmodig Alvor i hans Stemme, der skjælvede ganske
lidt med en overordentlig sympathetisk Klang. Det var den eneste
Hentydning, der i Aftenens Løb var faldet til den forestaaende
Afgjørelse, og Ingen havde hidtil mer end Stephensen været betænkt
paa at holde Samtalen i saadanne uskadelige Spor, der løbe udenom
Situationen. Den uventede Ligefremhed forskrækkede os næsten -- ham
selv maaske ikke mindst -- men jeg i det mindste glædede mig strax
derefter over, at vi dog ikke hele Aftenen havde løiet os bort fra
Alvoren, men et enkelt Sekund seet den lige i Øinene: -- det var som
en Beroligelse af Samvittigheden. Jeg følte endogsaa en vis
Taknemlighed mod Stephensen for det moralske Mod, som han havde
viist. Men der blandede sig rigtignok strax en bitter Følelse deri --
Erkjendelsen af hans Overlegenhed. Jeg var vis paa, at havde jeg
forsøgt paa at sige noget Saadant, saa var det mislykkedes, -- det
var sket paa en keitet, stødende Maade og havde kun efterladt pinlig
Misstemning, medens der nu ligesom fulgte et friere Aandedrag.
Ligesom det baade igaar paa Terrassen og denne Aften var lykkedes ham
at holde Alt indenfor det neutrale Gebet, saaledes ledsagedes han af
det samme Held, da han nu traadte ud af denne Kreds og med dristig
Haand rørte ved det, som vi havde ment maatte være »tabu«. Dette Held
beroede kun paa hans Sikkerhed, og det var den, der afnødte mig den
tause Tilstaaelse -- den pinligste af alle overfor en Medbeiler --:
at han var mere af en Mand end jeg. Ganske vist sagde jeg mig selv,
at det var kun den ydre, tilsyneladende Mandighed, der i
Virkeligheden kun vidner om større Bevandring i det selskabelige Liv;
men beskjæmmende og foruroligende blev det ligefuldt.
Minna tog imod Bladet uden at svare og med sænket Blik. Hun lagde
det i sin Mappe ved Siden af mit Portrait, og jeg udlagde dette
Naboskab som et godt Varsel.
Jeg husker ogsaa, at jeg opsøgte hin støvleformede Plet paa
Tapetpapiret -- den var ved denne Belysning ikke saa let at finde --
for at afvende det onde Varsel, der kunde ligge i hint Indfald, da
jeg tog Afsked med Minna: »maaske faar du aldrig mere denne Plet at
se«. Hvis jeg nu havde forsømt at betragte den, kunde det jo gjælde
endnu! Jeg var i disse Dage saa overtroisk som en gammel Kjælling,
fordi kun mine Forhold existerede, og Alt maatte have Betydning for
dem.
Fru Jagemann sad i sin Stol og halvsov med aabne Øine; hun forstod
Intet af, hvad der bevægede os, men mumlede mekanisk:
-- Allerkjæreste -- Ak Gud, ja -- det kan man rigtignok kalde Talent.
Vi snakkede endnu et Kvarters Tid om ligegyldige Ting, -- for at
forhale Afskedsøieblikket. Endelig rev vi os løs.
Minna lyste os ud paa Trappen. Gadedøren var endnu aaben.
Jeg lod ham træde først ud. Han vendte sig, og idet han tog Hatten
af, strakte han den høire Haand ud imod mig.
-- De sagde igaar Aftes, Hr. Fenger, at vi skildtes som Fjender. Se,
nu har vi dog tilbragt en Aften ret venskabelig sammen. Vi kan i
Virkeligheden ikke hade hinanden; for hvem af os, der end bliver den
Begunstigede, saa vil den Anden være det Menneske, der mest af Alle
ønsker ham Lykke -- for hendes Skyld.
-- De har Ret, Hr. Stephensen. Men vore Veie er skilte. Farvel!
Vi gik hver til sit.
Det var hørt op med at regne. Mellem de løse Skyer tindrede hist og
her en Stjerne over de blanke Tage. De vaade Brostene og
Flisefortovene skinnede langt bort med en øde og trist Glands.