VI

Paa Bordet i mit lille Værelse laa der to Breve, det ene med engelsk,

det andet med tydsk Postmærke. Jeg kjendte begge Haandskrifterne og

aabnede hurtig min Onkels Brev.

Han skrev -- som sædvanlig kort og forretningsmæssig -- at paa Grund

af et Personskifte ved Fabrikken var det bedst, at jeg allerede om

fire Uger reiste til ham i London. Jeg maatte da opgive at fuldende

mine Studier ved Polytechnicum og tage min Examen, men det vilde ikke

gjøre min Carriere noget Afbræk, og det var vigtigere ikke at

forsømme denne gunstige Leilighed til at indtræde i praktisk

Virksomhed. Om et Par Dage vilde der komme en Anvisning paa et Beløb,

der vilde være tilstrækkeligt til, at jeg kunde ekvipere mig og

bestride Reiseomkostningerne. Han udbad sig omgaaende Svar, for at

han kunde se, at jeg rigtig havde modtaget hans Brev.

Denne Meddelelse -- rettere Ordre -- satte mig i stor Uro.

Det var aabenbart, at dersom det Frygtelige skete, hvis Forholdet

mellem mig og Minna skulde blive brudt, da vilde der ikke kunne

hændes mig noget Ønskeligere -- (saafremt der da overhovedet længer

kunde være Tale om Ønsker og Haab!) -- end hurtigst muligt at blive

flyttet bort fra disse Steder, der vare saa fulde af oprivende Minder

-- og hvor jeg maaske i nogen Tid vilde være udsat for at møde hende

--, for under nye Omgivelser at kastes ind i en Virksomhed, der vilde

fordre Anspændelsen af alle mine Kræfter. Men naturligvis dvælede

mine Tanker ikke gjerne ved en Ønskelighed, der havde en saa pinlig

Forudsætning.

Paa den anden Side: -- naar hun valgte mig, vilde det være saa

ubeleiligt som vel muligt at skulle forlade hende allerede et Par

Uger derefter, medens hun endnu var rystet af disse Sindsbevægelsers

Dønninger og sikkert mer end nogensinde trængte til en trofast

Støtte, til en bestandig fornyet og bestyrket levende Følelse af, at

den Kjærlighed, som hun har givet sig i Vold, hverken vil eller kan

vige fra hende -- lade hende alene, maaske paa Aaremaal, atter

henvist til Brevvexling og -- den danske Ordbog!

Den Sandsynlighed, at jeg hurtigere, end jeg havde ventet, vilde naa

frem til en Stilling, hvori jeg kunde gifte mig, syntes mig ikke at

opveie det Mislige i en Adskillelse netop paa dette Tidspunkt.

Men Forholdet til min Onkel, hvem jeg nu kjendte -- eller ikke

kjendte -- gjennem Breve, var ikke saaledes, at jeg turde tænke paa

at forsøge at faa ham fra sin Bestemmelse, og desuden var jeg netop

for Øieblikket, da der skulde svares, ganske afskaaren fra at vise

ham Fortrolighed.

Et Stykke engelsk Hefteplaster, hvis jeg fik et dødeligt Saar, -- og

hvis jeg seirede, en ubøielig Lov, der jog mig bort fra den

tilkjæmpede Lykke -- det var dette Brevs ikke just henrykkende

Forjættelser. -- Jeg følte mig endnu mere mismodig, end da jeg

traadte ind i Værelset.

Udenfor regnede det tæt, og den snævre Gade formørkede Kamret saa

stærkt, at jeg maatte sætte mig ved Vinduet for at kunne læse det

andet Brev -- fra min Ven Immanuel Hertz -- han var opkaldt efter

Kant -- i Leipzig.

Efter at have lykønsket mig til min Forlovelse -- han undskyldte, at

Lykønskningen kom lidt sent -- mange Forretninger -- skrev han, at

han var bleven bekymret ved at høre gjennem Moderen, at hans kjære

gamle Fader endnu ikke var bleven af med den Forkjølelse, som han

havde paadraget sig i Prag, -- han frygtede, at Moderen maaske for

ikke at gjøre ham ængstelig, kunde fortie et og andet, og bad mig om

uforbeholdent at sige, hvad jeg mente om Faderens Sygdom.

Jeg var naturligvis altfor egoistisk optagen af mine egne

Bekymringer, til at den gamle Hertz' Hoste kunde forekomme mig

skjæbnesvanger.

Forespørgslen gav mig saaledes ikke meget at tænke over, derimod

granskede jeg med en Fortolkers Grundighed hans indledende

Lykønskning og mente deri at opdage noget Tvungent.

Den skikkelige Immanuel Hertz begyndte at faa en særlig Interesse for

mig; jeg mindedes, hvorledes Minna altid havde undgaaet at tale om

ham, og Stephensens Ytring den foregaaende Aften om Minna og ham

syntes, skjøndt fremsat ganske exempelvis, at have Noget bagved sig.

Alt dette pegede i samme Retning, og forøvrig var det at lære Minna

at kjende og at elske hende for mig saa uadskillelig sammenknyttet,

at min Formodning ikke var længe om at blive til Vished.

Altsaa, han havde ogsaa brændt sig! -- hvorledes han vel var kommen

over det?

Han var sikkert ingen letsindig Karakter, men maaske mere

fornuftmæssig end lidenskabelig anlagt, og derfor havde Saaret vel

neppe været ulægeligt.

Nye Forhold og anstrengt Virksomhed havde i alt Fald ogsaa sikkert

for ham været Midlet.

Hvor forhadt end den Tanke var mig, at ogsaa jeg skulde faa Brug for

dette Universal-Arcanum, saa forvildede jeg mig dog efterhaanden ind

i forræderiske, engelske Fremtids-Drømme, der rigtignok oversprang

den vigtigste Side -- Virksomheden -- som noget Underforstaaet, men

til Gjengjæld viste mig mit eget kjære Jeg, et Par Aar ældre,

galopperende med i en prægtig Cavalkade gjennem Hyde-Park (hvilken

jeg forestillede mig som »Grosser Garten«), dandsende paa Baller, der

straalede af alle »high-life«s Diamanter og Stjerner, eller som Gjæst

paa et gammelt Herresæde, der laa skjult i uoverskuelige Skove og

Dyrehaver, -- en feiret Gjæst, første Mand ved Lawn-Tennis, ikke

sidste i en vild Parforce-Jagt og præcis mødende paa Signalet af

Middagsklokken, »Sjælens Stormklokke«, som Byron kalder den; -- og

naturligvis: baade i Hyde-Park, i Balsalen og paa Herregaarden var

jeg omringet af disse »Misser« der berømmes som Verdens deiligste

Kvinder, Alle Arvinger til Millioner Pund og ikke Alle uimodtagelige

for den Hyldest, som en sønderreven Sjæl endnu er Skjønheden og

Elskværdigheden skyldig .... Men idet saa Billedet af Minna traadte

ret levende frem for mig paa denne Baggrund, der fremhævede dets

fordringsløse, borgerlige Ynde, som et dunkelt skimtet Tapet

af phantastiske yppige Gobelins, der af den effektsøgende

Kunstnerhaand er malet bag ved Portraitstudiet af en mørk og stille

Kvindeskikkelse: -- saa opløste hine Drømme sig strax i deres

Intethed. Ikke fordi jeg betragtede dem som umulige, men fordi selv

deres Virkeliggjørelse maatte blive tom og indholdsløs i Forhold til

dette milde og klare Ideal, overfor hvilket jeg følte alt det Gode i

mig komme frem til Lyset og alle raa og lave Elementer synke og

bundfælde sig i Sjælens ubevidste Naturdyb.

Skamfuld over, at jeg i dette Øieblik havde ladet mig troløst forlede

til saadanne udsvævende Phantasier, gjorde jeg dem til et Offer paa

hendes Alter, og jeg skyndte mig at give Afkald paa disse Herligheder

(der naturligvis maatte ligge saadan lige paa en Præsenter-Bakke for

en Polytechniker i subaltern Stilling ved en Fajance-Fabrik), -- for

udelt at give mig hen i Saligheden ved hendes Besiddelse eller

Smerten over hendes Tab.

Jeg betoges af en feberagtig Længsel efter at se hende.

Det var mig ubegribeligt, hvorledes jeg skulde holde ud at sidde hele

Aftenen alene og vide, at hun var alene faa Minutters Gang derfra.

Det var allerede kjendelig mørkere, og det lod ikke til, at jeg vilde

blive hentet.

Nu var det mig klart, at jeg hele Tiden havde holdt mig oppe med det

Haab, at hans Nærværelse hos Jagemanns vilde nødvendiggjøre min.

Endelig gav jeg mig til at tænde Lampen, for at skrive til min Onkel.

Minna · 第 39 / 59 题