Paa Bordet i mit lille Værelse laa der to Breve, det ene med engelsk,
det andet med tydsk Postmærke. Jeg kjendte begge Haandskrifterne og
aabnede hurtig min Onkels Brev.
Han skrev -- som sædvanlig kort og forretningsmæssig -- at paa Grund
af et Personskifte ved Fabrikken var det bedst, at jeg allerede om
fire Uger reiste til ham i London. Jeg maatte da opgive at fuldende
mine Studier ved Polytechnicum og tage min Examen, men det vilde ikke
gjøre min Carriere noget Afbræk, og det var vigtigere ikke at
forsømme denne gunstige Leilighed til at indtræde i praktisk
Virksomhed. Om et Par Dage vilde der komme en Anvisning paa et Beløb,
der vilde være tilstrækkeligt til, at jeg kunde ekvipere mig og
bestride Reiseomkostningerne. Han udbad sig omgaaende Svar, for at
han kunde se, at jeg rigtig havde modtaget hans Brev.
Denne Meddelelse -- rettere Ordre -- satte mig i stor Uro.
Det var aabenbart, at dersom det Frygtelige skete, hvis Forholdet
mellem mig og Minna skulde blive brudt, da vilde der ikke kunne
hændes mig noget Ønskeligere -- (saafremt der da overhovedet længer
kunde være Tale om Ønsker og Haab!) -- end hurtigst muligt at blive
flyttet bort fra disse Steder, der vare saa fulde af oprivende Minder
-- og hvor jeg maaske i nogen Tid vilde være udsat for at møde hende
--, for under nye Omgivelser at kastes ind i en Virksomhed, der vilde
fordre Anspændelsen af alle mine Kræfter. Men naturligvis dvælede
mine Tanker ikke gjerne ved en Ønskelighed, der havde en saa pinlig
Forudsætning.
Paa den anden Side: -- naar hun valgte mig, vilde det være saa
ubeleiligt som vel muligt at skulle forlade hende allerede et Par
Uger derefter, medens hun endnu var rystet af disse Sindsbevægelsers
Dønninger og sikkert mer end nogensinde trængte til en trofast
Støtte, til en bestandig fornyet og bestyrket levende Følelse af, at
den Kjærlighed, som hun har givet sig i Vold, hverken vil eller kan
vige fra hende -- lade hende alene, maaske paa Aaremaal, atter
henvist til Brevvexling og -- den danske Ordbog!
Den Sandsynlighed, at jeg hurtigere, end jeg havde ventet, vilde naa
frem til en Stilling, hvori jeg kunde gifte mig, syntes mig ikke at
opveie det Mislige i en Adskillelse netop paa dette Tidspunkt.
Men Forholdet til min Onkel, hvem jeg nu kjendte -- eller ikke
kjendte -- gjennem Breve, var ikke saaledes, at jeg turde tænke paa
at forsøge at faa ham fra sin Bestemmelse, og desuden var jeg netop
for Øieblikket, da der skulde svares, ganske afskaaren fra at vise
ham Fortrolighed.
Et Stykke engelsk Hefteplaster, hvis jeg fik et dødeligt Saar, -- og
hvis jeg seirede, en ubøielig Lov, der jog mig bort fra den
tilkjæmpede Lykke -- det var dette Brevs ikke just henrykkende
Forjættelser. -- Jeg følte mig endnu mere mismodig, end da jeg
traadte ind i Værelset.
Udenfor regnede det tæt, og den snævre Gade formørkede Kamret saa
stærkt, at jeg maatte sætte mig ved Vinduet for at kunne læse det
andet Brev -- fra min Ven Immanuel Hertz -- han var opkaldt efter
Kant -- i Leipzig.
Efter at have lykønsket mig til min Forlovelse -- han undskyldte, at
Lykønskningen kom lidt sent -- mange Forretninger -- skrev han, at
han var bleven bekymret ved at høre gjennem Moderen, at hans kjære
gamle Fader endnu ikke var bleven af med den Forkjølelse, som han
havde paadraget sig i Prag, -- han frygtede, at Moderen maaske for
ikke at gjøre ham ængstelig, kunde fortie et og andet, og bad mig om
uforbeholdent at sige, hvad jeg mente om Faderens Sygdom.
Jeg var naturligvis altfor egoistisk optagen af mine egne
Bekymringer, til at den gamle Hertz' Hoste kunde forekomme mig
skjæbnesvanger.
Forespørgslen gav mig saaledes ikke meget at tænke over, derimod
granskede jeg med en Fortolkers Grundighed hans indledende
Lykønskning og mente deri at opdage noget Tvungent.
Den skikkelige Immanuel Hertz begyndte at faa en særlig Interesse for
mig; jeg mindedes, hvorledes Minna altid havde undgaaet at tale om
ham, og Stephensens Ytring den foregaaende Aften om Minna og ham
syntes, skjøndt fremsat ganske exempelvis, at have Noget bagved sig.
Alt dette pegede i samme Retning, og forøvrig var det at lære Minna
at kjende og at elske hende for mig saa uadskillelig sammenknyttet,
at min Formodning ikke var længe om at blive til Vished.
Altsaa, han havde ogsaa brændt sig! -- hvorledes han vel var kommen
over det?
Han var sikkert ingen letsindig Karakter, men maaske mere
fornuftmæssig end lidenskabelig anlagt, og derfor havde Saaret vel
neppe været ulægeligt.
Nye Forhold og anstrengt Virksomhed havde i alt Fald ogsaa sikkert
for ham været Midlet.
Hvor forhadt end den Tanke var mig, at ogsaa jeg skulde faa Brug for
dette Universal-Arcanum, saa forvildede jeg mig dog efterhaanden ind
i forræderiske, engelske Fremtids-Drømme, der rigtignok oversprang
den vigtigste Side -- Virksomheden -- som noget Underforstaaet, men
til Gjengjæld viste mig mit eget kjære Jeg, et Par Aar ældre,
galopperende med i en prægtig Cavalkade gjennem Hyde-Park (hvilken
jeg forestillede mig som »Grosser Garten«), dandsende paa Baller, der
straalede af alle »high-life«s Diamanter og Stjerner, eller som Gjæst
paa et gammelt Herresæde, der laa skjult i uoverskuelige Skove og
Dyrehaver, -- en feiret Gjæst, første Mand ved Lawn-Tennis, ikke
sidste i en vild Parforce-Jagt og præcis mødende paa Signalet af
Middagsklokken, »Sjælens Stormklokke«, som Byron kalder den; -- og
naturligvis: baade i Hyde-Park, i Balsalen og paa Herregaarden var
jeg omringet af disse »Misser« der berømmes som Verdens deiligste
Kvinder, Alle Arvinger til Millioner Pund og ikke Alle uimodtagelige
for den Hyldest, som en sønderreven Sjæl endnu er Skjønheden og
Elskværdigheden skyldig .... Men idet saa Billedet af Minna traadte
ret levende frem for mig paa denne Baggrund, der fremhævede dets
fordringsløse, borgerlige Ynde, som et dunkelt skimtet Tapet
af phantastiske yppige Gobelins, der af den effektsøgende
Kunstnerhaand er malet bag ved Portraitstudiet af en mørk og stille
Kvindeskikkelse: -- saa opløste hine Drømme sig strax i deres
Intethed. Ikke fordi jeg betragtede dem som umulige, men fordi selv
deres Virkeliggjørelse maatte blive tom og indholdsløs i Forhold til
dette milde og klare Ideal, overfor hvilket jeg følte alt det Gode i
mig komme frem til Lyset og alle raa og lave Elementer synke og
bundfælde sig i Sjælens ubevidste Naturdyb.
Skamfuld over, at jeg i dette Øieblik havde ladet mig troløst forlede
til saadanne udsvævende Phantasier, gjorde jeg dem til et Offer paa
hendes Alter, og jeg skyndte mig at give Afkald paa disse Herligheder
(der naturligvis maatte ligge saadan lige paa en Præsenter-Bakke for
en Polytechniker i subaltern Stilling ved en Fajance-Fabrik), -- for
udelt at give mig hen i Saligheden ved hendes Besiddelse eller
Smerten over hendes Tab.
Jeg betoges af en feberagtig Længsel efter at se hende.
Det var mig ubegribeligt, hvorledes jeg skulde holde ud at sidde hele
Aftenen alene og vide, at hun var alene faa Minutters Gang derfra.
Det var allerede kjendelig mørkere, og det lod ikke til, at jeg vilde
blive hentet.
Nu var det mig klart, at jeg hele Tiden havde holdt mig oppe med det
Haab, at hans Nærværelse hos Jagemanns vilde nødvendiggjøre min.
Endelig gav jeg mig til at tænde Lampen, for at skrive til min Onkel.