-- Ikke igjen? hvad skal det sige? .... Vil du da ikke være denne
Aften hos mig?
-- Jeg troer ikke, det vilde være rigtigt -- vi er jo ikke længer
forlovede.
-- Ikke? jo, det synes jeg dog, vi maa være, -- saa længe -- i alt
Fald -- der er jo endnu ikke sket Noget --
-- Endnu -- indtil du maaske »slaar op med mig«. Men du skal ikke
være nødt dertil, du maa ikke have den Følelse, at du hæver en
Forbindelse, -- hvilken Bestemmelse du end tager, saa knytter du
derved et nyt Forhold. Det er mig, der har hævet vor Forlovelse, --
du maa føle dig fri.
-- Ak, Harald, hvor det er tungt og bittert! Hvem skulde have tænkt
sig det igaar, da vi gav hinanden Ringene! Hun stirrede ned paa sin
Ring, der straalede, idet hun knugede Hænderne sammen.
-- Det er sandt, Ringen, udbrød jeg, og med Følelsen af en heroisk
Anstrengelse begyndte jeg at vrikke min Ring ud over Knoen.
-- Nei, ikke #det#, raabte hun og lagde sin Haand hindrende paa min,
aa, giv mig ikke Ringen tilbage -- forlang ikke din! -- hvorfor skal
vi være saa grusomme mod hinanden?
Jeg sukkede smilende, trykkede ømt hendes Haand og kyssede den --
taknemlig, fordi hendes rigtige Instinkt skaanede os for en
unødvendig Smerte, maaske den bitreste af dem alle, fordi den vækker
alle Forholdets Følelser i een Sum ved at røre ved dets magiske
Symbol. Hvor mangen Adelsmand har ikke følt Forkyndelsen af den
vanærende Dom mindre frygtelig end Skjoldets Sønderbrydelse i Bødlens
Hænder.
-- Kommer du saa ikke, Harald! Forlovede eller ikke, vi er jo dog de
samme.
-- Kjæreste Minna! du kan selv tænke dig, hvor megen Overvindelse det
vil koste mig at blive borte, -- jeg veed virkelig neppe, hvad jeg
skal gjøre af mig selv, naar jeg rigtig tænker paa, at det maaske er
den sidste Aften, da jeg kunde være hos dig ....
Min Bevægelse overvældede mig; jeg pressede Læberne sammen, og idet
jeg saae til Siden for at undgaa hendes Blik, fæstede mit Øie sig
ved en støvleformet Plet paa det tarvelige graa Tapetpapir. Det var
Synd at sige, at der var noget særlig Skjønt ved den, og alligevel
var der en sand Rædsel i den Tanke: maaske du aldrig mer faar den at
se. -- Minna saae hjælpeløst paa min Smerte, -- jeg mærkede det,
skjøndt jeg vedblev at stirre paa Pletten. Der gik vel et Minuts Tid,
før jeg kunde fortsætte: --
-- Men det er dog bedst saaledes .... Det er sandt, at vi er de
samme, men vi vil dog være anderledes mod hinanden, og det maa blive
pinligt for os. Desuden er det ogsaa det rigtigste, nu da vi har
truffet en saadan Bestemmelse -- jeg mener overfor Stephensen ser det
korrektest ud. --
-- Men hvis nu han kommer til os i Aften!
-- Har han talt om det?
-- Nei, -- jeg tænker mig blot, at han muligvis, maaske blot for at
du ikke skal være ene med mig, -- han troer vel, at du kommer som
sædvanlig. --
-- Du har Ret -- nei, ham vil jeg i alt Fald ikke afstaa Pladsen til
.... Hvis han kommer, saa send Bud efter mig, -- der er vel nok En
eller Anden, som du kan faa til at løbe det lille Stykke Vei .... Bi,
-- se, her er min Lommebog, den lader jeg blive her. Faar jeg den
sendt hen, saa veed jeg, at jeg skal komme. Lad ham kun høre, at du
sender den til mig, det er meget godt, at han forstaar, at jeg ikke
kommer ukaldet .... Farvel, min Elskede, -- det kan da Ingen forbyde
mig at kalde dig.
Jeg rakte hende Haanden, som hun trykkede heftig, alt imens hun
borede sit ømme Blik ind i mit med et ængsteligt og spørgende Smil,
og hendes Hoved nærmede sig ganske lidt -- maaske umærkelig for hende
selv. Da drog jeg hende ind til mit Bryst og vore Læber mødtes i et
langt Kys, som om enhver af os vilde suge den Andens Liv ind i sig
for at have det sikkert og uangribeligt. Endelig følte jeg, at hun
slappedes i min Favn, og idet jeg traadte lidt tilbage, endnu stedse
med Armen om hendes Liv, mærkede jeg, at hun neppe kunde støtte paa
Benene, -- hendes Hoved sank ned paa Skuldren, hun gispede efter
Veiret og rystede. Jeg ledte hende forsigtig de Par Skridt hen til
den lille Sopha, hvor jeg lod hende glide ned og skubbede Puden til
Rette under hendes Nakke.
Derpaa lukkede jeg Døren op og kaldte paa Moderen, der strax dukkede
frem af Kjøkkenets Dunkelhed og atter forsvandt deri for at hente
Vand, da hun hørte, at Minna ikke var vel. Vims og forfjamsket,
bestandig sammendukket, lige som en Underjordisk paa Scenen, foer hun
ind i Dagligstuen; det forskrækkede Udtryk, der gjorde hendes grove
Ansigtstræk endnu groteskere, meddelte dem tillige en vis aandelig
Skjønhed ved at vidne om hendes store Ømhed for Datteren.
Da jeg saae hende sysle med den halvt bevidstløse Pige, skyndte jeg
mig bort, overbevist om, at min Fjernelse var den vigtigste
Forholdsregel, naar det gjaldt om at bringe Minna til Ro.