IV

Der kom ingen Søvn i mine Øine den Nat.

Jeg hørte Uhret paa Kreuzkirche slaa det ene Kvarterslag efter det

andet, medens jeg væltede mig om paa Leiet. Undertiden begyndte vel

mine Tanker at flakke paa den villieløse Maade, som indvarsler

Slummeren, men saa gik der en Strøm af Feberhede igjennem mig, og jeg

var strax lysvaagen. En dump Fortvivlelse, der allerede ansaae Alt

for tabt, fik mer end een Gang mine Taarer til at flyde.

Jo umuligere en Ulykke synes, desto nærmere er den ved Virkeligheden,

saasnart den blot bliver mulig; thi da den allerede har gjort

Springet over den største Afgrund, kan man ikke tvivle om, at den

ogsaa vil have Kraft til at sætte over det mindre Svælg; da den fra

Intet er bleven Noget, hvorfor skulde den saa ikke kunne blive Alt?

-- Der gives Visheder, som staa saa uanfægtelige for os, at de næsten

ere afdisputerede os, saasnart vi bringes til Disput; thi med deres

Uanfægtelighed synes deres inderste Væsen at forsvinde.

Hvad kan være en vissere Besiddelse, fjernere fra enhver Fare, end en

trofast Kvindes Kjærlighed? Jeg følte, at Minna elskede mig, jeg

vidste, at hun -- som ogsaa Stephensen havde sagt --, var en trofast

Natur.

Men det frygtelige, det Nemesis-agtige var, at denne Trofasthed

vendte sig imod mig selv; det var hendes Troskab mod ældre Følelser,

der manedes op mod den til de yngre, ved hvilke hun var bunden til

mig.

Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke!

Og nu havde en Fremmed sagt mig med rene Ord, at han haabede at rive

den fra mig.

Men jeg da? havde jeg leet ham ud eller vendt ham Ryggen som en

stakkels Nar?

Nei, jeg havde indladt mig i Strid med ham -- som om min Lykke

trængte til at forsvares -- værre endnu; jeg havde formelig truffet

Aftale med ham om, hvorledes man rigtigst burde forholde sig fra

begge Sider, og saaledes havde jeg indrømmet Muligheden af, at han

kunde seire, havde tilstaaet, at jeg slet ikke eiede denne Lykke, men

først skulde vinde den.

Faren var ikke blot mulig, den var virkelig, den var over mig, -- og

jeg stønnede under den som under et Mareridt.

Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke! Og dog forekom det mig

nu, at jeg i Grunden bestandig havde anet en Fare, og at der stedse

var draget en Skygge hen over denne Tids klareste Solskin. Jeg

erindrede, hvorledes hint mistænkelige Brev havde vakt mig af

Salighedsrusen efter det første Kys; jeg følte atter den pludselige,

ugrundede Skræk, som gjennemjog mig i Schandau, da jeg hørte hendes

Brev falde i Postkassen; ved mit første ensomme Besøg i hendes

Barndomshjem havde Skinsygen overfaldet mig paa en Maade, der nu

forekom mig spøgelseagtig; neppe havde jeg nydt Gjensynets Glæde, før

den forbitredes ved Minnas Mismod og ved hans bebreidende Brev, der

havde fremkaldt hos mig en urimelig Skinsyge og en mindre taabelig

Angst; hvor indstændig havde jeg ikke bedet hende om at lade det

ubesvaret, og hun havde sagt: jeg #maa# -- med den hende

eiendommelige Fatalisme, som nu ogsaa syntes at have smittet mig. Og

den følgende Dag, da hun havde skrevet og vist mig dette Brev, og vi

saa om Aftenen sad sammen paa Udsigtshøien i »Grosser Garten« og

øinede det fjerne Lilienstein, -- gled der da ikke over vore Hjerter

en Tungsinds-Skygge, som om vi stirrede ud imod et tabt Lykkeland? --

Saaledes syntes en fjendtlig Skjæbne at være født samtidig med vor

Pagt og at have nærmet sig truende, indtil den nu -- efter Beethovens

Udtryk -- »bankede paa vor Tilværelses Port«. Og den vilde nok vide

at skaffe sig Adgang, -- den stærke truer ikke forgjæves.

Jeg glemte, at netop, naar »Skjæbnen banker paa«, er det Tid til at

vise, at man er Karl for at tage imod den og i fornødent Fald kaste

den ned ad Trapperne; ellers kan let Omstændighederne falde paa at

spøge under Skjæbnens Kappe, i Tillid til vor Svaghed.

Under saadanne mistrøstige Betragtninger var jeg sunket hen i en

lethargisk Døs og fastholdtes lige saa meget i denne som jeg

opskræmmedes ved en physisk Skræk, et Syn eller snarere en

Fornemmelse af noget Uhyre og Uformeligt, der graalig skilte sig ud

fra Mørket og nærmede sig langsomt og ustandselig; -- ja, selv disse

vage Udtryk give maaske et vrangt Billede, thi dette nerveuse Indtryk

var ubeskriveligt, ja ufatteligt; det syntes at dukke op fra en Del

af vor Natur, der ligger under Bevidsthedslivet, og ligesaa lidt at

kunne indordnes i Begrebernes og Forestillingernes snevre Rum, som

Urtidens enorme Fostre kunne finde en Plads blandt de nulevende

Arter.

Endelig rystede jeg denne uhyggelige Tilstand af mig, klædte mig paa

og gik ud.

Det var en kold Morgendæmring med Taage og Støvregn.

Overalt var der lukket; jeg maatte drive fastende om en Timestid, --

ør og tung i Hovedet, og med den flove Utilpashed, som følger med en

altfor aarle Opstandelse.

Endelig fandt jeg en Café, hvor der blev luftet ud og vasket Gulv.

Jeg satte mig i en Krog, og Opvarteren, som havde #sin# Mening om min

Morgenduelighed, foreslog »en Sodavand«.

-- »Kaffe«, beordrede jeg barsk.

Men der var endnu ikke gjort Ild paa, og jeg maatte vente.

Det var en ægte -- skjøndt ikke behagelig -- Reisestemning, med

Erindring om Hoteller, naar man skulde med Morgentoget.

Reise -- bort herfra -- --! det var jo det, Minna vilde igaar Aftes;

da havde jeg snakket hende derfra -- og nu, hvor vilde jeg ikke

ønske, at vi allerede vare underveis -- at hun sad hos mig og Drosken

var bestilt -- Morgentoget -- hvorhen? lige meget -- blot afsted!

Men #nu# var det umuligt, selv om jeg havde haft Penge. Stephensen

havde ved sin Aabenhed virkelig opnaaet at lamme mig -- hvilket vel

ogsaa havde været hans Hensigt, om han end ikke anede, at vi kunde

tænke paa at reise hemmelig bort. Det var ikke saa meget det, at min

Stolthed vægrede sig ved at fly, skjøndt den Tanke var mig meget

imod, at Stephensen med nogen Berettigelse skulde kunne beklage sig

over min Handlemaade; værre var Frygten for en bestandig Følelse af,

at min bedste Skat var erhvervet paa en underfundig Maade, og værst

den Mulighed, at jeg endogsaa kunde begaa en Uret imod hende. Fra min

Side havde denne Flugt jo kun Mening under den Forudsætning, at Minna

efter modent Overlæg vilde have foretrukket Stephensen.

Men hvilken Ret havde jeg til at forebygge en saadan Afgjørelse, selv

om jeg gjorde det med hendes Indvilligelse?

Og hvis det viste sig at være en Overilelse, -- dersom hun senere

opdagede, at hun havde taget feil af sine Følelser, hvor bitter vilde

da ikke den Anger være, der kom for sent!

Nei, vi maatte blive og lade #det# ske, som skulde ske. Og dog var

der en indre Stemme, som vedblev at hviske: »Reis bort! hun vil

sikkert endnu.«

Dernæst kom Dagsordenen for. Det store Spørgsmaal var, om jeg strax,

saasnart det blev en rimelig Tid, skulde gaa til hende.

Min Længsel og Ængstelse drev paa, men Kritikken sagde: »Hvorfor

overløbe hende paa en usædvanlig Tid, det vil virke opskræmmende og

foruroligende paa hende, og hun behøver netop al sin Besindighed og

Klarhed. Desuden viser det, at du selv er ude af de vante Folder, det

lader dig synes bange, maaske endogsaa mistroisk.

Ganske vist, naar du bliver borte, er der Sandsynlighed for, at han

faar talt ene med hende, men det kan du dog ikke forhindre, saa lige

saa godt først som sidst .... Ja, de maa jo endogsaa tale sammen, du

kan da for Pokker ikke fri for ham. Altsaa: enten løb bort med hende,

eller ogsaa -- lad være med at spille Argus.«

Jeg besluttede mig til at gaa paa Polytechnicum som sædvanlig og

først besøge Minna efter Middag.

V

Da jeg traadte ind i den lille Dagligstue, sad Minna ved det aabne

Vindue. Jeg kunde strax se paa det Blik, som hun vendte imod mig, at

hun havde grædt meget.

-- Har han været hos dig? spurgte jeg strax, mens jeg holdt hendes

skjælvende Haand mellem mine.

-- Ja.

Hun lod mig beholde sin høire Haand og pressede den anden, der

knugede et lille Lommetørklæde, fast under Brystet, som om hun havde

Sting.

-- Hvad han har sagt dig, kjære Minna, -- det kan jeg jo nok vide

efter den Samtale, som jeg igaar Aftes havde med ham .... Han --

altsaa -- du havde Ret igaar, -- i alt Fald, hvad Hensigten med hans

Komme angik -- desværre -- skjøndt det er maaske egenkjærligt af mig

at sige --

Jeg vidste neppe, hvad jeg sagde, og selv de intetsigende Ord stod

ikke længer til min Raadighed -- kvaltes i min sammensnørede Strube.

Jeg speidede efter Udtrykket i hendes bortvendte Blik, ventede paa et

Ord, -- da rev hun pludselig -- efter et fast Haandtryk -- sin Haand

ud af mine, sank ned paa Stolen og brast i en voldsom, en frygtelig

Hulken, med Ansigtet skjult i Hænderne. Denne hjerteskærende Lyd og

det rørende Syn af dette fine Pigelegeme, der rystedes af Graadens

elementære Kraft, betog mig saaledes, at jeg glemte alt Andet. Jeg

kastede mig paa Knæ ved Siden af hende, omfavnede og trykkede hende

fast ind til mig, raabte atter og atter hendes Navn og tiggede hende

med taabelige Bønner om at holde op, om blot ikke at græde saaledes,

om at fatte Mod og skaane sig selv. Snart strømmede mine Taarer lige

saa rigelig som hendes. Lidt efter lidt tog Krisen af, hun smilede

mat, tørrede mine Øine med det lille Lommetørklæde, der var vaadt af

hendes Taarer, og medens hun ømt trykkede min Haand, hviskede hun

flere Gange: --

-- Min kjære, gode Ven.

-- Det er jeg, Minna, -- det er jeg, hvad der saa sker .... Men du

maa ikke tage det saaledes, hører du! Du maa ikke føle dig ulykkelig,

for du skal ikke blive ulykkelig .... Jeg vil heller taale Alt, end

se dig saaledes, heller miste dig, -- og det vil han ogsaa, det er

jeg vis paa .... Vi maa være fornuftige, og du maa gjøre dig stærk

.... du skal slet ikke tænke paa mig .... tænk blot paa dig selv,

hvad der er bedst for dig .... ikke sandt! det maa jo ogsaa være

bedst for os .... Naar du blot vælger det Rigtigste og gaar efter din

egen Natur, det er det, det gjælder om .... Vi vil begge være glade,

naar du blot bliver lykkelig.

-- Mig selv, -- nei, jeg er rigtignok den, som jeg sidst burde tænke

paa .... Aa, hvis jeg kunde gjøre jer lykkelige med at give Afkald

paa jer begge, saa troer jeg, -- ja, jeg er vis paa, at jeg kunde

bringe dette Offer -- heller end at skuffe Nogen af jer .... Og nu

kan jeg ikke give den Ene min Haand, uden at tage den fra den Anden,

-- hvor skulde jeg saa kunne blive lykkelig! det er der slet ikke

Tale om.

-- Jo, Kjæreste! det maa der alene være Tale om, og det kan der

ogsaa. Ganske vist, det vil gjøre et stort Skaar i din Lykke fra

først af at maatte volde saa dyb en Smerte, det veed jeg, men Lykken

har Tid, det gjælder jo hele Livet .... Naar du vælger det Bedste,

vil du efterhaanden føle dig tilfreds, -- og den, der ikke faar Ret

til at kalde dig sin, -- han vil ogsaa nok med Tiden forsone sig med,

hvad der ikke kunde være anderledes. Kun hvis du vælger urigtigt, --

hvis du tager feil af dine Følelser, -- ja, saa vil du gjøre os Alle

ulykkelige.

-- Det er frygteligt! At være stillet for et saadant Valg .... Naar

dog en Anden kunde vælge for En, -- blot der gaves et Pligtbud i

dette Tilfælde, som sagde: det #bør# du gjøre, ellers synder du! ....

Men jeg synder, hvad jeg saa gjør, -- for jeg har allerede syndet, og

det bliver ved.

-- Nei, nei! saadanne Tanker maa du ikke give efter for! Føi dog ikke

den Slags Skrupler til alt det --

-- Harald! udbrød hun, idet hun reiste sig og saae mig fast ind i

Øinene, tør du vælge for mig? Har du Mod -- forstaa mig ret -- jeg

mener: er din Overbevisning saa stærk, at du med rolig Samvittighed

kan sige: »Din Pligt er at gaa med mig. Du har givet mig dit Ord, og

jeg kan ikke give dig det tilbage, fordi jeg er overbevist om, at

hvis du handler anderledes, vilde det blive til dit Fordærv« -- --?

--

Der gik en Gysen af Glæde igjennem mig, da jeg saaledes pludselig

saae vor Skjæbne lagt i mine Hænder, og den trygge Bevidsthed, at jeg

kun behøvede at gribe til, lod mig for et Øieblik glemme Ansvarets

Alvor. Men inden jeg kunde svare, strakte Minna Haanden ud, som om

hun vilde lægge den paa min Mund, og med et angst, bønligt Blik

fortsatte hun:

-- Men husk paa, Harald, at du vel faar en Hustru, der elsker dig, og

som du selv elsker langt mer, end hun fortjener, -- ak, det veed jeg

-- men maaske dog aldrig kan gjøre dig lykkelig, En, der har et indre

Saar, der aldrig vil læges helt, og som hun maaske forbløder af. Jeg

vil aldrig kunne tilgive mig selv, at jeg har forraadt min første

Kjærlighed .... Ingen huslig Lykke vil helt kunne bortmane

Skræmmebilledet af ham, hvem jeg skylder min første Bevidsthed, mine

første Tanker, min Selvstændighed, Vækkelsen af mine bedste og

skjønneste Følelser -- et Liv og Følelser, der tilhørte ham med Rette

-- ak, hvor har hans Billed ikke været mig kjært og dyrebart -- og nu

maatte det komme som et Spøgelse og anklage mig for at have skjænket

alt dette til en Anden, medens han ventede i Tillid til mig --

arbeidede for os begge -- for vor Fremtid! -- Nei, nei -- aldrig kan

jeg blive virkelig lykkelig eller gjøre dig det, saadan som du

fortjente!

Jeg stod forfærdet og ligesom bedøvet ved Fortvivlelsen i dette

Udbrud; mit Blik søgte bort fra hendes, medens jeg søgte at samle

mine Tanker og faa Rede paa mine kjæmpende Følelser. Det var mig

fuldt forstaaeligt, at en Pige med hendes rene og tillidsfulde Natur,

maatte give Stephensens Handlemaade en saadan Udtydning; allerede i

Anledning af hans Brev med den Heineske Elegi havde hun jo fremsat

den som en Formodning, og efter min Samtale med ham igaar havde jeg

heller ikke været i Tvivl om, at han netop -- benyttende sin Kundskab

til hendes Hjerte -- vilde lade dette høist flatterende, næsten

melodramatiske Lys falde paa det dunkle Tidsrum, der skilte dem. Hvad

mig angik, saa betragtede jeg dette gjennem meget nøgterne Øienglas,

der betog det enhver romantisk Glands, og det forekom mig, at med

Tiden maatte dets rigtige Charakter skinne igjennem ogsaa for hende,

hvorfor heller ikke Faren med Spøgelset syntes mig slet saa stor, som

hun fremstillede den. Men desværre var ikke engang jeg ganske sikker

i min Sag, og jeg maatte sige mig selv, at da jeg var opfyldt af en

meget naturlig Antipathi mod Stephensen, saa var det ikke saa

umuligt, at den forledte mig til at gjøre ham Uret. Og i saa Fald --

--

Jeg vaklede endnu -- og allerede var det gunstige Øieblik undflyet

mig.

-- Se, du betænker dig -- du tør ikke, udbrød hun. Og dog har du kun

os to at tænke paa. Den Tredie, hvem du vil gjøre den største Skade,

det er jo for dig kun en Fremmed, ja endogsaa en Mand, hvem du hader

.... Døm saa om, hvor frygteligt dette Valg maa være for mig, da jeg

veed, at til hvilken Side jeg saa vender mig, gjør jeg een ulykkelig,

som jeg elsker.

-- Ja, det er dette, som netop gjør det saa vanskeligt for mig at

vælge i dit Sted. Jeg forstaar ikke dette .... Du elsker mig, siger

du, -- jeg føler det, jeg vil ikke tvivle derom, -- men saa mener du

tillige, at du elsker Stephensen. Det er mig en Gaade; jeg troer, at

det ikke er Forelskelse, men Erindringen derom, hvad du føler for

Stephensen, og det er for lidt til at binde sig paa for Livet, --

især da, naar en ny Lidenskab staar imod den -- den levende Følelse

maa have sin Ret.

Minna rystede paa Hovedet.

-- Du skulde elske -- virkelig elske to Mænd? -- Umuligt.

-- Jeg veed jo ikke, hvad der kaldes muligt og umuligt, min Ven! men

overvei Alt, hvad du selv veed, og sig saa, om du ikke kan indse, at

jeg #maa# elske ham. Jeg har jo vist dig, saa godt jeg kunde, hvad

han har været for mig, -- du veed, at min Kjærlighed holdt sig under

den lange Adskillelse, ja tiltrods for, at jeg maatte tro, at hans

Følelse havde faaet en anden Charakter -- du saae -- det var det

Første, du saae af mig, -- hvorledes selv et stakkels Lexikon kunde

give mine sværmeriske Erindringer Næring ved at lære mig Ord af hans

Sprog, og sætte mig i den Illusion, at jeg lærte det for at tale det

med ham .... Og nogle #Uger# derefter skulde jeg saa være bleven

ligegyldig for ham! Ja, hvis jeg i denne Tid havde erfaret noget

Nedsættende om ham eller ogsaa, at han elskede en Anden -- men hvad

har jeg hørt! at han midt i det virksomme og selskabelige Liv, der

bød ham saa meget Andet og Bedre, har bevaret sin Følelse trofastere

end jeg, der var henvist til den alene! -- O, hvor lavt og ynkværdigt

har jeg ikke opført mig! Naar han saa foragtede og forkastede mig --

ak, jeg har ikke Hjerte til at ønske det og dog var det maaske det

bedste for os Alle! men i Stedet derfor kommer han her, som om hans

Livs Lykke afhang af min Kjendelse -- #min#! jeg Elendige! At saa

megen Kjærlighed skal kunne blive en Forbandelse for En -- det, som

ellers er den største Velsignelse!

Hun vendte sig bort. Graaden kjæmpede for at bryde frem.

-- Kjæreste Minna, begyndte jeg, idet jeg lagde Haanden paa hendes

sitrende Skulder, -- du har Ret, jeg kunde have sagt mig Alt dette --

og det burde jeg .... Nu troer jeg snarere, at det er din Følelse for

#mig#, som mindre er Kjærlighed end sværmerisk Venskab.

-- Hvorfor -- udbrød hun og vendte sig mod mig med taarefyldt Blik --

hvorfor maa jeg da ikke elske jer begge? .... Jeg gjør det vel paa

forskjellig Maade -- I er jo ikke ens -- og Forholdene er ogsaa nu

helt anderledes. Maaske jeg i Grunden elsker dig mest --

-- Aa -- Minna!

-- Og er mest forelsket i ham, tilføiede hun sagte, idet hun saae

ned.

Mine udbredte Arme faldt ned, og jeg foer sammen, som om jeg havde

faaet et Stød. Jeg følte den af min Skinsyge bestandig hemmelig

frygtede elementære Magt rette sig imod mit Haab, alle mine

næsten kronede Anstrengelser, -- denne Elskovs ubekjæmpelige

Førstefødselsret. Men allerede var jeg omfavnet med inderlig Ømhed.

-- Nei, tag det ikke saaledes, Harald, -- o Gud, jeg har saaret dig,

og jeg mente det jo ikke paa den Maade. Det faldt mig kun ind, men

alle Udtryk siger saa daarlig, hvad vi mener .... Maaske er det slet

ikke saaledes, jeg veed ikke, jeg forstaar Intet længer. Jeg føler

kun, at I begge hører med til mit Liv, -- jeg bliver revet til to

Sider o min Gud! hvad skal der blive af mig!

-- Et sundt og sandt Menneske, min egen kjære Pige, naar du først

kommer igjennem disse Kampe og Brydninger -- ved egen Kraft .... Gud

veed, jeg stod dig saa gjerne bi, men du ser, jeg kan ikke. Der er

slet Ingen, som kan det, -- neppe engang Fru Hertz, hvor moderlig hun

end føler for dig. Det er fristende for mig at raade dig til at gjøre

hende til din Fortrolige, -- der er i alt Fald størst Sandsynlighed

for, at det vilde blive til Gunst for mig, men det faar ikke hjelpe,

-- jeg tror ikke, du bør spørge Andre end dig selv, -- din egen Natur

vil maaske pludselig instinktmæssig vælge, hvad der er til Bedste for

den .... Fremfor Alt maa fra nu af hverken Stephensen eller jeg

forøge dine Sindsbevægelser og navnlig ikke -- som idag -- ved vor

Nærværelse snart faa den ene, snart den anden Vægtskaal til at synke.

Det kan du ikke holde ud, -- og sandsynligvis vilde det ende med en

hovedkuls Afgjørelse, som det var lige ved før. Vi har nu hver for

sig været hos dig og ført vor Sag -- fra nu af --

-- Ført eders Sag! udbrød Minna og saae troskyldig paa mig; men,

kjæreste Harald -- det har du jo slet ikke gjort.

-- Har jeg ikke? spurgte jeg forlegen. -- Synes du, at jeg tager det

for roligt --

-- Nei, nei, min søde Ven! jeg forstaar dig saa godt, du er saa øm og

kjærlig, saa omhyggelig for mig, du skaaner mig for Alt, hvad du

kunde sige af Bebreidelser, -- men vær vis paa, at desto mer siger

jeg mig selv dem.

-- Ingen Bebreidelser, ikke i mit Navn, Minna, det har du ingen Ret

til .... Hvad skulde jeg ogsaa bebreide dig, -- som om jeg vilde

ønske denne Tid borte, selv om den ikke fører Fremtid med sig. Jeg er

dig dog saa taknemlig for den Kjærlighed, jeg har følt --

-- Nei, Harald! sig dog ikke det --

-- Smerter det dig? Jeg skal ikke tale mer derom. Endnu mindre kunde

det falde mig ind at skræmme dig ved at udmale sørgelige Følger af et

saadant Tab for mig .... Hvad der skal bæres, maa bæres, og jeg vil

tvertimod love dig, at jeg skal opbyde al min Kraft for at komme

sundt over det -- og -- skjøndt jeg ikke kan forsøge paa at glemme

dig -- heller ikke vil -- -- --. Mine Læber skjælvede og Øinene

fyldtes med Taarer. -- -- Nei, nei, afbrød jeg, -- det var jo ikke

dette jeg vilde tale om, forresten vil dit Hjerte sige dig det

Altsammen selv .... Jeg gjorde den Bemærkning, at fra nu af maa

Stephensen og jeg blive enige om ikke at se dig mere, indtil Alt er

afgjort. Bedst var det, om du selv i den Tid kunde tage bort fra Byen

-- hvis du havde Slægtninge paa Landet, som du kunde besøge -- --

-- Jeg har en Cousine i Meissener-Egnen -- hendes Mand har en Gaard

dèr, -- dem kunde jeg godt besøge -- de bad mig endnu i Sommer, og

jeg behøver ikke engang at skrive først.

-- Saa meget bedre. Kan du tage derud imorgen?

-- Imorgen? aa ja, det kunde jeg vel nok.

-- Saa gjør det, Minna, det er jo ikke Noget at opsætte. Og naar du

saa er bleven enig med dig selv, saa skriver du vel din Bestemmelse.

Minna nikkede. Hun havde atter sat sig paa Stolen ved Vinduet og

stirrede ud paa Haverne.

Jeg tog min Hat, som laa paa Bordet, dreiede den mellem Hænderne og

ventede paa, at hun skulde vende sig om imod mig. Endelig nærmede jeg

mig og berørte hendes Skulder. Hun dreiede Hovedet og saae med sine

forgrædte Øine forbavset paa min udstrakte Haand og paa den anden,

der nerveust krammede Hatten.

-- Hvad er det? du vil da ikke gaa?

-- Jo, Minna, -- jeg skal -- det er allerede -- jeg mener, naar du

skal afsted imorgen, har du vel en Del at ordne og pakke sammen.

-- Naa, det er da ikke til Sibirien, jeg reiser.

-- Ja men, jeg skulde gaa -- hen at tale --

-- Det er ikke sandt, Harald! Men maaske har du Ret i at gaa og lade

mig være noget ene, skjøndt det er jeg netop bange for, men jeg maa

jo vænne mig til det .... Naar kommer du igjen?

-- Nei, jeg kommer ikke igjen.