III

Jeg skridtede rask ud -- »im Herzen ein' Traum, auf den Lippen den

letzten Kuss«, som en eller anden tydsk Lyriker synger. Med Velbehag

aandede jeg den friske Aftenluft; min Stok klang mod Fliserne, og den

øde Gade gjenlød af mine faste Skridt. Elastiske Trin af let

knirkende Støvler fulgte med ovre paa det andet Fortov. I hele den

lille Gade brændte kun et Par Lygter, og det paa min Side; jeg

skottede forgjæves over til den Fremmede, der formodentlig havde

været Vidne til den lille ømme Scene. Pludselig skraaede han over

Gaden, rømmede sig og lettede paa Hatten. Det gav et Sæt i mig, da

jeg kjendte Stephensen.

-- Undskyld, Hr. Fenger! begyndte han -- De undrer Dem maaske paa

denne Tid -- det kunde have Udseende af -- -- naa, hvorfor ikke være

ligefrem: jeg har passet Dem op.

-- Ja saa. Da maa De virkelig have slidt Brosten i en længere Tid.

-- Akkurat saa længe, som De kommer senere end sædvanlig fra Deres

Forlovede. .... Det viser, at det var mig meget magtpaaliggende at

træffe Dem.

-- Altfor megen Ære. .... De ønsker --?

-- Jeg vilde gjerne udbede mig en Samtale med Dem, -- om et Æmne, som

er af den største Vigtighed for os begge.

-- Meget gjerne.

-- Hm. Hvis De synes saa, kunde vi maaske drikke et Glas Øl paa et

Sted, hvor jeg er kjendt, og vi vil kunne være alene.

-- Et Glas Øl, ja hvorfor ikke! svarede jeg saa gemytlig ligegyldigt,

som det var mig muligt, skjøndt jeg fik en Følelse, som om En havde

foreslaaet mig at drikke Gift sammen med ham.

-- De sætter vel ogsaa Pris paa et godt Glas Pilsener- eller

Münchener-Øl? Hvad mig angaar, saa kan jeg slet ikke mer forlige mig

med vort danske Øl.

-- Nei, det smager jo væsentlig som Vand med Brændevin i.

-- Fuldkommen min Smag! og det er vi stolte af! Naa #à la bonheur#,

som Tydsken siger, det har i alt Fald bragt os nogle Statuer. Hm. Jeg

tænker, vi gaar hen i »Drei Raben«, -- ja, dèr er De vel ogsaa

kjendt?

-- Nei, jeg har kun været der en enkelt Gang.

-- Virkelig! Jeg gik næsten hver Aften derhen -- fra den selvsamme

Gadedør, som De nu kom ud fra. .... De veed maaske, at jeg logerede

dèr? Jeg havde naturligvis min egen Gadedørsnøgle og havde derfor

ikke Anledning til at blive lukket ud paa en saa behagelig Maade.

Apropos -- kjender De det Udtryk: »Et Geni, som aldrig har haft sin

egen Gadedørsnøgle«. Jeg finder det overordentlig træffende for vore

danske Begavelser -- stødte paa det forleden hos en eller anden af

vore nyere Forfattere. De følger vel med vor Literatur? ikke? Aa, man

kan ikke nægte, at der er en Del Fart i den -- ellers læser jeg mest

franske Romaner. -- Naa, her er vi hos de tre Natte-Ravne, -- de er

komne i Transparent, det er noget Nyt. -- Vær saa artig.

Han lod mig gaa først ind i den oplyste Gang og førte mig derpaa

tilvenstre gjennem en Billardstue, hvor en fem, sex Herrer gik og

spillede i Skjorteærmer, ind i et mindre Cabinet, der var tomt. Inden

vi endnu havde hængt vort Overtøi fra os, indfandt der sig en meget

fed, bleg Opvarter med Carbonade-formede Whiskers. Han foer hen til

Stephensen og trak hans Paletot af ham med et:

-- Velkommen, Hr. Professor! -- Og sandsynligvis for at der ikke

skulde kunne blive nogen Tvivl tilbage om hans Personalkundskab --

tilføiede han skyndsomt: Kommen fra Danmark for at male her igjen,

kan jeg tænke?

-- Netop. Naa, hvordan staar det sig hos de tre Ravne, Heinrich?

-- Ved det Gamle, -- ved det gode Gamle, Gudskelov! Hr. Professor.

Kun hørte vi ifjor op med at skjænke det böhmiske Øl, som Professoren

undertiden drak. Naa, det forstaar sig, i Personalet er der ogsaa --.

Professoren husker nok Frants, den høie med det røde Skjæg?

-- Ja vel, -- er han her ikke?

-- Han aabnede til Paaske en Beværtning i Friedrichsstadt -- det skal

gaa ham meget godt, men jeg mener dog, man veed hvad man har.

-- Ja, det har De Ret i. Det gaar heller ikke an, at De forlader

»Drei Raben«, vi kan jo slet ikke undvære Dem. Hør -- kan vi være ene

her, Heinrich?

-- Gud bevares, Hr. Professor! -- Det skal vel være Pilsener --?

-- Ja to, -- og --

-- med Dæksel, naturligvis, Hr. Professor, forekom Kellneren ham,

idet han bukkede og svippede Servietten op under Armen, hvorpaa han

hurtig fjernede sig.

Jeg satte mig i den lille Fløielssopha med den trykkende Følelse af

Underlegenhed, som man faar paa et offentligt Sted i Selskab med en

Stamgjæst, der behandles halvt som en Fyrste, halvt som en Kammerat

af de tjenende Aander, medens der kun som en ren Naadesag falder

Noget af til os andre Dødelige. Og hvilken Stamgjæst! Kommer her

efter et Par Aars Fraværelse, og modtages som om han var gaaet herfra

igaar Aftes. Stephensen (Hr. Professoren!) nød ogsaa aabenbart sin

Triumph, idet han strakte Benene ud, kastede et Blik i Consolspeilet

over Sophaen og lod Fingrene gaa frem og tilbage mellem Halsen og den

lille stive Flip.

-- Forbavsende Personal-Hukommelse, disse Kellnere har, udbrød han.

-- Dèr kan han nu huske, at jeg altid forlangte Pilsener-Øllet

skjænket i et Glas med Laag, -- det er jo formelig latterligt! -- Jeg

havde ogsaa et komisk Tilfælde i Berlin med en Portier. -- --

Han gav sig til at fortælle et Par Anekdoter, for at fylde Ventetiden

ud. Jeg havde en Følelse af, at han legede med mig, som en Kat med en

Mus, og følte mest Lyst til at reise mig og gaa. Fra Sideværelset

hørtes den ensformige Tællen. En hæs Stemme brølede:

»Ich bin lüderlich,

du bist lüderlich,

sein m'r lüderliche Leide«.

Kellneren kom ind med Øllet og forsvandt øieblikkelig.

Stephensen hilste med Kruset og tog sig en lang Slurk.

-- Altsaa, begyndte han, det var -- det er sandt, ryger De?

-- Ikke saa sent om Aftenen, svarede jeg, skjøndt jeg følte stor Lyst

til at spore Tobakkens beroligende Virkning paa Nerverne; men jeg

havde Intet hos mig, og den Tanke at modtage Noget af ham vakte

Modbydelighed.

-- Ah, De har Principper, henkastede han, idet han tændte. -- Det er

forresten med dem, som med al Reisebagage, -- man skal ikke slæbe for

meget af dem med sig. .... Der er nu f. Ex. Kunstprincipper .... Naa,

men det var vel vort Anliggende, vi skulde tale om.

-- Ja, jeg synes snart det var paa Tide, bemærkede jeg irriteret.

.... Er der Noget, hvormed jeg kan være Dem behjælpelig?

Stephensen smilede paa en eiendommelig Maade.

-- Det kunde De vel nok, men det er ikke det, der er Tale om. ....

Hm. .... Jeg sagde -- oppe paa Terrassen, at jeg var kommen her for

at male.

-- Det kunde ikke undre mig, da De jo er Maler.

-- Meget rigtigt. .... Jeg vil ogsaa male -- men det er ikke derfor,

jeg er kommen. .... Aarsagen til min Reise var et Par Breve, som jeg

modtog fra Minna, og i hvilke hun meddelte mig sin Forlovelse med

Dem.

-- Jeg forstaar blot ikke, hvorledes det kan bringe Dem til Dresden.

-- Maaske dog, naar De erfarer, hvilken Art Forhold, der har bestaaet

mellem Minna og mig.

-- Jeg veed Alt angaaende dette Forhold, men det gjør mig kun Deres

Nærværelse endnu gaadefuldere.

-- Virkelig! Da synes jeg dog, De maa kunne forstaa, at den

Efterretning, at hun pludselig havde forlovet sig med en Anden,

maatte komme mig høist overraskende, og at jeg --

-- Tillad mig: Overraskende? og hvorfor? jeg synes tvertimod, at De

maatte være forberedt derpaa, og at det burde være Dem kjært at høre

det. De har i sin Tid gjort Cour til hende, desværre ikke uden Held;

De har naaet at overbevise Dem om hendes Gjenkjærlighed; da det ikke

lykkedes Dem at gjøre hende til Deres Elskerinde --

-- Hr. Fenger, denne Beskyldning -- jeg maa paa det bestemteste

tilbagevise den Insinuation --

-- Det gjør mig ondt, men De kan neppe fortænke mig i, at jeg sætter

større Lid til Minnas Forsikring end til Deres. Da De paa den anden

Side savnede moralsk Mod til at paatage Dem de Forpligtelser, som en

Forlovelse medfører --

-- En Forlovelse! Det manglede blot. Gode Hr. Fenger, De er

ung, og formodentlig dansk nok endnu til at sværme for vore

fire-fem-sex-aarige Forlovelser, -- hvad mig angaar, kan jeg forsikre

Dem, at jeg ikke gjør det. Jeg er i Stand til meget for Minnas Skyld,

men kalde den Latterlighed over mit Hoved at gaa om som en ægte

patenteret dansk Forlovet -- nei!

-- Meget vel -- De har altsaa ogsaa Deres Principper. Det er kun

Skade, at da Forlovelser ikke er stort anderledes beskafne i

Tydskland, har hendes tydske Hjerte og Forstand maaske ikke tilfulde

kunnet vurdere denne Bevæggrund. Men hvad der er endnu mere Skade,

det er, at De ikke sørgede for, at hun fik denne Forstaaelse af

Situationen, men at hun tvertimod troede, at der slet intet Baand

skulde være imellem hende og Dem.

-- Og deri troede hun fuldkommen rigtig. .... Jeg vilde naturligvis,

at hun skulde have sin Frihed --

-- Og De Deres -- navnlig det sidste.

-- Hvad mener De med det?

-- Der er ingen Tvivl om, at De har benyttet Deres Frihed -- saa

meget mindre, som jeg kunde nævne en bestemt Dame, der var

tilstrækkelig »vel aflagt« til at inspirere Dem et Ægteskabs-Ønske.

--

Stephensen lo spodsk, idet han lidt nervøst strøg sig med

Pegefingeren mellem Hals og Krave.

-- Jeg maa sige, at Kjøbenhavns gamle Ry for at være et Sladderhul

fornægter sig ikke, siden Sladderen finder Ekko helt nede i Sachsen.

Jeg kan tænke, at De ikke har forholdt Minna denne »Ohren-Schmaus« --

--

-- Tænk hvad De vil, hvad kommer det mig ved! Men tillad mig at gjøre

Dem opmærksom paa, at De ikke er synderlig konsekvent, naar De

forbavses og forarges over, at hun paa sin Side endelig har gjort

Brug af sin Frihed.

Stephensen var aabenbart yderlig irriteret over den Retning, som

Samtalen havde faaet; men han tvang det bidske Udbrud tilbage, der

allerede bevægede hans Læber. Længe tav han, stirrede op i Loftet med

optrukken Pandehud, aandede dybt og sukkende. »Hvad skal nu det

betyde,« tænkte jeg. Stemmerne i Billardværelset vare blevne mere

støiende; det musikalske Medlem sang med sentimental Bæven paa de

lange Toner »Gute Nacht, du mein herziges Kind«, og Flere stemmede

med i, tudende Stavelsen »herz--« ud i en uendelig Disharmoni. --

Stephensen smilede, strøg sig over Øinene og saae pludselig ligesom

aandsfraværende paa mig: --

-- De forstaar mig ikke, begyndte han, og hans læspende Stemme havde

atter faaet sin blide, lidt forkælede Tone. -- Hvad var det, De

bemærkede? Rigtig: at hun blot havde benyttet sin Frihed, og at det

ikke burde forarge mig. -- Men det er her jo slet ikke Tale om! Jeg

føler mig paa ingen Maade forurettiget. Og det er heller slet ikke

det, at hun har brugt sin Frihed -- som De træffende udtrykte Dem --

Aldeles ikke. Hvis jeg havde hørt, at hun havde forlovet sig med en

ung Mand, som hun længe havde kjendt, hvis Familie hun havde

omgaaedes, og som var i en saadan Stilling, at han snart kunde gifte

sig -- f. Ex. Sønnen af denne Jøde, som hun kommer saa meget hos --

jeg husker ikke --

-- Hertz, mener De formodentlig. Som et spottende Chorus hylede det

derindefra: -- »he-rz-iges Kind«.

-- Rigtig, Hertz -- hun kunde naturligvis have faaet ham, og hvorfor

ikke? Intet glimrende Parti, men solidt. Naa, jeg havde altsaa

resigneret, -- tiet og samtykket -- hvor ganske vist Ingen spurgte om

eller behøvede mit Samtykke, tilføiede han med en lidt lapset

Selvironi.

-- Deres sidste Bemærkning forekommer mig særdeles sund; skulde den

ikke gjælde ogsaa for nærværende Tilfælde?

-- Ikke ganske. .... Sæt Dem en Gang i mit Sted .... Minna og jeg

skiltes fra hinanden som Venner, der veed, at de er mer for hinanden

end Venner, med fuldkommen Frihed ganske vist, men ogsaa med den

gjensidige Villie ikke at tabe hinanden af Syne. Som Følge deraf har

vi -- hvad De vel forresten veed -- corresponderet i halvandet Aar,

jevnlig og ret regelmæssig. .... Naa, -- jeg er ikke just »genegen

til Sentimentalitet«, og selv om vor Veninde maaske kan have en Rem

af Huden, saa fulgte det dog af sig selv, at Ingen af os overvældede

den Anden med Hjerte-Udgydelser og ømme Forsikringer. Imidlertid, der

gives jo heldigvis en Kunst, som hedder at læse mellem Linierne, og i

Kraft af den kan jeg uden at prale forsikre Dem, at de Breve, som

jeg modtog for en tre-fire Maaneder siden, skrev sig fra en Dame, som

var forelsket i mig.

Jeg kom til at tænke paa det lille danske Lexikon, som var hendes

Yndlingslekture, og vovede ikke at modsige ham.

-- Saa faar jeg altsaa pludselig hendes fortrolige Meddelelse om, at

hun har forlovet sig med en ung Mand, hvem hun kun har kjendt en tre

Ugers Tid, og som -- tag mig ikke denne Bemærkning ilde op -- som

ikke er i en saadan Stilling, at han snart kan gifte sig og byde

hende et Hjems Velvære og Tryghed. Undskyld -- jeg maa gjentage det,

-- det er mig naturligvis pinligt at berøre Deres økonomiske

Stilling, -- jeg veed, at den Tanke, at man ikke er i Stand til at

ernære en Familie snart, eller i alt Fald ikke sikre den et rigeligt

Udkomme, har noget Ydmygende i og for sig og dobbelt, naar den

fremsættes af Andre, -- men ser De, jeg lægger en Hovedvægt paa dette

Moment, da det viser, at det ikke var et Fornuftparti, som hun indlod

sig paa.

-- Netop denne Bemærkning gjorde jeg til Minna, -- nemlig, at De

maatte indse dette og altsaa -- at De som en Følge deraf ikke -- De

maatte indse, at det var Alvor -- --

Jeg stammede i det, ærgerlig over, at jeg havde røbet, at vi havde

talt sammen om den Mulighed, at han haabede paa at sprænge vor

Forbindelse, og Stephensen, der tog sig en lang Slurk, kiggede med et

lurende Blik fra det ene Øie forbi Laaget hen paa mig, og sugede

derpaa Øllet af Skjægget paa en særlig velbehagelig Maade, som om han

lo: O, ho, min Ven! der plumpede du net i! Saa man taler allerede om

Chancerne!

-- Alvor? aa ja. --

-- Ja, det vil sige, at -- at vi begge -- -- kort sagt, at der ikke

var Noget for Dem at gjøre, brød jeg brutalt igjennem Nettet, og

sendte ham et ondt Blik.

-- Je nach dem, je nach dem, Høistærede! Deres Slutning holder ikke

ganske Stik .... Forresten ser jeg meget vel, hvad der fører Dem paa

Vildspor. De ser naturligvis noget Nedsættende i Udtrykket

»Fornuft-Ægteskab«, og glemmer, at jeg ikke deler de specific danske

Fordomme -- heller ikke alle kosmopolitiske forresten .... Tvertimod,

jeg anser -- saadan i det Hele taget -- de saakaldte Fornuftpartier

for at være dem, der har mest Udsigt til at lykkes -- bortset fra, at

Ægteskabet overhovedet er et -- jeg vil ikke sige Onde -- men en

Anomali .... Men det er der altsaa her ikke Tale om; -- her

prætenderes -- Pardon! -- Lidenskab, Betagethed, Forelskelse -- hvad

De vil kalde det. -- Ja, ja, misforstaa mig ikke -- jeg tvivler ikke

om, at det for #Deres# Vedkommende finder Sted, og jeg vil gaa

videre: jeg vil indrømme, at Minna ogsaa føler Kjærlighed for Dem,

endogsaa -- for mig gjerne! -- er forelsket i Dem -- kun kommer det

an paa, af hvilken Art denne Forelskelse er.

-- Var det ikke det naturligste, at overlade det til hende selv at

afgjøre dette Spørgsmaal?

-- Hvor vil De hen! Det kan hun jo slet ikke .... Jeg er saaledes

overbevist om, at en vis Utaalmodighed efter at komme ud af et

Forhold, som var hende uklart og utilfredsstillende, har bidraget

ikke saa lidt til denne pludselige ny Kjærlighed. Saa har jeg ogsaa

en Mistanke om, at den -- ganske tilfældige Omstændighed -- at De var

Landsmand af mig Uværdige, har lettet Overførelsen af visse Følelser,

Stemninger --

Jeg kom til at tænke paa en Ytring i hendes første Brev til

Stephensen, der unægtelig bekræftede denne Formodning, og slog

forvirret Øinene ned for hans speidende Blik.

-- De gunstige Omgivelser, Ensomheden ere komne til -- og saa -- det

tvivler jeg aldeles ikke om -- mange fortræffelige og elskværdige

Egenskaber hos Dem selv --

-- Kunde vi ikke lade det være nok med den Passiar, udbrød jeg og

reiste mig pludselig. -- Jeg forstaar jo meget godt Deres Mening, --

men hvad Fanden skal jeg med den? Jeg anerkjender ikke, at De har

nogen Ret til at optræde som Minnas Formynder.

-- Og hvad Fanden skal jeg med Deres Anerkjendelse? -- det er jo slet

ikke den, det dreier sig om. Jeg #har# simpelthen Ret til at gjøre

mit for at hindre, at Minna begaar en af de Dumheder, som ikke let

gjøres om igjen, -- og da det er min egen Opførsel overfor hende, der

tildels er Aarsag til denne Overilelse, er det endogsaa min Pligt

.... Jeg veed ikke, hvad De mener med den haanlige Latter, som De

affekterer --?

-- Jeg troede, Pligtfølelsen hørte til de kosmopolitiske Fordomme,

som De ikke delte.

-- Tværtimod, den hører til dem, som jeg deler .... Men der er et

Motiv, som formodentlig paavirker mig stærkere; det er den

Omstændighed, at jeg elsker hende -- elsker hende!

Ogsaa han havde reist sig; vi stod lige over for hinanden, med det

lille Bord imellem os og stirrede hinanden fast i Øinene. Den Tanke

faldt mig ind, at det naturligste -- og til syvende og sidst

værdigste -- vilde være, om vi sprang paa hinanden som et Par

Tigerkatte og forsøgte, hvem der først kunde bide Struben over paa

den Anden, -- og at vi i Stedet for at gjøre dette vilde blive ved at

diskutere, maaske endog drikke vort Øl sammen og sige høflig Godnat,

naar vi gik. Denne Overveielse gjorde mig saa ærgerlig over

Situationen, at jeg saa temmelig gjenvandt min Fatning. »Lad os da

spille Komedien til Ende, siden vi er begyndt,« tænkte jeg. Med et

Skub til Bordet gjorde jeg mig fri for den indeklemte Stilling, i

hvilken jeg følte mig som beleiret, og begyndte at gaa op og ned ad

Gulvet. Vore Naboer sang med teutonisk Begeistring »Die Wacht am

Rhein«.

-- Hvad er det da, for Pokker, De vil? udbrød jeg endelig. Troer De

maaske, De kan faa mig til at afstaa hende?

-- Aa nei -- jeg forlanger ikke Umuligheder.

-- Dog ikke! De indser altsaa virkelig, at det er umuligt?

-- Naturligvis, af samme Grund, hvorfor Nürnbergerne ikke kunde hænge

Nogen: -- de maatte først have dem.

-- Jeg mener at have Minna, ligesaavel som jeg mener, at hun har mig.

-- Det er Fraser og tilmed forældede Fraser. -- Intet Menneske kan

have det andet. Troer De virkelig, De kan imponere mig med Deres

Forlovelse? Som om jeg ikke for længe siden kunde have været hendes

Forlovede.

-- Desto dummere af Dem, at De ikke er blevet det!

-- Maaske kan De have Ret deri. Men jeg kan blive det endnu, og hun

maa vælge imellem os.

-- Hun har valgt.

-- Nei, det er netop det, hun ikke har. Hun har givet Dem et Løfte i

den Tro -- under den Forudsætning -- at jeg ikke vilde gifte mig med

hende .... Tør De nægte, at hvis hun Dagen før De friede til hende,

havde faaet Vished for, at jeg elskede hende, og kun længtes efter at

forene min Skjæbne med hendes, -- at De da vilde have faaet en Kurv?

.... Nu vel, Forudsætningen var altsaa falsk, og hvis De er en Mand

af Ære, vil De ikke kunne binde hende ved et Løfte, som er givet

under saadanne Omstændigheder.

-- Det kunde aldrig falde mig ind -- under hvilke Omstændigheder det

saa var -- at betragte hende som bunden ved et Løfte, naar hun ikke

selv følte det som bindende.

-- Ja, da liegt der Hase im Pfeffer, Høistærede! -- Jeg tvivler ikke

om, at Minna har de fleste af disse agtbare Fordomme, der udgjør en

af Hovedprydelserne for vort smukke Kjøn, -- ja virkelig, jeg mener

det i fuldt Alvor, -- jeg for min Part vilde ikke undvære disse

Fordomme hos Kvinderne, skjøndt det upaatvivlelig vilde gjøre os

Livet lettere og behageligere. Det er en kostbar Luxus, men hvad skal

man sige, -- saadanne Modsigelser rummer den moderne Natur ....

Altsaa, det er meget sandsynligt, at Minna er tilbøielig til at

betragte Forlovelsen som en Forskrivning for Tid og Evighed -- hun er

vel ikke just, hvad man kalder en Karakter, men en Natur -- og en

trofast Natur -- og det vil derfor være let for Dem, uden just at

gjøre Fordringer gjældende eller appellere til hendes Bestandighed

dog at holde denne noget bornerede -- skjøndt elskværdige --

Pligtfølelse i Aande hos hende til Gunst for Dem, og ikke stramme

Baandet, men dog indirekte holde det fast, -- saa længe som hun gjør

det. Hvad jeg forlanger er, at De skal give slip selv -- forstaa mig

vel -- ikke afstaa hende, som De sagde -- men kun ikke benytte det

Forspring, som denne halvlegitime Stilling giver Dem. Jeg forlanger

det af Dem som Gentleman -- og vel at mærke ikke for min Skyld -- De

vilde naturligvis gjerne se mig hængt! -- men for Minnas Skyld. De

kan ikke ønske -- jeg vil ikke tro det om en Mand, som Minna har

givet et saadant Løfte -- at De skulde kunne ønske, at hun gik med

Dem af Tvang -- var det endog af #indre# Tvang, medens hun lønlig

begræd, at hun ikke kunde gaa med #mig#. Hvis De mærker -- eller blot

fatter Mistanke om -- at hun er i Begreb med at gjøre en saadan

Daarskab, vil De vide, at det er Deres Pligt ikke at modtage et

saadant Offer, men i fornødent Fald aabne hendes Øine og give hende

den Frihed tilbage, som hun ikke selv har Mod til at tage. Det er

muligt, at De har fortrængt mig af hendes Hjerte -- i saa Fald er

Sagen paa Forhaand afgjort. Men muligt er det ogsaa, at hun elsker os

begge -- hver paa sin Maade -- i saa Fald vil hun ganske vist have en

frygtelig Kamp at gjennemgaa for at træffe en Afgjørelse, men hun maa

kjæmpe den ud alene, og vi bør allermindst gjøre hende Striden

pinligere ved at trænge ind paa hende og drage hende hver til sin

Side .... Minna maa vælge imellem os; for hun #har# ikke valgt, og

ingen Magt paa Jorden kan eftergive hende Valget: -- Men hun skal

vælge #frit#, -- det er Alt, hvad jeg forlanger.

-- Jeg skal ikke lægge hendes Frihed nogen Hindring i Veien, hverken

direkte eller indirekte, -- og jeg vil bøie mig for hendes egen

Afgjørelse, uden Forsøg paa at rokke den, -- det samme stoler jeg paa,

at De gjør .... Og da #det# vel var Deres Formaal med denne

Sammenkomst, at opnaa en saadan Erklæring af mig, antager jeg, at vi

nu kan skilles -- i Fjendskab.

-- Men i alt Fald som ærlige Fjender, der er i aaben Feide og fægter

med lige Vaaben.

Jeg tog min Hat ned fra Knagen, -- bukkede stift og forlod Værelset.

I Billardstuen var Spillet ophørt; et Par af de skjorteærmede Herrer

stod med Hænderne paa hinandens Skuldre og forsikrede hinanden om

deres »absolutte« Hengivenhed og »enorme, kvalificerede« Agtelse. Det

musikalske Medlem, der sad paa Hjørnet af Billardet, intonerede: »Ein

feste Burg ist unser Gott«. -- Jeg sluttede med Rette heraf, at man

var naaet til Drukkenskabens sublimeste Tinde, og at det maatte være

meget sent.

Heldigvis lykkedes det mig at faa fat i den fede Opvarter og betale

mit Øl.