I
Denne elegante Herre -- det var Axel Stephensen.
Han nærmede sig med elastiske Skridt, idet han trak Handsken af sin
høire Haand. Ogsaa Minna gav sig til at knappe sin op; den var
snever, og hun sled endnu i den, da han standsede foran os.
-- Aa -- jeg beder, Minna, gjør dig dog ikke den Uleilighed -- mellem
gamle Bekjendte -- --.
Men Minna vedblev haardnakket at stirre -- med et ubestemt Smil --
ned paa Handsken, hvis Gjenstridighed hun maaske var ret taknemlig
for. Endelig fik hun Haanden fri, den Haand, der nu bar min Ring; --
det forekom mig, at hun kjærtegnede den med et Blik, og at Stephensen
skjænkede den et vrantent Øiekast. Hun saae flygtig paa ham, idet hun
gav ham Haanden og med en Haandbevægelse, der fik Ringen til at
blinke, præsenterede hun os for hinanden.
-- Min #Forlovede#, Harald Fenger. --
Vi bukkede begge næsten #for# høflig og erklærede, at det var os en
Fornøielse og Ære, men jeg lagde Mærke til, at han kom betydelig
behændigere derfra end jeg, hvilket forøgede den Irritation, som hans
Tilsynekomst strax havde sat mig i.
-- Du er kommen her -- -- Minna var lige ved at gjøre den samme
overflødige Bemærkning, som Moderen havde givet til Bedste overfor
mig, men havde Aandsnærværelse til at skyde et »pludselig« ind: -- Du
er kommen #pludselig# til Dresden. Og idet hun gjenvandt sin Fatning
og for første Gang saae sikkert paa ham, tilføiede hun: »I det Brev,
som du sendte mig for en fjorten Dages Tid siden, stod der Intet
derom.«
Det er i Tydskland ikke saa ualmindeligt som hos os, at unge Piger er
»dus« med unge Mænd -- Venner af deres Brødre, fjerne Slægtninge
eller ogsaa blot gode Bekjendte -- og Minna kunde derfor ikke føle,
at Stephensen, ved endnu at benytte sig af denne Ret, efter at hun
var forlovet med en Landsmand af ham, aabenbart overfor mig
understregede Betydningen af deres Bekjendtskab og nivellerede
Forholdene.
Hun vendte sig og begyndte at gaa langsomt tilbage imod Trappen. Vi
fulgte hende hver paa sin Side. Det berørte aabenbart Stephensen
ubehageligt, at dette Brev blev omtalt i min Nærværelse, -- saa meget
mer, som jeg satte en udfordrende Mine op, som om jeg vilde sige:
»Jo, jo, min Herre! jeg kjender nok Deres nydelige Heineske
Udgydelse.«
-- Det er ganske rigtig, sagde han, jeg fik først Bestillingen
senere. Det er nemlig for at copiere Correggios Magdalene, at jeg er
kommen. Du husker nok den Copi, jeg gjorde af den for et Par Aar
siden, Minna, -- du var saa elskværdig at interessere dig for den og
besøge mig ved mit Arbeide, -- her smidskede han i Skjægget med et
forfængeligt og indsmigrende Smil, som bragte mit Blod i et vildt
Opkog. -- -- Jeg idetmindste har ikke kunnet glemme de behagelige
Timer, vi den Gang tilbragte sammen paa Galleriet. -- Han saae op i
Luften med et ubestemt svømmende Blik, idet han gjorde en Pause, for
at give Minna Tid til at ytre sig samstemmende. Men da hun blev ved
at se tavs ned for sig, fortsatte han i en lettere Conversationstone:
--
-- Jeg solgte, som jeg vist skrev dig til, det Billede til en
Grosserer. Nu har en af vore Mæcener været ukritisk nok til at gaa
hen og forelske sig i det.
-- De taler lidt for beskedent om Deres Kunst, til at man ret kan
fæste Lid til Deres Beskedenhed, -- især da der vel ingen Grund er
til den. -- Det sidste tilføiede jeg, fordi Minna sendte mig et
bebreidende Blik, som om hun frygtede for, at Samtalen skulde antage
en spydig og personlig Charakter.