IV

Da vi den næste Eftermiddag traadte ud af Gadedøren, stak Minna sin

Arm ind under min og dreiede mig med et Ryk: --

-- Veed du, hvor vi skal hen idag? idag gaar vi til Zwinger. Jeg vil

nyde godt af Alt, hvad du har sagt mig om Bygningsstil og især om

Rococoen. Nu skal vi repetere det i den rigtige store Billedbog.

Og vi gik til Zwinger baade den og mangen anden skjøn Eftermiddag --

til Zwinger, denne Palais-Gaard af Pavilloner og Gallerier, der er et

Epopé i Sten fra en Tid, som var altfor livslysten til at bryde sig

om andre Digte end denne solide Slags, hvori man kan røre sig og

nyde, drikke, danse, fægte, elske, ride Carrousel og bade i

Springvandsbasiner under aaben Himmel -- dette Mesterstykke af en

yppig og fantasifuld Stil, som en fad Afsmag af Empiren har lært en

Epigonslægt at se ned paa med pseudoklassisk Ringeagt, men som nu

atter overalt kommer til Hæder og Værdighed, -- Zwinger -- som synes

bygget af sachsiske Gnomer, anførte af en Faun, der var forelsket i

en Muse. -- --

Andre Dage besøgte vi vor guddommelige Værtinde fra Rathen, »die

Mutter Elbe«, i hendes Byresidens, hvor hun er indlogeret mellem

begge Stadsdele i en prægtig Leilighed, der af de tre Broers

Pillerækker deles i to lange Sale. Paa den berømte Brühlske Terrasse

berusede vi os ved Solnedgangs-Tid i de straalende metalliske Farver,

der blinkende dirrer mellem hverandre i Flodens Strømhvirvler, indtil

den længst ude krummer sig som en gylden Bue foran de blaanende

Vinbjerge.

Eller vi gik nede paa Quaien, der prydes af en lang Række krøllede

smaa Poppeltræer, som synes at være tagne ud af et Brobdingnagbarns

Legetøis-Æske.

Jeg mindes en mørk Dag, da Solen i det sidste Øieblik brød frem under

Skydækket, og Rudernes pludselige Illumination flammede ned over

Strømmen; det var, som om Moder Elben havde afsløret sin Festhal --

en Kolonnade af vundne Søiler drevne af det pureste Dukatguld.

Et Par Gange gik vi ombord i en af Dampbaadene og seilede ud til det

idylliske, vigne-hængte Loschwitz -- »Don Carlos«'s Fødeby, eller til

Schillerhaven i dens Gjenbo, Blasewitz, hvor »Leirens« Gustel har

hjemme.

Paa Tilbageveien gjennem Byen maatte Minna sædvanlig gjøre nogle

Indkøb til Aftensmaden. Jeg ventede udenfor Pølseslagterens

pyntelige Boutik, mens hun handlede ved Marmordisken.

En Aften, da vi kom hjem fra en lang Tur, var Moderen gaaet ud, og

Minna havde ingen Nøgle. Vi vare begge meget sultne; da vi havde

varme Pølser med, betænkte vi os ikke længe; Minna løb til Bageren

paa det ene Hjørne, jeg til Kneipen paa det andet, og vi mødtes

triumferende, medbringende en »Zeilen-Semmel« og et Krus »Kulmbacher«

som Bytte. I den dunkle Haves Lysthus nød vi under Spøg og Latter det

mest velsmagende Aftensmaaltid, som jeg nogensinde har været med til.

Malerisamlingen besøgte vi ikke. Minna bragte den aldrig paa Bane, og

jeg turde ikke foreslaa det af Frygt for at vække pinlige Minder. Men

vi gik flere Gange i den fortræffelige Samling af Gibsafstøbninger,

hvor den antikke Kunst viser sig overskuelig i alle sine Stadier.

Jeg overraskedes ved Minnas medfødte Kunstsans og over hendes

Indtryks Oprindelighed. Hun morede sig over »Ægineternes« staaende

Smil, enten de fældede eller faldt, men bemærkede tillige, hvor vidt

Kunsten allerede her var fremskredet i Behandling af Legemet og dets

Bevægelse; det slog hende for første Gang, at en Kunst kan staa paa

et saadant Standpunkt, at dens Teknik er næsten fuldkommen paa eet

Omraade, medens der er noget Høiere, over for hvilket den endnu staar

barnlig famlende, -- og hun opkastede det Spørgsmaal, om dette ikke

ogsaa i ringere Grad var Tilfældet med det, som vi ansaa for

fuldkommen Kunst. -- I Parthenonssalen imponeredes hun især af

Torserne fra Gavlgrupperne. Men mest følte hun sig grebet af den

efterklassiske Kunst, Værker som »Galleren«, »Sliberen«, »Venus fra

Milo« -- de fleste andre Aphroditestatuer saae hun ligegyldig hen

over. Hun gjorde mig opmærksom paa mange Enkeltheder, som jeg ikke

selv havde haft Øie for, paa det levende Virkelighedspræg af en Haand

eller en Fod, idet hun bemærkede, at paa Statuer af moderne

Kunstnere, som hun havde seet, var dette ofte gjort »altfor kjønt«.

Undertiden vaktes den personlige Interesse ved disse plastiske

Studier: »Hvem der dog havde saadan en yndig, lige græsk Næse!«

sukkede hun flere Gange, -- »saa vilde du elske mig endnu mer -- jo,

det maatte du gjøre.«

Og efter at have mønstret en hel Gudindeforsamling: »De har da ikke

saa tynde Arme!«

-- »Hvorfor skulde de have det?«

-- »Jeg troede, det var grimt at have stærke Arme,« svarede hun rød i

Hovedet og vendte sig bort.

Men vore Kunstnydelser -- i denne By, hvor man #kan# nyde Kunst! --

kulminerede extatisk, da vi hørte Wagners Valkyrie sammen. Dette

Vølsungepars ædle og tungsindige Elskov, forklaret i en Toneskjønhed,

hvis Inderlighed har Evighedens klare Dybde -- hvor gjennemtrængte

den ikke vore Sjæle, sammensmeltende dem i en uendelig Sympathi! Vor

Kjærlighed speilede sig i dette hellige Tonevæld som en Narkissos --

og elskede sig selv.

I Begyndelsen hviskede vi af og til et Beundrings-Udbrud til

hinanden; senere tav vi.

Minna trykkede min Haand ved Ordene: »Als in frostig öder Fremde --

zuerst den Freund ich ersah«; -- og da Sieglinde -- tydelig, saa hver

Stavelse hørtes i det dødstille Theater og med en Betagethed, som kun

Wagner har inspireret en Operasangerinde til -- sang: »Wie dir die

Stirn -- so offen steht, -- in den Schläfen der Adern -- Geäst sich

schlingt! -- Mir zagt's vor der Wonne, -- die mich entzückt --« -- --

da saae hun mig ind i Øiet med et Blik, som jeg veed, jeg vil føle

paa mit Dødsleie. Og da nu Tæppet -- ikke faldt, men drog sig sammen

-- o, jeg ser hende endnu, opreist i Logen, klappende af alle Livsens

Kræfter, med tindrende Øine og et fugtigt Taarespor paa den blussende

Kind, skjønnere end jeg nogensinde havde seet hende, mere sjælelig

skjøn end Noget, som jeg har seet eller faar at se! --

Vi gik ned i den pragtfulde Foyer, hvis Marmorvægge og Søiler

straalede i det sene Dagslys.

Der vrimlede af pyntede Folk.

Minnas Dragt var tarvelig, skjøndt ikke #saa# tarvelig, at den blev

paafaldende, men mange Blikke vendte sig efter hende.

Hun var for bevæget til at mærke det og generes deraf.

Vi traadte udenfor paa en Balkon, hvor en mild Sommerluft slog os

velgjørende imøde. Den aabne smukke Plads, omgiven af monumentale

Bygninger, bredte sig stille og næsten ubefærdet under os, medens det

vrimlede hen over Elbbroen; de skovbevoxede Høider laa badede i

Sollys og syntes ganske nær. En Følelse af uendelig Lykke og Rigdom

overvældede mig.

-- Du sukker! sagde Minna, der lænede sig til mig.

-- Det er kun, fordi jeg er altfor lykkelig, langt mer end jeg

fortjener, svarede jeg. Veed du hvad, -- jeg var dog ret letsindig,

at jeg den Gang kunde fri til dig.

Hun saae paa mig med et spørgende Smil.

-- Jeg vidste jo dog ikke Alt, hvad der boede i dig -- jeg skulde

have ventet, til jeg kjendte dig som nu -- hver Dag opdager jeg nye

Skatte -- bliver rigere og rigere. --

Minna sagde Intet, men trykkede min Arm fast ind til sit Bryst.

V

Hr. og Fru Hertz vare nu komne tilbage fra Landet.

Vi havde begge hver for sig besøgt dem; de vilde se os en Eftermiddag

sammen til Kaffe, efter vor Rathener-Skik. Om Aftenen maatte den

Gamle have Ro og Hvile. Hoste og Smerte i Brystet vedblev at plage

ham; han var kun oppe midt paa Dagen, og selv dette var snarere

Følgen af en Halsstarrighed, som ikke vilde give tabt, end det var,

fordi han følte sig vel ved at forlade Sengen, i hvilken Doktoren

helst vilde have holdt ham.

Fru Hertz var temmelig bekymret for ham, og mente i Grunden, at vi

burde vente en Uges Tid, men den Gamle vilde ikke høre Noget derom:

»Hvorfor dog? da ikke for min Skyld, som om jeg ikke kunde tage imod

Nogen! Vist skal de komme imorgen, men jeg sender dem bort, naar jeg

bliver træt. .... Jeg bliver nemlig gjerne træt lidt tidlig paa

Aftenen nu,« tilføiede han forklarende til mig.

Vi begav os altsaa -- Dagen efter at vi havde hørt Valkyrien --

henad Klokken fire ind i Hjertet af Altstadt, hvor man endnu

glædes ved Synet af gamle Rococohuse med knækkede Tage og

skjæve Konkylie-Ornamenter og af Smaapalaier i Barokstil med

Pilaster-stribet Façade, der smykkes af Medailloner med hjælmbeklædte

og parykbeprydede Marser og Athener. Imellem disse findes tarveligere

Huse i en temmelig ubestemmelig Stil men med et inderligt tydsk Præg;

deres hyggelige Karnapper danne en Række Skabe langs ad Gaden, og ved

Hjørnerne springe de frem som store sexkantede Udbygninger, der nedad

forlænge sig i en Form som et omvendt Kirkespir eller som en Kegle,

besat med Annanas-Knubber i spiraldreiede Rækker. Flere af disse Huse

have Stuk-Ornamenter af Blomster-Guirlander, eller forstenede

Drapperier hængende ned fra deres Vinduer; hist og her sees ogsaa en

ofte overmalet Frise med uhyre fede Englebørn, saa uformelige, at

man ved et flygtigt Syn antager det Hele for et Stykke #natura morte#

af Kaalhoveder, Æbler og tykke Grene.

I et saadant Hjørnehus, hvor fire Gader stødte sammen, boede de

gamle Folk paa første Sal. Der var et evigt Bulder af store

teltdækkede Landvogne, Fragt-Vogne fra Godsbanen og alle mulige

Forretningskjøretøier, -- og det var aabenbart denne Larm af en

flittig Færdsel, som tiltalte den gamle Königsberger-Kjøbmand og lod

ham foretrække dette Sted for luftigere, men mere døde Qvarterer.

Kaffebordet var dækket i Hertz's Studereværelse, hvor han holdt mest

af at opholde sig. Han kom sjelden ind i Dagligstuen, men saae

gjerne, at hans Kone satte sig ind til ham med sit Haandarbeide. Det

var et middelstort Værelse med gamle Mahognimeubler, blandt hvilke

der ellers ikke fandtes nogen bekvem Stol, men nu var en Lænestol

bleven flyttet ind fra Dagligstuen.

Ved den ene Væg stod et almindeligt Skrivebord med otte spinkle

Ben, et Tobaksbord og et Bogskab. Lige overfor var der en Pult af

samme Slags som den, ved hvilken Kant var afbildet; (dette

gamle Farvetryk indtog nu atter sin behørige Plads over

Skrivebordet). Til begge Sider for Pulten hang et Par værdifulde

Oliemalerier, Ungdomsportraiter af Beethoven og Frederik den Store

i Legemsstørrelse. Over den befandt sig nogle Daguerreotypier, af

hvilke man dog aldrig opdagede Andet end nogle skinnende

Metalpletter.

Bag Bogskabets Ruder straalede ingen Pragtbind, men det i sit Ydre

tarvelige Selskab derinde, der viste sig med gnavede Læderrygge og

forrevne eller smudsige Papstykker, bestod af lutter Originaludgaver,

blandt hvilke -- paa de midterste Hylder -- en stor Del af Goethes og

alle Schillers Værker, ligefra »zwoote verbesserte Auflage« af

»Røverne«, med den steilende Løve til Vignet og Indskriften »In

tirannos«, til en »Wilhelm Tell« med en Tilegnelse, skreven af

Schiller selv. Flere af disse Bøger fik vi frem, mindre af

Nysgjerrighed -- thi det var ikke første Gang, at Skabet aabnede sig

for os -- end fordi vi vidste, at det altid glædede den Gamle.

Det blev ogsaa betroet Minna at lukke op for en Skuffe i Skrivebordet

og fremtage den kosteligste af alle Skattene; det var en

Snustobaks-Daase, som Schiller havde sendt Kant, en temmelig stor,

cirkelformet Æske, paa hvis Laag der var malet et nydelig udført

Miniatur-Copi af Graffs Schiller-Portrait. Hertz fandt deri en Lighed

med mig Uværdigste, navnlig ved den lange Hals og Næsen, -- en

Opdagelse, der gjorde Minna saa henrykt, at hun kyssede ham.

Det begyndte at regne, og der blev pludselig saa dunkelt i Værelset,

som om det kunde være Skumring. Den blaalige Spritflamme, der

slikkede om Kobberkjedlen, lyste i den gamle Mands hvide Skjæg og paa

den fugtige Underlæbe, medens han fortalte -- langsomt læspende og

afbrudt af Hoste -- om Livet i Riga, hvor han et Par Aar havde været

i Handelslære: -- Paa Børsen havde de haft den ældgamle Skik, at

Fallenten maatte sætte sig paa en Slags Forundringsstol, medens der

blev ringet med en Armesynderklokke -- en Slags moralsk Execution.

-- Man leer af saadanne gamle symbolske Skikke og finder dem

barbariske. Men maaske har de ogsaa haft noget Godt ved sig. Hvor

tydelig mindes jeg ikke den Gang, da Moses Meier maatte standse sine

Betalinger. Han var Chef for et af de to rigeste jødiske Handelshuse

og havde ødelagt sig i Konkurrence med Wolff -- de havde altid været

Uvenner. Der var et frygteligt Røre paa Børsen, Nogle vare skadefro,

men Jøderne vare Alle meget nedslaaede. »Mon Wolff vil komme!«

spurgte man overalt, -- men de Fleste mente, at han dog ikke vilde

være tilstede ved Rivalens Ydmygelse. Klokken slog tolv, -- saa

skulde Ceremonien gaa for sig; Formanden vilde allerede ringe med

Klokken, -- da kjørte Wolffs Wienervogn for i Galop, Wolff styrtede

ind i Salen og raabte aandeløst: -- »Der skal ikke ringes, Meier skal

ikke paa Fallentstolen.« Han havde i sidste Øieblik -- sikkert efter

en haard Kamp -- besluttet sig til at forstrække Rivalen med det

Nødvendige for at afværge denne Skam for den jødiske Menighed; -- og

de to gamle Mænd græd i hinandens Arme.

Vi stirrede forbavsede paa denne Olding; han syntes os i dette

Øieblik endnu ærværdigere ved sine Minder fra en Tid, som havde et

saa fremmedartet og patriarkalsk Præg.

Med hvilken Andagt betragtede vi ikke noget Støv og Smaasten i en

Flaske: -- Jord fra det hellige Land, som en gammel Jøde fra Riga,

der paa sin Fod var vandret til Jerusalem, havde bragt med hjem i et

Lommetørklæde.

Fra saadanne jødiske Historier gled Samtalen over til Jødernes Rolle

i den frisindede Literatur og dreiede sig navnlig om Heine.

Saasnart Kaffebordet var afdækket, lod Hertz sin Heinemappe tage

frem. Den indeholdt mange Breve baade fra og til Digteren, nogle

Korrekturark samt enkelte Smaamanuskripter.

Jeg fik fat i en af Korrekturerne, og da det endnu var meget mørkt

ved Bordet, traadte jeg hen til Vinduet for at finde ud af et stærkt

overstreget Sted.

Jeg kom til at se ned paa Gadehjørnet og foer sammen: det forekom

mig, at det var Axel Stephensen, der gik dernede, denne slanke, meget

moderne klædte Herre, med spidst og stærkt dreiet blondt Skjæg; men

nei, -- han var høiere og ældre end den danske Maler, -- da han netop

tog sin Hat af for en Bekjendt, viste det sig endog, at han var

skaldet.

Jeg følte mig beroliget.

Men i det samme begyndte Hertz med sin svage, sprukne Stemme at læse

op af et Manuskriptblad: --

»Schon wieder bin ich fortgerissen

vom Herzen, das ich innig liebe --«

Minna og jeg vexlede et betydningsfuldt Blik; hun blev bleg --

hvilket viste sig endnu tydeligere i det uveirsagtige Lys, der syntes

at trænge gjennem en Askeregn, saa snavset og graagult var det.

-- Det er et kjønt Digt, sagde Hertz. Kjender du det?

-- Ja, vi kjender det.

-- Ak, de læser Heine sammen, de unge Hjerter, -- udbrød Fru Hertz.

-- En skjøn Tid!

Snart efter tog vi Afsked.

Vi gik ad »Grosser Garten« til, Regnen var hørt op. Da vi havde gaaet

lidt, udbrød Minna:

-- Hvor underligt, at han netop skulde have Manuskriptet til det

Digt!

-- Ja, et besynderligt Tilfælde!

-- »Es giebt keinen Zufall!«

Men da vi vare midt i den smukke Platan-Allé, der skraar over Marken

mellem den gamle Palais-Have og »Grosser-Garten«, kom jeg i Tanke om,

at Ringene, som vi havde bestilt, var lovet os bestemt færdige til

ieftermiddag.

Vi vare strax enige om at gaa tilbage, skjøndt det førte os helt ind

i det Bykvarter, som vi kom fra. Det var ingen af de store

Guldsmedeboutikker, men et Værksted oppe paa anden eller tredie Sal,

som Minna kjendte.

Ringene vare færdige, og den gamle Kone, der gav os dem, ledsagede

dem med mange Lykønskninger og Velsignelser, til hvilke hun endnu

føiede Hilsener til Minnas »Fru Mama«.

Den Forstemthed, eller snarere den Forsagthed, der havde tynget os,

siden hint usalige Digt var blevet berørt, veg for Ringvexlingens

gyldne Magi. Det var blevet det skjønneste Solskinsveir; vi

besluttede at nyde det oppe paa den nære Terrasse.

Heroppe vrimlede det af Spadserende, som altid paa denne Dagstid i

godt Sommer-Veir. Man hørte Toner fra Concerten i Wienergarten

hinsides Floden; det var Slutningen af »Valkyrien«, -- vi stod stille

og lyttede.

Afstanden udslettede Udførelsens Mangler: Forsagelses-Motivet, under

hvilket Wotan kysser Guddomskraften af Brynhild, saa den lange

Afmagtssøvn sænker sig over hende -- tonede klart herover i sin

tungsindige Svulmen og Synken.

-- Det hørte jeg ogsaa heroppe den Aften, da jeg besluttede mig til

at tage paa Landet i Rathen, sagde jeg.

-- En velsignet Aften har det været for mig, svarede Minna -- skjøndt

jeg den Gang intet kunde ane derom. Det er underligt at tænke paa, at

et ganske ubekjendt Menneskes Beslutning saaledes kan forandre Ens

hele Liv -- derfor troer jeg heller ikke paa Tilfælde -- i saadanne

Ting.

-- En Velsignelse har det været for os begge, udbrød jeg, og

velsignet skal ogsaa Stedet være. Nu skal jeg vise dig, hvor jeg sad

-- derhenne udenfor den lille Caffé, mellem Søilerne -- seer du, dèr

hvor #den# Herre, nei -- ikke den Gamle, men ham, som nu reiser sig

og betaler Opvarteren --

Jeg følte mig holdt tilbage ved et krampagtigt Greb i Armen.

Minna var standset og stirrede -- -- men du gode Gud! hvilket Udtryk

i hendes Ansigt! hun var ikke bleg, men hendes Øine aabnede sig

unaturligt, -- saaledes kunde Macbeth have seet paa Banquos Aand, da

Hofmanden anviste ham Plads.

Jeg fulgte dette Blik did, hvor jeg selv havde faaet det til at rette

sig hen.

Herren, der havde betalt Opvarteren, saae henimod os og tog hurtigt

sin høie Silkehat af. -- --