-- Naa, i det mindste har jeg Grund til at ønske, at den nye
Bestiller ikke maa være for kritisk, for to Gange lykkes saadan et
Vovestykke ikke let. Men i alt Fald er det dog godt at vide, hvad man
skal afbilde, og jeg har forlængst afluret Correggio, at den gode
Dame ikke læser i Biblen, men i en eller anden ikke altfor anstændig
Hyrde-Roman.
Skjøndt jeg egentlig fandt denne Bemærkning ganske træffende og ikke
kunde lade være at trække paa Smilebaandet, var der noget saa
Irriterende, ja overfor Minna endog Fornærmeligt ved den
velbehagelige Smidsken, hvormed han ledsagede den, at jeg følte den
mest levende Lyst til at gribe ham i Kraven og støde ham ned ad den
store Trappe, som vi nu standsede ved. Jeg overveiede, om der i saa
Fald var Sandsynlighed for, at han vilde knække Halsen, jeg
udmalede mig Minnas Forfærdelse, Folks Sammenstimlen, hvorledes
Politibetjenten greb mig --
Og imidlertid stod den intet-anende Mand og udbredte sig i Lovtaler
over den Byskjønhed, der udbredte sig foran os. Især var han
begeistret over den katholske Kirke, som i Forgrunden hævede sin
Dobbelt-Bygning af kraftig graanet Sandsten i en ædel Barokstils
elegante Former; mellem det aabne Taarns Søilebundter skinnede den
gule Aftenluft, og over Kobbertaget, der lige skimtedes gjennem
Ballustraden som en grøn, indhegnet Mark, silhouetterede Rækken af
Statuerne sig skarpt i charakterfulde, dekorative Stillinger.
Stephensen mindede Minna om, at hun havde gjort ham opmærksom paa en
Gruppe midtveis foran Taarnet, hvor en nøgen Arm, mørkt udstrakt paa
Himlens Guldgrund, virkede uforligneligt.
-- Saa tidt, jeg har tænkt paa Dresden, tænkte jeg mig her og paa
denne Tid, og det forekom mig altid, som om den Arm vinkede ad mig,
-- noget vel ogsaa paa Grund af den dyrebare Erindring, som knyttede
sig til den. Men hvad er det ogsaa for en herlig Plads! Dette
Klenodie af en Kirke -- og lige bag ved den Slotstaarnet, som er saa
kjernekraftigt og dog saa let. Nu bliver snart Taarnvægterens Lys
tændt deroppe -- kan du huske, hvor tidt vi har philosopheret over
det eiendommelige Liv deroppe, høit over Menneskenes travle Færdsel?
.... Hvor jeg ogsaa holder meget af at se Folk mylre ud og ind dèr af
Georgsporten og gaa ind i Byen gjennem et Hus .... Og saa til den
anden Side Flodpartiet, -- med den gamle Bro under os, og Mariebroen,
der spænder sig i hele sin Længde over det blanke Vand, og
Lösnitzer-Bjergene, violette og saa yndefulde i Formen, -- de minder
mig altid om Janiculus-Høiene ved Tiberen. Forresten -- det er en
Uting med disse Sammenligninger. Man kalder Dresden for Elb-Florents,
-- men Florents selv har ingen Plads ved Arno, som kan maale sig med
denne, ikke paa langt nær. --
En saadan Compliment havde jeg som den ubereiste Mand aldrig kunnet
sige Minna, -- og al Ros over hendes elskede By faldt i god Jord hos
hende. Hun sendte ham for første Gang et velvilligt Blik, som han
opfangede uden at vende Øinene imod hende, tilsyneladende ganske
fortabt i Beskuelsen af Byen; han udbredte endog et Øieblik Armene
med en Gestus, som om han vilde omfavne den, -- og denne
Enthousiasme, der maaske ikke var helt uægte, klædte ham ikke ilde.
-- At man ikke boer her og daglig har det for Øie! En Kunstner maa
leve og aande i kunstneriske Omgivelser. Jeg føler det hver Gang, jeg
kommer bort fra Kjøbenhavn, man forsumper dèr. Finder De ikke ogsaa,
at Kjøbenhavn er en skrækkelig By?
-- Modbydelig, svarede jeg, skjøndt jeg egentlig aldrig havde tænkt
synderlig derover. Men jeg vilde, om muligt, overtrumfe ham.
-- Og alligevel drog den dig tilbage til sig, da du var her,
bemærkede Minna uden at hæve Blikket fra de brede Stentrin, som vi
langsomt gik ned ad med lange Skridt.
-- Hvad skal man sige? Erhvervet, Minna! --
-- Men du siger jo netop, at en Kunstner maa leve et Sted som her for
at producere.
-- Rigtigt, men man skal ogsaa sælge. Og Kunstværker sælges bedst,
hvor Kunstneren gaar mest i Middagsselskab; det er ikke smigrende for
os, men det er sandt. Det var med et tungt Hjerte, jeg tog Afsked den
Gang, -- og jeg føler det dobbelt ved Gjensynet. Nei, hvis jeg var
saa lykkelig at være født her -- --
-- Saa havde De saamænd nok fundet Veien til Berlin, sagde jeg
ærgerlig.
Minna fik Taarer i Øinene ved hans sidste Ord, og det var maaske for
at underskyde et andet Motiv, at hun udbrød: --
-- Ak ja, det bliver drøit, naaer man en Gang skal forlade sin søde
By.
-- Du kommer i alt Fald ikke til at tage ene bort -- hvor du saa end
tager hen til dit nye Hjem, svarede Stephensen med en særlig
understregende Betoning.
-- Og vi vil heller ikke blive borte for bestandig, tilføiede jeg
hurtig. Hvis det ikke skulde være muligt at forlægge min Virksomhed
hertil -- jeg skal ganske vist ikke gaa i Middagsselskab for Varernes
Skyld, men det er kanske endnu nødvendigere, at #jeg# er personlig
paa Pletten -- men i alt Fald, naar vi bliver gamle Folk, og jeg kan
trække mig tilbage med god Samvittighed -- og lidt Formue, saa vil vi
ganske bestemt bo her, det har jeg lovet Minna. Ja, vi har endogsaa
allerede seet os om efter en Leilighed, og for det Tilfælde, at jeg
skulde blive en Crøsus, har vi bestemt os for en prægtig Villa i
Parkstrasse. Maaske saa Minna kan formaa Dem til -- for gammelt
Venskabs Skyld -- at komme og dekorere den for os.
Skjøndt dette skulde passere for en Spøg, var jeg ikke behændig nok
til at undgaa, at det uforskammede Spydigheds-Element stak altfor
umiskjendeligt igjennem. Jeg fortrød ogsaa strax, at jeg havde sagt
det, især da Minna skottede til mig med et forskrækket Blik.
-- Jeg er ikke Dekorationsmaler, svarede Stephensen tørt. Men
strax efter vendte han sig om imod mig med sit forbindtlige
Verdensmandssmil og fortsatte: -- De skal forresten ikke se noget
Nedsættende deri, det vilde give Dem en falsk Forestilling om
mine Anskuelser. Der er hos os ganske vist en Fordom mod
Dekorationsmaleriet, som jeg ikke deler -- jeg deler overhovedet ikke
mange af vore danske Fordomme. Tvertimod, jeg sætter Dekorationsfaget
høit, og naar Mange lader, som om de ere for store til at indlade sig
derpaa, saa er den egentlige Grund simpelthen, at de mangler Fantasi.
Det er ogsaa Tilfældet med mig -- det vil sige, kun at jeg ikke
lader, som om jeg var for stor. Og er det ikke saadan med hele
Kunsten? vi har ikke Fantasi nok til at dekorere Livet, derfor
afbilder vi det blot og lader saa, som om det var af lutter
Ærbødighed og Kjærlighed til Livet. Nonsens! For det første er vi jo
Pessimister, har følgelig hverken Ærbødighed eller Kjærlighed til
Livet, og desuden, hvis vi dog har det -- for inconseqvente er vi
naturligvis ogsaa -- #La vie c'est une femme#, og de vil altid gjerne
flatteres. Forresten er al Kunst oprindelig Dekoration, og Apollo er
i Grunden en #maitre de plaisir# i Olympen. Men dekorere, -- du gode
Gud! hvem kan det? Rubens kunde. Nu er vi for meget Alvorsmænd, det
vil sige, vi er gnavne, og det med Grund, fordi vi er blodfattige og
nerveuse og faa Tømmermænd, naar vi svirer en Nat igjennem. Vi vil
ikke lege med mere og gjør os værdige, men i Virkeligheden er vi blot
for stive i Benene til at lege. Ja, maaske deler De ikke disse
Anskuelser, jeg veed nok, de er ikke i Cours -- --
-- Jeg er ganske enig med Dem, forsikrede jeg, -- skjøndt jeg kun
tildels var det, men det glædede mig at skuffe hans Haab om en
Disput, i hvilken han med Grund ventede at blive den Overlegne.
Forresten følte jeg godt, at han slet ikke mente noget Alvorligt med
al denne Snak, men at han fra først af kun havde villet vise, at han
var Selskabsmand nok til ikke at forstaa min Spydighed og saa,
fremfor Alt, brillere for Minna. Han kiggede ogsaa bestandig hen til
hende med sine missende Øine, og det selvtilfredse Smil syntes at
sige: »Lagde du Mærke til, hvordan jeg forstaar at turnere Samtalen
og føre den bort fra de Skjær, hvor den Klodrian var lige ved at
sætte os paa Grund? Jeg haaber, du er mig taknemlig. Og hvor aandrig
kan jeg ikke philosophere over Kunst! Det skulde han prøve paa, men
han tier klogelig. Forresten kan jeg ogsaa tie, inden det begynder at
blive trættende. #Assez d'esthétique comme ça#.«
Da vi vare ud for Theatret, kom nogle Herrer og Damer frem paa et Par
Foyer-Balkoner. Jeg tænkte paa igaar, -- paa denne Tid, -- da jeg
stod deroppe selvanden og roste min uhyre, min bestandig voxende
Rigdom. -- »Er stand auf seines Daches Zinnen« -- Polykrates,
Polykrates! ....
-- Det er sandt, begyndte Stephensen efter en Pause, -- din Moder har
jeg da gjort en Visit, og det glædede mig at finde hende saa rask og
rørig.
-- Har du allerede --? og du kom igaar?
-- Nei, idag -- med Formiddagstoget.
-- Og reiser igjen? foer det ud af mig.
-- Ikke just imorgen, svarede han med et spottende Smil.
-- Jeg troede det næsten, sagde jeg tørt, siden De var saa hurtig med
Deres Visit.
-- Og Billedet! det bliver da ikke færdigt paa een Dag, bemærkede
Minna.
-- Saa lidt som Rom! Heldigvis er det ledigt. Jeg har allerede aftalt
Alt med Custoden, og imorgen tænker jeg at tage fat.
Jeg havde ganske glemt dette Billede, og det forekom mig, at det
havde han ogsaa.
Vi vare spadseret langsomt gjennem Zwinger og gik nu gjennem Anlæget
henimod Postpladsen. Bag en Gruppe Akacier med hældende Stammer
bredte en Lygte, der kjæmpede med det sidste Dagskjær, en mat, gulig
Lystaage, af hvilken Sophiekirkens sirlige gothiske Sandstensportal
dukkede frem, medens de slanke gjennembrudte Spir oppe over de mørke
Trækroner tegnede sig skyggeagtige paa en Skumringshimmel af
ubestemmelig Farve, kun et Par skraa Fjerskyer endnu straalede i en
sart Rosaglød. Jeg havde paa mine Aftenture ofte seet Stedet i denne
indtagende Belysning, og nu skulde til min Krænkelse Stephensen
udpege den og ligesom tilegne sig den med sin Maler-Autoritet:
-- Se, hvor det staar fint dèr -- det er jo en ren #van der Neer#.
-- Man ser smukke Belysninger her, bemærkede jeg. Forleden saae vi
ude i Sachsisk Schweiz »en ren Poussin«.
Minna bed sig i Læben. Stephensen, der ikke kunde ane en bestemt
Hentydning, mærkede, at jeg raillerede over hans Maler-Udtryk.
-- Ja, det vil jeg nok tro. Man støder her paa Motiver ved hvert
Skridt. Men -- #nous voilà#. Jeg boer i Hotel Weber, og vil tage
Afsked -- maaske har jeg allerede været for paatrængende.
Vi forsikrede naturligvis det Modsatte, og han fjernede sig med
elastiske Skridt, der knirkede paa Gruset.
Tavse gik vi hjemad. I Nærheden af Posthuset vrimlede der af de gule
Vogne, der søgte hjem som Bier til deres Kuber, og hvert Øieblik
skingrede et Hornsignal.
Jeg forbandede i mit stille Sind alt Postvæsen og Brevskriveri.