Stephensen lo og strøg sig om Skjægget: --

-- Naa, i det mindste har jeg Grund til at ønske, at den nye

Bestiller ikke maa være for kritisk, for to Gange lykkes saadan et

Vovestykke ikke let. Men i alt Fald er det dog godt at vide, hvad man

skal afbilde, og jeg har forlængst afluret Correggio, at den gode

Dame ikke læser i Biblen, men i en eller anden ikke altfor anstændig

Hyrde-Roman.

Skjøndt jeg egentlig fandt denne Bemærkning ganske træffende og ikke

kunde lade være at trække paa Smilebaandet, var der noget saa

Irriterende, ja overfor Minna endog Fornærmeligt ved den

velbehagelige Smidsken, hvormed han ledsagede den, at jeg følte den

mest levende Lyst til at gribe ham i Kraven og støde ham ned ad den

store Trappe, som vi nu standsede ved. Jeg overveiede, om der i saa

Fald var Sandsynlighed for, at han vilde knække Halsen, jeg

udmalede mig Minnas Forfærdelse, Folks Sammenstimlen, hvorledes

Politibetjenten greb mig --

Og imidlertid stod den intet-anende Mand og udbredte sig i Lovtaler

over den Byskjønhed, der udbredte sig foran os. Især var han

begeistret over den katholske Kirke, som i Forgrunden hævede sin

Dobbelt-Bygning af kraftig graanet Sandsten i en ædel Barokstils

elegante Former; mellem det aabne Taarns Søilebundter skinnede den

gule Aftenluft, og over Kobbertaget, der lige skimtedes gjennem

Ballustraden som en grøn, indhegnet Mark, silhouetterede Rækken af

Statuerne sig skarpt i charakterfulde, dekorative Stillinger.

Stephensen mindede Minna om, at hun havde gjort ham opmærksom paa en

Gruppe midtveis foran Taarnet, hvor en nøgen Arm, mørkt udstrakt paa

Himlens Guldgrund, virkede uforligneligt.

-- Saa tidt, jeg har tænkt paa Dresden, tænkte jeg mig her og paa

denne Tid, og det forekom mig altid, som om den Arm vinkede ad mig,

-- noget vel ogsaa paa Grund af den dyrebare Erindring, som knyttede

sig til den. Men hvad er det ogsaa for en herlig Plads! Dette

Klenodie af en Kirke -- og lige bag ved den Slotstaarnet, som er saa

kjernekraftigt og dog saa let. Nu bliver snart Taarnvægterens Lys

tændt deroppe -- kan du huske, hvor tidt vi har philosopheret over

det eiendommelige Liv deroppe, høit over Menneskenes travle Færdsel?

.... Hvor jeg ogsaa holder meget af at se Folk mylre ud og ind dèr af

Georgsporten og gaa ind i Byen gjennem et Hus .... Og saa til den

anden Side Flodpartiet, -- med den gamle Bro under os, og Mariebroen,

der spænder sig i hele sin Længde over det blanke Vand, og

Lösnitzer-Bjergene, violette og saa yndefulde i Formen, -- de minder

mig altid om Janiculus-Høiene ved Tiberen. Forresten -- det er en

Uting med disse Sammenligninger. Man kalder Dresden for Elb-Florents,

-- men Florents selv har ingen Plads ved Arno, som kan maale sig med

denne, ikke paa langt nær. --

En saadan Compliment havde jeg som den ubereiste Mand aldrig kunnet

sige Minna, -- og al Ros over hendes elskede By faldt i god Jord hos

hende. Hun sendte ham for første Gang et velvilligt Blik, som han

opfangede uden at vende Øinene imod hende, tilsyneladende ganske

fortabt i Beskuelsen af Byen; han udbredte endog et Øieblik Armene

med en Gestus, som om han vilde omfavne den, -- og denne

Enthousiasme, der maaske ikke var helt uægte, klædte ham ikke ilde.

-- At man ikke boer her og daglig har det for Øie! En Kunstner maa

leve og aande i kunstneriske Omgivelser. Jeg føler det hver Gang, jeg

kommer bort fra Kjøbenhavn, man forsumper dèr. Finder De ikke ogsaa,

at Kjøbenhavn er en skrækkelig By?

-- Modbydelig, svarede jeg, skjøndt jeg egentlig aldrig havde tænkt

synderlig derover. Men jeg vilde, om muligt, overtrumfe ham.

-- Og alligevel drog den dig tilbage til sig, da du var her,

bemærkede Minna uden at hæve Blikket fra de brede Stentrin, som vi

langsomt gik ned ad med lange Skridt.

-- Hvad skal man sige? Erhvervet, Minna! --

-- Men du siger jo netop, at en Kunstner maa leve et Sted som her for

at producere.

-- Rigtigt, men man skal ogsaa sælge. Og Kunstværker sælges bedst,

hvor Kunstneren gaar mest i Middagsselskab; det er ikke smigrende for

os, men det er sandt. Det var med et tungt Hjerte, jeg tog Afsked den

Gang, -- og jeg føler det dobbelt ved Gjensynet. Nei, hvis jeg var

saa lykkelig at være født her -- --

-- Saa havde De saamænd nok fundet Veien til Berlin, sagde jeg

ærgerlig.

Minna fik Taarer i Øinene ved hans sidste Ord, og det var maaske for

at underskyde et andet Motiv, at hun udbrød: --

-- Ak ja, det bliver drøit, naaer man en Gang skal forlade sin søde

By.

-- Du kommer i alt Fald ikke til at tage ene bort -- hvor du saa end

tager hen til dit nye Hjem, svarede Stephensen med en særlig

understregende Betoning.

-- Og vi vil heller ikke blive borte for bestandig, tilføiede jeg

hurtig. Hvis det ikke skulde være muligt at forlægge min Virksomhed

hertil -- jeg skal ganske vist ikke gaa i Middagsselskab for Varernes

Skyld, men det er kanske endnu nødvendigere, at #jeg# er personlig

paa Pletten -- men i alt Fald, naar vi bliver gamle Folk, og jeg kan

trække mig tilbage med god Samvittighed -- og lidt Formue, saa vil vi

ganske bestemt bo her, det har jeg lovet Minna. Ja, vi har endogsaa

allerede seet os om efter en Leilighed, og for det Tilfælde, at jeg

skulde blive en Crøsus, har vi bestemt os for en prægtig Villa i

Parkstrasse. Maaske saa Minna kan formaa Dem til -- for gammelt

Venskabs Skyld -- at komme og dekorere den for os.

Skjøndt dette skulde passere for en Spøg, var jeg ikke behændig nok

til at undgaa, at det uforskammede Spydigheds-Element stak altfor

umiskjendeligt igjennem. Jeg fortrød ogsaa strax, at jeg havde sagt

det, især da Minna skottede til mig med et forskrækket Blik.

-- Jeg er ikke Dekorationsmaler, svarede Stephensen tørt. Men

strax efter vendte han sig om imod mig med sit forbindtlige

Verdensmandssmil og fortsatte: -- De skal forresten ikke se noget

Nedsættende deri, det vilde give Dem en falsk Forestilling om

mine Anskuelser. Der er hos os ganske vist en Fordom mod

Dekorationsmaleriet, som jeg ikke deler -- jeg deler overhovedet ikke

mange af vore danske Fordomme. Tvertimod, jeg sætter Dekorationsfaget

høit, og naar Mange lader, som om de ere for store til at indlade sig

derpaa, saa er den egentlige Grund simpelthen, at de mangler Fantasi.

Det er ogsaa Tilfældet med mig -- det vil sige, kun at jeg ikke

lader, som om jeg var for stor. Og er det ikke saadan med hele

Kunsten? vi har ikke Fantasi nok til at dekorere Livet, derfor

afbilder vi det blot og lader saa, som om det var af lutter

Ærbødighed og Kjærlighed til Livet. Nonsens! For det første er vi jo

Pessimister, har følgelig hverken Ærbødighed eller Kjærlighed til

Livet, og desuden, hvis vi dog har det -- for inconseqvente er vi

naturligvis ogsaa -- #La vie c'est une femme#, og de vil altid gjerne

flatteres. Forresten er al Kunst oprindelig Dekoration, og Apollo er

i Grunden en #maitre de plaisir# i Olympen. Men dekorere, -- du gode

Gud! hvem kan det? Rubens kunde. Nu er vi for meget Alvorsmænd, det

vil sige, vi er gnavne, og det med Grund, fordi vi er blodfattige og

nerveuse og faa Tømmermænd, naar vi svirer en Nat igjennem. Vi vil

ikke lege med mere og gjør os værdige, men i Virkeligheden er vi blot

for stive i Benene til at lege. Ja, maaske deler De ikke disse

Anskuelser, jeg veed nok, de er ikke i Cours -- --

-- Jeg er ganske enig med Dem, forsikrede jeg, -- skjøndt jeg kun

tildels var det, men det glædede mig at skuffe hans Haab om en

Disput, i hvilken han med Grund ventede at blive den Overlegne.

Forresten følte jeg godt, at han slet ikke mente noget Alvorligt med

al denne Snak, men at han fra først af kun havde villet vise, at han

var Selskabsmand nok til ikke at forstaa min Spydighed og saa,

fremfor Alt, brillere for Minna. Han kiggede ogsaa bestandig hen til

hende med sine missende Øine, og det selvtilfredse Smil syntes at

sige: »Lagde du Mærke til, hvordan jeg forstaar at turnere Samtalen

og føre den bort fra de Skjær, hvor den Klodrian var lige ved at

sætte os paa Grund? Jeg haaber, du er mig taknemlig. Og hvor aandrig

kan jeg ikke philosophere over Kunst! Det skulde han prøve paa, men

han tier klogelig. Forresten kan jeg ogsaa tie, inden det begynder at

blive trættende. #Assez d'esthétique comme ça#.«

Da vi vare ud for Theatret, kom nogle Herrer og Damer frem paa et Par

Foyer-Balkoner. Jeg tænkte paa igaar, -- paa denne Tid, -- da jeg

stod deroppe selvanden og roste min uhyre, min bestandig voxende

Rigdom. -- »Er stand auf seines Daches Zinnen« -- Polykrates,

Polykrates! ....

-- Det er sandt, begyndte Stephensen efter en Pause, -- din Moder har

jeg da gjort en Visit, og det glædede mig at finde hende saa rask og

rørig.

-- Har du allerede --? og du kom igaar?

-- Nei, idag -- med Formiddagstoget.

-- Og reiser igjen? foer det ud af mig.

-- Ikke just imorgen, svarede han med et spottende Smil.

-- Jeg troede det næsten, sagde jeg tørt, siden De var saa hurtig med

Deres Visit.

-- Og Billedet! det bliver da ikke færdigt paa een Dag, bemærkede

Minna.

-- Saa lidt som Rom! Heldigvis er det ledigt. Jeg har allerede aftalt

Alt med Custoden, og imorgen tænker jeg at tage fat.

Jeg havde ganske glemt dette Billede, og det forekom mig, at det

havde han ogsaa.

Vi vare spadseret langsomt gjennem Zwinger og gik nu gjennem Anlæget

henimod Postpladsen. Bag en Gruppe Akacier med hældende Stammer

bredte en Lygte, der kjæmpede med det sidste Dagskjær, en mat, gulig

Lystaage, af hvilken Sophiekirkens sirlige gothiske Sandstensportal

dukkede frem, medens de slanke gjennembrudte Spir oppe over de mørke

Trækroner tegnede sig skyggeagtige paa en Skumringshimmel af

ubestemmelig Farve, kun et Par skraa Fjerskyer endnu straalede i en

sart Rosaglød. Jeg havde paa mine Aftenture ofte seet Stedet i denne

indtagende Belysning, og nu skulde til min Krænkelse Stephensen

udpege den og ligesom tilegne sig den med sin Maler-Autoritet:

-- Se, hvor det staar fint dèr -- det er jo en ren #van der Neer#.

-- Man ser smukke Belysninger her, bemærkede jeg. Forleden saae vi

ude i Sachsisk Schweiz »en ren Poussin«.

Minna bed sig i Læben. Stephensen, der ikke kunde ane en bestemt

Hentydning, mærkede, at jeg raillerede over hans Maler-Udtryk.

-- Ja, det vil jeg nok tro. Man støder her paa Motiver ved hvert

Skridt. Men -- #nous voilà#. Jeg boer i Hotel Weber, og vil tage

Afsked -- maaske har jeg allerede været for paatrængende.

Vi forsikrede naturligvis det Modsatte, og han fjernede sig med

elastiske Skridt, der knirkede paa Gruset.

Tavse gik vi hjemad. I Nærheden af Posthuset vrimlede der af de gule

Vogne, der søgte hjem som Bier til deres Kuber, og hvert Øieblik

skingrede et Hornsignal.

Jeg forbandede i mit stille Sind alt Postvæsen og Brevskriveri.

Minna · 第 33 / 59 题