Den følgende Dag viste Minna mig et Udkast til et Brev, som hun vilde
sende Stephensen.
Vi læste det sammen nede i det lille Lysthus, da der havde indfundet
sig en af de Tanter, som »ikke var saa rigtig heldige«, og for hvis
Selskab Minna gjerne vilde forskaane mig saa vel som sig selv.
Brevet beroligede mig, da det syntes mig at være vel skikket til at
gjøre Ende paa hele hint uklare Forhold. Det var uden al Bitterhed og
frit for hvert Spor af Sentimentalitet, værdigt og holdt i en rolig,
sikker Tone, som jeg ikke havde tiltroet hende i en Sag, der satte
saa mange Følelser og Minder i den stærkeste Bevægelse.
Allerede mens vi vare sammen ude paa Landet, havde jeg undertiden
glædet mig til at gaa med Minna i hendes egen smukke By, og jeg
mindede hende nu om ikke at spilde Tiden.
Vi gik gjennem flere smaaborgerlige Gader og Stræder, der alle
lignede hinanden; med deres fuldstændige Flise-Fortove, uden
Rendestene og Kjældertrapper, gjøre de et nettere og renligere
Indtryk, end en Dansk venter sig af saadanne Kvarterer. De to-etages
Huse variere kun den graa eller gulige Farve en Smule, men af og til
breder der sig en lavstammet Bygning, hvis store indsunkne Tag kigger
ned paa Gaden gjennem mange af disse ægte sachsiske Loftsvinduer, der
ere formede som sammenknebne Øine, og som, naar de staa tæt sammen,
faar Tegltaget til at gjøre en lang Bølgebevægelse. Det er gamle
Landgaarde, Vidner om, at man for ikke umindelige Tider siden her
befandt sig i Byens Udkant.
Overalt herskede en ret velgjørende familiær Ugenerthed. Ved det
aabne Vindue i en Stueetage gav en ung Kone sit Barn Bryst; skraas
overfor, oppe i et solbeskinnet Vindue, røg en Mand i Skjorteærmer
sin Pibe og stirrede op paa Gjenbotaget, hvor en hvid Kat
balancerede. En velklædt Mand, der saae ud som en Studerende, kom med
et Glaskrus skummende fuldt af Øl, som han havde hentet i
Hjørnebeværtningen.
Smaabørnene, der legede foran Gadedørene, hilste paa Minna, og en
lille Skjælm af en Pige, paa tre-fire Aar, med krøllet Paryk og et
Ansigt fuldt af Smilehuller, kom pilende paa sine stakkels nøgne Ben,
der vare saa krumme som Sabler, og gav sig ikke tilfreds, før Minna
havde forfulgt hende ind paa en Trappegang, hvor hun lod sig fange.
Mindre tiltalende var Opmærksomheden fra de større Børns Side. En
lang barhovedet Tøs, med de smudsige Strømper stikkende i udtraadte
Pampusser, blev ved at raabe efter Minna: »Hvad er han for En?« og en
Skomagerdreng, som gik midt ad Gaden og -- til min Forbavselse --
fløitede Skuespillermarschen af »En Skjærsommernatsdrøm«, saa det
skingrede i hele Nabolaget, maa have fundet noget Jødisk i mit Ydre,
for han afbrød pludselig hin Beskjæftigelse for at blive ved at raabe
»Itzig« efter mig. Undertiden overdøvedes alle Stemmer af en af de
uhyre Fragtvogne, hvis tøndeformige Ruf rokker oppe i Høide med
Vinduerne i første Etage. Et Par svære Heste med tykke Halse og fede,
kløftede Kryds trække den i en jordvindende Skridtgang, medens de
ryste deres blinkende Messingpynt af Ringe og Halvmaaner; Kjæderne
klirre, det knager i alle Spanter, Hjulene pibe, og under den uhyre
bevægede Masse drøner Stenbroen, saa at man er fristet til at holde
sig for Ørene, og faar Svar i Øst, naar man spørger i Vest. -- Intet
af alt dette var nyt for mig, men idet jeg gjennemvandrede det med
Minna, fik det en anden, fortrolig Belysning, og jeg betragtede de
mindste Smaating med Kjærlighed, fordi de hørte med til det Hele, som
fra Barnsben af havde omgivet hende og præget hendes Fantasi.
Dette hyggelige Stykke Gammelstad overskares pludselig af den
fornemme Pragerstrasse, Residentsens moderne Pulsaare, med sit
nerveuse Liv af rullende Equipager, en pyntet Vrimmel og glimrende
Boutikker. Og vi kom ind i nye brede Gader, hvis øde Perspektiver kun
viser En et Par enkelte Fodgængere og en sneglende Droske.
Blomsterrækkerne paa Balkonerne er den eneste oplivende Farve i den
graa Masse. Der er saa godt som ingen Boutikker; paa hveranden Port
staar »Pension«, og over dens Naboer »Hotel garni«. Dette var ikke
Noget for os; for at naa til Villa-Strøget og »se paa Leilighed«
vilde vi have valgt den korteste Vei, hvis ikke i dette rektangulære
Kvarter alle Veie havde været lige lange.
Snart havde vi fint Grus under vore Fødder og overskyggedes af en
lille Allés Ahornblade. Mørke Akacier, glinsende Sølvpopler,
gjennemsigtige Birkekroner, tætte Platankupler, Lindeløv og Blodbøge,
blandede med en uendelig Mangfoldighed af sjældne Buske og Træer,
hævede sig til begge Sider over Gitre, Hækker og lave Mure med smaa
Gjennembrydninger. Hist og her skinnede en Statues hvide Lemmer inde
mellem Blomster og Blade, eller en fin Straale steg og sank med sagte
Plasken midt i en yppig Bladgruppe. Og Villa fulgte efter Villa,
pragtfulde Mellemting mellem Landhuse og Paladser, med fine Façader
af gulig Sandsten, som endnu eiede Noget af sin kornede Glans. Hvor
de store Speilglas-Vinduer stod aabne, bevægede det yderste Fag af de
crême-farvede, netagtige Gardiner sig sagte, ligesom i Drømme, og
inde i Værelsets Dunkelhed blinkede en Lysekrones Prismer, eller
Kanten af en Guldramme straalede dæmpet. I en dorisk Søile-Loggia,
med pompejansk malede Vægge og Casset-Loft, drak et Selskab Kaffe. En
slank Dame, med Ridekjolens Slæb over Armen, ledsagedes af en Cavalér
i bronze-brunt Fløiel ned ad en Dobbelttrappe, som i Zig-zag
omsluttede en frodig Plantegruppe. I en Underkjørsel, der paa Siden
af en Villa dannede en prægtig Bueportal, kopieret efter Villa
d'Este, ventede en Landauer, hvis Spand Guldfuxe trippede utaalmodig
og skrabede i det røde Grus.
Denne Slags Underkjørsler behagede os særlig, og vi vilde paa ingen
Maade lade os nøie med en af Jern og Glas. Der var jo ingen Tvivl om,
at vi maatte have Equipage til den Tid, naar disse luxurieuse Planer
iværksattes. De omtalte Guldfuxe tiltalte os meget, men vi havde
iøvrig ogsaa et Sværmeri for kulsorte »Rappen«. Megen Vægt lagde vi
naturligvis paa Villaens Stil; og vor Smag stemmede overens, idet vi
foretrak en ikke altfor rig Renaissance. Et Ideal af denne Art fandt
vi paa et Hjørne ud imod Stadsparken. Det var en kraftig Bygning af
betydeligt Omfang, præget af en ægte aristokratisk Simpelhed, uden
Spor af parvenu-agtigt Koketteri, med imponerende store og ædle
Forhold; den syntes at være bygget af Semper selv eller en af hans
bedste Disciple.
»Dèr er den, det er #vor# Villa!« udbrød Minna strax. Hun lo
overgivent af denne Tankeleg, men jeg tog den allerede alvorligere.
Hvorfor var det endelig saa utænkeligt? det var ingen brødløs Kunst,
jeg drev, jeg havde Protection og vilde maaske arve. Hvorfor skulde
man ikke tilsidst efter et Liv fuldt af Arbeide, kunne trække sig
tilbage her som en hovedrig Mand? Mit ungdommelige Overmod følte en
ubegrændset Kraft i sig. Og da jeg vidste mig i tryg Besiddelse af
det, der er Ynglingens Maal, begyndte alle mine Tanker og Drømme at
kaste sig imod Mandens: en stor Virksomhed med glimrende Frugt.
Minnas Skepsis saarede mig næsten, som om den var en Mistro til min
Dygtighed og Energi.
-- Nei, veed du hvad, Harald! jeg troer heller slet ikke, at jeg
vilde passe til det. Tænk dig, hvad der hører til for at fylde i en
saadan Leilighed, -- alt det Tyende, som man vilde have at tumle med
.... Jeg synes ogsaa, man maatte gaa i en evig Bekymring for, at man
ogsaa anvendte sine Penge rigtig og forsvarlig, naar man havde saadan
en Mængde .... Og saa maatte man føre stort Hus og se Mange hos sig.
Jeg er vis paa, at alt dette ikke vilde ligge for mig, og at jeg vil
finde mig langt mere tilfreds ved at holde sammen paa en lille,
tarvelig Husholdning. Men derfor er jeg heller slet ikke misundelig
paa de Rige, men jeg glæder mig tvertimod over, at Andre, hvem det
passer for, kan have det saa smukt, og naar jeg er egoistisk, saa
forestiller jeg mig, at det egentlig altsammen er til for min Skyld,
for at jeg kan have saa meget kjønt at se paa, naar jeg spadserer med
min Skat, og det kan give os Stof til saadan taabelig Passiar som
denne.
Vi gik videre, langs den zoologiske Have, ind i »Grosser Garten«,
hvor vi valgte de mindst befærdede, skovagtige Veie, der krummede sig
mellem høie Graner og brede Ege. Endelig tog vi Plads paa en lille
Udsigtshøi nord for Herkules-Alléen, hvis mægtige Linde kastede deres
Skygge langt hen over Stubbemarken foran os. Tilvenstre laa
Høidedraget paa den hinsidige Elbbred stærkt solbeskinnet, med sine
Skovbanker og Indsænkninger, underbygget af Landsbyerne, der ved
Villaernes Hjelp næsten gro sammen til een lang Bort af Haver og
Huse, -- med de steile Skraaninger gjennemstregede af Vignernes
Terrasser og Mure, mellem hvilke der hæver sig gamle Gaarde med høie
Tage, omgivne af spidse Pyramidepopler, medens Høiene foroven ere
besatte med Vingaardsmændenes Smaahuse, der se ud som Vagttaarne.
Alle disse Enkeltheder gjentog sig bestandig mindre, utydeligere og
nærmere ved hinanden, indtil de smeltede sammen i en næsten
ubestemmelig Farvetone, dèr hvor Aasen som en Pynt sænkede sig ned
mod Sletten. Denne blaanede langveis bort, og yderst ude viste sig
Bjergformer, skyggeagtige og svævende, snarere som et Bundfald af
Luftens Blaa end som en Stigning af Jordens. Men eftersom Skyggerne
paa Marken blev længere, traadte Omridsene legemligere frem, og vi
kjendte tydelig Liliensteins fortrolige Profil. Og samtidig med at
ovre paa den høie Loschwitzer-Bred den ene Rude efter den anden
tindrede som i en begyndende Illumination, kunde man skjælne
Liliensteins Stenbrud som en lysere Streg forneden. Det var underligt
at tænke, at i dette Bjergbillede, der var saa liliput-agtigt, at det
kunde males paa en Lillefingers Negl, kunde man med en Naal udpege
det Punkt, der havde rummet saa megen Lykke for os. Vi trykkede tavse
hinandens Haand, og vore Øine fyldtes med Taarer, mens vi stirrede
derud imod; -- det forekom os begge, at hin Idyl var groet fast
derude, som en sart Blomst, der ikke lader sig omplante, og at vi
havde forladt den tillige med Stedet og først hist kunde gjenfinde
den, -- og en uendelig Hjemve opfyldte og forenede os.
Hvorvel kun et Par Døgn skilte os fra hin Fortid, -- skjøndt vi sade
sammen ligesaa lykkelig som nogensinde i hine Dage, -- og uagtet vi
haabede lutter glædeligt Samliv imøde: -- trods Alt dette forekom det
os begge, at vi saae et tabt Paradis aabne sig derude i Glansen af
den dalende Lykke-Sol med rosenrøde Smaaskyer som Amorinfjer svævende
over sig i den lyse, farveløse Luft, for saa lidt efter lidt at glide
bort, ind under Skyggen af Nattens bløde Vinger, som fandt os
siddende paa samme Plet med Armen om hinandens Liv.
Denne staaende Vemod i Tilbageblikket -- er den kun Virkningen af en
Idealiserings-Kraft, som Erindringen selv besidder, eller stammer den
maaske snarere fra Menneskets evige Frygt, den uendelige
Usikkerhedsfølelse overfor en ukjendt Skjæbne, der ved et Lune kan
røve En Alt, undtagen hvad man har oplevet -- som ikke blot truer ude
fra, men ogsaa synes at raade i vort Indre, og mod hvilken kun vort
Selvs dulgte Kjerne i sjeldne Gjennembruds-Øieblikke maaske kan
stille en jevnbyrdig Magt op?