-- Hvis du nogensinde tager Afsked med mig, og om det end var med
langt bitrere Ord, vil jeg gjøre ligesaa med dit Brev, Harald! og hun
gjemte atter Brevet i Mappen.
Den rørende Troskab mod alle Hjertets Minder, som aandede ud af
hendes Ord og Miner, afvæbnede mig vel, men der blev dog et Bundfald
af Uvillie tilbage.
-- Jeg havde Uret, tilgiv, -- men det er et Brev, der kunde faa en
Engel til at bande. Der er jo ikke Mening eller sund Sands deri.
-- Ja #jeg# forstaar det ikke! Det var dog ham selv, der ikke vilde
staa i andet end Venskabsforhold til mig, og som raadede mig til at
gifte mig med en brav Mand, og nu bebreider han mig det.
-- Og saa paa saadan en dum Maade! Hvorfor udtaler han ikke selv sine
Følelser? -- et Digt af Heine, -- ja, naar det saa endda havde passet
til Situationen, men aldeles ikke!
-- Nei, ikke sandt! det var ogsaa det, der berørte mig saa underlig,
ligesom en falsk Tone, -- ellers vilde det have gjort mig endnu mere
ondt -- eller maaske vilde det ogsaa tvertimod have virket
forsonende, men dette kunde jeg ikke lade være at ærgre mig over.
-- Hans Forfængelighed er bleven stødt over, at du kunde glemme ham
for en Anden, det er det Hele. Derfor har han heller ikke selv haft
Noget at sige, -- en tarveligere Mand havde grebet til en
Brev-Formular.
-- Og alligevel -- hvis han dog elskede mig endnu, og led! udbrød hun
og knugede de foldede Hænder sammen.
-- Elskede? Der gives saa mange Maader at elske paa! Hvorfor forlod
han dig?
-- For sin Kunsts Skyld, sagde han jo, og er den ikke mer værd end
jeg?
-- Nei, tusind Gange nei! For Kunstens Skyld! dum Frase! Saadan en
Ynkelighed! hvor tror han, han kan gjøre Kunst, som duer noget, naar
han er en sølle Pjalt, som ikke engang tør tage et Tag med Livet, og
hvordan skulde han kunne sidde og pensle Følelser frem, naar han
leger baade med sine og med Andres?
-- Men hvis han kun havde sagt saaledes, -- hvis han for en Tid havde
maattet arbeide ene, og saa ikke vilde binde mig, men stolede paa, at
min Kjærlighed var fast og udholdende nok til at holde ud, og han
selv havde ventet trofast, arbeidet, og nu var bleven skuffet?
Jeg gik heftig frem og tilbage i det lille Værelse. Den Tanke, at Hr.
Axel Stephensen skulde sidde oppe i Danmark som den trofaste Elsker,
arbeidende for at kunne forene sit Liv med hendes, -- forekom mig
efter Alt, hvad jeg havde hørt om ham, at være i en saa komisk
Contrast med Virkeligheden, at jeg var ved at le haansk; men et Blik
paa den elskede Pige, hvis Tiltro just i hendes Feiltagelse gjorde
hendes Sjæl saa megen Ære, afvæbnede min Bitterhed og kun et dybt,
smerteligt Suk pressede sig frem.
Minna stod endnu tæt ved Vinduet med Ryggen mod det, op mod en
gammeldags Commode, der var fuld af værdiløse Nipssager og af
afblegede, tilsmudsede Photographier. Til dens Kant støttede hun sig
med begge Hænder og saae ned paa Gulvet.
-- Jeg skal være ulykkelig og gjøre Andre ulykkelige, mumlede hun,
som om hun talte med sig selv.
-- Minna, Minna! udbrød jeg fortvivlet, idet jeg standsede foran
hende, og strakte Armene ud imod hende. -- Det maa du ikke sige, hos
mig og til mig kan du dog ikke sige det.
Hun rystede næsten umærkelig paa Hovedet uden at se op.
-- Men han troer, at det er Letsindighed, og det skal han i alt Fald
ikke. Han maa kunne forstaa mig --
-- Du vil dog ikke skrive til ham efter dette?
-- Jo, Harald, det vil jeg.
-- Hvorfor dog, kjæreste Ven! hvad kan der komme ud deraf andet end
Pinligheder for os Alle! Lad det være nok med den Brevvexling, den
har varet altfor længe.
-- Saa kan den taale et Brev endnu, det skal blive det sidste.
-- Jeg beder dig saa meget, Minna! lad være for min Skyld, -- jeg kan
ikke forklare dig, jeg veed ikke selv hvorfor -- men det gjør mig
angst --
-- Jeg #maa#, svarede hun med en Klang af fatalistisk Overbevisning.
.... Han og jeg kan ikke skilles saaledes.
-- Gid I aldrig var mødtes, udbrød jeg.
Hun saae længe paa mig med et underligt uforstaaende Blik, som om hun
ikke kunde overse Rækkevidden af denne Forestilling. Saa lagde hun
sig ind til mig med Armen om min Hals: --
-- Ja, Gud give, vi aldrig var mødtes! Hvorfor maatte du ikke komme
den Gang! Hvorfor lærte vi ikke strax hinanden at kjende, -- da var
Alt blevet saa godt!
-- Det skal blive godt ogsaa saadan, min Ven! sagde jeg og kyssede
hende paa Panden.
Vi satte os ved det aabne Vindue og snakkede sammen om det kjære
Rathen. Minna drillede mig med, at jeg i et Brev, som jeg havde sendt
hende for et Par Dage siden, havde forvexlet to Udsigtspunkter. Jeg
benægtede, og forlangte, at vi skulde efterse Kildestedet.
-- Det er saamænd ikke Umagen værdt, Enhver kan jo komme til at
skrive feil, sagde hun, og det forekom mig, at hun blev noget
forvirret.
-- Men jeg er vis paa, at jeg ikke har gjort det. Lad mig dog se
Brevet.
-- Saa lad #mig# da have læst feil, for mig gjerne, svarede hun og
blev rød. Det var tydeligt, at hun havde en Grund til ikke at komme
frem med Brevet.
Den Irritation, som under hele denne Samtale havde luret i mig, siden
hun bevarede hans Brev saa omhyggelig, brød nu frem med en skinsyg
Mistanke om, at hun havde behandlet #mit# mere skødesløst og nu ikke
vidste, hvor det var at finde. Jeg var ikke ædelmodig nok til at
skaane hende, skjøndt jeg kunde have sagt mig selv, at selv det
dyrebareste Brev kan forsvinde ved hundrede Tilfælde, især naar man
reiser.
-- Du kan da ikke være bekjendt at være saa doven. Din Mappe ligger
jo dèr paa Bordet.
-- Nei, dèr er det ikke, svarede hun og reiste sig. -- Stivnakke! Jeg
maa umage mig ud i Entréen efter min Reisetaske.
Nei, den tog jeg ind; den hænger dèr ved Døren.
Hun gik hen og saae efter i Tasken.
-- Saa maa det vel dog være i Kufferten, bemærkede hun med et
Skuldertræk. -- _Tant de bruit pour une omelette!_
-- Tak! sagde jeg med en spydig Forstemthed, som hun overhørte, thi
hun lo muntert, medens hun lagde sig paa Knæ og gav sig til at rode
op i Kufferten. Men mig forekom denne Latter forstilt, da hun dog saa
aabenbart befandt sig i en pinlig Situation.
-- Du maa ikke se herhen, Harald, hører du! her er saadan en Uorden.
-- Gud bevares, sagde jeg, og kiggede ærgerlig ud ad Vinduet. Endelig
hørte jeg hende reise sig og komme hen til mig. Hun rakte mig Brevet.
Det temmelig stive Papir var krammet, uden at være lagt i egentlige
Folder, buklet og krummet paa en underlig Maade.
-- Du har vel pakket ind i det, bemærkede jeg bittert og holdt det
hen imod hende.
Hun svarede ikke, men smilede med et ganske sælsomt Smil, der klædte
hende fortryllende, og som, samtidig med at det irriterede mig,
gjorde mig dødelig forelsket.
-- Det lader ikke just til, at du behandler mine Breve med samme
Omhu, eller gjemmer dem lige saa godt som denne Hr. Stephensens!
Minna bed sig i Læben og kiggede op paa mig med et drillende og dog
kjærtegnende Blik. Jeg forstod slet ikke, at hun kunde tage denne Sag
saaledes, og vilde sikkert være bleven vred som en Tyrk, hvis jeg
ikke havde faaet en Følelse af Usikkerhed og en Anelse om, at jeg
spillede en komisk Rolle.
-- Men du glemmer jo helt at se efter, Harald, sagde hun, da jeg
vedblev at række Brevet hen til hende.
-- Du har Ret, afgjorde jeg, uden at værdige Dokumentet et Blik, og
kastede det paa Gulvet.
Minna bukkede sig ganske rolig og tog det op.
Hun saae paa mig med et bebreidende Blik, der fik mig til at se
beskjæmmet til Siden, skjøndt jeg endnu mente at være i min gode Ret.
Og uden at vende Blikket fra mig, men med et bestandig ømmere Smil,
knappede hun det øverste af Kjolen op, løsnede Chemisen foroven og
lod Brevet glide ned paa sit Bryst, hvor det forsvandt med et
rosenrødt Skjær af de sidste Solstraaler som gjennemglødede det lille
Værelse.
Jeg sluttede hende heftig i mine Arme og bedækkede hendes Ansigt og
Hals med Kys, alt imens jeg fremstammede Undskyldninger for mit
urimelige Væsen, min Skinsyge og min taabelige Mistanke, for hvilken
hun paa en saa rørende Maade havde beskjæmmet mig. Denne Anger og
endnu mere den lykkelige Følelse, at være saa inderlig og skjønt
elsket, fik mine Taarer til at strømme saa rigelig, at Minna spøgende
frygtede for, at de skulde udslette Skriften paa det dyrebare Brev.
Ogsaa i hendes Øine blinkede det, -- vi lo og græd paa een Gang og
kyssede hinanden Taarerne af Kinden.
Men inden vi saae os for, var Moderen kommen ind i Stuen. Vi gav
forlegne Slip paa hinanden, og Minna søgte ved en hurtig Dreining at
skjule sit lidt uordentlige Toilette. Den Gamle hostede undskyldende,
og selv de forsigtige Skridt af de næsten gjennemtraadte Slæbere,
syntes, da hun listede ud med Kaffekopperne, at hviske ganske sagte:
»Gjør ikke noget, Børnlille, jeg er selv ingen Nonne, -- har ogsaa
været ung! Næbbes I kun! Herregud, naar man blot ikke gjør noget
Ondt!«
Det ærgrede mig, at vi skulde være Gjenstand for en moralsk
Overbærenhed, som vi ikke trængte til, og især at der blev lagt et
uædlere Indhold i denne Scene, end den fortjente. Minna maa have følt
noget Lignende; thi medens hun knappede den øverste Knap, trak hun
paa Skuldren og mumlede med en komisk Fortrydelighed: --
»Die alte Pulverhexe! kommt sie immer so hereingelatscht!« --
-- Spil nu lidt for mig, Minna, sagde jeg, -- jeg har endnu slet ikke
hørt dig spille, og jeg har glædet mig saa meget dertil.
Minna bad ynkelig for sig, men jeg trak hende hen til Claveret. Der
var endnu Dagslys nok til at se Noderne. Hun slog et Schubert-Hefte
op og spillede et #moment musical#, ikke uden Følelse, men saa
ængstelig, som om hun frygtede for at røre ved Tangenterne.
-- Det er skrækkeligt, udbrød hun, lige da hun havde taget den sidste
Akkord .... Maa jeg ikke holde op? Du kan da ikke paastaa, at det er
en Fornøielse at høre paa det.
-- Jo, det kan jeg godt, og forresten kan du da ikke være bekjendt at
være ængstelig for mig.
-- Ængstelig? jeg ryster over hele Kroppen!
-- Du kan heller ikke se rigtig nu. Jeg vil hente en Lampe.
-- Nei, for Guds Skyld, lad mig dog i alt Fald beholde #den#
Undskyldning.
Det sprudlende livlige og samtidig dog saa sværmeriske og dybt
bevægede Impromptu, som hun nu tog fat paa, behandlede hun lidt
friere og dristigere, og skjøndt det brast et Par Steder, havde jeg
en inderlig Glæde af det ægte musikalske Foredrag. Jeg havde ventet,
at hun nu vilde se at slippe fri, og var belavet paa at maatte bede
længe og indstændig for at faa hende til at blive ved, men neppe
havde hun faaet Hænderne fra Tangenterne, før hun tog Beethovens
Sonater ned fra Clavér-Pladen.
-- Skal det være Gilde, saa lad det være Gilde! udbrød hun muntert.
Man kan lige saa gjerne være fræk. Du maa gjerne hente Lampen,
Harald, at jeg kan se alle de Noder, som falde under Claveret.
Jeg havde ventet, at hun skulde spille »Sørgemarschen«, første Sats
af »Maaneskins-Sonaten« eller et lignende nogenlunde overkommeligt
Stykke, et af dem, om hvilke man kan sige, at de ere naturaliserede i
Dagligstuerne; men til min Forundring hørte jeg, medens jeg ude i
Entréen tændte den lille Lampe, at det var den vældige C-Dur Sonate,
som hun styrtede sig ind i, og det uden at slaa det Mindste af paa
Voldsomheden. Hun havde aabenbart sendt mig ud efter Lampen for at
kunne begynde, mens jeg var borte, i Tillid til, at naar man først er
sprunget ud, hvor man ikke kan bunde, saa er man nødt til at svømme.
Og hun svømmede virkelig; selve Dybden og Bølgebevægelsen hjalp til
at bære. Da jeg traadte ind, just idet hun fra vildsomme Løb og
heftig Oktav-Stigning naaede over til den rolige, i rige Akkorder
syngende Hymne-Melodi, -- blev jeg et saa eiendommeligt Udtryk vaer i
hendes Ansigt af Energi og Begeistring, en Beethovensk Forklarelse af
alle hendes Træk, at en spøgende Opmuntring, som jeg havde paa Læben,
forstummede af sig selv. Jeg stillede ganske sagte Lampen paa
Commoden bag ved hende, og da et stort Stykke af Kuplen var gaaet af,
dreiede jeg den saaledes, at Lyset gjennem dette Hul straalede hen
paa Noderne, hvilket nok kunde behøves; thi glimrende lyste denne
Lampe sikkert ingensinde, og den saae ud, som om den ikke havde været
renset i Løbet af Sommeren. Selv tog jeg Plads længer tilbage i
Stuen, hvor jeg ikke kunde forstyrre hende, men saae hendes Nakke,
hvis Haarknude glinsede i Lampelyset, og den blødt skyggede
Kindrunding, medens jeg fortabte mig i en Nydelse, som maaske er den
ædleste af alle: at faa Beethoven forespillet af sin Elskede. I denne
Stemning blev selv det Ufuldkomne ved Udførelsen snarere til Gavn end
til Skade; de yderst beskedne Omgivelser stemmede ikke til
Concert-Fordringer, og saa glædede man sig saa meget mer over
Beseiringen af Vanskeligheder, selv om disse Seire ikke vandtes uden
Mandefald i Node-Hæren. Og trods Alt, blev hendes Spil kunstnerisk,
fordi hun var helt fortabt i det, -- hun spillede som en Musiker, der
har faaet et vanskeligt Partitur paa Nodestolen; af og til knurrede
hun af Ærgrelse over at være snublet, undertiden, naar hun havde
slaaet med Fynd ved Siden af, sendte hun efter den falske Tone et
Udbrud, der ikke var fjernt fra en lille Ed, og blev Hænderne tilbage
for den inspirerede Villie, saa sang hun med høi Røst Melodien,
ligesom for at skamme Fingrene ud og tvinge dem til at komme med.
Saaledes var hun stormet gjennem Allegroens stolte, solrige Bjergland
og sænkede sig hvilende i Adagioens Eneboerdal med den dybe Skygge om
det stille, blanke Vandspeil, hvor Sindet samler sig indadvendt, men
dog med Blikket forventningsfuldt hævet mod en anet Herlighed, -- for
saa at svinge sig op til de ætheriske Regioner, hvor Rondoen lever i
et overjordisk Lys og en uforstyrrelig Glans, jublende Triller ud,
som var den en Lærke, der havde hjemme, ikke blandt Skyer, men blandt
Stjerner.
Minna kastede sig tilbage i Stolen; jeg gik hen til hende og trykkede
et langt Kys paa hendes Pande. »Tak,« hviskede jeg.
-- Det var ogsaa Noget at takke for, sagde hun og saae forundret paa
mig, som om hun frygtede, at jeg gjorde Nar.
-- Hvor kan du sige det! jeg er helt overrasket! Jeg vidste nok, at
du var musikalsk, men jeg havde dog ikke tænkt, at du kunde spille
saaledes.
En pludselig, sjælfuld Glæde straalede op til mig fra hendes Blik;
men hun slog det strax ned, og hendes Læber krusede sig til et
godmodigt ironisk Smil.
-- Ja, ikke sandt! til at slaa ved Siden af er jeg en ren Rubinstein!
-- Hvorfor spotter du? jeg veed dog selv nok, at du ikke helt kunde
magte den. Men du spillede smukt alligevel.
-- Ak! det er det, som gjør mig næsten fortvivlet, hver Gang jeg
spiller -- at høre det saa smukt og ikke kunne faa det frem. Og især
det, at jeg undertiden synes, jeg maatte kunne være kommen til at
spille ganske ordentlig, hvis jeg havde kunnet drive det rigtig
vedholdende.
-- Naa, det er da ikke for sent endda, jeg synes, du har Livet for
dig.
-- Maaske, -- men der er det samme i Veien endnu, -- jeg kan ikke
taale det, du aner ikke, hvor det angriber mig: Nu har jeg mindst
spillet min Nattero bort. Hvorfor er man ogsaa saadan en Pjalt! Ja,
hvis du kunde forestille dig den Melankoli, som jeg i disse Aar
spillede mig ind i, hver Gang jeg rørte Claveret! det var ligesom
Noget, der slog sammen om mig, og jo skjønnere Musikken var, desto
mørkere blev det om mig. Undertiden kunde jeg ikke lade være, men det
kunde ogsaa blive saa frygteligt, at jeg ikke turde mer.
-- Men det vil jo altsammen fortage sig, min Ven! -- Jeg skal nok faa
dig sund og stærk, og naar du spiller mig glad, vil du ogsaa selv
føle dig lykkelig derved. Jeg er et taknemligt Publikum, selv om du
ikke driver det saa meget videre, end du nu er. Men saa vil du ogsaa
kunne dyrke Musikken rigtig.
Mine Ord lod ikke til at gjøre synderligt Indtryk paa hende. Hun
stillede Lampen hen paa Bordet, satte sig i den Stol, som jeg havde
reist mig fra, og støttede Panden i sin Haand.
-- Jeg kan mærke det i mit Hoved, det spænder og mylrer derinde. --
Hun lo op, som ad et pudsigt Indfald: -- Veed du hvad, hvis jeg
nogensinde ønsker at blive af med min Smule Forstand, saa troer jeg,
at jeg kunde spille den bort.
-- Hvad er det for en Idé!
-- Nu ja, det var ogsaa en Maade at begaa Selvmord paa. Det er det
Frants-Moorske, at ødelægge Legemet gjennem Aanden, anvendt paa
Selvmordet.
-- Minna, du maa ikke tale saadan, det er en daarlig Spøg.
-- En grov Spøg i alt Fald, naar der gjøres Alvor af den. Men man
veed ikke, hvilke Kunster man kan faa Brug for i Livet. »Det var en
Kunst, der fortjente at Have dig til Opfinder,« -- deklamerede hun
med komisk Efterligning af en Mode-Skuespiller. -- Har du seet det
her paa Hoftheatret? hvor han var affekteret! hu ha! .... Hun satte
sig i Positur, som Frants Moor i Begyndelsen af anden Akt, og lagde
sit Ansigt i saa pudsige reflekterede Skurkefolder, at jeg ikke kunde
lade være at le. Opmuntret ved dette Bifald begyndte hun at
efterligne det falske Effektmiddel, som den paagjældende Skuespiller
havde opfundet til denne Grubler-Monolog: at give Spørgsmaal og Svar
med to forskjellige Stemmer, en høi fistelagtig, og en dyb
Bugtalerrøst, idet hun samtidig vendte sig snart til den ene, snart
til den anden Side: -- »Hvilke Art Følelser skulde jeg vælge? ....
#Vrede?# denne hungrige Ulv æder sig for hurtig mæt! -- #Sorg?# denne
Orm nager mig for langsomt! -- #Græmmelse?# denne Snog sniger sig for
trægt! -- #Frygt?# Haabet tillader den ikke at gribe om sig ....
Hvad? er Dødens Arsenal allerede udtømt? -- Hvorledes? Nei! -- Ha!
Musik! Hvad formaar ikke Musikken? den kan faa Liv i Stene, skulde
den ikke kunne slaa en Minna ihjel!«
Hun lo muntert og omfavnede mig.
-- Jeg har været rigtig styg, Harald, og du var saa kjærlig og
takkede mig saa kjønt for mit Smule Spil, du kjære, søde Ven! Men jeg
skjønnede ogsaa paa det, skjøndt jeg kom med al den Snak, -- jeg kan
ikke gjøre for det, tidt piner det mig saa meget, det maatte være saa
herligt at være Kunstnerinde, synes jeg, at kunne faa Andre til at
elske og beundre, hvad der bevæger En selv saa dybt .... Men jeg skal
nok blive en flink Husmoder! -- Og bryd dig ikke om, hvad jeg sagde
før -- saalænge du er hos mig og holder af mig, forgiver jeg mig jo
ikke med denne søde Gift -- men, Harald! hvis du holder mer af en
Anden --
Jeg lukkede hendes Mund med et Kys, -- ganske vist ikke noget
synderlig logisk Argument, men i dette Tilfælde maaske tilsidst dog
det mest overbevisende.
Moderen kom ind med The og Franskbrød, til hvilket hun havde kjøbt
Honning i Voxkager og usaltet Smør for at gjøre os tilgode. Da vi
havde spist, satte hun sig hen i en Krog i en underlig trekantet
Lænestol med lodrette Sider; -- den var egentlig et Hjørnestykke af
en tredelt Sopha, hvis #disjecta membra# vare fordelte rundt i
Leiligheden. I dens Varetægt blundede hun næsten øieblikkelig ind.
Minna var ogsaa træt efter Reisen. Da det hæslige, Alabast-søilede
Taffeluhr paa Commoden efter en lang, truende Snurren besluttede sig
til at slaa fire Slag, der gjenlød i Claveret med en lang Tone, -- og
derved gjorde os opmærksomme paa, at »Klokken var slagen ti«, holdt
jeg paa, at hun skulde til Ro.
Vi lod den Gamle sove. Minna lyste mig ud. Til hendes store Skræk gik
jeg »med Nakken paa Ryggen«, -- som hun sagde, -- ned ad den steile
Vindeltrappe, uden at kunne vende Øinene fra hende, som hun stod
deroppe, bøiet over Rækværket, med det smilende Ansigt stærkt belyst
af den fremstrakte Lampe.
Helt nede blev jeg længe staaende og sendte Kys op til hende, indtil
hun gav sig til at skjænde, og da det ikke nyttede, begyndte hun
pludselig at skjære Grimacer og frembringe saa græsselige
Carricatur-Ansigter à la Wilhelm Busch, -- at jeg endelig tog Flugten
med en høi Latter.