Minna kom to Dage efter, med Dampskibet Klokken fem. Naturligvis var
jeg ved Landingspladsen for at tage imod hende. Medens vi gik sammen
gjennem Gaderne forekom det mig, at der var Noget, som tyngede paa
hendes Sind, men jeg vilde ikke spørge, før vi kom til Ro hjemme.
Iøvrig tænkte jeg mig, at det var Hertz's Tilstand, som hun sagde
havde forværret sig.
Da Minna var færdig med at spise, og Moderen havde ladet os være ene,
blev det kjære Barn mer og mer tavs. Undertiden saae hun paa mig med
et langt, tungsindigt Blik, der var lige ved at faa mig til at græde;
snart efter begyndte hun at stirre, som om hendes Tanker var langt
borte, og jeg fik da en Følelse af Uhygge.
-- Er du bekymret for, at det skal blive farligt med Hertz? spurgte
jeg endelig.
-- Ja, det er jeg nok, du skal se, han dør af det .... Og hvorfor
ikke? Det var ved at forske efter Goethe-Manuskripter i Prag, at han
paadrog sig det; det er hans Lidenskab, der slaar ham ihjel, der er
noget kjønt deri.
-- Men hans stakkels Kone!
Minna sukkede, reiste sig og gik hen til Vinduet.
Længe blev hun staaende dèr og stirrede ned i den lille Have. Den
lave Sol straalede ind paa hendes Ansigt, som med sit Præg af Alvor
og Mismod syntes at tilhøre en langt ældre Kvinde. Brystfolderne af
den lette Kjole hævede og sænkede sig stærkt og uregelmæssigt. Den
høire Haand, som hang ned, krammede et lille Lommetørklæde, et Par
Gange hævede hun den anden for at skygge, som om hun vilde se efter
noget Bestemt, men glemte det strax igjen, strøg Haaret bort fra
Panden eller gav sig til at tromme paa Vindueskarmen.
Jeg gik sagte hen til hende og lagde Armen om hendes Skulder.
-- Er der ellers Noget gaaet dig imod, Seelchen? --
-- Jeg har faaet Brev -- fra ham -- Svar paa det, jeg sendte bort den
Aften.
-- Naa?
-- Det har gjort mig saa ondt, -- det var slet ikke, som jeg havde
ventet. Han tænker ikke paa mig, som en god Ven. .... Det er ligesom
han vilde saare mig. Jeg forstaar det ikke.
-- Hvad har han da skrevet, Minna?
-- Ja, nu skal du selv se.
Hun gik tilbage i Værelset og knælede ned ved den lille Haandkuffert,
som stod aaben midt paa Gulvet. Af en Mappe tog hun et Brev frem og
rakte mig. Det var skrevet paa meget elegant Papir og indeholdt kun
nogle ubetydelige Linier som Indledning til et Digt af Heine, hvilket
jeg ikke kjendte. Det lød saaledes: --
Schon wieder bin ich fortgerissen
vom Herzen, dass ich innig liebe, --
schon wieder bin ich fortgerissen,
o wüsstest du, wie gern ich bliebe!
Der Wagen rollt, es dröhnt die Brücke,
der Fluss darunter fliesst so trübe;
ich scheide wieder von dem Glücke,
vom Herzen, das ich innig liebe.
Am Himmel jagen hin die Sterne,
als flöhen sie vor meinem Schmerze. --
Leb' wohl, Geliebte! In der Ferne,
wo ich auch bin, blüht dir mein Herze.
-- Dumt Tøi, udbrød jeg, og krammede uvilkaarlig Papiret mellem
Hænderne. Men Minna, der atter havde staaet og seet ud ad Vinduet,
vendte sig hurtig, rev det fra mig og gav sig til at glatte paa det.
-- Det er vel en Helligdom! sagde jeg med en Bitterhed, som jeg ikke
formaaede at holde tilbage.