-- Ja vist saa -- Gudbevares -- Minna har skrevet -- det kjære Barn
-- ak, Gud ja. .... Det -- det glæder mig -- overmaade. .... De er
altsaa kommen til Byen, Hr. Tenger --
-- Fenger --
-- Rigtig -- Fenger -- ganske vist -- De maa endelig undskylde. Det
var jo i et Brev og -- Bogstaverne ligner hinanden -- mine Øjne er
heller ikke saa gode -- og saa skriver Minna virkelig lidt utydeligt.
.... Finder De ikke ogsaa? .... Min salig Mand skrev saadan en
tydelig Haand, -- han har ogsaa undervist i Skjønskrift. Ellers var
det Latin og Græsk -- ak Gud, ja, han var virkelig meget lærd ....
Minna har ogsaa gode Kundskaber -- det er ganske anderledes end i min
Tid -- overhovedet Ungdommen! -- Men vil De ikke tage Plads, De maa
dog endelig sætte Dem ned. --
Jeg rykkede en Stol hen til Bordet, og da jeg saae, at hun tænkte paa
at byde mig Noget, skyndte jeg mig at komme hende i Forkjøbet.
-- De er virkelig altfor venlig -- jeg veed sandelig ikke -- maaske
for Selskabs Skyld -- men kun et lille Glas. .... Ja, De kan vel
drikke mange Glas, -- unge Mennesker -- salig Jagemann var ogsaa en
stærk Øldrikker -- fra Studenterdagene af, veed De. .... Drikker de
ogsaa meget Øl hos Dem i Danmark?
Forgjæves søgte jeg at faa en fornuftig Samtale i Stand, medens vi
drak vort Øl. Snart faldt hun i Staver, stirrede sløvt paa mig, og
svarede ikke Andet end »Ak Gud, ja,« -- og umiddelbart efter gav hun
sig til, som Tydskerne sige, at snakke det Blaa ned fra Himlen, --
ikke af Snaksomhed, aabenbart, men af Forlegenhed og navnlig af Angst
for at blive nødt til at tale om Noget, der angik vort Forhold. Det
forekom mig, at hun ikke havde synderlig Lid dertil, hun bedømte
formodentlig Datteren ud fra sin egen letsindige Ungdom. Undertiden,
naar hun troede, at jeg ikke mærkede det, betragtede hun mig
forskende, som om hun tænkte: »Hvad er nu det for en Fyr, Minna dèr
har faaet fat i?« -- naar jeg da saae paa hende, foer hun i Hast med
Glasset op til Læberne og spildte, saa Øldraaberne trillede ned ad
det sorte Shawl, paa hvilket man saae, at det var blevet farvet.
Da vi gik, vilde jeg følge hende hjem, men jeg maatte paa ingen Maade
gjøre den Omvei, og desuden havde hun flere Ærinder underveis. Hun
forsvandt i det første mørke Sidestræde, dog ikke før jeg havde givet
det Løfte eller den Trudsel -- jeg veed ikke, hvorledes hun opfattede
det, -- at besøge hende næste Dag. --
Jeg gik derhen lige fra Polytechnikum.
Da jeg ringede anden Gang, mærkede jeg, at i et Vindue, der gik ud
til Trappegangen, bevægede et lille smudsigt Gardin sig lidt ved det
ene Hjørne, og fra Mørket bagved det kiggede et Øie ud paa mig,
hvorpaa Gardinet faldt tilbage i sine gamle Folder. Efter endnu at
have ventet en god Stund, hørte jeg slæbende Skridt, og endelig
aabnedes Døren af Fru Jagemann, hvis Ansigt havde et forskræmt
Udtryk, som om jeg mindst havde været Rodemester, saa jeg var lige
ved at spørge: »Herregud, hvad er der gaaet Dem imod?« -- da det
faldt mig ind, at det rimeligvis var mig selv. Hun lod til at have
glemt, at jeg vilde besøge hende eller ogsaa havde hun taget det som
en tom Høflighedsphrase. Det sortfarvede Shawl, som jeg kjendte fra
den foregaaende Aften, indhyllede hende og lod til at være kastet
over Chemisen, og Nederdelen syntes snarere at være et Skjørt end at
tilhøre en Kjole. Hun førte mig med mange Undskyldninger ind i
Dagligstuen og forsvandt derpaa en halv Time »for at byde mig en Kop
Kaffe«.
Det temmelig lille Værelse var venligt og lyst, da det vendte ud til
den omtalte Havefirkant og havde fuldt op af Sol. Men Meublementet
var ikke blot tarveligt, ja tildels itu, men det Hele vidnede om en
fuldstændig Mangel paa Ordenssands. Klappen af det sorte
opretstaaende Clavér var helt graa af Støv, og oppe paa dets Plade
stod der ovenpaa en Bunke Noder en Tallerken med en halv røget Sild.
Det har altid været mig en Gaade, hvordan den er kommen dèr, for jeg
opdagede snart, at Fru Jagemann aldrig opholdt sig her, men hele den
udslagne Dag kukkelurede i det næsten fuldkomment mørke Kjøkken,
hvor hun tilberedte og spiste sine Maaltider, sov og læste
»Dresdener-Nachrichten«. I et Hjørne stod en Reol næsten helt fuld af
grønne Bind, hvilke jeg strax gjenkjendte som Minnas Klassiker-Skat,
Gaven fra hin barske Tante, der vilde plage hende som Spøgelse, hvis
hun nogensinde skildte sig ved dem. En Dør midt paa den ene Væg var
dækket med et grønt Tæppe, og en Sopha stod foran den; paa dette
Tæppe som Baggrund hang et Oliemaleri: man saae en Del af et
Fiskerleie under lave Klitter ved en Havbugt. I Forgrunden sad et Par
unge Piger og knyttede Net, medens de samtidig gjorde Jav med en
Hovedstads-Laps, der var signaliseret ved Hjælp af en Malerkasse og
havde en umiskjendelig Lighed med Stephensen. Ved hans pegende
Haandbevægelse og de unge Pigers leende Blik var det aabenbart
antydet, at der i denne Knytten-Net skulde lægges en dybere
Betydning. Medens Staffagen var lige saa konventionelt malet som
flovt tænkt, var der en Del Friskhed og Naturstudie i Stranden og
Sollyset paa Klitterne, og Billedet med sine kraftige lyse Farver
straalede formelig i den lille Stue, til hvis mer end tarvelige
Bohave det stod i en paafaldende Modsætning. Enhver maatte
uvilkaarlig spørge sig selv, hvorledes er det dog kommet herind? og
til mig, for hvem dette Spørgsmaal paa Forhaand var besvaret, talte
det paa en anmassende Maade om Alt, hvad jeg helst vilde glemme. Han
satte dog sikkert megen Pris paa hende og paa deres Forhold, siden
han efter Aars Forløb sendte hende et saa gjennemarbeidet Billede.
Men tillige, hvilket ufint Koketteri, i en Gave til #hende# at antyde
sig selv som Courmager hos et Par unge Fiskerpiger! -- hvilke
Stemninger maatte det ikke vække hos en tydsk Pige, hvis Hjerte var
fuldt af Kjærlighed til den danske Maler, og hvis Fantasi er fuld af
Heineske Digte: -- »Du schönes Fischermädchen« og »Das Meer erglänzte
weit hinaus« maatte bestandig have sunget ud til hende fra disse
Farver og vakt en uendelig Længsel efter #hans# Hjemstavns ubekjendte
Romantik og en evig skinsyg Uro. Et raffineret Selvbehag og en dum
Hjerteløshed syntes mig at have tegnet dette pralende Monogram paa en
Sten, som Lapsen satte sin Støvle paa, -- en Støvle, der iøvrig var
saa blank, at den umulig kunde have traadt en Snes Skridt paa den
støvede Vei.
Foruden dette Billede var der i Værelset endnu to andre, der hidrørte
fra samme Haand. De hang under hinanden mellem Vinduet og Chatollet:
et Pastel-Portrait af Minna og en Blyantstegning af en midaldrende
Mand med en høi Pande, lige Næse, smalle, sammenknebne Læber, der i
Forbindelse med de nedhængende Bryn og smaa, dybtliggende Øine gav
ham et misfornøiet og bittert Udseende, tyndt Haar og store
Bakkenbarter, som lod en lille, men fast formet, rynket Hage være
fri. Navnlig ved denne Hage og Panden var Ligheden med Minna
paafaldende. Og naar man saae nøiere til, var ogsaa Læbernes Form
oprindelig den samme; derimod var hendes Næse noget kortere og
bredere. Denne Tegning var dygtig udført og vidnede om en god solid
Skole.
Derimod kunde jeg paa ingen Maade forlige mig med Pastel-Portraitet.
Det var et Brystbillede i tre Kvart Størrelse. Hun havde en sort
Kjole paa uden det mindste Hvidt eller Farvet, hvorved hendes
betydelig overdrevne Bleghed blev endnu mere paafaldende, og Alt
dette svømmede bort i en blaa Taage, saa man skulde tro, det var en
ung tobaksrygende Kvinde, der lige havde indhyllet sig i Damp -- kun
at denne ikke syntes at strømme ud fra de sammenpressede, blodløse
Læber, men snarere ud af de vage, udtryksløse Øine -- en Kunst, der,
som man veed, endnu ikke er opfunden. Denne Slags taagede Billeder
var dengang lige komne i Mode. Og det var en Mand, der havde malet
sin Elskede! Hvor var den kjærlige Fordybelse i Enkelthederne, den
gjerrige Omhu, der værner om det Mindste, fordi den ser det Største
bagved det, den selvfornægtende Fortabelse i Gjenstanden, den
Forelskelsens Realisme, hos hvilken der kun er Plads for en elskende
Idealisme, som langt fra at tilsløre Individualiteten blot er betænkt
paa at stille den i det sandeste og klareste Lys! Intet af dette; Alt
var her forflygtiget, det Hele var der gaaet hen over med en Harefod
for at viske det ud i en Mode-Maneer, der i Stedet for et
menneskeligt Syn affekterer et kunstnerisk »vue«. Jo længer jeg saae
paa dette Portrait, desto stærkere fyldtes jeg af Foragt og Raseri
mod ham, der havde malet hende saaledes, denne Artist, der saa frækt
havde sat sig hen og lavet et Billede til efter den sidste Recept --
Motivet fra hans Elskede -- snydende sig fra alle Vanskeligheder, Alt
hvad der var at forstaa og gjøre Rede for. Det forekom mig, at hvis
han traadte ind i Stuen, maatte jeg gribe ham i Kraven, trække ham
hen foran dette Syndeværk, ryste ham dygtig og raabe ham ind i Ørene:
-- »Hvad er du dog i Grunden for en ækel moderniseret og artistisk
bedærvet Pjalt! Se dèr, du Palet-Ridder, hvilket fordømt Skræmsel af
en Farveløgn du har lavet med den herligste Guds-Skabning for Øiet,
og i Hjertet med, skulde man tro dig!« Og atter hørte jeg ham svare:
»Hvad er du da for en Fyr, og hvad kan du gjøre? Jeg har dog i det
mindste kunnet male et Portrait af hende, som man til Nød kan kjende,
som Enhver vil finde forestiller en smuk Pige, og hvori en Kunstner
ser et talentfuldt Arbeide. .... _Maintenant à vous, monsieur!_ tag
Farver og Lærred og sæt Dem hen med Deres »selvfornægtende Fortabelse
i Gjenstanden, Deres Forelskelses-Realisme«, og se saa, hvilket
Uglebillede De faar frem. Men lige meget, -- forsøg alligevel; det er
behagelige Timer, forsikrer jeg Dem; De har det søde Pigebarn
siddende foran Dem, og kan se paa hende lige saa meget, De vil; hun
bliver rød derover, -- derfor maa De moderere lidt paa Farven -- jeg
vil anbefale Dem at holde Skyggepartierne lidt kjøligere end man
sædvanlig gjør -- -- -- --«. Paa denne Maade irriterede jeg mig selv
op til en saadan Grad af skinsygt Raseri, at jeg maaske havde
forgrebet mig paa Billedet og kylet det i Gulvet, hvis ikke Fru
Jagemann nu endelig var kommen ind med Kaffen.
Det voldte hende en heftig Forskrækkelse at se mig staa lige op og
ned paa Gulvet, og hun skyndte sig at faa mig bænket i den lille
Sopha bag det noget medtagne Mahognibord, paa hvilket hun anrettede
den sachsiske Drik. Der var foregaaet en betydelig Forandring med
hende, og hun havde nu et ganske værdigt Matrone-Ydre i en mørkeblaa,
hvidprikket Kattuns-Kjole og kronet af en stor Kappe med lilla Baand.
Hun satte sig yderlig paa en Stol lige over for mig og søbede
langsomt sin Kaffe, idet hun dukkede Hovedet helt ned til Koppen.
Jeg havde allerede i nogen Tid bemærket en sødlig kvalmende Lugt, som
nu bestandig blev stærkere, og det gik op for mig, at der hinsides
denne tæppebelagte Dør maatte blive røget en meget tarvelig Kanaster.
Fru Jagemann syntes at gjætte mine Tanker; hun gav sig til at hoste:
-- Ak ja, ak Gud, ja -- det er denne Tobaksrøg, den trænger altid
herind. Derinde bor vor Logerende, et meget net Menneske, men han
ryger evig og altid. Ryger De ikke ogsaa? De maa endelig ikke genere
Dem, det smager saa godt til Kaffen, siger de. -- Vi har nemlig
Logerende, ellers kunde vi ikke beholde denne Leilighed, forstaar De
nok, og naar man en Gang er godt vant -- -- men det har sine Ulemper.
Som nu denne Tobaksrøg. -- Ganske vist, man kan ogsaa faa Logerende,
som ryger mindre, eller som ikke er saa meget hjemme, -- der gives
endog dem, som slet ikke ryger, men saa kan der jo være andre
Ubehageligheder. Ak Gud, ja, Hr. Fenger, der er mange slette
Mennesker til! Som f. Eks. denne Logerende, ham er der saamænd ikke
noget videre at sige paa. Han betaler mig altid, selv om det tidt
trækker ud til henimod Slutningen af den næste Maaned, men hvad skal
man sige, der gives ogsaa dem, der slet ikke betaler. Dem har jeg
haft mange af, de flytter fra En uden videre, lover naturligvis, at
de skal komme og betale. .... Ak Gud, ja, slette Mennesker, Hr.
Fenger! ....
Jeg havde atter givet mig til at stirre paa det irriterende Portrait
og gjentog i Tankerne mit Udbrud: »Hvad er du dog for en ækel,
artistisk fordærvet og gjennemløiet Karl --!« Og Fru Jagemann, der
saae, hvor jeg var henne, skyndte sig høflig at indhente mig: --
-- Ja, det er et Portrait af min Minna, ser De nok, -- det ligner
jo ogsaa -- næsten som et Photographi, ak Gud, ja! saadan
Kunstfærdighed! -- Alt hvad man nu kan gjøre, Hr. Fenger! i Amerika
kan de nok nu photographere med Farver, det stod at læse om i Avisen
-- Herre Gud, hvordan skal det saa gaa de stakkels Malere, men hvad
skal man sige -- Kunsten stiger, -- Høg over Høg -- den Enes Død den
Andens Brød, hedder det jo. -- Ak ja! -- Det er forresten en
Landsmand af Dem, som har malet det, han var ogsaa vor Logerende, --
-- Hr. Stephensen hed han saamænd -- han boede her et halvt Aar -- --
Hun talte langsommere, gik næsten i Staa, og betragtede mig med et
Blik, der var saa lurende, som hendes noget sløve Øine kunde udsende.
-- Ja, jeg veed det nok, Minna har fortalt mig det altsammen, hun
holder ikke Noget hemmeligt for mig.
-- Nei, naturligvis, vist saa, en Landsmand af Dem, og ovenikjøbet en
Kunstner, -- det har De naturligvis hørt om, sagde hun hurtig,
aabenbart tilfreds med at vide, hvor hun havde mig, men frygtelig
angst for, at vi skulde komme ind paa et pinligt Omraade. -- Ak ja,
saadan et Talent, det maa De nok sige! -- (Jeg havde slet ikke sagt
noget Lignende). -- Og et net Menneske, saa behagelig i Omgang! Han
betalte mig altid punktlig, endogsaa forud undertiden, -- ikke fordi
jeg bad ham derom, men det var knappe Tider, og han var saa
fintfølende. Han røg kun Cigaretter, -- det var noget Andet end vor
nuværende Logerende, -- han er forresten ogsaa Maler, det vil sige,
-- han er fra Holsten -- det er Lokaler han dekorerer, Lofte og
Vægge. .... Men Hr. Stephensen røg kun Cigaretter, -- aa, naar man
dengang kom herind i Stuen, det var ligesom De kunde lugte Røgelsen i
den katholske Kirke. Ja, dèr har De da været? min Gud, saa høit der
er til Loftet, og alle de Lys paa Altret, -- ak, og saadan som de
synger! det er ligesom man hørte Englene, -- jeg har været der med
Minna, -- hun sagde, det var Latin de sang. .... Ellers gaar jeg i
Anna-Kirken her henne, det er en mageløs Præst, vi har, forleden tog
han mig i Haanden, og han spurgte efter Minna, -- han har konfirmeret
hende -- forresten kan hun ikke lide ham -- hun er tidt lidt
vanskelig, det vil sige, -- saadan -- med Mennesker, hun faar let
Noget at udsætte. .... Naa, naturligvis har hun Ret, paa sin Maade,
-- der er mange slette Mennesker til, men hvad skal man sige,
Herregud! derfor har vi Religionen, -- hvad var vi uden Religionen,
Hr. Fenger!
-- Ja, jeg maa desværre bekjende, at jeg ikke er saa meget kirkelig,
men jeg tror, at Minna og jeg ogsaa i den Henseende --
-- Ak Gud, ja! Ungdommen, ser De, -- da jeg var ung, -- det var
akkurat det samme, -- da tænker man kun paa at more sig, -- naa, naar
man blot ikke gjør noget Ondt! --
-- Jeg tænker dog ogsaa f. Ex. lidt paa at fortjene Noget, og jeg
haaber snart at kunne faa en saadan Stilling, at vi kan gifte os. Jeg
har en Onkel, som er Fabrikant i England, og han vil gjerne have mig
derover. --
-- Til England, ih nei da! jeg havde saamænd en Søster, som var flere
Aar i England. Ak ja, Alt hvad hun kunde fortælle! Det maa jo være en
skrækkelig By, London! Al den Taage og Kulrøg. Dèr boer de ogsaa i
flere Etager, og hele Familien spiser til Middag ude i Kjøkkenet.
....
Da det endelig blev mig ganske klart, at jeg ligesaa godt resolut
kunde opgive ethvert Forsøg paa at lede Samtalen ind i et fornuftigt
Spor, lod jeg hende tumle sig paa slap Line, som hun kunde bedst, og
gjorde kun af og til et Par understøttende Bemærkninger. I
Begyndelsen havde hun talt temmelig rent, men efterhaanden som hun
kom i Aande, indfandt Provinsialismerne sig; hun sagde »m'r« for
»wir« og »sein« for »sind«, kjendte kun bløde »P«er og »T«er og
spækkede sin Sladder med mange folkelige Udbrud og Vendinger; og da
morede det mig at lægge Mærke til, at Minna, naar hun undertiden
for Spøgs Skyld pludrede sin Dresdener-Dialekt, kom til at ligne
sin Moder aldeles paafaldende lige indtil Miner, ja selve
Ansigtstrækkene, -- og jeg var derfor en saa taalmodig og opmærksom
Tilhører, som den Gamle vel kunde ønske sig.
Endelig anbefalede jeg mig. Hun gjorde intet Forsøg paa at holde mig
tilbage, men fulgte mig til Dørs med mange Knix og Komplimenter.
Jeg havde altsaa lært min tilkommende Svigermoder at kjende, og var i
Grunden slet ikke utilfreds med Resultatet, hvor langt det end i og
for sig var fra at kunne kaldes glimrende. Sagen var, at jeg altid,
naar jeg tænkte mig Fremtiden og udmalede mig den Lykke at føre en
elsket Kvinde hjem som Brud, tillige har skjælvet ved Tanken om
Svigermoder og overhovedet haft en Rædsel for dette, at blive gift
ind i en Familie, og faa et Paahæng af Svogre og Svigerinder, ny
Tante- og Onkelbesætning etc. etc. p. p. -- Om Familie var her nu
aabenbart slet ikke Tale; bragte Minna mig ingen Medgift af Penge,
saa bragte hun mig heller ingen af »Sippen und Magen«. Hvad Moderen
angik, overfor hvem jeg vidste, at hun havde en sjelden, men heldig
Kritik, saa lod hun til at være et meget beskedent Væsen, som sikkert
helst vilde kukkelure i Fred ude i sit Kjøkken og nikke ind i »Zur
Katze«, og var saa fastgroet i sine Dresdener-Vaner, at der neppe
vilde blive Tale om at faa hende med til England. Naar man nu havde
faaet en statelig Dame til »Mama«, der omfavnede En moderlig,
kritiserede Ens Vaner, var misfornøiet med Udsigterne, blandede sig i
Husvæsenet, satte Datteren op imod En, saa vidt det lod sig gjøre,
forlangte Visitter, regelmæssige Aftener -- du gode Gud, hvor jeg dog
var sluppen heldig med denne tarvelige Mo'erlil!
Hvis jeg havde ført Dagbog, vilde jeg den Dag have skrevet: --
»Beroliget, -- Svigermoder uskadelig«.