I
Den følgende Dag ved Femtiden var jeg i Dresden. Saasnart jeg havde
pakket mine Sager ud og spist til Middag i min sædvanlige
Restauration, tænkte jeg paa at opsøge min ubekjendte Svigermoder, --
ikke saa meget af Høflighedspligt eller af Nysgjerrighed, men fordi
jeg derved paa indirekte Maade satte mig i Forbindelse med Minna.
Der var ikke mange Minutters Gang hen til »Röhrhofsgasse«, hvor Fru
Jagemann boede. Huset lignede paa en Prik sine Naboer og Gjenboer.
Gjennem den aabne Gadedør kom man ind i en hvælvet, hvidtet Gang, som
ligeoverfor mundede ud i en Have, og fra hvilken midtveis den
reglementerede Stenvindeltrappe, pudset med Pibeler, førte op til
Etagerne. Paa den første Repose standsede jeg ved det aabne Vindue og
saae ud. Ligesom allerede Interieuret havde tiltalt mig fortrolig,
saaledes kjendte jeg ogsaa denne Udsigt fra de Par Steder, hvor jeg
havde boet, og fra mine Kammeraters Boliger; den var stereotyp for et
smaaborgerligt Dresdener-Hjem.
Haven stødte paa alle tre Sider op til andre Haver, og disse igjen
til Nabohaver, saa at de dannede een stor Have-Firkant, begrændset af
de temmelig lave toetages Huse. Ved dette Anlæg skaffer Dresdneren
sig Luft og Lys selv i de gamle, snevre Stadsdele. Den lave
Eftermiddagssol straalede over disse mangeartede Trækroner, medens
Gange og Smaaplainer laa i ensformig Skygge. I en Nabohave »turnede«
nogle unge Fyre, i en anden legede en Mængde Smaapiger; et Sted
viftede noget ophængt Linned ganske sagte. Den lille Have nedenunder
var tom. I et Bed foran Vinløv-Lysthuset blomstrede et Par Roser; en
Akacie og et smukt Kirsebærtræ strakte deres Grene næsten over hele
Rummet, og man savnede heller ikke Hylden, »der Hollunder«, uden
hvilken man siden Kleist ikke kan tænke sig tydsk Erotik, og med
hvilken man ikke kan undlade at tænke sig den. Ganske vist var den
ikke blomstrende, men det var jo nu -- sidst i August -- egentlig
ikke dens Skyld.
Paa første Sal forkyndte et gulnet Visitkort i en lille Ramme, at
Gymnasiallærer Jagemann boede dèr. Jeg ringede paa den ene Gang efter
den anden, men Ingen rørte sig. Da jeg ikke kunde beslutte mig til at
forlade dette Sted, der var det eneste i den smukke Stad, hvor jeg
fandt Noget af Minna, gik jeg ned i Haven og satte mig i Lysthuset.
--
Der var næsten saa stille, som om man havde været ude paa Landet. Kun
en sjelden Gang lod Byen sig høre med en tung Rumlen af en Fragtvogn.
Fra en af de nærmeste Haver lød Smaapigernes Stemmer uafbrudt: --
M'r woll'n ä mal spazieren gehn
von einer Stadt zur andern:
Ri-ra-rutsch --
m'r fahren mit der Kutsch. --
Denne Børneleg satte mig en halv Snes Aar tilbage i Tiden.
En af disse Stemmer var Minnas, og det var hendes lyserøde Kjole, som
jeg gjennem Buskene saae dreie rundt som en Top, hver Gang de raabte
»Rutsch«. Hun var ovre hos en Veninde, -- her turde hun jo ikke lege
med andre Børn for Faderens Skyld. Men een Gang havde han nær grebet
hende i denne Forbrydelse, og jeg gav mig til at overveie, hvilken af
de to tilstødende Haver det vel var, som de da vare flygtet ind i.
Bagved mig var der et Plankeværk, den Vei var saa temmelig udelukket;
tilvenstre var der bag Stakittet en Tjørnehæk, men den saae ikke ud
til at være saa gammel, ligeoverfor mig var Stakittet lidt høiere,
men ved Hjørnet høinede Terrænet sig, saa der var lettere at slippe
over, og det var desuden mest af Veien fra den, der kom gjennem
Gadedøren. Alt dette drøftede jeg ligesaa omhyggelig, som en
Historiker kunde undersøge Lokaliteterne ved Pharsalae for at komme
paa det Rene med Caesars Slagorden. Det kostede mig ikke mindre
Hovedbrud at bestemme mig for, hvilket Nabohus og hvilket Vindue der
vel kunde være det, som Venindens Skat og dennes Ven, hendes første
Tilbeder, havde hilst ned fra.
Tilsidst tiltrak dog Hylden sig hele min Opmærksomhed. Den stod i et
Hjørne op mod Nabohaven og overskyggede en lille Bænk, der var slaaet
sammen af et Par Brædder og saae meget gammel ud. Jeg ombyttede min
Plads i Lysthuset med denne. Ikke just noget mageligt Sæde for en
ældre Herre, der vil nikke ind i Middagsheden, men meget passende
for et ungt Par, der ikke stiller saa store Fordringer til
Magelighed. Og saa den romantiske »Hollunder« -- den stod ikke i
Blomst nu, men den havde blomstret -- for ham! Som en Skygge fra
denne Busk lagde Skinsygen sig over min Sjæl, denne Skinsyge, som min
Lykkeligheds-Følelse og Minnas Nærhed hidtil havde holdt borte. Jeg
vilde have hende helt, ønskede at have seet hende som Barn,
forestillede mig, at hun forlod sine Legekammerater for at komme hen
og slynge sine smaa runde Arme om min Hals, -- hvis der var en
Præexistens, syntes jeg, at man skyldte mig ogsaa den, -- og ikke saa
meget som hendes første Ungdom eiede jeg! En Anden havde dette
skjønne Brudstykke af hendes Liv og gjemte det som et Smykke for sin
Forfængelighed. Men tilsidst var det dog mig, der hævede Skatten,
medens han havde været blind nok til at nøjes med et Par Skuepenge --
denne Tanke trøstede mig saa meget mer, som den smigrede min
Forfængelighed.
Jeg reiste mig og gik ud paa Gaden. Skumringen var falden paa. Til
den ene Side stod et gyldent Aftenskjær om nogle mørke Trætoppe over
en Havemur, -- til den anden var der helt dunkelt mellem Husene, hvis
øverste Ruder tindrede gyldent, medens Lygterne tændtes ved deres
Fod. Da jeg intet Maal havde, gik jeg henimod Lysningen.
Paa Hjørnet var der en Ølkneipe -- naturligvis. En gammel Mo'erlil,
der trods Varmen var indsvøbt i et tykt Uldshawl, tridsede derind.
Jeg kom derved til at huske paa, at Minna havde fortalt mig, at
hendes Moder jævnlig henad Aften drak sit Øl i »Zur Katze« -- Stedet
havde jeg erindret, da jeg godt kjendte dets komiske Skilt.
Jeg styrede altsaa min Gang mod Byens Centrum og naaede snart den
glimrende oplyste Schloss-Strasse, hvor der vrimlede af Mennesker.
I den lille Restaurants-Sal sad der flere aldrende Herrer. Man saae
strax, at det ikke var en Beværtning, der kunde haabe at lokke Mange
ind fra Gaden, men at den levede saa jævnt af Stamgjæster. En af dem,
der havde en Bunke Aviser og Mapper foran sig, skjævede arrig til
mig, da jeg nærmede mig, ligesom en Hund, der snerrer, naar man
kommer dens Benfad for nær. En velkonserveret, glatraget Herre
underholdt i en Krog temmelig høirøstet et Par Philistre med den
sidste Skandale ved Hoftheatret.
Døren stod aaben til et mindre Værelse. Jeg kiggede derind og saae en
gammel Kone sidde lige ved Døren; ligeoverfor hende hang et
gammeldags Consolspeil. Da jeg vilde kunne betragte hendes Billede
deri uforstyrret, trak jeg mig hurtig tilbage og forskrækkede atter
alvorlig Avislæseren, idet jeg satte mig ved Siden af ham. Jeg greb
for et Syns Skyld den Avis, som han havde lagt fra sig; selv dette
tillod han kun med en misfornøiet Brummen. Kellneren satte et Glas Øl
foran mig.
Men den gode Kone derinde kunde dog neppe være min tilkommende
Svigermoder. Minna havde sagt, at der var nogen Lighed imellem dem,
og det var mig umuligt at udfinde Spor af en saadan. Panden var slet
ikke høi, men stærkt buet, Øinene laa ikke dybt, og Læberne vare
tykke og formløse, -- hvad iøvrig hele det graaladne Ansigt var; det
saae ud som en Ting, der længe har ligget i Vand, saa den er bleven
udblødt og opbulnet. Men denne Tilstand kunde ganske vist let markere
en Lighed med et ungdommeligt Ansigt.
Jeg kaldte Kellneren hen for at betale og spurgte, om han ikke
kjendte en Enkefru Jagemann, som oftere skulde komme dèr. »Hun sidder
inde i det lille Værelse,« svarede han. Jeg reiste mig og gik derind.
Hun flyttede sig urolig i sit Sophahjørne, og da jeg traadte hen og
hilste, saae hun saa skrækslagen ud, at man mindst skulde tro, hun
befandt sig ene med mig i en Jernbanecoupé.