Vi gik langsomt tilbage. Paa Hjørnet af Skuret var der en af de store
blaa Postkasser. Minna smilede, trak et Brev op af Lommen og holdt
det hen for mig, saa jeg kunde se Udskriften. Og idet hun saae paa
mig med et spørgende Blik, der sagde: »skal jeg?« strakte hun Haanden
ud og stak den ind under Klappen. Brevet faldt med en dump Klang i
den tomme Kasse. Skjøndt denne Klang var hendes Ja-Ord, vakte den hos
mig en dunkel Følelse af Uro, som om der var noget Ondt varslende ved
den. Denne flygtige og tilsyneladende helt umotiverede Følelse
erindrer jeg endnu ganske levende, skjøndt jeg ikke et Øieblik hengav
mig til den. For jeg havde allerede draget hende ind til mig og følte
snart min Omfavnelse gjengjældt med en Heftighed, der mindre havde
Charakter af Lidenskab end af inderlig Ømhed. Disse kraftige
Pigearme syntes, idet de knugede mig ind til hende, at ville holde
mig rigtig fast, saa at Intet kunde rive mig fra hende igjen. Da hun
mærkede, at jeg snappede efter Veiret, slap hun mig pludselig: --
-- Har jeg gjort dig Fortræd? jeg er saa voldsom? --
Hendes Ansigt havde et saa forfærdet Udtryk, -- som om jeg virkelig
kunde være gaaet i Stykker mellem Armene paa hende -- at jeg
uvilkaarlig brast i Latter og bedækkede det med Kys, indtil hun
tyssede paa mig med en Forskrækkelse af en ganske anden skjælmsk og
fornøiet Art tittende ud af de opspilede Øine og hviskende fra de
halvaabne Læber, som hun lagde Fingren paa. Men der var ingen i
Nærheden, og Hjørnet af Skuret gjemte os i en trekantet Skygge.
Endelig forlod vi den. Jeg vilde føre hende videre ud langs Floden,
men dèr blev det hende for mørkt; hun vilde indad Byen til. »Vi kan
jo være fornuftige,« sagde hun. Men vore Ord blev mindre Samtale end
oversatte Kjærtegn.
Vi gik langsomt Arm i Arm paa den brede Quai henimod Byens Lys, der
tilvenstre i spredte Gnister steg op imod Stjernerne og forrest ud
imod Flodbugten samlede sig i en gyldenstraalende Bort, indlagt med
Hotelhavernes grønne Emaille. Paa den anden Bred saaes intet andet
Lys end et Par kulørte Signallygter, og den mørke Bjergmasse viste
sig kun som en stjærneløs Del af Himlen.
Iltoget jog forbi derovre og mindede os om Tiden. Men netop nu
begyndte det at lysne perlemorsagtig forude; under Lysningen traadte
en mørk Bjergbue frem. Masterne af et Par Elbpramme tegnede sig paa
Himlen. Glansen blev hurtig rødere som af en Ildebrand -- havde man
været ved Rhinen, vilde man tro, at det var Hindarfjældet
lysbrændende, der hævede sig som en glødende Kuppel over Winterbergs
jævne Skovaas, just hvor Hakket midtveis silhouetterede sig. Faa
Minutter, og Maanen svævede frit, bestandig mindre gylden og mere
krystallisk, over Bjerglandskabet med Flodens Krumning, et Landskab,
som den selv syntes at skabe af Nattens Chaos og at fuldkommengjøre
mer og mer.
Det var for skjønt til, at man kunde tænke paa at skilles. Og vi blev
ved at gaae frem og tilbage ved Floden fra det lille ensomme
Venteskur, til vi kom saa nær ved den første Hotelhave, at vi saae de
sorte Frakker og brogede Damehatte bevæge sig under Løvet.
Alene paa dette fremmede Sted, forekom vi os som et nygift Par, der
er paa Bryllupsreise. Jeg priste det lykkelige Tilfælde, der havde
tvunget os til at overnatte.
-- Jeg var ganske vist ogsaa glad derover strax, sagde Minna, men
snart efter blev jeg rigtignok betænkelig, for jeg havde det jo dog
paa en Maade paa min Samvittighed, -- jeg burde ikke have været saa
paastaaelig. Selv havde jeg kun et Par Mark hos mig. Hvis du nu ikke
havde haft mer, saa havde min Letsindighed bragt os i en slem
Forlegenhed. Der faldt en Sten fra mit Hjerte, da jeg saae Hertz og
dig i en praktisk #tête à tête#, og forstod, at du ikke behøvede at
laane Noget af ham. Jeg var allerede ganske hed om Ørene .... Ak, de
Penge, Harald! Det var maaske en Mindelse om, hvormeget man altid bør
tænke paa dem ved alle Planer.
Og vi fordybede os i de pekuniære Fremtids-Udsigter og Beregninger
over, hvor Lidt der kunde gjøres tilstrækkeligt ved økonomisk Kunst,
-- et tilsyneladende meget prosaisk Emne, men som i Virkeligheden for
unge Kjærestefolk, der er ligesaa fattige som forelskede, har større
Tiltrækning end den mest ophøiede Romantik. Ja, hvor sværmeriske vi
end vare, tvivler jeg dog meget om, at det Guld, som Maanen lod
blinke hen over Flodmørket, forekom os mere poetisk end det, som vort
Indbo skulde betales med, naar Tidens Fylde kom. Og man maa ogsaa
indrømme, at begge Arter foreløbig vare lige uvirkelige og
billedlige.