Ved den lille Bro var der ingen Baad at se. Det sorte Vand med et
Skjær over sig af Lygtelys, der samlede sig i Hvirvlerne, jog frit
forbi dens tomme Bjælkelag, hvor der ikke stod saa meget som en
Vadsæk eller Haandkoffert.
-- Nu er vi da nok komne til den feile Bro, det maa være
Dampskibsbroen, mente Fru Hertz.
-- Vist ikke, vi er blot for tidlig paafærde, svarede Minna, lidt
stødt over denne Mistro.
Vi drev nogle Minutter frem og tilbage, uden at der viste sig Noget
eller Nogen. Hertz gik ind i det aabne Skur, der tjente til Ventesal,
og satte sig. I det ene Hjørne sad en tarvelig Mand og sov med
Hatteskyggen nedkrampet over Panden, for den osende Petroleumslampe
lyste netop tilstrækkelig til at skjære En i Øinene. Efter endnu et
Par Gange at have raadført sig med sit Uhr, stod Hertz op, nærmede
sig til den Fremmede, trippede lidt omkring ham, fik et Hosteanfald
-- og spurgte endelig forsigtig, om Herren maaske ogsaa ventede paa
Dampbaaden til Dresdener-Toget.
-- Nach Brag! snøvlede den Adspurgte mekanisk, uden at se op, maaske
ogsaa uden at være vaagnet.
Et Haab begyndte at dæmre for mig. Da jeg saae en Lastdrager komme
slentrende ned paa Broen, gik jeg hen til ham og spurgte. -- Baaden
til Dresdener-Toget var gaaet for ti Minutter siden. Glædesstraalende
indvendig, og saa ærgerlig som mulig at se til, gik jeg hen til
Damerne med mit Budskab. De stod lige ved den lille Lampe, og jeg
kunde se, at Minnas Ærgrelse over at blive beskjæmmet i sin
Sikkerhed, havde en haard Kamp at bestaa med en Glæde, som
lykkeligvis ikke var mig uforklarlig. Hun syntes med Villie at undgaa
mit Blik.
-- Der er Tid nok, den kommer ganske sikkert -- han har blot ikke
vidst rigtig Besked .... Se, er det ikke den derude?
En rød Lanterne nærmede sig paa Floden fra den Side, hvor Stationen
maatte ligge. Snart skimtedes et Par Tovstykker, og Dampen, drevet
frem af Vinden over Skibet, der langsomt gik op mod Strømmen, svævede
foroven som en lille Rosensky. Man hørte Stempelslagene.
Jeg følte mig usigelig flov og kastede et ærgerligt Blik paa den
gamle Hertz, der udbrød i et beroliget »Gudskelov« og ilede i
Forveien ned paa Broen, som om der ingen Tid var at spilde, som om
det var ham, der skulde til Dresden.
Baaden skilte sig ud fra Mørket, Piben skingrede, et Raab derudefra
besvaredes af Lastdrageren, og forbi Bro-Lygten foer en Lasso, der
var lige ved at fange den skikkelige Hertz, og plaskede ned nogle
Alen bagved ham. Den lille Damper laa ved Broen, endnu dirrende i sit
kulstøvede Skrog; paa den smudsige, lave Kahytsvæg faldt Lys fra
Maskinrummet, hvor det endnu pumpede med en langsom Futten; en
vamlende Varme og en branket Oliestank, blandet med Kulos, strømmede
ud i den friske Natteluft.
-- Til Dresdenertoget?
-- Iltoget til Wien. Men der er Tid nok, vi ligger her næsten en halv
Time.
-- Ja, men Toget til Dresden?
-- Det har vi lige sat Folk over til.
-- Men der er jo Tid endnu. Kan man da ikke faa en Baad til at sætte
En over?
-- Her er vist ingen Baad at faa nu. Vel? Heinrich -- er her nogen
Baad at faae?
-- Nei, naturligvis er her ingen Baad at faa, svarede Drageren og
spyttede ned i Vandet, -- Folk kan jo være her, naar Damperen gaar.
Den sidste Sten faldt fra mit Hjerte, og det forekom mig, at ogsaa
Minna trak Veiret friere. Men Hertz saae ganske bestyrtet ud; han
følte aabenbart hele Ansvaret ved saaledes at have trukket os ud i
den vide Verden og forlade os der midt om Natten.
-- Men det er ogsaa dig, Minna! hvorfor var du saa paastaaelig? Man
skal aldrig stole paa Hukommelsen i Sligt, -- og Reglementer kan jo
forandres fra Aar til Aar -- det burde jeg ogsaa have betænkt. Det er
virkelig høist fortrædeligt.
-- Naa Herregud! sagde Fruen beroligende, egentlig er vel Ulykken
ikke saa stor. De kommer til at overnatte her, men Hoteller er der da
nok af her i Schandau, der er jo snart ikke Andet.
Denne praktiske Bemærkning beroligede ham.
-- Det er rigtignok sandt, der gaar jo tidligt Tog ind. Men maaske
vil de dog savne dig.
-- Aa, jeg kommer saamænd, før Nogen er oppe.
Vi gik nogle Minutter frem og tilbage, saa trak Hertz mig lidt til
Side: --
-- Sig mig, kjære Hr. Fenger, -- De kom jo saa uforberedt med paa
denne Udflugt -- og desuden tænkte vi jo ikke paa at overnatte -- jeg
mener, har De -- tilfældigvis -- ikke saa mange Penge hos Dem?
Jeg skyndte mig at berolige ham i denne Henseende, da jeg -- virkelig
»tilfældigvis« -- havde et mer end tilstrækkeligt Beløb hos mig.
Den Gamle saae forundret paa mig og stak tøvende sin Portemonnaie,
som han allerede havde taget frem, ned i sin uhyre dybe Lomme, mens
han bevægede sin Underlæbe, som om han endnu vilde sige Noget.
-- Ja, Herskabet kommer vist til at overnatte her, raabte Styrmanden
fra Damperen, -- der gaar ikke flere Tog nordpaa.
-- Nei, vi vil sydpaa, vi skal til Prag.
-- Men De spurgte jo om Dresdener-Toget.
Hertz gav sig til at forklare de indviklede Forhold.
En Damppibe skingrede hinsides Floden, og som et lysende Leddyr gled
et Tog forbi, hvæsende og bræmsende. Det var det, der skulde have
ført os tilbage til Rathen. Jeg stod alene med Minna, og da jeg
mente, at Ingen bemærkede os, gav jeg efter for min Kaadhed og rakte
lang Næse ad Toget. Minna brast i Latter, -- og en noget raa Bas,
lidt til Siden for os, stemmede med i. -- Jeg vendte mig næsten
forskrækket; det var Drageren, der syntes at have opfattet
Situationen.
-- Men hvad ler I dog af? spurgte Fru Hertz.
Hertz's fik nu pludselig travlt med at indskibe sig, som om der var
Fare for, at Damperen skulde gaa fra dem. De blev staaende ved
Rælingen, og vi talte endnu et Kvarterstid sammen, med lange Pauser,
søgende efter Ordene, Allesammen kjede af Ventetiden. Hertz
anbefalede os et Hotel, der var godt og »maadeholdent« i sine Priser.
Endelig ringede Signalklokken. Hertz kom i Tanker om Manden i
Ventesalen.
-- Lad ham komme, hvis han vil med, sagde Styrmanden.
Men den Gamle blev ivrig. Jeg løb op og vækkede Flegmatikeren, der
fulgte mig brummende. Saa snart han var gaaet over Landgangsbrættet,
blev det halet ind, Dampbaaden gled bort, svingede langsomt og
forsvandt i Mørket. Minna blev ved at vifte med sit Lommetørklæde.
Jeg var lige ved at omfavne hende, -- men udefra kunde de maaske
endnu se os. Og Drageren sad et Par Skridt borte, overskrævs paa
Rækværket.