Endelig maatte vi beslutte os til at opsøge vort Hotel. Det hørte
ikke til dem, der præsenterede sig ud mod Floden, men laa med sin
Façade ud til det samme Torv, som hine fornemmere Brødre vendte
Ryggen til, -- en aflang Plads, halvt overskygget af Kirken paa den
østlige Kortside. Tolvslagene rungede netop ned fra dens Taarn, hvis
smaa Teglsten tindrede som vaade Skjæl.
En døsig Lygte oplyste Porthvælvingen. Paa Trappen var der allerede
slukket. En »Hausknecht« med Hanke-Øren og et Ansigt fuldt af
Philippenser skelede med et Drikkepenge-vurderende Blik paa os, og
med et andet efter den totalt manglende Bagage, kløede sig i et Par
gullerods-røde Haartotter og svarede, idet han blinkede paa en ganske
særlig uforskammet Maade med det ene Grise-Øie: --
-- To Værelser? og de skal vel være sammen? -- ja, jeg veed saamænd
ikke --
-- Saa skaf Dem det at vide -- i to Etager, for mig gjerne -- men
hurtigt, her er Hoteller nok i Schandau, sagde jeg barsk, idet jeg
betvang en mægtig Lyst til at ruske det ene Øre af ham. Minna, der
var bleven ganske rød ved hans Uforskammethed, saa helt forskrækket
paa mig.
Oppe i andet Stokværk bøiede et kvindeligt Ansigt sig frem i
Rembrandtsk Belysning. Flere Numre tonede op og ned ad Trappegangen
med den forskjelligste Betoning; derpaa antog vor Hausknecht
pludselig en diplomatisk Stilling og indbød os med en naadig
Haandbevægelse til at vove os op ad den med en gjennemslidt
Kokusmaatte belagt Trappe og betro os til den kvindelige Genius med
Lyset, som dryppede store Stearinklatter ned paa den noget
rødlig-graa Skulder af hans Diplomatkjole, alt imens han i en dyb
Mavetone frembragte de to udkaarne Numre. Vi fulgte denne Opfordring
efter indstændig at have paalagt ham at lade os vække til
Morgentoget.
Værelserne laa ganske rigtig ved Siden af hinanden, og skjøndt jeg
nok saa rask havde erklæret, at de for mig gjerne kunde ligge i
forskjellige Etager, blev jeg unægtelig meget fornøiet ved dette
umiddelbare Naboskab; de stod endogsaa i Forbindelse. Jeg veed ikke,
om det var tilfældigt, at vi begge samtidig satte vort Skotøi ud i
Korridoren. Den var tom og mørk; kun langt henne ved en Omdreining
var der et Skjær af en skjult Lampe. Vi listede os paa Hosesokker ud
paa den neutrale Grund og gav hinanden et langt Kys til Godnat.
Da jeg igjen var i mit Værelse og gav mig til at trække Frakke og
Vest af, bemærkede jeg, at Nøglen sad i Døren ind til hendes Værelse.
Denne Opdagelse satte mig straks i en tiltalende nerveus Spænding,
men bragte tillige Ærgrelse og Uvillie, idet jeg erindrede det ækle
Opvarter-Smil med det sammenknebne Griseøie. Derved kom jeg
imidlertid til at erindre, hvor rød hun var bleven den Gang, jeg saae
ganske tydelig hendes fornærmede og forskrækkede Mine, og dette
Billede voldte mig et kildrende Velbehag. Jeg faldt i Staver med
Vesten hængende over den ene Arm og stirrede ufravendt paa denne
betydningsfulde Nøgle. Var den dreiet om eller ikke? Jeg listede mig
hen og rørte ved den, men turde ikke dreie den, for ikke at gjøre
hende forskrækket.
Jeg gik tilbage i Værelset og fortsatte Afklædningen, idet jeg dog
bestandig skelede til Nøglen, ligesom jeg to Aftener iforveien havde
skelet til hendes Brev. Men jeg havde ladet det være uantastet, og
allerede idag havde jeg faaet det tilsendt aabnet, med Ret til at
læse det. Dette tydelige Bevis paa Dydens Belønning styrkede min
Samvittighed. »Ogsaa denne Skillevæg vil jo en Gang falde af sig
selv, blot jeg giver Tid, og vi ville Intet have at bebreide os.«
Lige da jeg havde slukket Lyset og lagt mit Hoved paa Puden,
skræmmedes jeg op ved en sagte Banken. Jeg var ved at springe ud af
Sengen, da jeg besindede mig paa, at det var paa Væggen, der blev
banket, lige ved mit Hovedgjerde, og jeg huskede, at hendes Seng stod
ved samme Væg. Hurtig svarede jeg, og hun gjensvarede; sagte og
stærkere, med Knoen og Haandfladen, gjennem alle Tempoer og i
forskjellige Rythmer, fortsatte Telegrapheringen sig, som om det var
to spiritistiske »Banke-Aander«, der underholdt sig med hinanden, og
denne Samtale uden Ord, der tydeligere end Ord kunde have gjort det,
udtrykte vor adskilte Samværen, vort Savn og vort Haab, -- efterlod
mig i en rolig og lykkelig Stemning.
Jeg vidste, at paa begge Sider af denne uaflaasede og lidet
klosterlig-strenge Væg, havde der rørt sig de samme Stemninger,
Følelser og Tanker, -- om de end ikke hos hende havde antaget Form af
en Fristelse eller af bestemte Forestillinger. Denne Time forekom mig
paa en hemmelighedsfuld Maade at have ført os nærmere sammen; og
medens al min Glæde hidtil havde været Bevidstheden om at have Lov
til at elske, gjennemstrømmedes jeg nu af den salige Følelse, at
#være# elsket, selv at være Gjenstand for den Andens Længsler og
forborgne Ønsker.