VII

Endelig maatte vi beslutte os til at opsøge vort Hotel. Det hørte

ikke til dem, der præsenterede sig ud mod Floden, men laa med sin

Façade ud til det samme Torv, som hine fornemmere Brødre vendte

Ryggen til, -- en aflang Plads, halvt overskygget af Kirken paa den

østlige Kortside. Tolvslagene rungede netop ned fra dens Taarn, hvis

smaa Teglsten tindrede som vaade Skjæl.

En døsig Lygte oplyste Porthvælvingen. Paa Trappen var der allerede

slukket. En »Hausknecht« med Hanke-Øren og et Ansigt fuldt af

Philippenser skelede med et Drikkepenge-vurderende Blik paa os, og

med et andet efter den totalt manglende Bagage, kløede sig i et Par

gullerods-røde Haartotter og svarede, idet han blinkede paa en ganske

særlig uforskammet Maade med det ene Grise-Øie: --

-- To Værelser? og de skal vel være sammen? -- ja, jeg veed saamænd

ikke --

-- Saa skaf Dem det at vide -- i to Etager, for mig gjerne -- men

hurtigt, her er Hoteller nok i Schandau, sagde jeg barsk, idet jeg

betvang en mægtig Lyst til at ruske det ene Øre af ham. Minna, der

var bleven ganske rød ved hans Uforskammethed, saa helt forskrækket

paa mig.

Oppe i andet Stokværk bøiede et kvindeligt Ansigt sig frem i

Rembrandtsk Belysning. Flere Numre tonede op og ned ad Trappegangen

med den forskjelligste Betoning; derpaa antog vor Hausknecht

pludselig en diplomatisk Stilling og indbød os med en naadig

Haandbevægelse til at vove os op ad den med en gjennemslidt

Kokusmaatte belagt Trappe og betro os til den kvindelige Genius med

Lyset, som dryppede store Stearinklatter ned paa den noget

rødlig-graa Skulder af hans Diplomatkjole, alt imens han i en dyb

Mavetone frembragte de to udkaarne Numre. Vi fulgte denne Opfordring

efter indstændig at have paalagt ham at lade os vække til

Morgentoget.

Værelserne laa ganske rigtig ved Siden af hinanden, og skjøndt jeg

nok saa rask havde erklæret, at de for mig gjerne kunde ligge i

forskjellige Etager, blev jeg unægtelig meget fornøiet ved dette

umiddelbare Naboskab; de stod endogsaa i Forbindelse. Jeg veed ikke,

om det var tilfældigt, at vi begge samtidig satte vort Skotøi ud i

Korridoren. Den var tom og mørk; kun langt henne ved en Omdreining

var der et Skjær af en skjult Lampe. Vi listede os paa Hosesokker ud

paa den neutrale Grund og gav hinanden et langt Kys til Godnat.

Da jeg igjen var i mit Værelse og gav mig til at trække Frakke og

Vest af, bemærkede jeg, at Nøglen sad i Døren ind til hendes Værelse.

Denne Opdagelse satte mig straks i en tiltalende nerveus Spænding,

men bragte tillige Ærgrelse og Uvillie, idet jeg erindrede det ækle

Opvarter-Smil med det sammenknebne Griseøie. Derved kom jeg

imidlertid til at erindre, hvor rød hun var bleven den Gang, jeg saae

ganske tydelig hendes fornærmede og forskrækkede Mine, og dette

Billede voldte mig et kildrende Velbehag. Jeg faldt i Staver med

Vesten hængende over den ene Arm og stirrede ufravendt paa denne

betydningsfulde Nøgle. Var den dreiet om eller ikke? Jeg listede mig

hen og rørte ved den, men turde ikke dreie den, for ikke at gjøre

hende forskrækket.

Jeg gik tilbage i Værelset og fortsatte Afklædningen, idet jeg dog

bestandig skelede til Nøglen, ligesom jeg to Aftener iforveien havde

skelet til hendes Brev. Men jeg havde ladet det være uantastet, og

allerede idag havde jeg faaet det tilsendt aabnet, med Ret til at

læse det. Dette tydelige Bevis paa Dydens Belønning styrkede min

Samvittighed. »Ogsaa denne Skillevæg vil jo en Gang falde af sig

selv, blot jeg giver Tid, og vi ville Intet have at bebreide os.«

Lige da jeg havde slukket Lyset og lagt mit Hoved paa Puden,

skræmmedes jeg op ved en sagte Banken. Jeg var ved at springe ud af

Sengen, da jeg besindede mig paa, at det var paa Væggen, der blev

banket, lige ved mit Hovedgjerde, og jeg huskede, at hendes Seng stod

ved samme Væg. Hurtig svarede jeg, og hun gjensvarede; sagte og

stærkere, med Knoen og Haandfladen, gjennem alle Tempoer og i

forskjellige Rythmer, fortsatte Telegrapheringen sig, som om det var

to spiritistiske »Banke-Aander«, der underholdt sig med hinanden, og

denne Samtale uden Ord, der tydeligere end Ord kunde have gjort det,

udtrykte vor adskilte Samværen, vort Savn og vort Haab, -- efterlod

mig i en rolig og lykkelig Stemning.

Jeg vidste, at paa begge Sider af denne uaflaasede og lidet

klosterlig-strenge Væg, havde der rørt sig de samme Stemninger,

Følelser og Tanker, -- om de end ikke hos hende havde antaget Form af

en Fristelse eller af bestemte Forestillinger. Denne Time forekom mig

paa en hemmelighedsfuld Maade at have ført os nærmere sammen; og

medens al min Glæde hidtil havde været Bevidstheden om at have Lov

til at elske, gjennemstrømmedes jeg nu af den salige Følelse, at

#være# elsket, selv at være Gjenstand for den Andens Længsler og

forborgne Ønsker.

Minna · 第 22 / 59 题