Deres trofaste
Harald Fenger.
Jeg lagde dette Brev sammen med det til Stephensen i en Convolut og
sendte en lille Dreng over til Villaen med det.
V
Det var et deiligt Eftermiddagsveir, varmt og stille. -- Tiden var
allerede fremrykket. Jeg løb mer end jeg gik ned ad Bakken, hen ad
Stien langs Smaahuse og Hækker og gjennem den lille Gyde imellem
Havemurene, der mundede ud i den straalende lyse Elbdal. Men for
hvert Skridt her, som førte mig nærmere til Afgjørelsen -- og der var
ikke mange ialt -- blev min Gang langsommere, og gik helt i Staa, da
jeg saae de nederste af Stentrinnene, som nede fra det smalle
Engstrøg førte op til Huset. Ved den mindste Bevægelse maatte jeg nu
vente at se Hus-Hjørnet med det fremspringende Tremmelysthus komme
frem bag Kronen af et Frugttræ i Nabohusets Have. Det var, som om
Nogen greb mig i Struben, og Benene syntes at blive borte under mig
....
Dèr var den solbelyste Kalkmur under det skinnende Skifertag --
Vin-Espalieret -- Slagskyggen af Trækronen med Lysthuset, hvor den
graagrønne Dug havde en skraa Stribe af gult Sollys; -- jeg saae paa
denne Stribe meget længe -- en Del af et Sekund eller et halvt Minut
-- for at opsætte Afgjørelsen; nogle Blade af Frugttræet skjulte
Hjørnet af Dugen; over den steg Dampen fra Maskinen op. En
hvidskjægget Mand havde jeg allerede opdaget -- nu ogsaa den gamle
Dame -- Andre var der ikke.
Jeg vedblev at stirre derop, som om hun endnu kunde komme tilsyne.
Trods den stærke Solvarme frøs jeg som i Aftentaage, men jeg var
atter Herre over mit Legeme, hvad jeg hidtil neppe havde været. Først
tænkte jeg paa at liste mig bort, for jeg tvivlede ikke om, at hvis
hun vilde være kommen, saa havde hun allerede været der. Men maaske
var hun gaaet op for at hente noget til Kaffebordet, eller hun havde
været forhindret, og de havde en Besked, en Hilsen til mig. Dette
foresnakkede jeg mig og forkastede det strax igjen som Ynkeligheder
af min svage Sjæl, der ikke turde se Sagen lige i Øinene.
En Sten, der raslede, eller et ubestemt Synsindtryk af Noget, der
bevægede sig, fik mig til at se til den modsatte Side, ned mod
Floden. Dèr, ved den lille Kilde, neppe halvhundred Skridt fra mig,
reiste en Skikkelse sig i Veiret --
Det var Minna.
Jeg vilde ile hende imøde. Men Hertz havde allerede opdaget mig og
raabte efter mig: »Hr. Fenger, skynd Dem, skynd Dem dog!« Jeg saae
ogsaa, at han vinkede ad mig, og skjøndt jeg ikke kunde begribe,
hvad denne Iver skulde sige, adlød jeg den meget villig. Da jeg med
to Trin i Springet naaede op paa Trappeafsatsen, kom et langt,
knoglet Fruentimmer farende ud af Døren med en Haandkoffert og en
Plaidrulle i Hænderne, saa at vi nær havde løbet hinanden omkuld.
-- Endelig, det var da godt, at De kom! udbrød Hr. Hertz.
-- Vi var saamænd lige ved at sende Bud efter Dem, men Minna paastod,
at De kom ganske bestemt.
-- Ja, vil De tænke Dem, -- vi reiser til Prag i Aften, ja om et
Øieblik.
-- Men vi jager Dem ikke bort derfor. Tvertimod haaber vi, at De
følger os lidt paa Vei. Iltoget holder jo nemlig ikke her, saa vi maa
tage til Schandau, og det vil vi gjøre med Skibet, Veiret er jo nu
deiligt. Saa kunde De gjerne gjøre den Tur med, -- der gaar Tog
tilbage Klokken ni, -- Minna har allerede lovet det.
Naturligvis skyndte jeg mig at gjøre det samme.
Min frugtbare Selvplager-Fantasi havde et Øieblik tilhvisket mig den
Mulighed, at mit Brev slet ikke var blevet afleveret, saa at Minnas
Nærværelse var uden Betydning og Alt endnu vilde opløse sig i
Skuffelse. Men Fru Hertz's Ytring, at Minna havde paastaaet, jeg kom
sikkert, beroligede mig. Nu kom hun selv op ad Trappen. Hun bar den
samme lette, chamoisfarvede Kjole, som hun havde haft paa, da vi vare
sammen i Stenbruddet. Idet hun gav mig et usædvanligt langt og fast
Haandtryk -- hun havde en ejendommelig inderlig Maade at give En
Haanden paa -- smilede hun, men kun med Øinene, og saae mig helt ind
i Sjælen med et Blik, der var ligesaa forskjelligt fra alle
tidligere, som »du« er fra »De«. Alt Blodet strømmede mig til
Hovedet; da hun slap min Haand, dirrede den, og ogsaa mine Knæ
rystede. Først nu, da hun gav mig Vished, og jeg følte mig ganske
rolig og lykkelig, kunde jeg physisk mærke, hvor stærkt Spændingen og
Angsten havde taget paa mig.
Minna havde følt det og kunde ikke lade være med at smile ganske
hemmelighedsfuldt og med en lidt smigret Mine, medens hun skjænkede
Hr. Hertz et Glas af det kolde Kildevand, som han altid satte megen
Pris paa at faa til sin Kaffe -- det var ligesom i en Café. Og alt
imedens han nippede snart til Kaffen, snart til Vandet, snakkede han
paa sin ivrige Maade: --
-- De maa nemlig vide, -- ja det vil forresten interessere Dem --
maaske lokker det Dem til at tage med helt til Prag -- naa, ikke? Ja,
ja, det er forresten ogsaa godt, at Minna faar Følgeskab tilbage, og
Dem tør vi nok betro hende til. .... Altsaa der er i Prag fundet et
Manuskript til Faust -- til #Faust#, kjære, unge Mand, -- det vil
sige, til en Del af de første Scener -- og afvigende, det er det
uhyre interessante! naturligvis kun i Smaating, men alligevel; det
skal iøvrigt være djærvere i Tonen og er sandsynligvis et af de
første Udkast. .... Det er en gammel Særling -- pensioneret Oberst --
der for Gud ved hvor længe siden har arvet det efter en Grand-Tante
eller noget lignende, der ved Hoffet i Weimar stod Goethe -- ja, hvor
nær, det veed jeg saamænd ikke, he he! og det kan jo ogsaa være det
samme. Dèr har De forresten vort moderne militære Tydskland! Arver en
Kiste med Breve og Papirer, blandt hvilke han, hvis han da ikke havde
været saa uvidende, kunde have formodet, at der var Ting fra Goethe
derimellem; gider af lutter Foragt for alt Litterairt ikke saa meget
som lukke Kisten op; er i Pengeforlegenhed -- Ødeland naturligvis --
maa kaste sig i Armene paa Aagerkarle -- og har en Skat paa sit Loft,
som han kunde kjøbe et lille Fyrstendømme for. .... Og hvis han endda
ingen Vink havde faaet, men vi anede jo noget saadant, om ikke just
et Manuskript, saa dog Breve, Oplysninger -- jeg har selv skrevet til
ham -- men nei: Familiepapirer, maaske kompromiterende Hemmeligheder,
og de skulde udleveres til »forbandede Litterater«, saadan har han
naturligvis raisonneret. Altsaa: men nøjes med Johannisberger-Dorf i
sin Kjelder -- det er notorisk, at han var en passioneret Vinkjender
-- og et Fyrstendømme paa Loftet, -- det er Nemesis! Aa, saa den Karl
har ærgret os! Nu er han altsaa død, Gudskelov, og Manuskriptet
findes. At jeg dog ikke var tilstede. Naa, men jeg fik Brev idag,
blev tilkaldt som -- saa at sige -- en Slags Autoritet, kjære Ven! og
De kan tænke -- ....
Ligesaa lidt som et eneste af Minnas Smil eller nogen af hendes
Bevægelser undgik mig, ligesaa lidt tabte jeg et eneste Ord af denne
Beretning. Jeg følte en Vidde og Elasticitet i Sindet, som om det paa
een Gang kunde rumme alle mulige Indtryk, der blot vare tiltalende og
rene. Den Gamle har aldrig haft en opmærksommere og mere deltagende
Tilhører, ja, han meddelte mig endog Noget af sin egen Exaltation.
Min Tilstand var som en let Opiumsrus, der lader smuk Musik tone
endnu vidunderligere. Og medens jeg lykønskede ham til denne
interessante og ærefulde Reise, fremsatte Spørgsmaal og besvarede
hans livlige Udbrud, drak jeg min Kop Kaffe, som Minna havde skjænket
og rakt mig, og langt fra at finde den »brune Nektar«, skjænket af
elskede Hænder, uforlignelig, afgjorde jeg i mit stille Sind, at
Minna i sin Egenskab af Sachserinde lavede »Bliemchen-Kaffee«, og at
den Tid vilde komme, da hun maatte vænne sig til at omgaas mindre
økonomisk med Bønnerne.
Jeg havde dog neppe haft Hjerte til at afslaa en anden Kop, hvis jeg
ikke fra Floden havde hørt den dumpe Lyd af Dampmaskinens
Stempelslag. De Andre paastod, at det var for tidligt, men snart
efter saae vi over de grønne Marker Skibets Skorsten, der som en sort
Streg rykkede frem paa den lyse Baggrund af Affaldsskraaningen under
Stenbruddene. ....
Snart efter sad vi paa Dækket under Solseilet og saae Huset glide os
forbi; den grønlige Dug lyste endnu inde i Skyggen af Lysthuset. Vi
seilede henimod Lilienstein og dens Tvillingbroder Königstein, der nu
traadte frem ligeoverfor den, med Sollys paa sin Murrand og paa de
smaa Vagttaarne. Skjæret af de gule Stenbrud flammede henover Vandet,
og hver rød Plet eller violet Skyggerids deroppe blev her til en lang
dirrende Stribe; langs Bredderne dyppede Marker, Buske og Frugttræer
deres grønne Speil i Floden. Fra den pløiende Stavn gled lange,
muslingformede Bølger ud til Siden, og eftersom de naaede ind mod
Bredden, flød Speilfarverne ind i deres glasurblaa Dale, -- ligesom
en Vædske, der pludselig finder en Kanal -- og trak Billedet ud i en
langstrakt Forvridning, indtil Alt blandedes i et vibrerende
Mellemhverandre af tungede og spiraldreiede Farver, alle lyse og
glasklare.
Den gamle Hertz var meget livlig og fortalte utrættelig om Prags
Mærkværdigheder; om den eiendommelige Teyn-Kirke, hvor min berømte
Landsmand Tycho Brahe laa begravet, -- om det smudsige Jødekvarter
med sin skumle Synagoge og den overgroede Kirkegaard, hvor de simple
orientalske Gravstene, skjæve og hældende, trængte sig saa tæt op ad
hinanden, som om de vilde skyde hinanden op af Grønsværet, om
Hradschin, det bøhmiske Akropolis og de terrasseformige Palæhaver op
ad dets Bjergside -- lutter Herligheder, som jeg vilde kunne beundre
den næste Dag, hvis jeg lod mig overtale til at tage med dem i Aften.
Thi han lod hele Tiden, som om han haabede, at jeg tilsidst vilde
give efter, og han gottede sig godmodig over, at mine Undskyldninger,
trods den bestemte Forsikring om det ganske Umulige heri, ikke just
havde noget synderlig overbevisende Indhold. Men bestandig endte han
med at sige: »Ja, ja, det er jo ogsaa rart, at Minna faar Følgeskab,
skjøndt jeg er vis paa, at hun godt turde tage alene hjem.« Saa
begyndte naturligvis hun at forsikre, hvor redebon hun var til dette
Vovestykke, og at jeg »endelig ikke for hendes Skyld« maatte give
Afkald paa denne fornøielige Udflugt, nu, da der tilbød sig saa
gunstig en Leilighed i det behageligste Selskab. Og imens hun
drillede mig saadan, at jeg tilsidst ikke vidste, hvad jeg skulde
svare, lo hun til mig ud af de sammenknebne, blinkende Øine. Vi
morede os hjertelig over, at den skikkelige Mand, alt imens han mente
at have os til Bedste, i Virkeligheden blev holdt for Nar af os, da
han dog umulig kunde ane, hvor absolut jeg netop denne Aften var
forhindret i at forlade hende. Men Fru Hertz, der sad paa Bænken
ligefor os, rystede undertiden sine graa Krøller, idet hun betragtede
os med et overbærende Smil, som om denne Snak trættede hende, men
tillige med et spørgende Blik, der syntes at søge en Hemmelighed
under denne Ordleg.
I Schandau var der neppe Tid til Andet end at spise til Aften i en
Hotelhave ved Floden. Mørket faldt hurtig paa. Hertz mindede om
Hjemtouren. Men Minna forsikrede, at Dampbaaden til Jernbanen
regelmæssig gik et Kvarter før Togets Afgangstid, som vi vidste
sikkert fra Reisebogen. Da Stationen nemlig ligger paa den anden Side
af Floden, og godt en halv Fjerdingvei fra Hotelbyens Centrum og
Landingsplads, iværksættes Forbindelsen ved en lille Dampbaad. Denne
Combination foruroligede den gamle Hertz, der begyndte at faa
Reisefeber og hvert Øieblik trak sit Gulduhr med Dæksel op af Lommen.