Die Post bringt keinen Brief für dich,
mein Herz, mein Herz! --
Jeg paakaldte Romanens tredie Bind -- à 500 Sider. Da det var
gjennembladet, og jeg bemærkede, at Solen allerede streifede den ene
Vindueskarm, skyndte jeg mig at slaa Sæbeskum; thi naar der blandt
Hoved-Eventualiteterne befinder sig en øm Scene -- særdeles af et
ungt og sart Forhold -- er en velbarberet Tilstand høilig at
anbefale. Den anden og sidste Brevtermin nærmede sig stærkt; jeg
turde slet ikke tænke paa, hvad jeg vilde tage mig for, hvis den
skuffede mig, og dog var jeg næsten vis paa, at den vilde gjøre det.
Jeg havde faaet ryddet Stubbemarken af den høire Kind, da min Haand
kom til at ryste saa stærkt, at jeg maatte lægge Kniven bort. Grunden
dertil var, at jeg saa det lange, magre Postbud, der i sin
Uniformsfrakke og med militær Kasket lignede slette Billeder af
Moltke, skridte op ad Bakkens Zig-zag-Sti. I stakaandet Forventning
blev jeg staaende ved Vinduet, og da jeg saae ham forsvinde ved
Husets Hjørne, lyttede jeg efter hans Skridt paa Trappen, og lyttede
endnu forgjæves, da hans Skikkelse viste sig paa Marsch nedad den
steile Skraaning. En uhyre Skuffelse bemægtigede sig mig, og jeg
kastede mig ærgerlig paa Sengen. Da lød der klaskende Skridt af bare
Fødder i Korridoren, og der blev banket paa min Dør, som var aflaaset
paa Grund af det dybe Negligé, hvori jeg under Romanlæsningen havde
befundet mig. Saasnart Døren blev lukket op, stak en stor, vaad Haand
et tykt Brev ind til mig.