III

Det var virkelig fra hende! Jeg rev Convolutten op og trak flere

beskrevne Smaa-Ark frem; ud fra dem faldt et mindre Brev -- det til

Hr. Stephensen i aabnet Convolut. Denne Udlevering undrede mig, men

syntes at være et godt Varsel; naturligvis gav jeg mig foreløbig ikke

Tid til at undersøge det nærmere.

Hendes Brev, der som en ægte Kvindeskrivelse var udateret, lød i

Oversættelse saaledes:

Kjære Hr. Fenger!

Hvad mon De egentlig tænker om mig! skjøndt, -- jeg er vis paa,

at De netop ikke veed, hvad De skal tænke om mig. Jeg forstaar jo

ogsaa nok, at naar De ikke simpelthen sendte Brevet bort, saa var

det ikke just fordi det var blevet vaadt, men det betyder saa

meget, som om De holdt det hen for mig og spurgte: Hvad skal det

sige? Jeg synes ogsaa selv, at De har Ret til at forlange en

Forklaring af mig, eller i alt Fald til at vente den. Ogsaa uden

dette Tilfælde, vilde jeg have grebet den første passende

Leilighed til at lade Dem vide i alt Fald det meste af dette

Brevs Indhold. Jeg har været meget i Tvivl, om det ikke var bedst

at tale med Dem -- her er jo ensomme Spadsereture nok, og Børnene

kunde altid være med -- men jeg troer dog, det vil gaa bedre at

skrifte for Dem med Pennen, -- for det er virkelig en Slags

Skrifte. Naar det er forbi, vil De tænke ringere om mig, end De

hidtil har gjort. Men netop af den Grund er det en Nødvendighed

for mig, at De lærer mig at kjende, hvor tungt det end falder at

forstyrre Illusioner, som komme mig til Gode.

Det var et heldigt Tilfælde, at jeg netop har fortalt Dem

temmelig udførlig om mit Hjem og min Opdragelse. Et Tilfælde var

det ganske vist ikke fuldt ud, da jeg, som sagt, allerede havde

besluttet, at lade Dem vide, hvad jeg har oplevet, og saa maatte

det nødvendigvis være Indledningen. Jeg beder Dem derfor om at

samle saa Meget deraf, som De mindes; det Væsentlige vil nok have

givet Dem et bestemt Indtryk, selv om ogsaa min Fremstilling har

været lidt forvirret. Uden det vilde De bedømme mig langt

haardere, end jeg maaske fortjener.

Saa vil jeg altsaa begynde. -- Ak, gid De dog heller sad her lige

over for mig! det er dog saa svært at skrive derom.

Jeg veed ikke, om jeg fortalte Dem, at min Moder havde sex

Søstre. De vare Døtre af en velstaaende Gjæstgiver, hos hvem især

Landfolkene tog ind. De maatte alle tage flittig Del i

Husholdningen og fik derfor ingen synderlig Dannelse. Noget

Samliv var der neppe, da Moderen var optagen af Husholdningen og

Faderen af sin Forretning. Han pryglede undertiden Døtrene med

sin Stok, det var omtrent al den Opdragelse, de fik, og den har

ikke baaret gode Frugter. (Det er dog godt, at jeg #skriver# nu).

De fem af dem havde Børn, inden de blev gifte, kun min Moder og

hendes yngre Søster vare af den Mening, at Alt var tilladt, naar

man ikke begik denne Forseelse.

Af denne Moder blev jeg opdraget og hang ved hende med frygtelig

Kjærlighed; for allerede som lille Barn gjorde hun mig til sin

Fortrolige, og jeg delte hendes Sorger, medens Fader aldrig talte

med mig. Allerede som ganske lille Pige hørte jeg hende fortælle

sine Kjærlighedshistorier, og jeg voxede op i den Tanke, at jo

flere Tilbedere man havde, desto høiere steg man i Andres Øine.

Kort efter min Confirmation fornyede jeg Omgangen med en

tidligere Skolebekjendt, som var nogle Aar ældre end jeg. Vore

Haver stødte op til hinanden, og hun kaldte mig ofte over til

sig. Jeg bemærkede snart, at Emilie, naar vi spadserede, sendte

mange stjaalne Blikke til Huset i en Nabohave, og hun fortalte

mig snart, at hendes Skat boede dèr, men det maatte jeg ikke sige

til hendes Moder. En Dag saae to Herrer ud ad Vinduet, --

»Skatten« og en Ven af ham, og jeg kunde neppe tro mine egne

Øine, da Vennen nikkede til mig. Jeg fortalte det altsammen til

min Moder, og det morede hende. Hvorledes det gik til, veed jeg

ikke mer, men der blev aftalt et Stevnemøde, ved hvilket min

Moder fulgte med, og jeg kan endnu ganske tydelig forestille mig

den blandede Følelse af Selvforagt og Stolthed, hvormed jeg gik

ved Siden af det fremmede Menneske. Derefter besøgte han os. Jeg

var ikke ældre end godt fjorten Aar; saa sad han ved Siden af mig

og kyssede mig vel ogsaa, eller vi gik Ture sammen. Ak, kjære

Ven! det var skrækkeligt! tænk Dem, jeg gik i den Tanke, at det

skulde saa være, -- det Menneske var mig saa skrækkelig imod. Saa

reiste han bort, og vi skrev undertiden til hinanden -- Gud maa

vide hvorom. Jeg levede bestandig med en usikker Følelse af, at

det Hele ikke var rigtigt, især da der altid blev løiet for min

Fader.

Det maa have været kort efter denne Tid, at en ung Musiker

flyttede ind til os. Ligesom de andre Pensionærer maatte jeg

ogsaa varte ham op. Han sluttede sig nærmere til os, end Nogen af

de Andre havde gjort, og jeg fik ham -- desværre -- meget kjær,

men dog -- og nu beder jeg Dem, kjære Hr. Fenger! i Alt at

skjænke mig fuldkommen Tiltro -- paa en fuldstændig barnlig

Maade. Naar jeg gjennem Døren kunde høre, at han var i Færd med

at gaa ud, tog jeg i Hast Tøiet paa for at udrette et Ærinde for

min Moder, i det Haab, at jeg kunde komme til at gaa ned ad Gaden

med ham. En Dag blev der aftalt en Skovtur mellem mine Fætre og

Cousiner; jeg bad om Musikeren maatte komme med. De Andre vilde

ikke have det fremmede Menneske med, og jeg blev ogsaa hjemme.

Han indbød mig da til at tage alene med ham ud til Loschwitz,

hvad min Moder ikke nægtede mig; for min Fader blev der løiet,

som sædvanlig.

Derefter blev der en Aften leget Panteleg, ved hvilken han

skulde kysse mig, hvad jeg paa det Bestemteste vægrede mig ved.

Han gik ind i sit Værelse, og min Moder sendte mig ind til ham

under et eller andet Paaskud. Saa bad han mig gjentagne Gange om

Kysset, og fik det, og fra den Dag elskede jeg ham virkelig

saaledes, at jeg efter min omtrent femtenaarige Alders Begreb

troede, jeg vilde aldrig kunne faa et Menneske kjærere. Nu

begyndte hint andet Forhold at pine mig skrækkelig; men jeg

vidste ingen Udvei. Dog gik Brevvexlingen snart i staa.

Han anholdt nu hos min Moder om min Haand, og hun svarede, jeg

var endnu altfor ung til, at der kunde være Tale om Sligt. Snart

efter hørte jeg sige, at han stod i Begreb med at forlove sig med

en Anden -- hvilket dog nok var en Feiltagelse -- og min

Fortvivlelse var grændseløs. Han tog imidlertid bort fra os, og

fjorten Dage efter havde Hr. Stephensen leiet. Paa den Dag, han

reiste bort, knælede jeg paa Gulvet og rev nogle visne Kviste til

Erindring af en Guirlande, som han havde faaet ved en Skyttefest.

Saa kom Hr. Stephensen. Som han senere forsikrede, havde han kun

for min Skyld leiet denne Bolig, som han egentlig ikke syntes om.

Han var altsaa allerede indtagen i mig og betragtede mig, som han

senere betroede mig, som et overjordisk Væsen, hvem man ikke

turde nærme sig til. (Jeg maa dog, til begge disse Mænds Ære,

bemærke, at Ingen af dem havde forsøgt paa nogen uhøflig

Tilnærmelse, -- jeg har derfor senere saa godt kunnet forstaa

Mignons Lidenskab, der ogsaa er saa fuldstændig uerfaren).

Da Hr. Stephensen havde boet fjorten Dage hos os, kom Musikeren

en Aften til os for at gjøre et Afskedsbesøg. Jeg fulgte ham ud

til Døren. Dèr bad han mig om at kysse ham til Afsked, det gjorde

jeg ogsaa, og Stephensen -- [et begyndt Axel var her overstreget]

-- havde allerede i Skinsyge lyttet ved Døren. Senere har han

fortalt mig, at han fra det Øieblik af betragtede mig som alle

Andre, og nu vilde han, at jeg skulde blive hans paa den Maade,

som hans Væsen forlangte det.

Ak, kjære Ven! det var fortvivlende at høre, at jeg saaledes

havde forspildt en Mands Agtelse og Kjærlighed, at jeg i hint

Øieblik, da jeg saa lidt var mig noget Ondt bevidst, nedsatte mig

selv til et Væsen, der kun agtes for værdigt til letsindige

Forhold. Aldrig saalænge jeg lever vil jeg glemme den Følelse,

hvormed jeg i samme Aandedræt erfarede, at jeg havde staaet saa

høit for den Mand, som jeg den Gang neppe kjendte, men siden var

kommen til at elske, og saa pludselig sunket saa dybt! Tusind

Gange har jeg grædt bittert fortvivlede Taarer derover. Min

eneste Trøst var den, at jeg veed med mig selv, at jeg selv ikke

kjendte min Forbrydelse. Ofte naar jeg har tænkt derover, er det

dog forekommet mig, at naar en Mand havde faaet saa skjønt og

rent et Indtryk, hvilket jo dog kun kunde komme fra hans egen

Natur, saa skulde han ikke ved en eneste løsreven Iagttagelse

saaledes slaa om til en næsten cynisk Modsætning, men, saasnart

han var kommen lidt til Ro, undersøge, om jeg da var saa

fordømmelig, som jeg saae ud; og naar han fandt nogen

Undskyldning, dels i dette Forholds Barnlighed, dels ogsaa i det

Forkerte ved min Opdragelse og ved Omgivelsernes Exempel: -- saa

syntes jeg, at en ægte Kjærlighed ikke skulde have stødt mig

bort, men søgt at bevare mig for sig og at hæve mig til det, som

han strax havde anseet mig for. Men det er vel en umulig

Fordring, og det er maaske kun af Ubekjendtskab med Følelserne,

at jeg ræsonnerer saaledes. Det kan jo ogsaa godt være, at De,

idet De læser dette, bedre forstaar Hr. Stephensen end mig, og at

De føler, at det i hans Sted vilde være gaaet Dem ligesaa.

Det var denne Følelse, som greb mig saa stærkt, da De havde

kysset mig, og jeg havde ladet det ske. Dersom De vidste, hvem De

havde kysset, og at det langt fra -- ak, saa langt fra! var mit

første Kys! Og selve dette Kys, var det ikke et Bevis paa, at han

havde haft Ret, at jeg var letsindig? Maaske havde De ogsaa

opdaget det, og det var derfor, De troede at kunne gjøre det.

Nei, det kunde jeg ikke tænke om Dem efter den Maade, vi have

omgaaedes; og saa kysser man heller ikke saaledes. Det var maaske

barnlig legende og ubetænksomt, men ikke et af Kjærlighedens

Judas-Kys. Imidlertid, jeg forstod hverken mig selv eller Dem, og

jeg var bange for os begge. Da jeg var kommen hjem, græd jeg, som

om Hjertet skulde briste, uden ret selv at vide hvorfor.

Men jeg maa vende tilbage til hin Tid. Hr. Stephensen talte nu

meget med mig om alt dette, hvor forkert det var, om de

forkastelige Anskuelser, som min Moder opdrog mig i, og han

aabnede mit Blik for Meget, som jeg hidtil var gaaet blind

igjennem. Han talte ogsaa med mig om sin Kunst, for hvilken han

fandt megen medfødt Sands hos mig (Maleren Jagemann fra

Weimar-Perioden, en Ven af Schiller, som De maaske har læst om,

var af vor Familie, og min Fader havde selv, som ung,

beskjæftiget sig med Maleri). Jeg gik ofte med ham omkring i vort

herlige Galleri, hvor han copierede et Par Billeder. Under alt

dette blev han mer og mer lidenskabelig, hvilket var mig

skrækkelig imod, og jeg taalte det kun tildels, fordi jeg holdt

saa meget af ham. Desuden havde jeg jo det Haab, at han vilde

gifte sig med mig, hvad han dog altid søgte at faa mig snakket

fra. Han havde ingen Midler, og hans Kunst vilde lide under

økonomiske Sorger, sagde han, og naar jeg saa lovede at blive saa

god en Husmoder, at det ikke vilde koste ham mer, end naar han

var ugift, saa mente han, at et saadant Baand ikke var heldigt

for en Kunstner, at han maatte reise om, helt kunne ofre sig for

sit Arbeide og sine Ideer, og han vilde overbevise mig om, at alt

dette var Filisteri og Egoisme fra min Side, og at et frit

Forhold mellem Mand og Kvinde, under saadanne Forhold, var baade

det værdigste og idealeste. Det har jeg aldrig ret kunnet gaa ind

paa, og naar han med Rette var begyndt at finde min moralske

Opdragelse meget ufuldkommen, saa endte jeg med at finde hans

Moral noget slap; -- maaske var det en Fordom, men jeg kunde i

alt Fald ikke tilegne mig hans Opfattelse. Saa meget veed jeg

dog, at det ikke var Beregning og Klogskab hos mig, men derimod

en uovervindelig Følelse og saa den smertelige Erkjendelse, at

hans Kjærlighed til mig langt fra var saa inderlig som min;

ganske vist havde han jo sin Kunst, medens jeg kun havde ham

alene.

Da nu hans Tid i Dresden var omme, forlod han mig i den Mening,

at vi skulde blive ved at være gode Venner og skrive til

hinanden. Jeg skulde se at blive godt gift, og endelig fortælle

ham Alt, hvad jeg oplevede, at jeg ikke igjen skulde komme paa

gale Veie.

Dèr stod jeg nu. Kan De forestille Dem, hvor forladt jeg egentlig

var? Afsky for min Moder, -- det Kjæreste i denne Verden, den

Eneste med hvem jeg kunde tale, havde forladt mig, og jeg havde

ikke engang Ret til at længes efter ham. Jeg forsøgte at optage

mit Claver-Spil igjen, men enhver skjøn Melodi gjorde mig saa

usigelig melankolsk, at jeg maatte holde op igjen.

Det var paa denne Tid, at min Fader døde (hvad jeg vistnok

fortalte Dem om) og at jeg lærte Hr. og Fru Hertz at kjende. Hos

dem fandt jeg en Aand, der var ligesaa forskjellig fra den i mit

Hjem, som fra den artistiske, der var traadt mig i Møde hos Deres

Landsmand, og den bidrog uendelig til, at jeg kom saa meget til

Ro, som det vel var muligt for mig. Men jeg kan aldrig glemme, at

det er Hr. Stephensen, som ved sin Deltagelse og Interesse for

mig først ruskede min egen Værdighedsfølelse vaagen og hindrede

mig i at døse hen i den usunde Luft, som vistnok var paa gode

Veie til at ødelægge mig.

Hvad vor Brevvexling angaar, saa har den med større og mindre

Mellemrum fortsat sig indtil nu -- over halvandet Aar. Han har

altid temmelig hurtig besvaret mine Breve og bedt mig om at

skrive snart igjen; undertiden har han sendt mig et Blad af sin

Skitsebog og til sidste Jul et smukt Maleri. For at De kan

overtyde Dem om, af hvilken Art denne Korrespondance er, beder

jeg Dem læse hosliggende Brev, som allerede har været i Deres

Hænder. Ikke at jeg troer, De skulde nære nogen Mistanke, som jeg

derved kunde rense mig for; De vil ikke misforstaa dette Indfald,

selv om De maaske ikke forstaar det. Jeg forstaar det maaske

neppe selv, men veed kun, at jeg ønsker, at De skal kjende det;

det forekommer mig endog, som om Tilfældet har givet Dem en Slags

Ret dertil, og som om jeg vilde forholde Dem den ved simpelthen

at rive det i Stykker. Sende det bort, vil jeg dog ikke. Thi som

De vil se af Datoen, er det snart fjorten Dage gammelt; jeg var

vis paa, at jeg havde afsendt det, og ventede snarere, at Posten

skulde bringe mig et Brev fra ham til mig end et fra mig til ham.

Og nu Farvel! jeg har skrevet den halve Nat og er frygtelig træt.

Mit Haab er, at De ikke vil bedømme mig altfor strengt efter

disse Meddelelser, men i alt Fald maa De sige mig ganske ærlig,

hvilket Indtryk dette Brev har gjort paa Dem, og ikke af

Skaansomhed besmykke dette, -- thi hvad Gavn har jeg af denne

Fortrolighed, naar jeg ikke tør stole paa, at den besvares

oprigtig. At jeg sætter Pris paa Deres Dom, kan De jo nok i

Forveien vide, og De vil ogsaa se det af mit Brev til Hr.

Stephensen.

Deres Veninde Minna Jagemann.

Hvor fortumlet jeg end var af de mangeartede og til Dels modsatte

Sindsbevægelser, som denne Læsning havde sat mig i, saa forsøgte jeg

dog ikke først at komme til Klarhed, men aabnede strax dette Brev,

som jeg et Par Døgn før havde været saa fristet til at forgribe mig

paa. Jeg tvivlede ikke om, at det maatte indeholde Udtalelser om mig

selv.

Jeg gjennemsaae flygtig Indledningen med de sædvanlige Undskyldninger

for ikke at have skrevet saa længe, og de følgende Bemærkninger om

Veiret og om Egnen. Lidt mere Opmærksomhed skjænkede jeg en

kortfattet, ikke synderlig rosende Skildring af den kammerherrelige

Familie, og jeg lagde Mærke til, at hun ikke gjorde noget Forsøg paa

at være novellistisk pikant, hvilket unge brevskrivende Damer --

navnlig af Gouvernante-Faget -- ellers i slige Tilfælde have en stærk

Tilbøielighed til. Derpaa læste jeg med bankende Hjerte følgende

Linier:

»Jeg har gjort Bekjendtskab med en ung Polytechniker ved Navn Fenger,

en Landsmand til dig. Det var -- som du vel nok kan tænke -- denne

Egenskab, der først anbefalede ham hos mig og gjorde, at vi noget

hurtigere stiftede Bekjendtskab, end det vel ellers havde været

Tilfældet. Jeg træffer ham meget ofte hos Hertz. Han er ikke smuk,

men har et af de aabne, blonde Ansigter, som man maa synes om, især

naar det smiler. Af Skikkelse er han meget høi, men gaar lidt bøiet;

undertiden ser det mig ud, som om hans Bryst ikke er rigtig stærkt,

-- det vilde gjøre mig meget ondt. Han viser mig en saadan

Opmærksomhed, at jeg ikke kan skjule for mig selv, at han sætter

megen Pris paa mig. Om det imidlertid er mer end et flygtigt

Sommerferie-Sværmeri, det maa Tiden vise, -- han er jo endnu saa ung,

-- fireogtyve Aar; men han gjør et langt yngre Indtryk, som om han

endnu var temmelig uberørt af Livet. Hvad mig selv angaar, saa ved

jeg ikke, hvorledes jeg kom til at stille mig, hvis Sagen tog en

saadan Vending, og jeg kan ikke overvinde mig til at reflektere over

Sligt og indtage en Position derefter; en saadan Tvang er min Natur

altfor meget imod. Naturligvis, naar det kan siges En paa, at man har

»opmuntret« en ung Mand, -- det er jo Udtrykket -- eller endogsaa

koketteret med ham, -- hvilket ofte kun vil sige at have været

munter, naturlig, hengivet sig til en Stemning, -- og saa dog, naar

det kom til Stykket, har trukket sig tilbage, det vil sige, ikke har

fulgt ham til Verdens Ende: -- ja naturligvis, saa er man et Uhyre, i

alt Fald et temmelig fordømmeligt Væsen. Men paa min Side, du gode

Gud! hvor latterligt og dumt var det dog ikke, naar to Mennesker gik

og ikke turde se til hinanden, af en maaske ganske ugrundet Frygt for

at vække en ulykkelig Kjærlighed hos den Anden, og saa kunde de

muligvis haft det største Udbytte af hinandens Selskab, eller endog

Venskab -- for der kan dog bestaa Venskab mellem Mand og Kvinde -- og

hvis der endelig var vakt Kjærlighed, er det jo heller ikke afgjort,

at den var bleven saa ulykkelig. Nei, hvis jeg begyndte paa en saadan

beregnet Forsigtighed, saa vilde jeg hvert Øieblik forekomme mig selv

ikke blot uhyre latterlig, men tillige frygtelig indbildsk og

pretentiøs. -- Og kort sagt, jeg synes meget godt om denne Hr.

Fenger, og Omgangen med ham er mig baade fornøielig og i mange

Henseender lærerig. -- Men nu synes du maaske, at jeg er, om ikke paa

gal Vei, saa dog paa en lidt farlig Sti!«

Derefter fulgte afsluttende Bemærkninger og Underskrift -- din

Veninde -- ingen Hilsener, naturligvis.