Den næste Morgen løb jeg strax ned til Kjøbmanden, og bragte en
Flaske Blæk med tilbage som formentligt #corpus delicti#.
Undersøgelsen gav det forønskede Resultat, at saavel Brevet som
Afskriften i Poesibogen var begaaet med dette #instrumento#. Denne
Vished lod mig strax se lysere paa Sagerne.
Saa gav jeg mig atter til at overveie »de Ting, der #kunde# komme«.
Min Sendelse maatte nu være bragt hende. At der vilde følge en
Redegjørelse fra hendes Side, var jeg ikke i Tvivl om, og det forekom
mig sandsynligt, at hun vilde vælge den skriftlige Form. Om hun vilde
sende et Bud direkte op til mig med sit Brev? Det vilde let give
Anledning til Sladder, og hun kunde vel heller ikke blive saa hurtig
færdig, at hun ikke ligesaa godt kunde benytte Posten. Denne Dag
maatte altsaa vies til Taalmodigheden.
Hvorledes fordrive den skrækkelige Tid? Først tænkte jeg paa at
foretage en lang Tur, men jeg gøs for at være prisgiven til mine egne
Tanker og dømt til at skulle vende og dreie de samme Spørgsmaal i det
Uendelige. Jeg foretrak at forskrive mig til et Uhyre af en tydsk
Familie-Roman af de reneste Intentioner og med et Indhold, som den
forbarmende Tid har udslettet af min Erindrings Tavle. --
Middagsmaden lod jeg hente.
Det blev efterhaanden glubende hedt, og der kom ingen Luft gjennem de
aabne Vinduer. Det ene Klædningsstykke blev kastet efter det andet,
og tilsidst laa jeg i bar Skjorte paa Sengen, hvilket ikke var
hensynsfuldt overfor de indtil Bunden af deres Sjæl ærbare og
anstændige Romanpersoner, som omgav mig. Andet Besøg mente jeg ikke
at risikere: den gamle Hertz kunde umulig vove sig saa høit tilveirs.
Pludselig foer det igjennem mig: hvis hun selv opsøgte mig! Det var
utroligt, men i saadanne Tilfælde maa man netop være forberedt paa
det Utrolige.
Jeg var allerede i Færd med at klæde mig paa, og gjorde det med megen
Omhu. Ja, jeg vilde endog have barberet mig, hvis ikke Solen havde
staaet saa blændende paa. Idet mit Blik faldt paa det lille Stykke
Birke-Allé, fik jeg et nyt Indfald: -- Grotten »Sophien-Ruhe«. Hun
havde sagt, at paa denne Tid kom der aldrig nogen af Husets Folk dèr;
hvad, om hun i Tillid til min Erindring og Skarpsindighed ventede mig
dèr! Hun gjorde det sikkert, -- det var som en Aabenbaring! og afsted
styrtede jeg.
Et Par Skridt fra Stedet standsede jeg for at blive Herre over min
Bevægelse, og i det samme traadte ud af Grotten en høi Herre med
Skjæg à la tydsk Souverain og misfornøiet Blik.
-- Jeg beder undskylde, stammede jeg, jeg frygter -- muligvis er
dette et privat Anlæg -- --
-- Aldeles privat, min Herre, svarede den souverain-skjæggede Mand
i den mest souveraine Tone, og jeg forsvandtes fra hans
ophøiet-misfornøiede Blik.
Ikke i det bedste Lune af Verden styrtede jeg mig paa Hovedet i
Romanens tredie Bind. Paa det mest spændende Sted fik jeg atter en
Anfægtelse. Skulde hun være hos Hertz -- hvorfor var det ikke faldet
mig ind? Rigtig, hun havde igaar sagt, at hun vilde være forhindret.
Og atter slog Roman-Sentimentalitetens Lethebølger sammen over mit
urolige Hoved, indtil Lyset var brændt ned i Stagen, og jeg sov bort
fra ædle Grever og endnu ædlere Præstedøtre.