Kun een Reflexion gjorde jeg atter og atter, og bestandig med større
Glæde: Hun var ikke alene fri, men hun havde sikkert bestandig været
det, ja hun kjendte maaske ikke mer til Hjertekval, end jeg selv
gjorde. Det var taabeligt af mig, at jeg havde været skinsyg paa den
smukke Arbeider i Smedien, men endnu langt taabeligere havde jeg dog
været, da jeg følte det samme overfor hint Fantasibillede, der
kaldtes »den danske Maler«. Uden Tvivl var hele denne Historie kun
Familiesladder af en Tante, der efter Skolelærerens Udtryk »ikke var
saa rigtig heldig«. Forresten havde hun jo selv udtalt sig om disse
Tanter og deres opbyggelige Faddersladder.
Hun maatte blive min -- var hun det ikke allerede? Jeg følte hendes
Kys paa mine Læber, -- men hvorfor havde hun saa pludselig forladt
mig, hvad skulde det sige, at jeg ikke maatte følge hende?
Pige-Luner, -- hvo kan beregne dem, og hvem vil undvære dem?
Det mørknedes allerede. Aftenhimlens Skjær forude blændede Øiet, saa
man neppe kunde skjælne Afstandene i den dunkle Forgrund. Oppe paa
Klipperandene var der endnu et svagt Dagslys. Over de grønne Enge
hinsides Vandet syntes der at have spændt sig et graat Spindelvæv.
Forude hørte jeg Stemmer, og jeg saae en Mand og en Dreng komme mig
imøde. Det var Værten og hans Søn, der gik hjem fra Stenbruddet. Da
vi vare hinanden nær, løb Drengen hen imod mig med noget Hvidt i
Haanden.
-- Her er Deres Brev, raabte han.
-- Mit Brev?
-- Ja, det er nok et, De har villet lægge i Postkassen, sagde
Værk-Eieren, for det er da skrevet til Danmark.
-- Jeg fandt det dèr, hvor De sad saalænge, mens der blev boret,
sagde Hans.
Jeg tog med en uhyggelig Fornemmelse Brevet, som var ganske fugtigt.
Ved det døende Aftenlys kunde jeg med Besvær dechifrere den noget
udflydte Udskrift: Til Hr. Kunstmaler Axel Stephensen. Jeg vilde se
endnu en Gang efter, om ogsaa Haandskriften var den rigtige, -- men
det flimrede for mine Øine.
-- Ja, det er godt, Tak skal I have. -- Farvel! --
Dèr havde vi altsaa »den danske Maler«. Hvis et Spøgelse havde
præsenteret sig for mig, var det ikke løbet mig halvt saa koldt ned
ad Ryggen.
Altsaa Axel Stephensen! Ja, naturligvis kjendte jeg ham. Hvem af os
kjender ikke vore unge Kunstnere, selv de mindste Propheter? -- og
det var mig foreløbig en Trøst, at jeg ikke havde med et Geni at
gjøre. Kjendte ham, -- det vil sige, jeg havde en Gang truffet ham
paa en Café, huskede et meget net Genrebillede af ham paa
Udstillingen og havde undertiden hørt Tale om ham, -- ikke just altid
i den bedste Mening, da han gik for at være temmelig løs paa Traaden.
Men hvad der slog mig som et høist mærkelig Træf, det var den
Omstændighed, at i et Brev, som jeg havde modtaget samme Dag, havde
en Fætter af mig med mange burschikose Spydigheder berettet om samme
Axel Stephensen, at »denne Pariserlaps gjorde frygtelig Haneben« for
en ung Dame af vor Omgangskreds, en meget rig, men ikke just skjøn
ung Dame, hvis Portrait han var kommen til at male, hvad han havde
gjort paa en saa smigrende Maade, at Gjenstanden og Familien var
meget tilfreds. Desværre for Maleren var der En, som havde særlig
Grund til at finde Behag deri, det var den, for hvem det var bestemt:
en nybagt Søofficer, hvis lykkelige Examen nu skulde belønnes med
Declarationen af Forlovelsen.
Ham var det altsaa, som havde grebet ind i Minnas Liv, og aabenbart
ikke paa en overfladisk Maade. Efter Skolelærerens Udsagn kunde jeg
skjønne, at det maatte være et Par Aar siden, at Minna havde kjendt
ham i Dresden, og dog stod de endnu i Brevvexling. Hvad kunde det
betyde andet end en Art Kjærlighedsforhold, en hemmelig Forlovelse
eller Sligt? Men saa hendes Fortrolighed med mig, hendes Koketteri,
dette Kys, som hun villig nok havde ladet mig røve: hvorledes kunde
det forenes med et saadant Forhold hos en Pige, der ikke havde en
letsindig Charakter?
Jo mer jeg tænkte over disse Modsigelser, desto uløseligere forekom
de mig.
Jeg blev endelig revet ud af min Grublen ved den klokkeagtige Lyd fra
en Kjededamper.
Det var ganske mørkt.
Maanen skimtedes bag Grantoppene paa en Høide hinsides Floden; dens
Lys naaede ikke endnu ned over Vandet, og man kunde ikke se Skibene;
men Rækken af deres Lanterner med de lange Speilstriber bevægede sig
langsomt som en Procession af gyldne Stave med store Knapper, anført
af en Rubin- og en Smaragdstok.
Dette Syn, der saa levende vakte Følelsen af vort lykkelige Samliv
her ved Floden, gjorde mig endnu mere beklemt om Hjertet.
Jeg gik langsomt hjem, bestandig med det skjæbnesvangre Brev i
Haanden.
Saa snart jeg havde tændt Lys, gav jeg mig til at betragte det
nøiere. Væden havde næsten opløst Gummien, saa at Convolutten kun
klæbede fast paa et enkelt Punkt.
Det vilde være den letteste Sag af Verden at lukke den op og i, uden
at det kunde sees af Nogen.
Denne Tanke gjorde mig hed og kold; jeg kastede det angst paa Bordet
og blev ved at gaa rundt i Værelset og skotte til det.
Med et havde jeg Brevet i Haanden og pillede med Neglen ved
Sammenføiningen; men som om det blot havde været en Distraktion,
dreiede jeg det hurtig og studerede ivrig Udskriften.
Hvis jeg havde haft nogen Tvivl, om Haandskriften var »en ægte Minna
Jagemann«, saa maatte den grumme snart forsvinde.
Men en særegen Omstændighed blev mig paafaldende; Adressen var
skreven med lignende rødligt og lidt grumset Blæk som hint
Prosastykke af Goethe i Poesibogen, -- formodentlig et Fluidum, der
førtes af den Rathener-Kjøbmand. I saa Fald var der ingen Tvivl om,
at det var mig selv, der havde givet Anledning til, at det var blevet
ført til Protokols, og denne formentlige Opdagelse gjorde mig lidt
roligere stemt overfor det slemme Brev.
Jeg tog et Ark Postpapir frem og skrev til Minna, at dette Brev, som
hun maatte have tabt, var blevet fundet og bragt mig, men at jeg ikke
udenvidere vilde lægge det i en Postkasse, da det syntes at have lidt
en Del af Fugtigheden, ja muligvis neppe længer var læseligt, saa at
hun maaske vilde foretrække at afsende et andet.
Derpaa lagde jeg et stort Omslag om det Hele, adresserede det og gik
strax ud for at bringe det ned i Postkassen paa »Erbgericht«, -- saa
havde jeg Fristeren og Urostifteren ude af Huset.
Et klart Maanelys laa paa Høiderne over den slumrende By, af hvilken
kun et Par enkelte Tage naaede op i dets Region, tindrende med deres
Smaaruder; -- høit over dem stod Krandsen af de steile Klipper,
tættere og mere sammensmeltet end ellers, med bløde, dæmrende Former.
Længst ude lyste Stenbruddene over Flodkrumningen, og jeg kunde
skjelne det Sted, hvor vi havde tilbragt Dagen sammen.
Denne stille, kjølige Skjønhed virkede beroligende paa mig, og den
understøttedes snart af en dødelig Træthed, som pludselig lod sig
mærke, da jeg atter gav mig til at stige op imod min Bjergborg.
Hurtigere end jeg havde troet det muligt, sov jeg ind, i Forventning
om »de Ting, som skulde komme.«