IX

Et Par Timer efter Middag begav vi os paa Vei, anførte af den

sjæleglade Hans, som bar en Madkurv, og ledsagede af en Mængde

Formaninger til Forsigtighed.

Veien førte langs Elben, og snart havde vi paa høire Haand den lange

Skraaning af Stenbrokker, Smuld og Affald, der jevnt som en Bastion

fører en halvhundrede Fod eller mer op til Bruddenes Plateau og

nedadtil begrændses ved en Mur i noget over Mands Høide. Hist og her

-- en Gang for hvert Brud -- giver denne Plads for en Træbane, der

fra den høitliggende Arbeidsplads fører ned til Bredden, og ad

hvilken de tilhugne Sten rutsche ned paa en Slags Slæder; ved en af

disse Ladningspladser laa en Pram, der allerede var halvt fyldt med

sin tunge Last; nogle sværlemmede Karle aflæssede en Slæde, hvis

Efterfølger stod rede til sin Fart øverst paa Banen, tæt ved

Gangspillet.

Vi havde vel gaaet en lille Fjerdingvei, da Hans stod stille ved en

Stige, der var lænet op mod Muren. Uden Besvær klatrede vi op til

Skraaningens Fod. Men her tøvede vi og mønstrede med et tvivlende

Blik den Sti, der skulde hjelpe os op, og neppe kunde skimtes som en

lysere Zigzag-Streg paa den steile, smudsig-graa Flade. Ved nærmere

Eftersyn opdagedes ganske vist en Slags Trin af fremstaaende Sten,

eller blot uddybede ved et Spadestik, men disse saae ud, som om de

var rede til at skride bort under En. -- Hans, der allerede var

kommen et Stykke tilveirs, saae sig forundret om efter os. --

-- Men De maa gaa først, sagde Minna og blev rød.

-- Nei, Frøken, det gaar ikke an. Glider De ud her, saa er der slet

ikke Noget at faa fat i. Men jeg skal nok holde mig fast og kan

støtte Dem, saa snart De vakler, -- De behøver ikke at være bange for

at rive mig med og i alt Fald --

-- Aa, naar De nu blot vilde gaa! --

-- Herregud, lad os dog sætte os ud over saadanne Taabeligheder! Skal

De for den Sags Skyld udsætte Dem for at knække Halsen? For Pokker,

der maatte da ogsaa gives en anden Vei, de dumme Folk! Forresten, det

har ingen Fare, naar De nu blot vilde gjøre, som jeg siger. Naa, lad

saa det Snerperi fare!

Jeg lod ved disse Ord langt mere utaalmodig og ærgerlig, end jeg i

Virkeligheden var, og var mig det fuldt bevidst. Det voldte mig et

kildrende Behag at tilrettevise hende som den Overlegne og navnlig

at lade haant om et af Jomfruelighedens Yderværker og saa overhovedet

at tyrannisere hende i Velfærdets Navn.

-- Jeg veed, at De mener det godt, og derfor tager jeg Dem heller

ikke ilde op, at De taler vel bydende, sagde hun, og saae alvorlig

paa mig. -- Paa en Maade har De Ret, og De vilde have det helt, hvis

det var Skaberi og Affektation fra min Side. Men nu har jeg

uheldigvis den Følelse, og det i en saadan Grad, at jeg veed, den

vilde genere hver Bevægelse ligesaa meget som de Kjeder, Modedukkerne

i sin Tid havde mellem Støvlerne, og vi vilde dog tilsidst komme til

at slaa Kolbøtter omkaps ned ad denne Vold, hvad den synes udmærket

egnet til. Hvis De derimod gaar foran, og lader mig skjøtte mig selv

og klatre op saa ugraciøst, som det netop kan falde sig, saa lover

jeg Dem, at den værste Ulykke skal være, at jeg skraber mine Knæ lidt

-- og finder De, at jeg er en Stivnakke, saa trøst Dem med, at jeg

skal naa ligesaadan derop.

Ved den Bestemthed, blandet med elskværdigt Lune, hvormed hun afgav

denne Erklæring, rev hun mig hovedkulds ned fra min Overlegenheds

Piedestal og gjorde mig, sandt at sige, saa lille, at jeg gjerne

kunde være krøbet i et Musehul. Da der intet saadant fandtes, krøb

jeg i Stedet derfor op ad Skraaningen, og tog den dødelige Angst for,

at der skulde tilstøde min Ledsagerinde Noget, som en retfærdig

Straf.

Vi naaede begge i god Behold op til Randen.

Den hvide Flade, der strakte sig foran os hen til den søndersprængte

Klippemur, fik mig til at tænke paa en udgravet Tempelplads. Som

mægtige Tromler af faldne Søiler laa Møllestene dèr i lange Rækker,

og regelmæssig hugne Stenblokke og Fliser byggede sig sammen til

stykkevise Grundmure. Dynger af Sand, Brokker og Stenskjærver havde

hist og her dannet Bakker, som gjennemskar Terrainet; nogle bar hele

Smaaskove, mest af amerikansk Hyld, hvis skarlagenrøde Bærklaser

glødede mellem de brændende hvide Stenmasser. Til den ene Side saae

man et Tegltag med en rygende Skorsten; det var Smedien, som hører

til ethvert af disse Brud.

Efter at være steget over et saadant Høidedrag, befandt vi os i den

bageste Del af Bruddet, foran Klippemuren. Her stod Eieren og et Par

Arbeidere. Vor Vært tog sin Træpibe ud af Munden, lettede paa sin

Kasket og sagde, at vi kom i rette Tid; de vare lige blevne færdige.

En stor Mand i næsten sirlige, tærnede Benklæder og temmelig ren

Skjorte stod med Ryggen mod os bøiet frem mod Stenfladen, hvor han

syntes at undersøge Noget; han dreiede et Øieblik sit rødskjæggede

Hoved med et gemytligt Nik, medens en ganske lille Fyr med et

gnomeagtigt Ydre og dækket af nogle smudsige Pjalter skulede sky til

os, idet han fjernede noget Værktøi. En halv Snes Skridt derfra slog

et Par Arbeidere smaa Jernkiler paalangs ind i en stor Sten, der

skulde flækkes. Længere borte fra hørtes Lyd af Hakker og Stemmer.

Manden i de tærnede Benklæder traadte tilbage fra Stenen; der viste

sig en tyk, nedhængende Snor ligesom Halen af et Dyr, som var krøbet

ind i et Hul. Den hang knap et Par Alen fra Jorden paa en

fremspringende Del af Sprængningsfladen, en Snes Fod i Høiden, der

allerede ved en smal Revne havde løsnet sig fra den øvrige Mur. Denne

steg i sin hvidgule Nøgenhed godt og vel en hundrede Fod tilveirs,

hvor saa de mørke, ru Klippeformer med Krat og Naaletræer paa alle

Afsatser og i alle Furer groer ud af den -- som om Bjerget var et

uhyre mosgroet Træ, der er blevet afbarket og flækket forneden.

Værten anbefalede os at gaa op paa den nærmeste Stenbakke, der laa

til Siden for Sprængningsretningen. Han vinkede en Mand bort, der kom

fra Smedien med et Par Hakker paa Skuldren, satte Hænderne for Munden

og raabte Varsko. Derpaa bankede han noget Aske ud af Pibehovedet,

dampede stærkt til, idet han gik hen til Stenen, hvor han puttede

Lunten ned i Piben uden at tage denne ud af Munden, og slentrede saa

rolig hen til os, bestandig rygende og med Hænderne stukne ind under

det store Skjødeskind. Gløden forsvandt, en tynd Røg piblede ud af

Stenen. Minna og jeg saae paa hinanden med det underlige Smil af

nerveus Spænding, i Forventning om den storartede Explosion. Endelig

lød et temmelig svagt og dumpt Knald, Stenstykker sprang ud, en lille

Støv- og Røgsky spredte sig -- og Stenblokken blev staaende, skjøndt

stærkt undergravet. Eieren bandede; Manden med de tærnede Benklæder

ragede nogle løsnede Stykker ud med sin Hakke; midt i en Flænge af

Stensaaret viste sig det sorte Spor af Minen.

-- Der maa bores endnu en Gang, raabte han Eieren imøde.

Medens vi betragtede Stedet paa nærmere Hold, og de undersøgte, hvor

det var hensigtsmæssigst at bore, havde jeg taget en Hakke og huggede

paa et af de afsprængte Stykker, der løsnede sig let og i lige

Flager under mine Hug. Pludselig følte jeg mig greben og bunden med

et Stykke af den Bast, som de brugte til Forladning, medens en mægtig

Latter rungede i mine Øren, og et rødskjægget Ansigt bøjede sig frem

over min Skulder. Jeg lo naturligvis med, men paa den flove og

tvungne Maade, som viser, at man ikke forstaar Spøgen; rigtignok gav

den lystige Røver en Forklaring, men paa saa bredt Sachsisk og

sandsynligvis i den Forudsætning, at jeg vidste Besked, saa jeg blev

ikke klogere derved.

Minna lo hjertelig ved at se mig saaledes i Armene paa Kjæmpen og vel

endnu mer over dette komiske Udtryk i mit Ansigt af gjerne at ville

»være med«, men ikke kunne det; -- endelig betvang hun sin Munterhed,

som mod min Villie ærgrede mig ikke saa lidt: --

-- Han forlanger, at De skal kjøbe Dem fri, og han har Ret, sagde

hun. Det er nemlig en Tradition hos os, at naar Nogen fusker en

Haandværker i Arbeidet, saa har denne Lov til at tage ham fangen,

saadan som De nu er bleven.

Hun havde sagt dette paa Dansk, langsomt og med en ubehjælpsom

Udtale, idet hun et enkelt Sted benyttede et tydsk Udtryk. Det var

første Gang, at jeg havde hørt hende sige Noget paa mit Modersmaal,

og det overraskede mig paa en smigrende Maade, da det for os Danske

egentlig hver Gang paany er en Gaade, naar en Fremmed kan gjøre sig

forstaaelig i et saa lidet kjendt Sprog. Og jeg havde hende tilmed

mistænkt for at have lagt sig særlig efter det i den allerseneste

Tid, skjøndt hun ikke havde talt derom.

Jeg betalte med Fornøielse min Bøde saa rigelig, at der foruden

»Prisepenge« til den Rødskjæggede ogsaa blev en Drikkeskilling for de

Andre, -- men det er ikke usandsynligt, at Minnas Nærværelse havde

nogen Indflydelse paa min Gavmildhed. Den gemytlige Røver befriede

mig, stak med et høfligt Tak Pengene i de tærnede Benklæder og gav

sig efter denne Opmuntring i Lag med den nye Boring, medens den

stakkels Gnom, hvis Pjalter man ved enhver Bevægelse frygtede for at

se glide helt af ham, med Slag af en tung Forhammer drev hans

Jernstang ind i Stenen.

Da det lod til at ville trække længe ud, gav vi os til at gaa rundt i

Bruddet; vi besaae Sporene af tidligere Sprængninger og glædede os

over, hvor let behandlelig den skjøre, kornede Stenmasse var for de

dygtige Arbeidere. Derpaa slog vi os paa den mindre techniske

Tidsfordriv at plukke en Del af de smukke Blomster, der groede rundt

om mellem Blokkene; men da Minna fandt et Par farvede, næsten

gjennemsigtige Kiselstene, foretrak hun at lede efter saadanne, og

tilsidst lagde hun sig i sin Iver ned paa Gruset, hvor hun mente at

være kommen til et frugtbart Strøg. Jeg tændte mig en Cigar og tog

Plads tæt ved paa en Sten, i den sparsomme Skygge af nogle Buske.

-- Er de nu ikke søde? spurgte Minna, idet hun holdt sin Haand hen

imod mig med en søgrøn og en lilla Sten, og saae paa mig med missende

Øine, blændet af alt det hvide Lys.

-- Jo nydelige. Hvad vil De nu egentlig bruge dem til?

-- Aa, jeg forærer dem til lille Amalie. Skjøndt, ærlig talt, jeg vil

nok beholde dem selv .... De synes, det er vel barnligt? Ja, men det

er netop, fordi jeg mindes om min Barndom -- som om der var noget

Synderligt dèr at mindes! Og dog gjør jeg det gjerne. Det er

underligt, hvor det kan være, men Tiden gjør dog Alting lidt kjønt,

hvad der blot ligger lidt tilbage i den, -- det er altid en Trøst:

een Gang bliver det kjønt, naar man ser tilbage derpaa.

-- Ja, De har Ret. Og denne Tid, denne Dag -- maaske vil man en Gang

finde den næsten smertelig skjøn, og kun bebreide sig, at man ikke i

Øieblikket satte nok Pris derpaa, og dog vilde det egentlig være

uretfærdigt, i alt Fald for mit Vedkommende.

Minna bøiede Hovedet dybere ned og lagde de nye Stene ned i

Lommetørklædet til det øvrige Fund.

-- Som Barn sværmede jeg for den Slags klare Stene, jeg havde en

Mængde af dem og bildte mig ind, at jeg var en Prindsesse, og det var

mine Ædelstene. Den lille Amalie, sagde jeg, at jeg vilde give dem

til? hun var saamænd i Stand til at blive fornærmet paa mig, og

hendes taabelige Fader kunde godt falde paa at give hende ægte

Ædelstene for at raade Bod derpaa.

-- Det maa ikke være nogen let Opgave, De har, som Lærerinde for

saadanne forkjælede Børn .... De selv har nok faaet en fornuftigere

Opdragelse.

-- Ære den, hvem Ære bør, sagde hun lidt bittert og rystede det

nedfaldne Haar bort fra Øinene. Fornuften, -- den var nok ikke

synderlig med i Spillet.

-- Deres Hjem var meget tarveligt?

-- Havde det blot været tarveligt, men det var uhyggeligt og

glædeløst. Midlerne var ganske vist ikke store, men det var dog ikke

deri det laa altsammen. Vil De tænke Dem, jeg var fjorten Aar, før

jeg nogensinde havde været saa meget som ude i Loschwitz.

Naturligvis kom vi af og til op paa Terrassen. En stor Fest for mig

og min Broder var det, naar Fader tog os med ud til Plauen, hvor han

undertiden drak sit Øl; den Gang var der ikke alle de Fabrikker, der

var saa yndigt i den lille Dal ved Weisseritz, og vi jublede over at

kunne klatre om paa Klipperne; der var det ogsaa, at jeg fandt

saadanne smukke Kiselstene som disse her. Om Aftenen tog han ogsaa

undertiden Moder med hen paa en Ølstue; det var en Rest fra deres

Ægteskabs første Tid, da hun hver Aften havde ledsaget ham. Og hvis

De nu, naar De kommer ind til Byen, gaar hen i »Zur Katze« i

Slotsgade, saadan ved otte Tiden, saa kan De i den inderste Stue se

en gammel Kone, der efter Sigende ligner mig lidt, sidde dèr med sit

Glas Øl, og dersom hun har en Veninde med sig, vil hun vistnok

tilsidst udbrede sig sentimentalt om de mange hyggelige Timer, hun

har haft dèr i den samme Stue med sin salig Mand. Naar Hjemmets

Hyggeligheds-Erindringer logere »Zur Katze«, saa kan De omtrent regne

ud, hvad der blev tilbage for os, min Broder og mig! Vi gik i

ordentlige Skoler, men det var ogsaa hele vor Opdragelse. Fader gav

sig slet ikke af med os, -- og det var stor Skade, for han var ikke

blot en dannet Mand -- han underviste i Latin --, men han var ogsaa

veltænkende og strengt retskaffen, det har jeg først lært at indse,

da jeg blev ældre, og overhovedet har jeg kun af spredte Træk faaet

Noget at vide om, hvad der boede i ham, for han var saa indesluttet;

med Moder talte han næsten aldrig om andet end om Vind og Veir, og

undertiden efter Læsningen af Avisen skjændtes de lidt om Politik.

Fader var nemlig rigssindet, men Moder sachsisk og hadede Preusserne;

hun kunde ikke faa i sit Hoved, hvad den store Enhed var godt for, og

paastod, at vi kun kunde takke den for tungere Skattebyrde. Ellers

havde de, som sagt, ikke Noget at drøfte med hinanden. Senere har jeg

forstaaet Meget af deres Forhold, og det er blevet mig klart, at han

med en anden Hustru var blevet en anden Mand, ogsaa en anden Fader,

og at det til Dels netop var hans bedste Egenskaber, der gjorde, at

han under Samlivet med Moder trak sig mer og mer tilbage i sig selv

og ligesom skrumpede ind til en saadan Særling. Sær var han rigtignok

over al Maade, og det gik navnlig ud over os Børn. Allermest plagende

var hans -- man kan næsten sige Raseri, naar han stødte paa et

fremmed Væsen i Huset. Hvis en fremmed Hund eller Kat havde forvildet

sig ind i vor Have, og han saae det fra Vinduet, saa foer han ned og

kunde gerne slaa det stakkels Dyr fordærvet, naar det kom indenfor

Rækkevidden af hans Stok. Der var aldrig Tale om, at jeg kunde se en

Veninde hos mig paa den Tid, da han var hjemme. En Gang, da det var

min Fødselsdag, -- jeg blev elleve Aar -- havde Moder givet mig Lov

til at have et helt lille Selskab nede i Haven paa en Tid, da vi

vidste, han skulde undervise. Men af en eller anden Grund blev Skolen

lukket den Dag. Moder, der saae ham komme ned ad Gaden, foer ud til

os med Rædsel malet i alle sine Træk, og hele det lille Selskab

maatte tage Flugten gennem de tilstødende Haver. De kan nok tænke

Dem, at han paa den Maade blev en ren Bussemand for os, og at vi

sluttede os sammen imod ham med Moder, der virkelig ogsaa havde mere

Hjerte for os. Desværre førte dette Forhold til, at alt hans blev os

forhadt eller mistænkeligt, og at vi skjulte meget for ham med Moders

Vidende og paa hendes Tilskyndelse, som hans Misbilligelse ellers

vilde have lært os at sky, -- medens den nu overalt kun syntes os et

ondt, vrangvilligt Lune, som man blot skulde snige sig udenom ....

Men hvorfor trætter jeg Dem egentlig ved at fortælle Dem alt dette?

-- De fortæller mig det sikkert, fordi De veed, at De slet ikke

trætter mig, og at der neppe for Øieblikket er noget, som kunde

interessere mig mere. Jeg er Dem meget taknemlig. Selv har jeg haft

en lykkelig Barndom, og jeg kan derfor maaske saa meget dybere føle,

hvad De har tabt. Men De har saa meget at indhente i Deres Ungdom af

Livets lysere Side, og tro mig, den vil ikke blive lukket for Dem.

Minna svarede ikke, men undersøgte ivrig en ny Bunke Stene, som hun

havde skrabet sammen.

-- De nævnede en Broder, -- jeg har aldrig hørt ham omtale. Er han

maaske ikke mer i Dresden?

-- Han døde for et Par Aar siden.

-- Herregud! ogsaa det skulde De opleve. Det maa have været et tungt

Slag for Dem.

-- Aa, jeg brød mig, sandt at sige, ikke saa meget om ham. Han var

ikke nogen god Dreng og bidrog ikke just til at gjøre min Barndom

lykkeligere. Siden, da han blev voxen -- ja, saa var han temmelig

ivrig med at indvinde, hvad der var forsømt af »Livets lysere Side«.

Vi havde neppe faaet megen Glæde af ham.

Hun saa paa mig med en trodsig Mine, som om hun vilde sige: »Jeg kan

nok tænke, at De finder mig haardhjertet. Naa, for mig gjerne! Skulde

jeg elske ham, blot fordi han var min Broder, naar han ellers ikke

fortjente det? .... Forresten skal De heller slet ikke tro, at jeg er

saa god og skikkelig.«

-- Var der slet ingen andre Paarørende, som De kunde have noget

Tilhold hos? spurgte jeg, for at komme bort fra det pinlige Emne.

-- Jeg havde en Grand-Tante, som var min Gudmoder, og i den Egenskab

følte sig forpligtet til at tage sig af mig. Hun holdt endogsaa af

mig paa sin Maade -- desværre var det en temmelig ubehagelig Maade,

som skræmmede mig bort. Altid skjændte hun, havde at udsætte paa alt,

lige til min Frisure -- jeg maatte den Gang gaa med en Mængde

Krøller, saa hun havde Ret i #det# som i det meste andet. Det gik mig

med hende paa lignende Maade som med Fader, -- kun at hun virkelig

gav sig af med mig; -- først langt senere kunde jeg erkjende det

Agtværdige ved dem, der hos hende skjulte sig under Barskhed og hos

ham under Ligegyldighed. Hun var en Særling ligesom han, og havde

meget tilovers for ham, hvorimod hun saae ned paa Moder og derfor

skjævt til Alt hos mig, som kunde hidrøre fra hende. Naar hun

skjænkede mig Noget, var det gjerne med en Trudsel; saaledes lod hun

mig subskribere paa en Klassiker-Udgave og gav mig forud Penge til

Indbindingen -- hun gjorde overhovedet Intet halvt --, det er et

lille Bibliothek paa henved hundrede Bind --, og da hun gjorde det,

sagde hun til mig: »Hvis du nogensinde, selv i den yderste Nød,

skiller dig ved dine Klassikere, saa vil jeg, dersom jeg er død,

komme som Spøgelse og plage dig,« og jeg tvivler ikke om, at hun

vilde holde Ord. Men jeg har da ingen Grund til Frygt, og jeg har

heller ikke blot ladet dem staa paa Hylden; alene for den Gaves Skyld

har jeg meget at takke hende for. Jeg havde altid god Læsning lige

ved Haanden, og da jeg ikke havde saa megen Adspredelse som andre

unge Piger, eller rettere slet ingen, som stjal Tiden umærkelig bort,

saa fik jeg en Del læst, som de fleste unge Piger ikke kommer til, --

ganske vist ogsaa Noget, som jeg i alt Fald heller burde have ventet

med. Komisk nok, det faldt slet ikke min ellers saa pædagogiske Tante

ind, at de gode Klassikere indeholdt et og andet, som ikke egner sig

til Læsning for fjortenaarige Piger, -- ældre var jeg ikke, da

Subskriptionen begyndte; men enten var hendes litterære Hukommelse

noget udvisket eller ogsaa var Begrebet »tydske Klassikere« for hende

noget i den Grad over al Maade Ophøiet, at en saadan Tanke slet ikke

kunde komme op. Saaledes læste jeg i den Alder »Oberon«, -- ja, det

er sandt, den kjender De vel neppe. Alt i Alt troer jeg ikke Skaden

derved var stor. Og disse Aftener, naar jeg sad og læste i de store

Digtere, efter at Moder forlængst var sovet ind, var de første

lykkelige Timer, som jeg oplevede. De var mer end lykkelige, men

ogsaa derved mindre, for naar de lyste med mange skjønne

Aabenbaringer, saa fulgte der ogsaa nogen pinlig Selverkjendelse med

som en mørk Skygge. Jeg indsaae, at der gaves en hel anden Verden, --

jeg mener ikke af ydre Kaar, men af Tanker og Følelser, helt andre

Synsmaader for, hvad der havde Værd og ikke havde det, end det Væv,

som Moder havde spundet om mig af tvivlsomme, men temmelig let

anvendelige Leveregler, forbundne med mange sentimentale og

himmelvendte Fraser, der ikke syntes bestemte til andet end til at

kaste et Slør over hine. De undrer Dem maaske over, at jeg maatte

lære dette af Digterne, da jeg dog havde haft kristelig Undervisning;

det var ikke Læresætninger, jeg manglede, men af Livet selv saae jeg

rundt om i vor lille Omgangskreds ikke Noget, der kunde kaldes, jeg

vil ikke sige Stort, men Ædelt og Rent. Det var naturligvis kun

Moders Familie vi saae, og af den var hun endda den bedste; de blev

neppe nok taalt af Fader, men kom, naar han var ude, Søstre, Tanter

og Fætre, eller de smuttede ind i Kjøkkenet og holdt dèr deres lidet

opbyggelige Faddersladder. Aa, hvor jeg væmmes ved at tænke paa alt

det! Noget havde det vel ogsaa at sige, at Præsten, hos hvem jeg gik

til Confirmation, og hvis Prædikener Moder græd over, ikke havde det

bedste verdslige Ry. Nu maatte Goethe og Schiller prædike for mig, og

de vare ikke de sletteste Profeter. Men naturligvis bragte dette en

voldsom Gjæring, Splid og megen Tvivl med sig, som tog stærkt paa

mig. Da jeg maatte tidlig op og hjælpe til i Husholdningen, saa var

denne Aftenlæsning, der ofte blev Nattelæsning, meget anstrengende

for mig. Dertil kom, at vi altid havde levet tarveligt og endnu mere

ufornuftigt; uden at vide det havde jeg paa en Maade sultet i hele

min Opvæxt. Jeg led af Blodmangel og Nerveusitet, og Alt dette slog

sig nu sammen, saa at jeg i disse Aar aldrig var rask. Jeg blev

svimmel, bedst som jeg gik paa Gaden, fik pludselig ubestemte

Ængstelser, forekom mig undertiden som et Udskud af Menneskeheden og

frygtede tidt for min Forstand. Hvad min aandelige Udvikling angaar,

saa følte jeg vel nu, at jeg vistnok kunde have en Støtte hos min

Fader; men Umeddelsomhed var nu bleven ham en anden Natur, og netop

paa den Tid forøgede Svagelighed hans utilgjængelige Væsen. Han døde,

for et Aars Tid siden, uden at jeg var kommen ham nærmere; en Del af

Skylden laa vel ogsaa hos mig selv. At han aldrig havde bekymret sig

om, hvad der boede i mig, gjorde mig trodsig, og jeg følte, at ogsaa

jeg havde lukket mig inde overfor ham. Ofte besluttede jeg at nærme

mig fortrolig og kjærlig, men naar det kom til Stykket, forbittredes

jeg ved Følelsen af Vanskeligheden, ved Tanken om, at en saadan

Beslutning, en Anstrengelse var bleven nødvendig mellem Fader og

Datter, og jeg tav i det afgjørende Øieblik. Sidste Gang, da jeg var

inde hos ham, kyssede han mig og sagde: »Bliv altid ved at være en

brav Pige.« Jeg var ved at briste i Graad og overlade mig helt til

Øieblikkets Følelse, men den gamle Stemme inden i mig hviskede: »Hvad

har du gjort for, at jeg kunde blive det? og hvor veed du, om jeg er

det endnu?« -- Det Hele endte med et tørt Løfte og en kold

Omfavnelse. Da jeg et Par Timer senere kom hjem fra mine

Informationer, var Fader død.

Minna tav længe og saae ned for sig; hendes Mundvig dirrede, og jeg

ventede hvert Øieblik, at hun skulde briste i heftig Graad. Pludselig

slog hun Øinene op og saae paa mig med et taareløst, men forunderlig

alvorligt og gjennemtrængende Blik, der syntes at efterforske

Virkningen paa mig af det Fortalte. Hun sagde ganske vist til sig

selv: »Nu finder De mig vel rigtig hæslig! Jeg vilde inderlig ønske,

at jeg var bedre, men i alt Fald vil jeg ikke besmykke mig for Dem.«

Hendes Ansigt var uendelig kummerfuldt, og jeg var overbevist om, at

denne Tanke havde en endnu større Andel i dette Udtryk end de

smertelige Erindringer, som hun havde revet op i.

Selv var jeg stærkt bevæget og havde gjerne i det mindste grebet

hendes Haand; men vi sad et Par Skridt fra hinanden, og Arbeiderne

vare ikke langt borte. Et Haandtryk vilde have ladet hende opfatte

hele Dybden af min Medfølelse bedre end Ord, der ved saadanne

Leiligheder hildes i Skam over deres egen Afmagt. Jeg sagde hende, at

jeg længe havde anet, at noget Sørgeligt i hendes Fortid trykkede

hende, men ikke havde tænkt mig, at det strakte sig saa dybt ned

gjennem hele hendes Barndom og Udvikling.

Ved denne Bemærkning fik hendes Ansigt et eiendommeligt mistænksomt

og næsten spottende Udtryk, som jeg godt kjendte.

-- Men nu har De ogsaa kun opholdt Dem ved de mørke Sider, bøiede jeg

af. Hvor kan det være, at De slet ikke har talt om Hertz? De var dog

allerede den Gang i Dresden.

-- Ja, men jeg lærte dem først den Gang at kjende, netop ved min

Faders Begravelse. .... Slægtskabet med Tante Thea var saa langt

ude, -- egentlig var der intet .... Desto bedre maaske! .... Deres

Hus blev for mig et andet Hjem, -- nei, »#Hjem#« skulde jeg slet ikke

kalde det, -- Noget langt mer .... De veed det jo forresten .... Og

efter hvad De nu har hørt, kan De langt bedre skjønne, hvad disse

prægtige Mennesker har været for mig ....

Hun sagde dette langsommere og ligesom adspredt, maaske træt af at

fortælle eller endogsaa fortrydelig over at have meddelt saa Meget.

Forøvrig blev vi nu afbrudt ved Værkeierens Anmodning om at indtage

vor forrige sikre Plads, da Alt var færdigt til det nye

Sprængningsforsøg.

Jeg havde næsten glemt, hvor vi var, og hvorfor vi var der; enkelte

af hendes Yttringer med deres triste og ofte bitre Stemmeklang

gjenlød bestandig for mig, som de gjør det endnu i dette Øieblik.

Hvad selve hendes Fortælling angaar, saa har den naturligvis i min

Erindring formet sig lidt mere sammenhængende, end den i hin Time kom

fra hendes Læber, og det er sandsynligt, at et og andet Træk i

Virkeligheden først blev mig fortalt en af de følgende Dage; men paa

Hovedindtrykket havde disse Smaa-Unøiagtigheder i alt Fald ingen

Virkning. Hvad der især slog mig, var den bevidste og reflekterende

Maade, hvorpaa hun omtalte og bedømte sine Forhold; det var

aabenbart, at hun atter og atter havde gjennemgaaet alle Enkeltheder

og deres Forbindelser, efterforskende baade Aarsager og Virkninger.

Jeg saae heri et Vidnesbyrd om, at hun var en mere ægte melancholsk

Natur, end jeg havde antaget. Thi jeg var tilsidst bleven skuffet af

den ungdommelige Munterhed, som ofte brød igjennem hos hende.

Den nye Sprængning forløb ganske som den første; Klippestykket blev

staaende, skjøndt det nu næsten var helt undergravet, saa det svævede

frit ligesom en Karnap. Den rødskjæggede Arbeider nærmede sig

forsigtig og ragede med sin Hakke de søndersprængte Stykker ud, som

Explosionen ikke havde bortslynget. I Baggrunden var der ved

Hjørnerne endnu nogle halvt-revnede Blokke, som støttede den lidt.

Medens Eieren og den pjaltede Arbeider holdt Øie med Klippestykket

for at gjøre Anskrig ved dets mindste Bevægelse, gav den dristige

Mand sig nu til at føre sine vægtige Hug mod disse Steder. I

Begyndelsen holdt han inde efter hvert Slag, rede til at springe

bort, men lidt efter lidt veg Forsigtigheden for Iveren. Hakken bed

sig ind, Hug i Hug, og Smaaskjærver sprang om ham; han syntes grebet

af et Raseri mod denne stædige Modstander. Det saae frygtelig farligt

ud; Øiet, som var træt af at stirre paa den blændende Flade og neppe

turde blinke, mente hvert Øieblik at se Kolossens Rand bevæge sig. Et

Par Gange blev der varskoet, og efter den skuffende Pause begyndte

Angrebet igjen, heftigere og med en voxende Fare svævende over sig.

Minna var ganske bleg og kneb Læberne sammen. Da nu ogsaa jeg, sløvet

af den lange Ventetid, gik flere Skridt nærmere for ret at se

Virkningen af disse Kjæmpeslag, sprang hun efter mig og med et

krampagtigt Greb i min Arm rev hun mig voldsomt tilbage. I det samme

lød der et Raab; jeg saae en stor bevægelig Lysning over mig og lidt

til Siden, og hørte et stærkt Brag. Hele Klippestykket laa et Par

Favne fra mig, og en løsreven Blok sprang nogle faa Alen borte. Mit

første Blik søgte den flinke Arbeider; han stod i god Behold lidt til

Siden for det Stenuhyre, som han havde fældet, og nikkede til os med

et Smil, som om han vilde sige: »Den var lige nær nok.« Jeg

understøttede Minna, som rystede over hele Kroppen, og fik hende til

at sætte sig paa en Sten.

X

Eftermiddagssolen straalede med fuldt Lys ind paa Klipperne, men ud

over dem havde en mørk Sky skudt sig frem, og Regnen begyndte nu

pludselig at falde med saa store Draaber, at dens uveirsagtige

Karakter ikke lod sig miskjende, og vi vare nødte til at skynde os

over de smaa kratbevoxede Banker til Bruddets Smedie. Denne

Anstrengelse gav Minna hendes Kræfter tilbage, og hun, der et Minut

før neppe syntes at kunne støtte paa Benene, løb under Plaskregnen de

sidste Skridt saa let, som om hendes Nerver slet ikke vare blevne

rystede.

Høist eiendommeligt var det, fra det store lyse Rum med hvide Klipper

i blændende Sollys at træde ind til sodet og kulstøvet Dunkelhed,

brudt af røde, gnistrende Luer, i et ganske lille Kammer, der snart

blev stoppende fuldt af Arbeidere. En ung, paafaldende smuk Mand stod

ved Essen; hans muskelflettede Arm strakte sig i Veiret, greb en

Tovende og gyngede den lange, bøiede Vippestang, som satte

Blæsebælgen i Bevægelse. Kuldyngen glødede livligere op, han rodede

om i den, kastede en Skovlfuld paa, lagde en Hakke med den sløvede

Jærnspids i den og trak en anden ud med glorødt Næb; spyttede derpaa

paa Fingren og lod den fare hen over det glødende Metal, og dyppede

saa Hakken i et Vandtrug, som hvislende sendte en hvid Dampsky op om

ham.