En Dag, da vi efter Kaffe sad i Lysthuset, rakte Minna mig en Bog med
hvide Blade og bad mig om at tegne de doriske og joniske
Søilekapitæler med deres tilhørende Overlag og skrive de for hende
høist mærkelige Navne ved Siden af. Medens jeg spidsede en Blyant,
bladede Vinden tilbage, og jeg saae paa den forudgaaende Side en
ængstelig Tegning af det samme.
-- Nei, De maa ikke, raabte hun, ganske rød i Hovedet og med den
bønligste Mine, idet hun rev Bogen til sig. -- De ler mig kun ud! Jeg
skal nok selv se efter, om det er rigtigt; det er det naturligvis
ikke, og Navnene kunde jeg slet ikke huske.
Jeg lovede hende, ikke at se paa hendes Forsøg, og gav mig i Lag med
mit eget, som jeg forsikrede hende vilde komme galt nok afsted, naar
en Architekt skulde kritisere det. Det varede heller ikke længe, før
jeg begyndte at famle; for det er godt nok at vide hvad Architraver,
Triglypher og Metoper vil sige, -- naar man for første Gang skal
anskueliggjøre det sort paa hvidt, reiser der sig mange
Detaillespørgsmaal, som det ikke er saa let at klare. Det var mig
derfor ganske velkomment, at Fru Hertz bad Minna hjelpe hende med at
bære Kopperne op og vadske dem af. Hun havde sat sig ved Siden af
mig, aabenbart for at bevogte mig, og havde sikkert gjort Regning paa
ikke at blive kaldet bort, før Tegningen var færdig. Et Øieblik
tøvede hun med at efterkomme Opfordringen, og før hun fjernede sig
syntes hun et Par Gange at have noget paa Læberne, som hun ikke kunde
komme ud af at sige; forøvrig bad hendes ængstelige Blik tydelig nok
om ikke at forske i den hemmelighedsfulde Bog, der paa sit tarvelige
Shirtingsbind med meget klodsede Guldbogstaver bar Titlen »Poesie«,
-- og jeg beroligede hende med et Smil.
Jeg sad alene og tyggede paa min Blyant i Uvished om, hvorvidt
Architraven i den doriske Orden var delt eller ikke, da Trækvinden
igen bladede om, og denne Gang længer tilbage til beskrevne Egne.
Baade Prosa og Strofer aabenbarede sig. Jeg havde ikke min Veninde
mistænkt for selv at have spillet Forfatter, men desto større var min
Lyst efter at se, hvilke Yndlingsdigte, Sentenser og Uddrag hun her
havde fastholdt, og derigjennem maaske faa Bidrag til hendes
Charakter og Erfaringer. Et Par Gange modstod jeg Fristelsen. Men et
større Prosastykke blev liggende saa længe, at jeg halvt imod min
Villie opfangede en Sætning, der altfor meget pirrede min
Nysgjerrighed.
Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget og læste paa Tydsk
følgende Sted, skrevet med en fin, temmelig skraa gothisk Skrift:
»Thi for et ungt Par, der af Naturen er nogenlunde harmonisk dannet,
kan intet bidrage til en skjønnere Forening, end naar Pigen er
lærvillig og Ynglingen belærende. Der opstaar derved et ligesaa
grundigt som behageligt Forhold. Hun ser i ham Skaberen af hendes
aandelige Tilværelse, og han i hende en Skabning, som skylder sin
Fuldendelse ikke Naturen, Tilfældet eller en eensidig Villen men en
gensidig Villie, og denne Vexelvirkning er saa skjøn, at vi ikke
kunne undre os, naar der, siden den gamle og ny Abälard, af en saadan
Sammentræffen af to Naturer er udsprunget de mægtigste Lidenskaber og
ligesaa megen Lykke som Ulykke.«
Idet jeg læste de sidste Ord, hørte jeg en Dør ovenpaa blive lukket
og hurtige Trin komme ned ad Trappen. Jeg bladede hastigt om og
tegnede resolut en eendelt Architrav med Triglypherne over: Regulae
glemte jeg rigtignok, og Stregerne var ikke synderlig rene, min Haand
rystede. Men om min Hjertebanken skrev sig fra, hvad jeg havde læst,
eller af Frygt for at blive opdaget, skal jeg ikke kunne afgjøre.
Minna satte sig med et Sytøi hos mig og lod meget tilfreds ved at se
mig saa optagen af mit Arbeide. Det havde hele Dagen været trykkende
Luft, nu var der kommet Skyer op, og jeg var neppe bleven færdig med
de to Skitser, før det begyndte at tordne ikke saa langt borte, og
snart viste der sig ogsaa spredte sorte Pletter paa Trappefliserne.
Jeg hjalp Minna med at tage Dugen af Bordet, og vi gik op til de
Gamle. Det var meget sjældent, at vi før Thetid opholdt os i deres
Dagligstue. Thi da den var et Hjørneværelse mod Syd og Vest med et
Vinduespar til hver Side, gjorde Eftermiddagssolen den i denne
Sommervarme utaalelig hed. Mellem det ene Par Vinduer stod en lille
haardt og høitstoppet Sofa, ved den anden Vinduesvæg et Bord. Over
det hang tarvelige Olietryk af Keiseren og Kronprindsen, og under dem
havde Hertz anbragt en Raritet, der fulgte ham som en Slags Penat:
det var et lille Portrait af Kant, et samtidigt Königsberger-Træsnit
med blege Farvetoner. Philosophen var fremstillet i hel Figur,
staaende ved en langbenet Skrivepult, i den Grad duknakket og
skutrygget, at man skulde tro, en usynlig Haand trykkede hans Ansigt
ned mod Papiret; fra den lille graa Paryk strittede en Smule Haarpisk
op over den høie kaffebrune Frakkekrave. Dette i enhver Henseende saa
underlig gammeldags Billede, med sine Fugtigheds- eller
Alderdoms-Pletter og den flade Mahognitræs Ramme, spredte en vis
Hygge over det lave Værelse med smaa Ruder og en sand Lerbygning af
en fremspringende Kakkelovn, som vistnok optog en ottende Del af
Rummet.
Henne ved denne satte Minna sig snart med Ryggen mod Vinduerne for
ikke at se Lynene, der næsten uafbrudt oplyste Flodens rødbrune
Krumning. Naar Gjenskinnet slog altfor blændende om hende eller naar
Tordenskraldet var saa voldsomt, at Huset rystede med klirrende
Ruder, foer hun sammen eller udstødte endogsaa et lille Skrig,
skjøndt hun øiensynlig gjorde sig al mulig Umage for at beherske sig.
Fru Hertz reiste sig fra Sophaen og beroligede hende med moderlige
Kjærtegn og den unge Pige smilede saa freidig, hun kunde, men dog
endnu med Angst for den næste Rystelse præget paa det blege Ansigt.
Den gamle Hertz saae deltagende op fra sin Avis, som han iøvrig, paa
Grund af alle disse svovlblaa Blink neppe kunde læse synderlig i.
Hvad mig angaar, saa blev jeg siddende ved det lille Vindue, hvilket
Regnen vadskede ned ad som et Styrtebad. Mine Tanker syslede
udelukkende med, hvad jeg havde læst i »Poesiebogen«. Jeg kjendte
ikke Stedet, skjøndt jeg nok syntes, det lignede Goethes
Udtryksmaade; da jeg senere -- for ikke saa længe siden -- læste »Aus
meinem Leben« og i den nydelige Episode med Gretchen pludselig stødte
paa disse velkjendte Ord, hvilken Storm af Følelser brød der da ikke
med dem ind over min Sjæl! I »Wahrheit und Dichtung« kom jeg ikke
videre, men forsøgte at stille det smertelig-søde Oprør ved at
begynde denne Nedskrivning af Erindringer, som vel kun kan gjøre
Fordring paa første Led af hin betydningsfulde Titel.
Spørgsmaalet om Forfatterskabet voldte mig den Gang kun lidet
Hovedbrud, men det om Anvendelsen desto mere. Jeg havde vel bemærket,
at Minna i vore Samtaler undertiden røbede kunstneriske Kundskaber,
som hun neppe havde fra Skole og Institut og heller ikke let direkte
kunde have erhvervet sig. Desuden vidste jeg nok, hvilke
Forestillinger jeg skulde gjøre mig om Kilden. Var hin Betragtning
afskrevet den Gang eller nu? Der stod intet Aarstal under den; ved en
temmelig stor Lakune var den skilt fra det Blad, som jeg maatte tegne
paa, men det var ikke undgaaet min Opmærksomhed, at dette Prosastykke
stod langt friskere i Blækket end de foregaaende Digte, som vare
daterede et Par Aar tilbage. Dette kunde tydes til Gunst for mig --
og det kunde være en Feiltydning.
Da Uveiret var forbi, var det henimod Thetid. Minna, der efter den
forsvundne Skræk blev ganske overgiven, tog en graa Stenkrukke og gik
ned for at hente Vand, og jeg fulgte hende. -- Vandforsyningen paa
dette Sted var meget romantisk; der var hverken Brønd eller Post, men
alt Vand hentedes fra en Kilde umiddelbart ved Elbens Bred nedenfor
Huset; lige hvor Enggræsset hørte op, og kun adskilt fra den rindende
Strøm ved tre-fire Alen Sten og Grus, laa det lille Basin med klart
Vand, i hvilket det bestandig boblede op nede fra de smaa Kiselstene
og fra en Sandplet, der rørte sig, som om den var fuld af smaa
levende Væsner. Vi kaldte den spøgende for Ungdomskilden, efter et
Eventyr, som den gamle Hertz en Aften havde fortalt.
Luften, der slog os imøde, var frisk og gjennemrenset, med en sund
Lugt af Engmuld, syret af det vaade Løvs og Græssets Dunster og
krydret af forstærket Blomsterduft, især af Kaprifolier -- en Luft,
der af Lungerne inddrikkes i dybe Drag, ligesom man nyder en ædel
Vin. Skydækket var splittet; her rullede det sig bort som massive
sodmørke Røgmasser, hist opløste det sig som lysere Damp eller flød
ud i tynde Taagelag. Foroven skinnede Himlen lillablaa igjennem,
længer nede vare Lufthullerne sart grønne, og der aabnede sig gyldne
Striber langs Horisonten i Vest. Mellem de lavere Skylag med deres
stærkt blaanende eller rødlig graa Stenfarver, saaes overalt høiere
Skyer, der lyste med kjødfarvede Toppe eller rosa Rande. Ved Siden af
Lilienstein viste sig en bred Regnbuestøtte, der bestandig blev mere
straalende. Øverst oppe, paa det lange Plateau af dette ensomme Bjerg
laa en lille løs Sky; den var bleven hængende i Granskoven, ganske
som naar man for Spøg puster Tobaksrøg øverst oppe i Hovedet paa en
krølhaaret Dreng. Bakkerne over det lange Brud havde et mat Solglimt;
over alle de steile Klippekegler rundt om var der et kjøligt
blaanende Skjær. Floden var endnu uigjennemsigtig rødbrun inde i
Krumningen, men foran fik den atter sine blanke Speilfarver. Af og
til glimtede det mat ude over det aabne Land, og Tordenen rullede
langtrukkent med Bjergegnenes mangfoldige Ekko.
-- Se! udbrød Minna, -- hvilken Belysning! det er jo en ren Poussin!
Ved disse Ord var det, som om jeg fik et Stød for Brystet. Du gode
Gud! hvilken ung Pige kjender dog Poussin, end sige har ham paa rede
Haand til at citere. Forresten var det ganske træffende. Nuvel, naar
hun da havde sagt: »Det ligner et Billede af Poussin oppe paa
Galleriet«. Men dette: »Det er en ren Poussin«, det var til at blive
rasende over! Jeg havde Lyst til at gribe hende, som Carl Moor griber
Roller, og raabe: »Wer blies dir das Wort ein? Das hast du nicht aus
einer Menschenseele hervorgeholt! -- -- -- sondern aus einer
Maler-do.«
Men hun løb allerede i Forveien ned ad den lange Række blankvaade
Sten. Om mit Ansigt havde ytret, hvad jeg følte, eller om hun af sig
selv var bleven flov over at have smykket sig med en Andens Frase,
det veed jeg ikke, men det var aabenbart, at hun løb fra sin Poussin.
Hun gav sig ikke strax til at øse, men stillede Stenkrukken paa det
underste Trin ved Kilden og vendte sig til en kjøn lille tolvaars
Dreng, der sad et Par Skridt derfra. Det var en Søn af Husets Eier.
Denne var Partner i et af de store Stenbrud, hvis Række begynder
under Basteiklipperne, der groede op af deres Flader; det fjerneste
og største tegnede sig mod den lysende Himmelrand som et Forbjerg,
kløvet op til sin øverste Rand, hvor en tynd Række forblæste Fyrrer
syntes at berøre et lavt Skydække med kobberrødlig Rand. Som det
næstnæste derfra udpegede Drengen os det, der var Faderens Eiendom.
Han var ivrig sysselsat med en sindrig Leg: en Vandmølle, som han
havde lavet ved Afløbet fra Kilden. Gjennem et lille umodent Æble
havde han stukket en Pind som en Axe; og derpaa havde han i en Kreds
af smaa Indsnit befæstet store Vinger, som han havde skaaret ud af
Træ. Løbet havde han dæmmet op, saa der blev en lille Mølledam,
hvorfra der var tilstrækkeligt Fald; og dèr snurrede saa Hjulet
rundt, som rigtignok intet Værk drev. Fra Lysthuset og oppe fra
Vinduet havde jeg set den snurrige Tingest dreie sig uafbrudt. Nu
havde det voldsomme Regnskyl gjennembrudt Opdæmningen; det var
Istandsættelsen, der optog ham, og det mislykkedes endnu at faa Axen
til at hvile saaledes, at den ikke bragtes i Klemme.
-- Jeg vilde saa gjerne have det rigtig i Stand, til naar Fader
kommer fra Arbeide, sagde han og saae troskyldig op paa Minna. For
det morer altid Fader, naar jeg finder paa saadan Noget, og jeg vil
saa gjerne have, at han skal være i godt Humeur i Aften, for saa vil
jeg bede ham om at maatte være med ved Sprængningen imorgen.
-- Skal de sprænge oppe i Stenbruddet?
-- Ej ja! en hel lille Væg.
-- Kunde vi faa Lov til at se paa det? spurgte Minna.
-- Du kan jo spørge Fader derom.
-- Det vil passe godt imorgen. Mine smaa Myndlinge skal besøge en
Tante i Pirna med deres Moder. Havde De ikke ogsaa Lyst til at
overvære det Skuespil?
Man kan vel tænke sig, at jeg ikke havde Noget imod dette Forslag.
Et langt »Aa«, som den lille Dreng brød ud i, fik os til at se bort
fra Stenbruddene og vende os om. Regnbuestøtten var voxet til en
fuldstændig Bue, og udenom denne dannede der sig just en Speilbue,
der endnu kun stod klart ved Støttepunkterne men dæmrede oppe i
Hvælvingen og havde Brist hist og her. Snart var ogsaa den fuldendt,
og de to Buer dannede den indre og den ydre Straalebræm af et bredt
violet Baand. Under denne Bro var den afskaarne Himmelgrund mørkere
end oppe over den, hvor det Blaa snart skinnede igjennem; paa denne
dunkle Grund lige midt under den straalende Portal og belyst af
Solstraalerne, der trængte frem under Skyerne og gjennemstrømmede
hele Dalen, stod Lilienstein, bestandig med den lille Sky hvilende
paa sin Overflade, som et rygende Stenalter.
Dette Billede havde ogsaa dannet sig i den lille Drengs Phantasi,
for han sagde, ganske tabt i Beskuelsen: -- »Det er ligesom i
Lærerens Billedbibel, dèr hvor Noah ofrer.«
I god Overensstemmelse med denne patriarkalske Stemning greb Minna
sin graa Stenkrukke, hvis naive og hensigtsmæssige Form ingen
gammel-tydsk Maler vilde have betænkt sig paa at give en Rebekka i
Haanden, hvorimod hendes blaa Kjole, som hun løftede høit op med den
anden Haand, nok kunde have været Gjenstand for Indvendinger, skjøndt
den hverken havde Opheftning eller Garnitur. Idet hun bøjede sig ned
over Kilden og vilde trykke den noget gjenstridige Krukke ned i
Vandet, gled hendes ene Sko med sin unomadiske Hæl paa den vaade
Sten, og hun vilde have faaet et koldt og dybt Fodbad, hvis jeg ikke
havde grebet hende om Livet og holdt hende fast. Hun slap Krukken,
der svømmede paa Vandet; Speilet viste mig et Smil i hendes Ansigt,
der syntes mere skjælmsk end ulykkeligt, men i det samme havde
Krukken drukket nok, og idet den gik til Bunds, frembragte den en
Malstrøm som udslettede ethvert Billede. Hun havde nu fundet
Ligevægten, men jeg var altfor omhyggelig for hende -- som om det
lille Væld var en Afgrund -- til at skynde mig at slippe hende, ja,
jeg havde endogsaa en Følelse af, at jeg i dette gunstige Øieblik
kunde have tilladt mig mere end denne Tøven og et let Tryk, der kunde
bortforklares, -- havde Omgivelserne været heldigere. Men et Par
Skridt fra os havde vi jo en ganske vist meget ungdommelig Iagttager,
og Vinduerne vare ikke saa langt borte.
Tak! nu falder jeg saamænd ikke mer, sagde hun og sprang op paa
Stien. -- Det er sandt, Vandet!
Jeg tog den fyldte Krukke op af Kilden og bar den efter hende.
Da vi efter The hørte Værtens Stemme nedenunder, gik vi ud for at
forespørge om Sprængningen. Den skulde ganske rigtig finde Sted næste
Dag, og vi vilde være velkomne som Tilskuere. Det blev aftalt, at den
lille Hans, der lykkelig havde faaet sin Ansøgning igjennem, skulde
føre os til Bruddet.
Maanen var imidlertid kommen op over Skovhøiderne hinsides Floden.
Den blinkede i en Hvirvel midtveis og mellem Stenene helt inde ved
Bredden. Himlen var næsten klar, kun bag Lilienstein, som skimtedes
dunkelt, holdt der sig en mørk Dis. Til den anden Side stod
Klippernes Konturer klart mod den blege Himmel, men nu begyndte ogsaa
deres Masser at faa Liv, Blokkene sprang frem, Kløfterne skyggede sig
ind, og Bruddenes Flader lyste mat. -- Paa »Erbgerichts« Terrasse
straalede mange Lamper under Løvet; høit oppe paa Bastei skinnede et
bengalsk Blus, der vexlede Farver, og løsrevne Toner af en
Wiener-Vals lød deroppe fra.
Den smukke Aften lokkede snart de Gamle ned, skjøndt det var for
vaadt til at gaa ud i Græsset. Vi blev oppe paa Trappen foran Huset
og underholdt os med de skikkelige Værtsfolk. Den smukke, lidt
firskaarne Kone gyngede en Lille paa Armen; Hans sad paa et af
Trinene og snittede nye Vinger til sin Vandmølle; Manden red paa
Rækværket og dampede af sin Pibe, himmelglad over Uveiret og den
Afkjøling, som det havde bragt: de kunde vel trænge dertil, oppe i
Stenbruddene var Solen ved Middagstid steget til fireogfyrretyve
Grader Reaumur -- og saa dertil haardt Arbeide! Den gamle Hertz
udspurgte ham om Fortjenesten og Priserne. Værtinden fortalte om
Vanskelighederne under Foraarshøivandet og om en enkelt Aargang, da
Floden var steget næsten til Foden af Trappen.
En pludselig Piben, der skingrede gjennem Dalen, og en forbijagende
Lysning mellem Træerne paa den anden Bred, gav det sædvanlige Tegn
til Opbrud. Jeg fulgte -- som altid -- Minna hjem.
Sandt at sige havde jeg hele Aftenen igjennem med en vis urolig
Forventning imødeseet denne lille Maaneskinsvandring. Det forekom
mig, at jeg havde Noget tilgode -- fra hint Øieblik ved Kilden; men i
saa Tilfælde var Forfalds-Tiden aabenbart ikke kommen. Til Trods for
Maane, Bæk med Ellekrat, Bjergdal, Ensomhed »zu zweien« -- lutter
uforkastelige sentimentale Ingredienser -- vilde hun ikke komme i den
sværmeriske Stemning. Naar hun endda havde været tavs! men hun
pludrede paa en allerkjæreste Maade om lutter Ting, der ikke stod i
fjerneste Forbindelse med Forelskelse. Hun kunde pludselig Intet
forstaa: jeg gjorde en fin Hentydning til Kilden, og hun fandt deri
kun Stof til at overveie, hvor vanskeligt det maatte være for
Beboerne, naar Floden oversvømmede den ved Foraarstid, og til grundig
at undersøge, hvilket der da var det nærmeste Sted, som de kunde
hente Vand fra; sandsynligvis »Erbgericht«; men maaske der ogsaa var
en høiere liggende Brønd i det gamle Værtshus »Zum Rosengarten«, --
det var der ganske vist!
Kort sagt, vi passiarede saa fornuftig og skiltes saa anstandsfuld,
som om der hverken var Ungdomskilder eller Feiltrin til.