-- Før saae vi Siegfried i Kamp med Dragen, og her har vi ham jo
lyslevende i Skovsmedien.
Hun havde igjen tiltalt mig paa Dansk, og Arbeiderne saa nysgjerrige
paa os, forundrede over dette Kluddervælsk. Smeden syntes dog ikke at
lægge Mærke dertil; han lagde netop den atter graanende Hakkespids
paa Ambolten og bearbeidede den med Hammeren, saa Gnisterne sprang om
os, og vi traadte et Par Skridt tilbage. Minna betragtede ham med et
Velbehag, som jeg slet ikke syntes om.
-- Synes De ikke, han er smuk? spurgte hun. Som han staar der ved sit
Arbeide, kan man dog ikke tænke sig noget mere malerisk. Naar blot
Gudehus[1] saae saadan ud!
[1] Wagnersanger (Siegfried) i Dresden.
-- Vist er han kjøn, men De ødelægger ham jo ved at se saadan paa
ham; han bliver naturligvis saa forfængelig, at de stakkels smaa
Landsbypiger slet ikke kan gjøre ham tilpas mer.
-- Han er optagen af sit Arbeide, -- han bemærker det sikkert ikke.
-- Saa skal de Andre nok sige ham det.
-- Men du kjære Gud! det er saa herligt at se noget rigtig Skjønt.
Hvor berettiget end denne Yttring kunde være, saa var den mig dog
ikke helt behagelig.
-- Mon han er en Sachser? sagde hun lidt efter.
-- Nei, Frøken! jeg er en Slesviger, svarede Arbeideren ganske rolig
paa Dansk, idet han slængede Hakken hen i Krogen og gav sig til at
røre Blæsebælgen.
Man skulde tro, at den blæste til en Glød paa hendes Kind, saa
blussende rød blev hun. Arbeiderne rundt om smaalo og syntes at
forstaa Situationen. Strax nød jeg hendes Forlegenhed som en passende
lille Hevn; men jeg fik snart ondt af hende, da hun virkelig ikke
syntes at turde løfte Øinene mer fra Gulvets Kulstøv. Heldigvis
dryppede det nu kun ganske fint udenfor. Vi tog Afsked med vor
forekommende Vært og med den rødskjæggede Kjæmpe, -- Gnomen
kukkelurede i en Krog, Smediens Adonis sendte et fornøiet »Farvel«
efter os.
Naturligvis vilde vi ikke indlade os paa at stige ned, som vi vare
kravlede op, -- hvis det endda vilde gaa saa godt. Den lille Hans
blev beordret til at vise os Veien gjennem Nabobruddene, men jeg
undgik, skjøndt ikke uden Vanskelighed, at belemres med denne Fører:
jeg skulde nok selv finde igjennem.
De fleste Brud vare forladte af Arbeiderne. Man saae overalt de samme
hvide Gulve og Mure, kratbevoxede Smaabanker, ruinagtige Rækker af
tilhugne Sten og kyklopiske Volde af raa Blokke, og hist og her hele
væltede Klippestykker, Rester af de langt mere omfattende
Vintersprængninger, ved hvilke undertiden Flodløbet stoppes. Ved at
holde os saa nær Klippebaggrunden som mulig, fandt vi næsten overalt
uden lang Søgen en nogenlunde fremkommelig Sti. De enkelte Brud
adskiltes gjerne ved noget uveisomme Bjergpartier af lutter
Stenflager, som gyngede og vippede under Ens Skridt, hvorfor der ofte
var Leilighed til at understøtte Minna, som skreg og lo paa den
usikre Grund, idet hun strakte Armene ud efter mig for at finde
Støtte, eller naar hun saae mig vakle. De sørgelige Erindringer, som
hun havde dvælet i, den nerveuse Spænding, mens Klippestykket
fældedes, og endelig Forlegenheden i Smedien: alt dette syntes kun at
have dæmmet op for en Strøm af Munterhed, som nu brød desto mere
sprudlende frem. Engang faldt vi begge, hun ovenpaa mig; heldigvis
stødte kun jeg mig en Smule; Minna reiste sig leende og hjalp mig op,
uden at der viste sig nogen Undseelse. I dette Øieblik vilde hun
maaske endogsaa have glemt at sende mig foran, hvis vi skulde klatre
op ad Bjerget; hun syntes virkelig ikke at have Tanke for andet end
sit ypperlige Lune, og maaske for mit med og en Smule for hele
Naturens, -- der duftede og kvidrede os imøde fra Bjergskoven, som vi
nu traadte ind i.
Den stærke, røgelseagtige Vellugt, der var udruget af Solvarmen paa
denne Skrænt, var forfrisket af den Duft, som Regnbadet syntes at
have sprængt rundt om, og berusede deraf sang Fuglene op, som om det
havde været ved Foraarstid. Aftensolen straalede ind mellem Granerne,
hvis buede, frynsede Grene tindrede, som om de hang fulde af
Stjerner. Nedenunder mellem deres Stammer var Floden som et glidende
Lys, og høit oppe over de sagte nikkende Trætoppe løftede
barkfarvede, furede og sprukne Klippemure deres blaalige Bræm af
forkrøblede Fyrrer op mod den skyfri Himmel. Af og til lød deroppefra
en Brusen, der nærmede sig som en Bølge; store Draaber dryssede ned
over En og Minnas Kjole flagrede til Siden. Den var blegt
chamoisfarvet, af et let og blødt Stof, der uden Ophæftninger i lange
Folder sænkede sig glat ned over Figuren fra det sorte Læderbelte, --
en Dragt, der lod hende tage sig slankere og høiere ud end ellers.
Hun trippede lidt paa den skraa Grund, der overalt, hvor den havde
holdt sig tør, var glat af Naale og Kogleskjæl; ofte gled hun og
strakte da med et lille Skrig den høire Arm ud i Luften, saa det vide
Ærme gled helt op over Albuens Smilehul, medens den anden med sin
ubehandskede, solbrændte Haand greb fat i Mosset.
Pludselig brast jeg i Latter, og da hun vendte sig med et spørgende
Smil, pegede jeg paa hendes Skygge, der med en tyk, uformelig
Skikkelse tegnede sig paa en lodret Stenflade ved Siden af hende; hun
svarede med en endnu hjerteligere Latter, idet hun viste paa min
Skygge, som mere langbenet end en Stork strakte sig op ad en
Skraaning. Vi kunde længe ikke komme fra Stedet, thi ved den første
Bevægelse gebærdede Skyggerne sig endnu latterligere. Og da vi
endelig gik videre, hvor en Indsænkning gav Skoven Lov til at brede
sig, drev de atter et pudsigt Spil, idet de snart lagde sig langs hen
over Grønsværet og snart hoppede fra Stamme til Stamme, springende
umiddelbart fra en, der kun var et Par Skridt fra os, til en, som
lyste langt inde i Tykningen.
-- Veed De hvad, sagde Minna, det er godt, at De ikke er en Peter
Schlemihl, for saa vilde De nu være opdaget.
-- Det vilde jeg unægtelig, og hvad saa?
-- Ja, -- saa --? Jeg vilde i alt Fald slet ikke være hyggelig
derved.
Hendes lille Øre blev ganske rødt -- og det kunde dog ikke være
gjennemskinnende Sollys, da Solen var lidt bag ved os. Mit Hjerte
hoppede af Glæde, for jeg havde ingen Tvivl om, at hun tænkte paa det
Sted i den udødelige Bog om den stakkels Skyggeløse, hvor Schlemihl
om Natten spadserer i Haven med sin Tilbedte, og de pludselig træde
ud paa en maanebeskinnet Plet, hvor nu kun #hendes# Skygge strækker
sig ud fra deres Fødder. Hun havde ogsaa strax forstaaet, at mit
tilsyneladende høist enfoldige »og saa?« ikke var slet saa dumt, som
det var frækt; thi hun havde just selv i disse Dage laant mig Bogen
-- et Bind af hin Klassiker-Udgave, som hun havde fortalt mig om. Ja,
hvis jeg nu ingen Skygge havde haft, saa var hun falden i Afmagt, og
jeg havde maattet fly hende for stedse; men nu, da den nok saa
levende legede Skjul med hendes i den aftenlige Bjergskov -- hvad var
der da i Veien? Jeg havde saa vist ingen uudtømmelig Penge-Taske i
Lommen, men min Skygge havde jeg i Orden. Stod den ikke netop nu hist
paa en brat Stenflade, Sort paa Hvidt, som et uforkasteligt Dokument
om min Ægthed, og den lille Øreflip foran, der var saa dryppende rød,
fortalte om, at den tilhørte en Kvinde, som var mig saare god, --
hvorfor skulde saa ikke Hjertet hoppe i mig af Glæde?
-- Hør, sig mig! er De lige saa tørstig som jeg? spurgte Minna
pludselig.
-- Det veed jeg ikke, men tørstig er jeg.
-- Ja, for dèr ser jeg mange Blaabær, og jeg veed egentlig ikke,
hvorfor vi skulde lade dem tørre hen til ingen Nytte.
Jeg var ganske af hendes Mening, og vi gav os til at plyndre de smaa
Buske omkap. Da det snart blev for besværlig at staa og bøie sig,
lagde vi os paa Knæ og krøb fra den ene Busk til den anden paa alle
Fire. Saa blev det os for omstændeligt at plukke Bær for Bær, vi rev
Stilke af og trak dem igjennem Munden; først nu, da vi slukkede
Tørsten, mærkede vi, hvor stærk den var. Minna gottede sig formelig,
ja gav sig endogsaa til at knurre ligesom et lille tilfreds Dyr. Da
hun mærkede, at det morede mig, drev hun Spøgen videre og nappede med
Læberne Bærrene af Busken, uden at hjelpe sig med Hænderne, der
trippede om paa Jorden som Poter. Saa kikkede hun op paa mig, med et
uhyre pudsigt Udtryk, idet hun knurrede og rystede sit Hoved, saa et
Par frie Smaakrøller dansede om Panden. Hendes Læber, der var ganske
sorteblaa, viste smilende den blaanende Tandrække. Om nu dette
landlige Negligé lod hendes Mund synes mindre utilnærmelig, end min
Respekt før havde fundet den, eller om denne Farve som et Tegn paa
vort barnlige Lune kom min naturlige Frygtsomhed til Hjelp -- nok er
det, at jeg ved dette Syn fik en ubetvingelig Lyst til at kysse
hende. I dette Øieblik opdagede vi begge et Bær, saa stort som et
lille Kirsebær, og vore Hoveder stødte sammen; medens jeg endnu lo og
ømmede mig, snappede hun Bærret, og strax derefter trykkede mine
Læber et langt Kys paa hendes, medens mit Blik borede sig ind i
hendes Øine, som blev ganske smaa, og i hvilke der inderst inde
spillede et Glimt af de sidste gyldne Solstraaler. Kun vore Læber
berørtes, vore Arme støttede mod Jorden, som Forben; og just da jeg
vilde gjøre den mere menneskelige Brug af dem, at lægge dem om hendes
Skulder, halvt ubevidst og beruset af Saligheden i det første Kys,
sprang hun op og løb ned ad Stien. Før jeg kunde indhente hende,
havde hun allerede naaet et Sted, hvor jeg ikke mere kunde komme paa
Siden af hende, da Stien kun var fodbred og Skraaningen steil. I
Bevidsthed herom gik hun ogsaa roligere.
-- Minna! kaldte jeg sagte og frygtsomt.
Hun syntes ikke at høre det.
-- Kunde De ikke finde min Skygge? forsøgte jeg at spøge, -- siden De
pludselig løber fra mig. Se blot tilbage, skal De se, jeg har den
endnu, skjøndt den er bleven meget blegere, men det er Deres ogsaa.
Intet Svar.
-- Er De vred paa mig?
Hun rystede paa Hovedet, men hverken standsede eller saae det mindste
tilbage. Dette Slags Svar havde imidlertid beroliget mig; jeg vidste
ikke mer at sige, og turde heller ikke plage hende, skjøndt denne
tavse Marsch i Hælene paa hinanden var mig rædsom pinlig. Endelig
nærmede vi os det Sted, hvor den smalle Bjergsti mellem de yderste
Graner sænkede sig ned paa Engene ved Floden, kun faa Minutters Gang
fra Rathen; her kunde jeg da i alt Fald faa hendes Ansigts-Udtryk at
se.
Som en Hjort, der bliver bragt til Standsning, vendte hun sig nu om
imod mig:
-- Nu siger jeg Dem Farvel. Vi er snart hjemme, og De skal ikke følge
mig længer.
-- Men hvorfor ikke? Hvad mener De?
-- Lad mig være! lad mig gaa for mig selv denne Gang, det er det
eneste, jeg forlanger, fordi De fik Lov -- tog Dem Lov --
-- Men saa sig mig i alt Fald -- --
-- Farvel, farvel!
Hun løb allerede mer end hun gik ned ad de sidste Sten og hen over
Enggræsset, hvor hendes Skridt blev lydløse; kun Læderbeltet om
hendes Liv knirkede ved den hurtige Bevægelse. Saaledes havde det
ogsaa knirket, mens hun krøb om mellem Blaabærrene; jeg blev helt
modfalden, da jeg ikke længer kunde høre det. Thi dèr stod jeg endnu
paa samme Sted og stirrede efter hende lige saa længe, som jeg kunde
se hendes lyse Kjole.