VII

Hvad var der altsaa at gjøre? Skulde jeg maaske helst betro mig til

Frøken Jagemann selv og anmode hende om ikke at kjende det mindste

til mig? I Begyndelsen syntes dette Indfald mig ganske umuligt, snart

forekom det mig mindre afskrækkende og tilsidst saa tillokkende, at

jeg ikke engang længer fortrød min Dumhed.

Det var en let Sag at træffe sammen med hende paa Veien. Idet jeg

hilste, bemærkede jeg, at vi vistnok skulde samme Sted hen. Da hun

hørte, at jeg var indbudt til Hertz's, sagde hun muntert:

-- Naa, saa blive vi da endelig en Gang præsenterede for hinanden.

-- Ja, svarede jeg, og det er netop i den Anledning, at jeg har en

lidt underlig Anmodning til Dem om at lade, som om De slet ikke

kjender noget til mig -- jeg mener, som om De aldrig har truffet mig.

-- Det kan jeg gjerne -- men hvorfor egentlig?

Jeg fortalte hende, hvad der var passeret. Hun lo:

-- Er De altid saa distrait?

-- Slet ikke. Men jeg blev saa forvirret, da det pludselig gik op for

mig, at det var Dem, som jeg skulde være sammen med.

Hun saae naivt spørgende paa mig, blev saa pludselig ganske rød og

vendte Blikket bort. Med alt dette var jeg saare veltilfreds.

-- Paa Gjensyn altsaa, jeg maa endnu en Gang op paa mit Bjerg og

hente Nøglerne, -- det gik jo heller ikke an, at vi kom sammen, -- --

--

Det gamle Ægtepar havde leiet i det midterste af de tre Smaahuse, som

ligger ved Elben, bygget tæt op ad Klippen. Da jeg gik op ad de mange

smaa Stentrin, som føre derhen fra Bredden, saae jeg det lille

Selskab forsamlet i et Tremme-Lysthus øverst paa Trappen, der ligesom

største Delen af det kalkede Bindingsværkshus var overgroet med

Vinløv. Eftermiddagssolen stod paa, men paa det Hjørne kastede

Frugttræernes Kroner en tæt Skygge, i hvilken den skinnende Dug med

den blanke Kjedel dannede det lysende Midtpunkt for det lille

Selskab. Minna var i Færd med at lave Kaffe.

Vi udstod Præsentations-Ceremonien med den behørige stive Anstand;

men idet hun derpaa bød mig en Kop, sagde hendes halvskjulte Smil

mig, at hun morede sig ligesaa godt som jeg over, at vi i al

Skikkelighed havde de gode Gamle en Smule til Bedste. Den lille

Fortrolighed imellem os forekom mig -- og maaske ogsaa hende --

større end den egentlig var; den tilhviskede mig Tro paa, at vi vilde

kunne bevare en langt større og sødere Hemmelighed, end dette

Bekjendtskab var, for alle omgivende Blikke, og Haab om, at vi vilde

komme til at gjøre det.

-- Det er sandt, du kan jo ogsaa noget Dansk, nu skulde du rigtig øve

dig, bemærkede Fru Hertz.

Jeg modtog denne overraskende Efterretning med saa megen Forbavselse,

som jeg i en Fart raadede over.

Minna kom igen med sin Historie om den danske Familie, som »der havde

været Tale om«, at hun skulde være Gouvernante hos, men i hendes

Skjælmeri blandede der sig en Forlegenhed, som bestyrkede mig i min

Mistanke om, at det ikke forholdt sig ganske saaledes, og tillige gav

mig Grund til at tro, at Fru Hertz vidste Besked dermed.

-- Saa har Frøkenen maaske endogsaa gjort Bekjendtskab med vor

Litteratur? spurgte jeg.

Paa dette Stikord svarede hun flinkt med sin Replik, og vi

reproducerede nu hele vor Samtale fra »Wotans Ruhe« om Faust og

Aladdin, næsten Ord til Ord, kun at den som en velindstuderet Scene

gik mer flydende fra Haanden og bares af en ungdommelig Kaadheds

Understrøm, der hist og her førte et lykkeligt Indfald med; og en

saadan Improvisation i Rollen ansporede strax den Anden til heller

ikke at staa tilbage, men ligeledes foretage et Sidespring med et

triumferende Smil: »Kommst du mir so, komm' ich dir so«, -- saa at

Diskussionen blev fyldigere, skjøndt dens Indhold nu var os

ligegyldigere og egentlig kun et Middel til Koketteri. Vi imponerede

virkelig vore Tilhørere saaledes, at Hr. Hertz sagde til mig: »Som De

kunde faa den lille Minna til at snakke, hun er ellers ikke saadan

skaaret for Tungebaandet;« og senere betroede hun mig, at Fruen

havde sagt til hende: »Der har Du rigtignok fundet En, som Du kan

snakke med.«

Disse Bemærkninger syntes at aande en særlig Tilfredshed, og jeg

troer, at de gamle Folk allerede efter denne Samtale gjorde den

ganske vist noget overilede Slutning, at vi passede godt for

hinanden. Da de -- som Tydskerne sige -- havde »sluttet os begge i

deres Hjerter«, var det derfor ikke saa underligt, at de gjerne

gjorde deres, for at et nærmere Bekjendtskab kunde sluttes, -- saa

meget mere som de mente, at Minna trængte til at faa altfor smertelig

søde Erindringer skudt tilbage af en frisk opblomstrende Følelse, --

hvad jeg allerede den Gang anede, og siden fandt bekræftet. Saaledes

ordnede det sig snart, at vi flere Gange om Ugen traf hinanden hos

dem i det lille Hus ved Elben. Henimod Aften kunde hun temmelig let

faa fri fra sine Gouvernantepligter, og hvad mig angik, saa havde jeg

selvfølgelig aldrig »noget Bedre for« end at være dèr, hvor jeg traf

hende.

Hver af disse Aftener forløb -- fraseet den voxende Fortrolighed --

omtrent som hin første, og den væsentligste Variation var, at Heden

undertiden drev os ind i Grundene. Som oftest holdt vi os dog ved

Floden, hvilket var bekvemmest for de Gamle. Naar Solen begyndte at

stjæle sig ind i Lysthuset, var det Signal til at spadsere. Skyggerne

af Liliensteins Klippeplateau blev bestandig dybere, og Stenenes

Kanter traadte frem som Glandslys, der sænkede lange, vibrerende

Speilstriber i Floden; -- nedenunder paa Stenbruddenes lange, gule

Tavler traadte alle Sprækker og Hak violette og purpurrandede frem

som en underlig Kileskrift om industrielle Bedrifter. Speilet i

Floden klaredes og skjærpedes. Midt paa dens Glands gled lange

Tømmerflaader, som krummede sig efter dens Bugtning, og hvis

mastelange Aarer, fire-fem i Rad forude og agter, bevægede sig

blinkende. Eller der kom drivende et Par »Ziller«, tungtlastede

Dækspramme, omtrent af en Skonnerts Størrelse, -- kullede sorte

Skrog, der lignede uhyre Biller, eller med et stort Seil spændt op,

som lyste langt bort over de flade Marker, efter at Baaden længst var

usynlig. Men op imod Strømmen arbeidede sig af og til en Kjededamper

med en halv Snes af disse Fragtpramme paa Slæb, hvæsende og

stønnende, medens den vandt den undersøiske Jernkjede op over sin

flade Stavn med en øredøvende Raslen, der dog paa Afstand blev en

behagelig Klokkeklang.

Naar saa Mørket faldt paa, blussede der paa Tømmerflaaderne et lille

Baal: det syntes at flyde paa Vandet, og belyste et Par skjæggede

Ansigter, eller der silhouetterede sig foran det en kraftig

Skikkelse, som foroverbøiet stemmede den skraa Stang fast mod

Skuldren. Men Slæber-Flotillen blev en hel Illumination, der bugtede

sig om Næsset tæt ind under de mørke Bastei-Klipper, som en

Procession af lodrette gyldne Stave med store Knapper foroven,

anførte af en Rubin og Smaragdstok.

Heller ikke paa den modsatte Bred stod Livet stille men sendte af og

til et Tog forbi, snart fra den ene, snart fra den anden Side, med

Piben og Bræmsning ved den lille Station, indtil henad halvti det

lille Iltog til Prag og Wien jog forbi, uden blot at mindske Farten,

som en flygtig Lysning inde mellem Træerne, -- og underrettede os om,

at det var paa Tide at gaa hjem. Vi kunde trænge dertil, thi som det

hedder -- mod Sædvane rigtig citeret --: »Die Uhr schlägt keinem

Glücklichen«.

Ja, vi vare lykkelige, -- ikke jeg alene. Det Skjær af Tungsind, der

fra først af havde hvilet over hende, veg mer og mer for barnlig

aaben Munterhed, og at det endnu holdt sig i Baggrunden af Sjælen,

kunde snart kun anes af de fremmedartede Reflexer, der af og til

faldt over hendes lyseste Stemninger. Jeg kunde, uden at være altfor

ubeskeden, tilskrive mig selv Andel i denne Forandring. Det

elskværdige Ægtepars Venlighed mod os begge gjorde hende godt; den

antog overfor hende Charakteren af den omsorgsfulde Deltagelse,

hvormed man opmuntrer en Reconvalescent til at nyde Livet. Mig

irriterede dette næsten en Smule; men hun syntes kun at føle en vis

Hygge derved.

* * * * *

Og vi saae den store Strøm med sin eiendommelige Færdsel glide forbi

os, som man i lykkelige Tider lader Livet glide forbi, uden at haabe,

at det skal føre En videre eller bringe En Noget.

Den afgav ogsaa Stof for vore Samtaler. Hun fortalte mig om

Flaadeførernes Liv, især oppe i Bjergfloderne, hvor deres Dagværk er

en uafbrudt Kamp med Strømhvirvlerne, som end ikke levner dem Tid til

at spise, før de gaa i Land om Aftenen. Til Gjengjæld maatte jeg, saa

godt jeg kunde, give hende et Billede af de store Skibe, af den

travle Færdsel i en Havnestad eller det stille Liv i Fiskerleierne

ved Stranden. Stenbruddene, der til begge Sider speilede sig i Floden

og sendte deres Blokke i Skibsladninger ned ad den, fik os til at

tale om, hvad Sandstensbyen Dresden skylder det lille Stenland. Det

var mig paafaldende, at i dens Pragt-Bygninger syntes de utilhugne

Sten at stilisere medfødte Former fra deres vilde Klippe-Liv, saa at

Rococobyen passede til Sandstenslandet, som den græske Architektur

til de ædle gavlformede Marmorbjerge, og som Ægyptens Tempelkolosser

til Landets uhyre Sletter og tunge, terrassebyggede Bjergmasser.

Saadanne Betragtninger vare naturligvis nye for hende, ligesom hendes

Kundskaber i Architektur vare meget primitive, medens jeg altid

særlig havde følt mig tiltrukken af denne Kunst, som jeg vel ogsaa

havde viet mig til, hvis Forholdene havde tilladt det.