Naar jeg ikke forvildede mig længer bort, spiste jeg hver Dag henved
eet til Middag i »Erbgericht« paa en smuk Terrasse ved Floden,
overskygget af prægtige Ahorntræer; deres forneden fladt klippede
Kroner dannede et grønt Loft, som kastede et behageligt Skjær og lod
Solpletter dirre paa Dugene og blinke i Glassenes Tin-Dæksler.
En Dag, da jeg kom lidt tidlig, syntes Alt at være optaget. Jeg saa
mig raadvild om, da jeg til min Forundring hørte mit Navn blive
raabt. Et Par gamle Folk, der sad ved et lille Bord for sig selv,
vinkede til mig. Det var et af mine faa Dresdner-Bekjendtskaber, og
tilmed et kjært. Jeg blev meget glad over paa en saa behagelig Maade
at være revet ud af min Forlegenhed, og sad snart hos det hyggelige
Ægtepar, foreløbig forsynet med en Couvert og et Glas Øl.
Man saae strax paa den gamle Mand, at han var Jøde. Formen af den
stærkt krogede Næse var ubedragelig, og det sparsomme, lidt
strittende hvide Skjæg skjulte ikke de altfor tykke Læber, af hvilke
den underste var helt nedhængende; naar den bevægede sig, idet han
talte, gjorde den et Indtryk, som om den søbede Noget op. Den syntes
ogsaa at genere hans Tale, der var langsom og læspende. Over Øinene
skyggede de stærke graa Bryn og under dem hang store rynkede Poser;
deres Blik var livligt, klart og ganske overordentlig godmodigt.
Hans Hustru var en statelig gammel Dame, der saae mere sydlandsk end
egentlig jødisk ud; hendes friske Ansigt, der bestandig smilede --
omtrent som Malerier fra Empire-Tiden smile -- havde paa gammeldags
Maade til begge Sider en Ophængning af staalgraa Krøller, saa faste,
som om de vare af Metalspaaner.
Jeg havde lært dem at kjende gjennem Sønnen, til hvem jeg havde
sluttet mig paa Polytechnicum, skjøndt han var flere Aar ældre end
jeg. Han var nu ved en Fabrik i Leipzig. Jeg var strax kommen i Gunst
hos den gamle, ved at nære en hyklet Interesse for hans Samlinger.
Han var Bibliophil, men hans største Passion var dog Haandskrifter af
berømte Mænd, og af dem havde han en stor Mængde ligefra Luther og
til vor Tid, -- jeg troer, at hvis Cheruskeren Hermann havde
efterladt sig noget Skriftligt, saa havde han faaet fat i det. Det
laa alt ordnet i Mapper, hvert Stykke numereret; og i Protokoller af
Bøttepapir, beskrevne med Gaasepen og en særlig garanteret Blæksort
(for Evighedens Skyld), var ved hvert Numer Alt anført vedrørende
Ægtheden, samt Henvisninger til biografiske Værker, Brevsamlinger og
til egne Optegnelser. Thi den grundige Mand lod det ikke være nok med
at samle, men naar han havde faaet erhvervet et saadant lille
Manuskript, saa hælmede han ikke, før han saa vidt muligt havde
opsporet, til hvilket Tidspunkt af denne Mands Liv det hørte hen, og
ved Brevene, hvor dette Spørgsmaal gjerne løses af sig selv, var der
hele Commentarer at skrive angaaende de Personer, der omtaltes, de
Forhold, der sigtedes til, alle paaviselige Aarsager og Følger o. s.
v. Og saaledes pegede denne Passion, ligesom den var udgaaet af
virkelig Kjærlighed til Litteraturen atter tilbage paa den og paa
Historien, fordrede bestandig et stort Fond af Kundskaber disponibelt
og lod det samtidig forrente sig til alle Sider. Den var saa langt
fra at være en tom Mani hos ham, -- hvad den jo ofte udarter til --
at den snarere var et levende Udtryk af hans Væsen, idet den samtidig
tilfredsstillede hans høieste aandelige Interesser og hans
ordenskjære Forretningsvaner.
I en halv Snes Aar eller mer havde den gamle Hertz privatiseret i
Dresden, »Rentiers-Krogen«, som den ikke uden Grund kaldes. Han havde
været Kjøbmand i Königsberg, hvor han var født, og til hvis
Handels-Aristokrati han hørte. Dette Hjem havde sat sit uudslettelige
Mærke i hans Natur og Udvikling. Königsberg er en Handelsstad, som
har faaet sit eiendommelige Præg af en enkelt Aandens Stormand,
hvilket kan hændes mindre Byer, som ikke føde mange Berømtheder, til
hvilke deres Stolthed kan klamre sig, og hvis Interesser og
Produktionskraft ellers udløser sig i andre, mere ephemære Sfærer.
Hvad Erasmus er for Rotterdam, det og endnu langt mer er Kant for
Königsberg, dels fordi han er en større Personlighed, dels ogsaa
fordi han ikke er længer fjernet i Tiden, end at de nulevende ældre
Königsbergere ere Børn af de Familier, i hvilke han færdedes; og
dette var netop Tilfældet med Hertz. -- Den store Philosoph omgikkes
gjerne med sin Fødestads Kjøbmandshuse, og disse bevare som en
kostelig Arv de aandelige og litterære Interesser, som han indpodede
paa den kraftige Stamme af Frisind og Bevægelighed, der er
Handelsstanden egen, -- en Stamme, som ydede ham selv en god Støtte
under Pietismens mørke Dommedagsveir. Det følger da af sig selv, at
Kant fremfor Alle var hans Helgen. Hvor dybt han stak i den kantiske
Philosophi, kunde jeg naturligvis ikke bedømme, men der klang en
næsten rørende Andagt gjennem den Tone, hvori han nævnede sit store
Bysbarns Navn.
Dresden havde han valgt til Alderdoms-Asyl, dels paa Grund af
Familieforbindelser og Bekjendtskaber, dels ogsaa for det ansete
Polytechnicums Skyld, som Sønnen skulde besøge, og saa naturligvis
fordi det er Tydsklands skjønneste By. Men dets aandelige Physiognomi
behagede ham slet ikke. Baade i Egenskab af borgerlig Kjøbmand og af
litterær Mand saae han ned paa denne uvidenskabelige og lidet
vindskibelige Residentsstad, hvor et betydningsløst Aristokrati
breder sig; han anførte ofte, at allerede Schiller havde kaldt
Dresden for en aandelig Ørk, og den Gang var dog Körners Hus dèr --
men nu? Den gamle Königsberger levede derfor ogsaa meget isoleret;
mest omgikkes han med den allerede affældige Gustav Kühne, en Veteran
fra »det unge Tydskland«, hvis Koryphæer Hertz næsten alle havde
kjendt. -- -- --
Dette var omtrent, hvad jeg vidste om denne gamle, eiendommelige
Gubbe, der nu hilste paa mig med en Hjertelighed, som om vi vare
gamle Bekjendte. Det var iøvrig et elskværdigt Træk hos dette
Ægtepar, at de holdt meget af Ungdom. Jeg lagde ogsaa Mærke til, at
de Unge af begge Kjøn ligesom uvilkaarlig viste dem en ærbødig
Opmærksomhed, som man ellers ikke beskylder vor Tids Ungdom for at
være rundhaandet med overfor de Ældre.
Maaske hang det sammen med, at deres Væsen var yderst beskedent, ja
endogsaa præget af en vis Ængstelighed for at volde Uleilighed eller
lægge for meget Beslag paa Andre.
De vare ikke, som jeg formodede, blot herude paa en Tur, men havde
leiet for halvanden Maaned i et af de smaa Huse nede ved Elben og
boede her allerede paa tredie Dag.
Tilfældigvis havde jeg været borte paa Ture eller spist paa en anden
Tid. Men jeg maatte endelig besøge dem endnu samme Dag til Kaffe.
-- Og De skal ikke komme til at kjede Dem med os gamle alene.
-- De skal overhovedet slet ikke komme til at kjede Dem.
-- Men hvad tænker De dog paa?
-- Nei, det er virkelig sandt, alene vilde vi ikke plage Dem, især
herude, hvor der er saa meget andet, De kunde have Lyst til med Deres
unge Ben. Men der kommer en ung Dame, hvem vi netop ogsaa gjerne vil
skaffe lidt ungdommeligere Underholdning, end vi selv kan byde.
-- Og De vil ikke fortryde at gjøre hendes Bekjendtskab -- haaber jeg
da. De sidste Ord tilføiede Fruen med et skjælmsk Blik.
-- Her fra Stedet? foer det ud af mig.
Fruen misforstod mit Spørgsmaal og lo.
-- Nei, De behøver ikke at være bange for altfor stor landlig
Naivetet. Det er ingen Rathenerinde.
-- Heller ingen Königsbergerinde.
-- Hun kjender maaske meget lidt til Kant? Sig mig, Hr. Hertz, har nu
virkelig alle de unge Königsberger-Damer læst »Kritik der reinen
Vernunft«?
-- Ak, min kjære unge Mand! De har ikke engang læst »Kritik der
Urtheilskraft«, som de dog trængte saa meget til. Forresten har jeg i
min Tid holdt Foredrag netop for kvindeligt Auditorium -- -- --
Jeg havde gjort mit lidt drillende Side-Spørgsmaal dels for at
affektere en stor Ligegyldighed overfor det nærværende Emne, dels
ogsaa for at vinde Tid, da jeg ligesom frygtede for at blive revet
altfor hurtigt ud af det Haab, der var opstaaet hos mig. Men den
gamle Dame havde gjennemskuet mig.
-- Tilstaa nu ærlig, Hr. Fenger, at De sidder paa Gløder af
Nysgjerrighed og langt heller vil høre noget om den unge Dame end om
min Mands Foredrag.
Den Gamle lo.
-- Se, De bliver jo helt rød! Ja, min Kone, det er en
Menneskekjender, en ren Lavater.
Jeg skjulte min Forlegenhed i Ølkruset.
-- Naa, ja, ja da? er hun kjøn?
-- Kjøn!? min kjære unge Mand, hun er jo en Skjønhed! Ja, det vil
sige -- ikke saadan -- paa den Maade, -- men meget mer. Hun er en
Thekla, ja, forstaa mig ret, ganske borgerlig, en Lotte, en
Frederikke Brion, -- skjøndt heller ikke -- ikke Præstedatteren paa
Landet -- hvor idyllisk det forresten er -- en Kätchen, allersnarest
en Kätchen!
-- Men kjære Mand, behøver du at tage hele den tydske Poesi tilhjælp,
-- du vækker jo overdrevne Forestillinger paa den Maade. --
-- Tvertimod! Den tydske Poesi forslaar ikke engang! Nemlig: der er
kun eet, som er bedre end den tydske Poesi --
-- Det er Kants Kritik?
-- Nei, det er tydske Kvinder -- naar de er gode. Men Spøg til Side,
det er en fortræffelig Pige.
-- Naa ja, nu vil De jo selv lære hende at kjende. Det er en
Slægtning af mig, rigtignok langt ude, jeg har vist sagt Dem, at jeg
er Dresdnerinde.
Ved disse Ord blev jeg atter ganske ligegyldig; det kunde altsaa ikke
være Frøken Jagemann, som Talen var om. Dels saae hun slet ikke
jødisk ud, og desuden havde jeg jo gjennem Skolelæreren erfaret
tilstrækkelig om hendes Afstamning til at vide, at hun ikke var
Jødinde. Jeg lyttede høflig smilende paa Fru Hertz's Udredning af
Familiebaandets Knuder uden at skjænke den nogen Opmærksomhed.
Pludselig hørte jeg ligesom i Drømme, at hun sagde:
-- Men jeg glemmer rent, at De vel allerede har seet hende, for efter
hvad De før sagde, maa hun jo være Deres Naboerske. Hun er for Tiden
Gouvernante -- -- --
Der gik et Kuldejag ned gjennem Ryggen paa mig. Iøvrig var det i det
første Øieblik mindre Glæde, jeg følte, end den bestemte
Overbevisning: saa skal det altsaa være saaledes! Jeg manglede i den
Grad Overblik over Situationen, at jeg svarede, jeg troede ikke, at
jeg havde seet hende, idet jeg gik ud fra, at dette maatte være den
forsigtigste Taktik. Men neppe vare Ordene ude af Munden, før det
faldt mig ind, at min Usandhed næsten uundgaaelig vilde røbes, og at
jeg derved vilde komme baade i et latterligt og i et mistænkeligt
Lys. Jeg var endogsaa lige ved at kalde Benægtelsen tilbage, men det
kunde jeg heller ikke beslutte mig til. Dette gjorde mig saa
distrait, at jeg helt misforstod et Spørgsmaal fra Hr. Hertz.
Heldigvis kom Opvarteren netop med Regningen. I min Forfjamskelse gav
jeg ham femogtyve Pfennig i Drikkepenge, hvilket indbragte mig et
meget høfligt Buk fra Kellneren og faderlige Formaninger fra Hr.
Hertz, om at være mere økonomisk overfor tjenende Aander.